ATOMAFTALE // ANALYSE – De igangværende forhandlinger om en genoplivning af atomaftalen med Iran er oppe imod en række tungtvejende strategiske overvejelser – og halvtomme trusler.
TEL AVIV – Biden-administrationen i Washington har afvist at fremskynde leverancen til Israel af to ud af fire avancerede Boeing KC-46 fly. De er bygget til, at jagerfly kan tanke op i luften, og hvert af de store transportfly kan sætte et par dusin jagerfly i stand til at holde sig på vingerne i op til 12 timer og operere 11.000 kilometer fra hjemmebasen.
Det er vanskelige forhandlinger, og der er stor fare for, at det ikke lykkes
Aftalen om salget af de fire fly faldt på plads for to år siden. På det tidspunkt sad Donald Trump i Det Hvide Hus og Israels premierminister hed Benyamin Netanyahu. Men da Joe Biden for snart et år siden overtog præsidentposten i USA, sørgede han for at stille aftalen i bero, og den aktuelle afvisning af det israelske ønske understreger kun sagens alvor.
Flyene vil nemlig være til stor operationel hjælp, hvis Israel på et tidspunkt sætter alvor bag truslen om at bombe de iranske atomanlæg, og hele sagen falder lige nu sammen med, at der i Wien gøres endnu et forsøg på at få den såkaldte atomaftale med Iran på benene igen.
Barack Obama
Det er vanskelige forhandlinger, og der er stor fare for, at det ikke lykkes. Det drejer sig om et forsøg på at genoplive aftalen med navnet Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), som i juli 2015 blev indgået mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd samt Tyskland og EU.
Formålet var at forlænge den tid, det ville tage Iran at udvikle atomvåben. Ifølge aftalen forpligtede Iran sig blandt andet til at reducere mængden af beriget uran og nedsætte antallet af centrifuger med to tredjedele over en periode på 13 år.
Aftalen blev indgået, mens Barack Obama sad i Det Hvide Hus. Da Donald Trump overtog præsidentposten, var en eliminering af JCPOA et af hans politiske mål, så i maj 2018 tog han initiativ til at trække USA ud af aftalen.
Det er netop den handling, parterne nu forsøger at omgøre. For Irans vedkommende drejer det sig først og fremmest om at få opblødt eller helt elimineret de barske sanktioner, som Trump satte i stedet for aftalen, men navnlig den britiske udenrigsminister, Liz Truss, stillede stærke forbehold over for dette, da første runde af forhandlingerne brød sammen i slutningen af november. Det er nogenlunde dér, sagen står under anden runde af forhandlingerne i den østrigske hovedstad.
Overvejelser om bombeangreb
Israel havde ikke nogen formel rolle i indgåelsen af aftalen tilbage i 2015, men Netanyahu førte hele vejen igennem en stærkt aktivistisk linje for at påvirke udviklingen. I september 2018 gjorde den israelske leder sig således bemærket ved at bruge sin taletid ved FN’s generalforsamling til at fremlægge påstande om, at Iran havde fortsat udviklingen af atomvåben på hemmelige anlæg.
Det bemærkelsesværdige ved talen var, at han illustrerede sin fremlæggelse med medbragte plancher, som skulle bevise den såkaldte iranske trussel. Og ad den vej leverede han sin uforbeholdne støtte til Trumps annullering af JCPOA fire måneder forinden.
Hvis vi et øjeblik fastholder det israelske syn på sagen og Netanyahus næsten maniske optagethed af den iranske trussel, levnede den manglende atomaftale plads til to muligheder: Enten måtte man lære at leve med Iran som atommagt, eller også måtte man skride til kontant handling og ødelægge de iranske atomprogrammer med militære midler. Det er helt klar i forlængelse af denne tænkning, at aftalen om salg af de fire Boeing KC-46 fly fandt sted.
