Interview med Daniel Rye – en samtale om håb, flygtninge og klimaforandringer

i Afrika/Bøger af

INTERVIEW – For de fleste vil navnet Daniel Rye virke genkendeligt. For han var den danske fotograf og journalist, der i maj 2013 blev taget som gidsel af Islamisk Stat i Syrien. Daniel Rye sad fanget i 398 dage, indtil han i juni 2014 blev løsladt mod en løsesum, som blev betalt af hans familie i Danmark. Daniels historie er siden blev fortalt i Puk Damgårds bog “Ser du månen, Daniel,” der er blevet filmatiseret, og som fornylig havde dansk premiere. Filmen er blevet udtaget som Danmarks bud på en Oscarnominering.

Daniel Rye har siden sin løsladelse arbejdet som journalist, forfatter og ikke mindst foredragsholder, hvor han fortæller om sine oplevelser som gidsel hos Islamisk Stat, om løsladelsen og om livet derefter.

Derudover har han gennem tre år arbejdet på sit projekt om flygtninge og klimaforandringer, hvor han har fulgt landmanden mr. Mkundiza og dennes familie i landsbyen Kakoma i Malawi. Resultatet er bogen Mens vi venter, som fornylig er udkommet på forlaget Booklab.

Samtalen omhandler Daniels baggrund for projektet og hans tanker om klimatilpasset nødhjælp, herunder hvorledes klimaforandringer fremover i langt højere grad bør inddrages i en mere proaktiv bistandshjælp til de afrikanske lande.

– Hvordan har du det i dag?

– Jeg har det godt, jeg har hverken psykiske eller fysiske mén oven på min tid som gidsel. Det taler jeg meget om ved mine foredrag. Jeg tror, at det først og fremmest skyldes, jeg rejste i et professionelt virke. Jeg var i Syrien for at dokumentere almindelige menneskers levevilkår under krigen.”

“Da Islamisk Stat tog mig til fange, vidste jeg godt, at det jo ikke var mig, Daniel som sådan, de tog til fange. Det var snarere bare en person med et dansk pas, de tog til fange. Jeg var bare en brik i noget, der var større. Og jeg sad med lokale syrere, der kunne fortælle, at de var blevet kidnappet i deres eget hjem, og de ikke kunne beskytte deres egne børn og familie.”

“De havde ikke penge til at betale løsesum, som jeg og de andre udlændinge havde. De havde jo mistet alt i modsætning til mig. Jeg vidste jo, at min familie hjemme i Danmark ikke var i fare, som de lokale fangers familier var. Så jeg kunne koncentrere mig om mig selv, om at overleve”.

“Det er jo en voldsom oplevelse fra et dansk perspektiv,  men når jeg sammenlignede med de andre lokale gidsler, som jo ikke havde noget netværk til at hjælpe sig, så var jeg heldigt stillet”

“Min historie er god til at relatere sig til, og den taler ind i en vigtig tid, hvor vi kan begynde at forstå, hvorfor folk flygter. Det mærker jeg virkelig, at folk får en forståelse for, når de hører mit foredrag”.

Livet efter løsladelsen

“Da jeg blev løsladt, havde jeg en endnu større lyst og et behov for at fortælle de her historier end før. For Islamisk Stat gjorde jo alt for at forhindre os i at gøre vores arbejde som journalister og fotografer. Men journalister og fotografer er jo som nyhedsformidlere lige præcis mere vigtige nu end nogensinde før. Det tænkte jeg meget på, da jeg kom hjem fra Syrien”.

“Mine oplevelser som gidsel hos Islamisk Stat er en vild historie. Det er samtidig også en meget personlig historie; folk vil gerne høre den og forstå den. Og gennem min historie kan jeg forklare baggrunden for, at folk flygter fra deres hjemland.”

Klimamigration bliver betragtet som en af de største trusler mod vores nationale sikkerhed

“I november 2016 læste jeg første gang CAREs rapport om klimaflygtninge. På det tidspunkt var flygtningekrisen på sit højeste; 14,7 mio ud af 20 mio var flygtet på grund af klimaet. Det er nogle voldsomt høje tal, og det var slet ikke noget, vi talte om i flygtningedebatten i Danmark. Politisk var holdningen, at vi bare skulle holde folk ude og beskytte os mod dem”.

“Vi reagerede kraftigt på vores følelser uden at forholde os til hardcore facts. Men man bliver nødt til at forholde sig til fakta, hvis man vil have en ordentlig debat.”

“Det var for mig at se interessant at kaste sig over den historie. Derfor følte jeg, at jeg måtte forklare, hvorfor det er, mennesker flygter fra Syrien. Det var udgangspunktet for min historie at forklare, hvorfor mennesker flygter. De flygter, fordi de er bange for at havne i samme mørke kældre, som jeg gjorde”.

