Erindringer: Min afrikanske familie

i Afrika/Kultur & Medier/Rejse af

ERINDRINGER – I 1978 kendte jeg intet til Senegal. Jeg havde et par år tidligere rejst i de nordafrikanske lande Tunesien og  Ægypten. De havde imidlertid en arabisk kultur, som ikke mindede meget om den sorte afrikanske kultur, som jeg nu trådte ind og hurtigt blev meget betaget af.

En bekendt af mig, amatørfotografen Lars Ole der ikke talte fransk, havde lokket mig på en tur med Tjæreborgpræstens rejser til den ret moderne storby Dakar.

Vi blev hurtigt trætte af det danske rejseselskab; vi ville ud i landet og opleve noget, så vi tog ekspressen til den største by mod øst Tambacaunda. Der var 42 graders varme og alt for dyrt i denne støvede by, så allerede dagen efter tog vi en bus syd om Gambia til Velingara. Alle passagererne var kobberrøde i ansigterne som indianere, så meget støv var der trængt ind i pickupbussen undervejs på den tre timer lange rejse.

Aissatou blev min søster

Nu, 39 år senere, forstår jeg, at det var Aissatou, der betalte det hele.

Jeg vidste, at der intet hotel var i denne fjerne provinsby, så jeg gik straks i gang med at finde indkvartering. En ung mand Amadou, der stod og hang ved holdepladsen, hjalp os rundt i byen, hvor der lige nu var en farverig og larmende sportskonkurrence. Meget at se på men intet brugbart nattelogi. Da mørket faldt på tog Amadou os med hjem til sin lille hytte og skaffede os et udmærket aftensmåltid bestående af kogt ris og mælk fra genboen Aissatou Ba, politisergent Tanaou Diallos anden hustru.

Amadou arbejdede som kontrollør på bomuldsfabrikken og brugte alligevel ikke sin seng om natten. Vi var glade og taknemmelige og meget tilfredse med at få serveret kaffe og flute næste morgen. Vi troede, at al den venlighed kom fra Amadou, men nu 39 år senere forstår jeg, at det var Aissatou, der betalte det hele.

Denne vidunderlige kvinde, som jeg nu gennem mange år har betragtet som min lillesøster, hjalp to strandede hvide turister og åbnede sin familie for os. Lars Ole fotograferede løs i byen, mens jeg sammen med ældste sønnen Irahima på farmands knallert tog ud til en landsby og købte en høne. Awa, Aissatous ældste datter på 14 år, havde nemlig bestemt, at vi i anledning af juleaften skulle spise en hønsegryde, som hun ville tilberede.

Min afrikanske familie

Det var en festlig og dejlig dag, og Awa var en vidunderlig kok. Jeg traf en hoben fantastiske unger, som jeg blev så betaget af, at jeg år efter år vendte tilbage til familien og min afrikanske hjemby Velingara. Jeg trængte til al den varme og accept, som denne familie gav mig; de hjalp mig over en depression, som længe havde plaget mig efter min anden mands bryllup med en ganske ung pige fra Pragh. Awa kom til at betyde meget i mit liv; hun tilkæmpede sig større og større indflydelse og fik mig til at hjælpe hende videre – væk fra alle de mange lastbchaufførbejlere, som hang efter hende.

Jeg havde kun sønner hjemme i Danmark, så Awa blev min datter; min smukke, charmerende og meget krævende datter. Gennem årene blev hun for meget, og vi ses ikke længere. Men gennem næsten 10 år lavede vi mad sammen, gik på markedet og i biografen sammen og rejste rundt i landet sammen for at besøge slægtninge. Vi var en slags hjerteveninder.

Jeg lyttede til børnenes klager og besluttede mig til at tilbringe en måned i Tiwaouane for at holde hende med selskab på trods af, at hun taler meget lidt fransk, og jeg slet ikke taler wolof

Nu kan jeg med tolerancens milde blik godt se, at hun og Aissatou er skyld i, at jeg fik en afrikansk familie, som jeg aldrig vil kunne rive mig helt løs fra. Til gengæld skaffede jeg hende en uddannelse, så hun kunne tjene sine egne penge og selv vælge sin mand, og hun valgte klogt: Hendes Ali er postmester oppe i en af Senegals nordligste flækker, og han er i dag stadigvæk betaget af sin smukke og meget selvstændige hustru.

