OPRØR I IRAN & IRANSKE KVINDER // POVCAST – Kvinder i Iran og talrige andre steder verden over demonstrerer mod sexisme og undertrykkelse. Noget tyder på, at regimet i Teheran er reelt rystet i sin magt. To dansk-iranske kvinder, Virginia Alipour og Sahar Aslani, der følger oprøret i Iran tæt, fortæller om tørklædet og betydningen af kvinders tildækning i deres egen barndom og ungdom, og hvorfor de selv måtte træde ud af undertrykkelsen.
Da regeringens kommission for den glemte kvindekamp i august afleverede en rapport med et enstemmigt forslag om at forbyde religiøse tørklæder til piger i de danske skoler, endte forslaget igen i en voldsom diskussion, hvor nogle kommissionsmedlemmer lagde afstand til indstillingen.
Men uden for Danmark er modstanden mod tørklædet dødelig.
Det blev dokumenteret den 16. september, da den 22-årige iranske kvinde af kurdisk afstamning, Mahsa Amini, døde efter at være blevet banket af det voldelige præstestyres såkaldte moral-politi. Men drabet på Mahsa Amini kommer ikke til at gå over i historien alene som endnu et overgreb fra det regime, der er berygtet for sit absurde syn på kvinder og deres klædedragt.
Voldshandlingen satte gang i en slags kvinderevolution i det store, mellemøstlige land, hvor især unge kvinder nu river deres tvungne hovedbeklædning af og klipper deres hår.
Kvinder over hele verden – ofte igangsat af eksil-miljøerne – gik på gaden for at demonstrere mod det sexistiske menneskesyn. Noget tyder på, at regimet i Teheran er eller var reelt rystet i sin magt.
I denne podcast har journalist og taxichauffør, POV’s Jesper Grunwald, talt med to kvinder med iransk flygtningebaggrund, Virginia Alipour og Sahar Aslani. Og han har taget sine interviews med hjem i studiet til sin podcastmakker, skuespilleren Dorte Rømer, der gennem årene selv har kæmpet mod dødstrusler – mod sig selv og sin familie.
Virginia og Sahar fortæller om tørklædet og betydningen af kvinders tildækning i deres egen barndom og ungdom. Og hvorfor de selv måtte træde ud af undertrykkelsen. Den ene af de to dansk-iranske kvinder betalte den nærmest ubærlige pris for at komme ud af præstestyrets kvælertag, som mentalt og fysisk var ved at kvæle hende.
Hun måtte – for at følge den iranske, religiøse lovgivning – forlade sin lille datter, der tilhørte faderen efter skilsmissen fra den mand, som hendes familie havde arrangeret ægteskab med, da hun var blot 19 år.
Lyt til podcasten fra Radio Ronkedors serie – Ronkedoren & Ronkedullen. Episoden med titlen “Tørklædet og frihedskampen”.
Radio Ronkedor er et podcastfællesskab for voksne i alle aldre. De tror på visdom uden aldershovmod og forundringsparathed fra barndom – til lyset slukkes. Radio Ronkedor er et bredt lydmedium, som beskæftiger sig med mennesker og ideer indenfor emne-trekanten demokrati/samfund/kultur. De sætter en ære i at udfordre myter og stereotyper i tidsånden og mediekværnen.
Bag Radio Ronkedor står journalist, taxichauffør og debattør Jesper Grunwald, skuespiller, skribent og kulturarbejder Dorte Rømer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her