“Jeg ville være sammen med folk i Syrien i dét øjeblik, de besluttede sig for at forlade deres hjem. Det var den tanke, der oprindeligt bragte mig til Syrien. ”

“Men efter at have læse CARE-rapporten i 2016 og fulgt den hjemlige flygtningedebat, følte jeg, at det var samme tilgang, jeg kunne bruge i denne opgave: At dokumentere det øjeblik en familie beslutter sig for at forlade deres hjem på grund af klimakrisen.”

– Din bog omhandler landmanden Mkundiza i Malawi. Hvorfor Malawi?

“Malawi er et roligt og politisk stabilt land, som ikke har den politiske uro som andre lande i regionen. Men det er samtidig et land, der har 345.000 klimaflygtninge. Så jeg rejste til Malawi.”‘

“Jeg fandt hurtigt min hovedperson, mr. Mkundiza: Han boede i Chikwawa, som ligger lavt i landskabet, og derfor er meget varmt og meget udsat for oversvømmelser. Så her var klimaforandringerne markant til stede”.

“Mr. Mkundiza var ikke den fattigste i byen, han havde midler, køer, talte flydende engelsk, og han lå stadigvæk under fattigdomsgrænsen. Det gjorde ham interessant, fordi vi kan relatere os til ham.”

“Jeg spurgte, om jeg måtte blive hos ham. Han blev overrasket over, at jeg ville bo hos ham og være en del af hans familie. Det blev han meget begejstret og beæret over. Som han sagde, så bliver hvide mennesker der normalt kun i et par timer.”

Hvornår beslutter man sig for at flygte? Hvad bliver den udløsende faktor for sådan en beslutning? Hvad er systemet, når man taler om klimaflygtninge

“Det blev for mit vedkommende til seks rejser til mr. Mkundiza og Malawi. På de første fem rejser var der tørke i landet. Jeg vidste, at hvis min historie skulle have et omdrejningspunkt, og noget som også var visuelt synligt, så skulle jeg være der, når der var oversvømmelse”.

“Og den kom så, endda meget massivt, på min sjette og sidste rejse. Da jeg kom ud til landsbyen, kunne jeg se, at markerne og landsbyens huse var blevet ødelagt. Mr. Mkundiza og jeg gik sammen rundt i landsbyen og så på alle ødelæggelserne”.

“Til trods for alle ødelæggelserne sagde mr. Mkundiza, at han aldrig kunne finde på at flygte, hvor fanden skulle han tage hen?”

“Og det er jo lige præcis spørgsmålet i en nøddeskal, for hvad er normerne herfor? Hvornår beslutter man sig for at flygte? Hvad bliver den udløsende faktor for sådan en beslutning? Hvad er systemet, når man taler om klimaflygtninge?”

“Det interessante er, at to af hans døtre havde ægtefæller, der arbejdede i Sydafrika, og de sendte penge hjem. En tredje datter boede i Blantyre, Malawis næststørste by. De to sønner talte ikke om at gå i deres fars fodspor; en ville være tegner og den anden ville være bankmand”.

Vi skal se vigtigheden i at investere i klima-tilpasning for at undgå at tvinge folk på flugt

“Hvis man skal forstå klimaflygtninge, skal man først og fremmest forstå, at det er en meget langsommelig proces i modsætning til krig, hvor det ofte er en meget hurtig proces.”

“Man skal huske på, at der er ca. 1 million mennesker om ugen, der migrerer fra land til by. Mr. Mkinduza kæmpede med næb og  klør for at holde fast i sit liv.”

“Men hans børn så nogle helt andre forhold og muligheder for sig selv. Som erhverv er landbrug enormt ustabilt, fordi det er for usikkert. Det skaber en kæmpe ændring i folks levevis, fordi folk hellere vil migrere til byerne end blive på landet. Det medfører et andet problem, for det skaber store slumområder i storbyerne”.

“Når folk så opdager, at lykken ikke ligger i storbyerne, så er det, at de migrerer videre til andre lande, gerne nordpå”.

Drømmen om en vandpumpe og klimatilpasning

“Jeg tænkte, hvad får folk ud af at se en mand, der har svært ved at dyrke sine marker? Hvordan kan jeg få folk til at forstå denne historie og sætte den i relation til dem selv?”

“Mr. Mkundiza talte meget om, at en motoriseret vandpumpe ville være en stor hjælp for hans landbrug, fordi han dermed kunne tilpasse sit landbrug til de ustabile vejrforhold. Han kunne dermed også sikre sin familie en mere stabil tilværelse. Alt sammen ved hjælp af en motoriseret vandpumpe.”