Aissatou fik mange børn, og på trods af mine forsøg på at stoppe produktionen blev det til fem drenge og syv piger, hvoraf den yngste lyder navnet Karen. Da Awa og jeg ikke længere kunne sammen, blev mine besøg sjældnere og jeg fik tid til at se andre verdener.

Aissatou blev enke, børnene flyttede hjemmefra, og hun blev temlig ensom. Jeg lyttede til børnenes klager og besluttede mig til at tilbringe en måned i Tiwaouane, hvortil familien var flyttet, da Ali blev pensioneret, for at holde hende med selskab på trods af, at hun taler meget lidt fransk, og jeg slet ikke taler wolof.

En ny tid

Det var ingen klog beslutning. Jeg huskede de overdådige sjove somre i Velingara, og alle de familiære problemer og alle de vidunderlige måltider i familiens skød. Jeg havde regnet med, at alle mine ”børn” og ”børnebørn” ville komme vrimlende for at sludre, nu grandmama Karen endelig atter kom på besøg, men jeg følte mig meget ensom, for de havde ikke tid til at komme forbi.

De havde arbejde og børn og nye livsværdier. De små drenge kom forbi og spillede fodbold i gården, mens de voksne var dybt begravede i deres mobiltelefoner engageret i at følge med i FaceBook eller ringe til hinanden på WhatsApp. Jeg forstår nu alt for godt, hvorfor Aissatou keder sig.

De små drenge kom forbi og spillede fodbold i gården, mens de voksne var dybt begravede i deres mobiltelefoner engageret i at følge med i FaceBook eller ringe til hinanden på WhatsApp.

Men jeg kedede mig mere end hun, for hun tilbragte hver eneste dag mindst fem lykkelige timer med at ligge på et lille tæppe ud i gården og bede til sin Gud. Aissatou er nu 74 år gammel og har mistet de fleste af tænderne, men hun er stadigvæk en dejlig varm person, som elsker at drille os andre. Hun bruger ikke FaceBook, men elsker at sludre i timevis med de forskellige døtre, som er gift i flere europæiske lande og har børn, som hun meget sjældent ser.

Når myggene om aftenen hang over gården og var alt for interesseret i mig, ønskede hun, at vi sammen skulle sidde tæt ved porten – hvor der var en svag vind, der kunne afskrække nogle af myggene – og hyggesnakke om dengang for længe siden i Velingara. Dengang hun traf mig og jeg blev indrulleret i familien; dengang jeg flyttede fem børn ud af den lokale skole og over til de katolske søstre, fordi de store elever smed sten efter lærerne, så ungerne ikke turde gå i skole. Og dengang hun og Tanaou forærede mig 10-årige Souleymane og fik borgmesteren til at stemple papiret, eller dengang jeg reddede lille syge Khadiatous liv ved at insistere på, at Tanaou skulle lade Aissatou rejse til Zigeunchores moderne hospital med hende på trods af, at det var midt i ramadanen.

Dengang var der uro og børneskrål og masser af unger overalt, nu er der stille og tomt, og selv om Souleymane og hans 10 børn bor fem minutter væk, kommer der sjældent mere end et par boldspillende drenge forbi

Jo, der var masser af gode minder, men lige lovlig mange myg for min smag. Vi har oplevet så meget sammen gennem næsten 40 år; vi forstår hinanden på trods af de manglende sprogkunskaber og den meget anderledes religionsbaggrund, og vi kan sammen bande hendes svigersøn Djang Diallo, gift med dejlige Adama, langt væk.

Hun ved godt selv, at det er hendes skyld Djang fik Adama, der slet ikke var interesseret. Hun, som i årevis led over selv som 15-årig at være blevet tvangsgift med en ældre mand, hun tvang Adama, fordi hun var bange for, at Adamas skønhed skulle bringe hende i ulykke, og fordi Djang havde et godt arbejde som brandmand.

Djang er en traditionel hustyran. På trods af at Adama har født ham syv velbegavede sønner og en lille datter, bestemmer han fortsat, at hun ikke kan få lov til at rejse med bussen fra Dakar til Tiwaouane for at besøge sin mor, og især ikke hvis jeg er på besøg. Vi må nøjes med at kommunikere på FaceBook.

Meget har forandret sig

Meget har forandret sig i Senegal, siden jeg var her for fem år siden.