Netanyahu talte gentagne gange om den militære løsning som den eneste rigtige, og selv om han forlod premierministerposten for et halvt år siden, er dette stadig tænkningen i visse dele af det israelske forsvar.
Mens den første runde af forhandlingerne i Wien var i gang, udtalte chefen for den israelske efterretningstjeneste, Mossad, David Barnea, at Iran ”ikke vil komme i besiddelse af atomvåben, ikke i de kommende år, eller nogensinde.” Det står ikke helt klart, hvilken metode Barnea henviser til, men Jonathan Lis, der er analytiker ved dagbladet Haaretz, mener, at en bombning af de iranske atomanlæg indgår som et reelt scenarie i den militære ledelse.
Bombeangreb mod enkelte anlæg vil kunne forhale programmerne for en tid, men ikke standse dem på den lange bane
Der er stærke kræfter i Israel, der mener, at man kan bombe iranerne på plads. Alle husker operationen i juni 1981, hvor israelske jagerfly rettede et ødelæggende angreb mod den irakiske reaktor ved Osirak, 17 kilometer sydøst for Baghdad. Og det er hverken første eller sidste gang, israelerne har gennemført denne type dristige operationer fjernt fra hjemmebasen.
Her skal man dog slå koldt vand i blodet. Hvis vi rykker frem til 1990 var det ikke de amerikanske bombninger, der ødelagde Saddam Husseins atomanlæg. Det var de 40 dage med massiv militær invasion under den første golfkrig, der pressede Saddam Hussein til at stille atomprogrammerne i bero.
På det tidspunkt havde Irak 18 mio. indbyggere, og landets atomare og teknologiske infrastruktur var langt mere primitiv, end hvad vi finder i dagens Iran, som for resten har 85 mio. indbyggere. Denne sammenligning illustrerer, at de iranske atomprogrammer formentlig kun kan stoppes ad militær vej, hvis man lader dette udspille sig som en fysisk invasion med landtropper og alt, hvad dertil hører. Bombeangreb mod enkelte anlæg vil kunne forhale programmerne for en tid, men ikke standse dem på den lange bane.
Irans strategiske tænkning
Dette er dog ikke ensbetydende med, at verden skal affinde sig med et Iran, som indenfor en årrække vil træde ind i rækken af stater med atomvåben. Enhver udvidelse af denne klub er naturligvis bekymrende, men spørgsmålet er, om det overhovedet vil ske i Irans tilfælde?
Situationen er den, at Donald Trumps annullering af USA’s deltagelse i JCPOA satte en farlig proces i gang, hvor politikere og diplomater verden over søger at rede trådene ud, mens navnlig Iran og Israel jævnligt retter trusler mod hinanden.
Set i det lys, er det vigtigt at se på Irans strategiske tænkning i sagen. Krisen mellem Iran og i særlig grad USA og Israel går mere end 20 år tilbage. På det tidspunkt tog iranerne de første små skridt til at etablere et atomprogram, og der skulle gå omkring 15 år, før parterne nåede frem til JCPOA, altså atomaftalen. Men i denne lange periode kom det til mange forpassede chancer og forhandlingssammenbrud, og det kan man i dag betragte som et godt tegn.
Det er i hvert fald et godt tegn, hvis man holder sig til klassisk forhandlingsteori. Det lange forløb viser nemlig, at Iran tog sagen alvorligt. For hvis det dengang havde været Irans intention at blæse højt og flot på en aftale, havde der ikke været nogen grund til at vente så længe. Så havde der været masser af fornuft i at få aftalen underskrevet så hurtigt som muligt, alene for at afbøde eller undgå de ødelæggende sanktioner, som også dengang var en del af udviklingen.
Iranerne respekterede faktisk aftalen endnu et år efter Trumps initiativ, inden også de vendte den ryggen. Man kan altså med en vis ret sige, at Trump på den måde fremprovokerede den nuværende situation.