“Men renten til at låne til en vandpumpe er på 45 pct. i bankerne, så han har simpelthen ikke råd til at låne til vandpumpen. Han har nogle køer, som han sælger for at kunne holde sine børn i skole, til at supplere den nødhjælp de får.”

“Han har bare ikke midler nok til at finansiere et lån til vandpumpen, som vil kunne redde hans landbrug. For mig at se, var det her lige præcis budskabet, jeg skulle have ud; vigtigheden af klimatilpasning.”

Vi skal også se vigtigheden i at investere i klimatilpasning for at undgå at mennesker tvinges på flugt. Når folk først står i Libyen, Italien eller Marokko er det jo allerede for sent

“Hvordan man kan støtte de her små landmænd til at tilpasse sig klimaet. Det er super interessant, for der vil være 250 mio klimarelaterede flygtninge frem til 2050 ifølge CAREs rapport. Og det er måske endda konservativt sat. Klimamigration bliver betragtet som en af de største trusler mod vores nationale sikkerhed.”

“Det, jeg virkelig fik ud af det, er vigtigheden af, at vi tager klimadebatten seriøst. Men vi skal også se vigtigheden i at investere i klimatilpasning for at undgå at mennesker tvinges på flugt. Når folk først står i Libyen, Italien eller Marokko er det jo allerede for sent.”

“Hvis vi kan hjælpe dem med at investere i klimatilpasning, kan vi stoppe de nuværende migrationsmønstre”.

– Men er det gjort ved en motoriseret vandpumpe, skåret ind til benet?

“I min optik bliver mr. Mkundizas historie relaterbar på det menneskelige plan. Folk kan relatere sig til det. Man kan få budskabet nemmere igennem, når det er bundet op på en konkret historie”.

“83 pct. af den afrikanske befolkning lever af at dyrke jorden. Og hvis de alle sammen har problemer på grund af klimaet, så kunne det jo være, at man kan hjælpe med klimatilpasning. ”

“Der er mange NGOere (nødhjælpsorganisationer, red.), der arbejder præcist med dette. Jeg tror på det her med at forebygge. Jeg tror på, at vi fremover skal være meget mere opmærksomme på, hvordan vi prioriterer vores ulandsbistand”.

“Jeg håber, det bliver mere in/politisk acceptabelt at støtte vores udviklingsarbejde, så det ikke bare hele tiden bliver et plaster på såret, men simpelthen mere pro-aktiv klimatilpasning.”

Grund til optimisme

“Jeg har forsøgt at lave en bog, der gør op med mange af de måder, vi hidtil har betragtet Afrika på. Det er jo næsten unikt, at der kommer en bog om Afrika med billeder i farver.”

“Jeg talte på et tidspunkt med en, der sagde, at vi var vant til at se billeder derfra med elendighed; deprimerende og med en følelse af, at tingene ikke bliver bedre.”

“Det er en meget vigtig pointe at tage med ind, for man går her og tænker, at det hele er håbløst, og der er det så supervigtigt at lytte til mr. Mkundiza.”‘

“Jeg talte på et tidspunkt med ham om, at det er Vesten, der er skyld i alt det her lort, og det er ham, der betaler prisen.”‘

For 25 år siden levede to milliarder mennesker under fattigdomsgrænsen. I dag er tallet 740 millioner. På mange punkter er verden blevet meget bedre i dag

“Han sagde: ‘Daniel, jeg tror du misforstår mit liv, og så pegede han hen på skolen og sagde, at for 25 år siden var det kun drenge, der gik i skole. I dag er der 60 pct. piger i skole. For 25 år havde vi ikke noget hospital. I dag har vi et hospital. For 25 år siden døde vi af sult’.”

“Nu dør vi ikke længere, for nu er der et veludviklet nødhjælpssystem, der fungerer, når der er tørke. Mit liv har egentlig aldrig været mere stabilt end det er nu, selv med den klimasituation vi er i.”

“Mr. Mkinduzas udsagn bekræfter lige præcis det, Steven Pinker påpeger i sin bog, “Enlightenment Now”: At der, trods alverdens ulyksagligheder, er grund til optimisme på verdens vegne. At vi i dag har en bedre verden end for 25 år siden.”

“At vi alle i dag lever længere, sundere og mere fredfyldt end tidligere. Han påpeger netop, at fremskridt foregår over en lang periode. Og at vi stadig kan gøre godt og løse de problemer, vi som verdenssamfund står overfor; ved at forholde os til problemerne og finde løsninger herpå. Tingene kan løses, hvis vi ikke graver hovedet ned i sandet og lukker øjnene for realiteterne.”