Dakar er vokset helt ud i strandzonen. For at få plads til alle de mange nye boligkvarterer, har man nedlagt den store busholdeplads lige bag ved brandstationen i gåafstand fra hovedbanegården. Man har fældet et par af de tusindårige Baobabtræer og flyttet lufthavnen 100 km væk.

Det er en stor og flot lufthavn, men den ligger langt inde i landet og har ingen oplyste eller moderne vejnet. Det tager over en time i taxa at køre den lange mørke vejstrækning ind til Dakar eller til Thies. Det er livsfarligt at bruge disse tosporede veje om natten, da en større procentdel af bilerne mangler mindst en baglygte. Politiet ser gerne væk fra den slags petitesser, hvis man smører dem lidt.

For fem år siden boede Aissatous ottende barn, Aminata født i 1979, stadigvæk hjemme med sine to små piger, medens hendes mand i Frankrig kæmpede med myndighederne for at få familiesammenføring.

Dengang havde Khadiatou lige forladt sin mand, fordi førstekonen ikke kunne tolerere hende, og hendes lille søn Abdoulaye skabte masser af problemer. Dengang blev en af Souleymanes mange sønner døbt og der blev afholdt store familiefester, og FacBook var endnu ikke kommet ind i familien.

Nu bagefter, hvad så? Nu sidder hun atter alene hver aften og håber på, at jeg ikke har kedet mig så meget, at jeg aldrig orker at vende tilbage

Dengang var der uro og børneskrål og masser af unger overalt, nu er der stille og tomt, og selv om Souleymane og hans 10 børn bor fem minutter væk, kommer der sjældent mere end et par boldspillende drenge forbi. Det er 10 år siden, Tanaou døde, men hun har endnu ikke fået en øre af hans pension efter hans fem år som soldat under anden verdenskrig. Bureaukratiet i Frankrig har nok andet at se til!

Hun lever af de tilskud et par af hendes børn kan levere. De fleste kommer fra næstyngste datter i England Mariama, der har selvstændigt arbejde, og fra næstældste søn Mamadou, der arbejder som sygemedhjælper for millitæret i Thies og for tiden ikke er gift; han har fire børn med fire forskellige kvinder og planlægger optimistisk endnu et ægteskab til december.

Jeg har været medlem af denne store dejlige familie i mere end 35 år, og har sammen med Aissatou 40 børnebørn. Der er nok at se til for forældrene, så det er måske ikke så underligt, at den gamle stammoder bliver lidt glemt, og så må man huske på, at gifte kvinder sjældent tjener penge og derfor ikke kan hjælpe deres mor.

Mænd i Senegal er ikke forpligtet til at give deres koner penge til andet end husholdningen. Hvis de skal have nye kjoler, må de håbe på, at en eller anden slægtning som fx Mariama kan forære dem nyt tøj, eller de må prøve at finde et arbejde, der kan passes hjemmefra som kyllingeopdræt.

Mit bidrag til Aissatous økonomi i denne sommer beløb sig til små 1000 kr. sat i en ventilator, så man bedre kan sove om natten, to måneders gasforbrug, og et hospitalsbesøg for at få fjernet tre halvrådne tænder. Dertil småbeløb til taxaer, kød og grøntsagsindkøb.

Jeg kom for at opfriske gamle minder og glæde min ”søster”. Det glædede hende også gevaldigt, men nu bagefter, hvad så? Nu sidder hun atter alene hver aften og håber på, at jeg ikke har kedet mig så meget, at jeg aldrig orker at vende tilbage.

Note:

Da jeg d. 23. december 1978 stod af bussen fra Tamabacaunda var Leopold Senghor stadigvæk Senegals præsident. Den tidligere franske koloni var blevet selvstændig i 1960 med en tæt tilknytning til Frankrig, der fortsat havde en mindre hær af franske soldater stationeret nær lufthavnen. Senghor abdicerede i 1980 og Abdou Diouf overtog præsidentposten og blev siddende til 2000.

Han efterfulgtes af Abdoulay Wade, der tabte valget i 2012 på grund af en stor modvilje fra befolkningen – og især fra de religiøse ledere, der var meget utilfredse med hans økonomiske dispositioner, herunder at der var blevet brugt 13 milliarder vestafrikanske franc på den enorme nordkoreanske frihedsstatue nede ved Havet.

Senegals nuværende præsident hedder Macky Sall og er så nogenlunde populær… måske pga. sit nære samarbejde med Kina.

Fotos: Karen Hammer.

 

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Afrika