At JCPOA også omfattede en klausul, der på papiret satte Iran i stand til at genoptage atomprogrammerne i 2031, kan måske virke problematisk, men det er en ganske normal ting i denne type aftaler. De to SALT-aftaler, som skulle begrænse våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen under den kolde krig, havde på lignende vis en løbetid på henholdsvis fem og seks år.
I det store og hele levede JCPOA op til sin opgave. I store træk afholdt aftalen faktisk Iran fra at fortsætte med berigelsen af uran, og det holdt stik, lige til Donald Trump trak USA ud. Iranerne respekterede faktisk aftalen endnu et år efter Trumps initiativ, inden også de vendte den ryggen. Man kan altså med en vis ret sige, at Trump på den måde fremprovokerede den nuværende situation.
Den iranske strategi er ’som et persisk tæppe’
I den teoretiske sammenhæng er Irans håndtering af denne udvikling derfor fuldstændigt rationel. Styret i Teheran gav et vigtigt signal ved at forblive i aftalen et helt år efter, at Trump havde trukket sig, men at vedholde denne politik, mens Trump dyngede nye sanktioner oveni de allerede eksisterende, ville på lidt længere sigt få karakter af politisk selvmord.
Sagen handler nemlig om meget mere end atomprogrammer. Irans største udfordring lige nu er at få bragt landets økonomi på fode. Ganske vist er der stadig gode eksportindtægter fra samhandel med lande, som ikke respekterer sanktionspolitikken eller finder smutveje. Handelen med Kina bringer årligt 9 mia. dollar i kassen, fra Tyrkiet kommer yderligere 4 mia., Irak tegner sig for 6 mia., og endelig kommer der 3. mia. ind fra De Forenede Arabiske Emirater – på trods af, at sidstnævnte formelt befinder sig sammen med Saudi-Arabien, USA og Israel i alliancen mod Iran.
Man skal dog holde sig for øje, at en stor del af disse indtægter går direkte til Revolutionsgarden, som godt nok er en militær enhed, men som også menes at kontrollere 50 pct. af Irans civile økonomi. Derudover skal den iranske statskasse hvert år punge ud med svarende til 63 mia. dollar for at finansiere subsidierne til benzin, mel og andre basale fødevarer, hvilket er med til at dæmme op for den folkelige utilfredshed med tingenes tilstand.
Der kan næppe herske tvivl om, at Iran har ambitioner om at blive en regional stormagt, men dette handler langt hen ad vejen om økonomisk dominans regionalt og frie hænder som aktør på det globale oliemarked
I dette perspektiv er det altså vigtigt for styret i Teheran at få reduceret eller helt elimineret sanktionerne, og det er her, atomprogrammerne har spillet en rolle gennem alle årene. Der kan næppe herske tvivl om, at Iran har ambitioner om at blive en regional stormagt, men dette handler langt hen ad vejen om økonomisk dominans regionalt og frie hænder som aktør på det globale oliemarked.
Her er det tilstrækkeligt at opbygge et stærkt forsvar med masser af konventionelle våben. Havde iranerne haft virkelige ambitioner om at komme i besiddelse af atomvåben, kunne dette være sket for længe siden – vi må huske, at programmerne har været undervejs i mere end 20 år, og det kunne sagtens have ladet sig gøre at mobilisere den tekniske assistance udefra for at få det til at ske.
Også i de senere år, altså efter Trumps udmeldelse af JCPOA, har der været meldinger om nye fremskridt i atomprogrammerne, men den iranske ledelse er hele tiden gået frem med stor forsigtighed ved at sørge for, at ingen af disse fremskridt har været store nok til for alvor at fremprovokere en international krise eller en militær konfrontation.
Og hermed folder den iranske strategi sig ud. De iranske atomprogrammers fortsatte eksistens bygger for en stor dels vedkommende på et ønske om at forbedre den iranske forhandlingsposition, når parterne sætter sig ved forhandlingsbordet. Sådan var det op til JCPOA-aftalen i 2015, og sådan er det også i dag. For Irans vedkommende er dette selve vejen til at undgå politisk selvmord.