“For 25 år siden levede to milliarder mennesker under fattigdomsgrænsen. I dag er tallet omkring 740 millioner. På mange punkter er verden blevet meget bedre i dag. Og det er enormt vigtigt at have med i denne ligning, for vi skal stadigvæk kunne bevare vores tro og håb på, at den udvikling vi forsøger at give til andre, den virker, og det giver pote”.

“Den udviklingsbistand, vi har sendt afsted, den har jo hjulpet, og den har jo gjort verden til et bedre sted. Vi skal anerkende vores egen hjælp. Men det har også haft en omkostning, og den omkostning er havnet på klimaet. Vi kan ikke bare sende nødhjælp afsted til den tredje verden”.

“Vi bliver nødt til at tage i betragtning, at klimaet forandrer sig. Vi kan med vores hjælp være med til at reducere disse problemer, hvis vi indtager en langt mere pro-aktiv holdning i forhold til klimatilpasning og ulandsbistand”.

“Det er en politisk og indviklet snak. Det er vigtigt, at vi forstår, hvordan vores system fungerer, når vi i Danmark skal tage stilling til, om vi vil hjælpe med klimaforandringer i tredjeverdenslande”.

Det er et varmt emne som journalist f.eks. bare at give ham en vandpumpe. Det er vigtigt, at man som modtager føler ejerskab over processen

“Heri ligger en vigtig observation; for hvis man ikke vil have flygtninge i Danmark, så kan man jo rettelig hjælpe med at investere i klimatilpasninger for at standse flygtningestrømmene.”

– Hvor er mr. Mkundiza i dag? Hvordan er hans liv nu?  

“I 2014 havde han 19 køer. I dag er han nede på syv eller otte køer. Fordi området bliver mere og mere tørt, så bliver kvæget mindre drægtigt, og de bliver dermed mindre avlsdygtige og får færre kalve. Hans køer er jo hans bank;  de kan sælges, hvis han skal på hospitalet eller sikre sine børn en ordentlig skolegang.”

“Så når kvægbestanden svinder, er hans investering mindsket. Den vokser ikke, den går den forkerte vej, selvom han prøver at gøre alt rigtigt. Hvis han kunne få en motoriseret vandpumpe, ville han kunne få det til at løbe rundt?

– Kan man så ikke bare købe den vandpumpe til mr. Mkundiza?

“Det er et varmt emne som journalist f.eks. bare at give ham en vandpumpe. Det er vigtigt, at man som modtager føler ejerskab over processen. Jeg tror fuldt og fast på udviklingsbistand, og på mr. Mkundizas evne til at styre en andelsbevægelse.”

“Der er en særlig udgave af bogen, som bliver solgt i 30 eksemplarer; den er dyrere end den almindelige udgave, og de penge er specifikt øremærket til Malawi og en motoriseret vandpumpe til mr. Mkundiza.”

“Nogle gange er det lettere sagt end gjort, og det er ikke altid let at komme som hvid og hjælpe. Mit håb er at rejse derned med midlerne fra bogen og vise dem pumpen”.

“Det er vigtigt, at mr. Mkundiza og landsbyen selv skal have ejerskabet over processen, de skal have ansvaret og følelsen af ejerskabet over processen. Så det ikke bare er hvide mennesker, der kommer og ”redder” dem.

“Der er en vis risiko for, at projektet falder sammen. Den risiko er der vel altid. Måske falder det sammen, og måske er jeg bare naiv. Men jeg kender mr. Mkundiza så godt. Jeg tror på, at han kan. Man kan håbe, at der også er en organisation, der på sigt vil hjælpe med klimatilpasning for landmænd i Malawi.”

– Hvad bliver dit næste projekt?

“Fremadrettet bliver det en opfølgning på det her projekt og en mere personlig undersøgelse af, hvordan Mr. Mkundiza og de andre landmænd vil klare sig fremover med vandpumpen og deres kamp med klimatilpasning”.

De knokler, og gør alt for at overleve de nye klimatilpasninger. De ligger ikke på den lade side

– Bogens titel er ”Mens vi venter” – hvad er det, vi venter på?

“Titlen henviser til, hvad vi gør, mens vi venter på, at der kommer regn; mens vi venter på, at det bliver godt igen.”

“Den henviser til alt det, mr. Mkundiza og de andre landmænd gør for at overleve, mens de kæmper for deres landbrug. De knokler, og gør alt for at overleve de nye klimatilpasninger. De ligger ikke på den lade side.”


 

Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV WeekendDet er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.

Topfoto: Wikimedia Commons 

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Afrika