Saeed Jalili, der stod i spidsen for Irans nationale sikkerhedsråd, mens Mahmoud Ahmadinejad var præsident (2003-13), er i dag økonomisk rådgiver for Irans nuværende præsident, Ebrahim Raisi. Han sammenlignede på et tidspunkt de langtrukne og komplicerede forhandlinger med et persisk tæppe: Det tager tid, før man indser skønheden i det.
Søger diplomatisk støtte i Indien og Emiraterne
Mens man således kan se de iranske atomprogrammer som et taktisk forhandlingsoplæg, ligger der også rigtig meget strategisk tænkning på den anden side af den mellemøstlige frontlinje. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på Israel.
Benyamin Netanyahu satte som sagt fokus på den iranske trussel i sin tale på FN’s generalforsamling i 2018, og helt på samme vis benyttede han dette trusselsbillede vidt og bredt i sit politiske arbejde gennem mange år. I forhold til den israelske vælgerbefolkning fremstillede han sig selv som Mr. Security, og det har uden tvivl skaffet ham mange stemmer, når der var valg til Knesset, det israelske parlament.
Nogenlunde det samme er tilfældet, når Mossad-chefen nu melder ud, at Iran aldrig skal have atomvåben, og at programmerne skal standses med alle midler. Hvorvidt han, eller Netanyahu, virkelig tror på den iranske trussel, er ikke til at sige, men udtalelsen er helt tydeligt en del af det diplomatiske og strategiske spil.
Det skal skabe usikkerhed i den iranske ledelse over, hvor langt Israel er villigt til at gå
Man kan anlægge samme syn på den seneste tids israelske bombeangreb mod iranske installationer i Syrien. Den formelle begrundelse for disse operationer er at ramme våbentransporter og andre iranske forbindelser til Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, men de tjener tydeligvis også som en markør overfor styret i Teheran. Det skal skabe usikkerhed i den iranske ledelse over, hvor langt Israel er villigt til at gå, og i det ligger naturligvis en klar hentydning til det vovede angreb på Osirak-reaktoren i 1980.
Da Donald Trump i 2018 trak USA ud af JCPOA i 2018, lod han hånt om alle disse strategiske tiltag. De optrappede sanktioner, han satte i stedet, har i den mellemliggende tid ikke løst problemerne. Muligvis har de mest af alt skærpet konflikten, og selv om Joe Biden i dag siger, at han vil søge andre løsninger, hvis forhandlingerne i Wien bryder sammen, tyder det ikke på, at han vil vælge den militære løsning.
Israels premierminister Naftali Bennett synes også at søge andre veje end sin forgænger. Vel vidende at en direkte israelsk-iransk dialog ikke er mulig, gjorde han i november et særligt nummer ud af at møde den indiske leder, Narendra Modi, under COP26 i Glasgow. Indien er et af de få lande, som har gode relationer til både Israel og Iran, og idet Modi gennem den seneste tid har vist stærk interesse for at udvide samhandelen med både Israel og golfstaterne, kan det tænkes, at han også vil gøre sin indflydelse gældende til at lægge diplomatisk pres på det iranske styre.
Man kan med god grund læse Bennetts officielle besøg i De Forenede Arabiske Emirater ind i denne sammenhæng. Emiraterne og Israel indgik en såkaldt normaliseringsaftale for godt et år siden, og eftersom golfstaterne også driver livlig samhandel med Iran, kan samme strategiske tænkning godt have indgået i Bennetts besøg, som fandt sted i denne uge.
Forhandlingerne i Wien er altså ikke nogen enkel sag. Der ligger uendeligt mange strategiske interesser bag, og derfor kan resultatet her og nu godt blive en manglende aftale, hvilket vil betyde en fortsættelse på ubestemt tid af det pinagtige strategiske spil med halvtomme trusler.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og