Da 5 Bloods: En Spike Lee joint med for mange klumper

i Kultur/Film af
FILM // ANMELDELSE – A Spike Lee Joint. Sådan har der stået på rigtig mange film de sidste tredive år. Den store amerikanske instruktør er ikke bare en central skildrer af afrikansk-amerikansk liv, levned og politik, han har også opbygget sin helt egen stil og æstetik. Hans seneste film, der netop er kommet på Netflix, er dog blandt hans mere ujævne værker.

Jeg har lidt Spike Lee mistænkt for at fastlægge længden af sine film på forhånd. De er næsten alle sammen omkring 135-150 minutter, lige meget om de er små intime dramaer om almindelige mennesker eller kæmpe storfilm om krig, kriminalitet og politik. Selv Da Sweet Blood of Jesus, hans remake af en gammel blacksploitation vampyr-film, var 123 minutter.

Under alle omstændigheder, så afhænger længden af Lees film ikke af deres plots. Hans film er ofte knudrede, uden den helt store fremdrift. Mange af dem kunne fint klare sig uden en halv time. Men det er ikke sådan, Lee arbejder. Han bruger sin spilletid som en maler bruger sit kanvas, og arbejder indtil det er helt fyldt op. En musikalsk intro her. En dokumentarisk sekvens her. Måske lige en monolog her og så et eller andet stilistisk her.

Da 5 Bloods er fyldt med rigtig gode ting. Men der er ikke nok rigtig gode ting til at udfylde samtlige 155 minutter

En gang imellem, som i BlackKklansman, så rammer han den lige bagi og laver en mesterlig og medrivende film, der derudover er fyldt med skæve og særlige filmiske valg. Andre gange, så bliver det en let uformelig ophobning af idéer, nogle af dem fantastiske, andre mindre gode. En sådan film er Da 5 Bloods. Den er fyldt med rigtig gode ting. Men der er ikke nok rigtig gode ting til at udfylde samtlige 155 minutter.

Tilbage til Vietnam

Plottet er i virkeligheden rigtig simpelt. Fire afro-amerikanske veteraner fra Vietnam-krigen vender tilbage. De fire overlevede en mission, der skulle finde en kæmpe sending guldbarrer – mysteriet om hvad der skete med den femte ‘blood’, kaldet Stormin’ Norman (Chadwick Boseman), fylder en del – men de valgte at begrave skatten i håb om at kunne komme tilbage og hente den engang.

Det kan de så først nu, hvor de alle er tres år gamle. Men der er andre, som vil have skatten, både lokale forbrydere og internationale smuglere, og stadigvæk mange landminer i landskabet, så det bliver en farlig mission.

Det plot kunne sagtens trække en actionfilm. Men Spike Lee gør noget andet. Han bruger lang tid på karakterer som Paul (Delroy Lindo), en sort Trump-tilhænger, der går med MAGA-kasket og lader til at være gået fuldstændig i stykker under krigen. Eller Otis (Clarke Peters), der havde en affære med vietnamesiske Tiên (Lê Y Lan). Han skildrer dermed, hvordan forskellige mennesker håndterer krig, traumer og racisme.

Mest af alt er Spike Lee interesseret i at fortælle, hvad det vil sige at have været sort soldat i Vietnam. At have kæmpet for et land, hvor man ikke selv regnes for ligeværdig. I en af filmens bedste scener hører soldaterne radio med den nordvietnamesiske propagandist ‘Hanoi Hannah’, der fortæller dem, at Martin Luther King er blevet myrdet. Hun siger, de bør stoppe med at kæmpe for USA; og man må sige, hun har en pointe. Det er den slags scener, som kun Spike Lee laver.

Styrker og svagheder

Der er mange ting, som kun Spike Lee kan finde på. Og så er der rigtig meget af det Spike Lee laver, som alle andre også laver, og hvor han hverken gør det værre eller bedre end så mange andre. Det fylder en del i Da 5 Bloods. Kampscenerne er svingende i kvalitet. Nogle af dem har en brutalitet, hvor man virkelig kan mærke, at de her gamle mænd er blevet trænet til at dræbe, hvilket understøtter filmens tematik. Andre er lidt kedelige.

Kærlighedsfortællingen mellem Otis og Tiên er ret dårlig, en opkogning af melodramatiske klichéer tilsat en god del ikke voldsomt imponerende skuespil. I det hele taget er der mange, der har svært ved at finde deres roller, især de mange vietnamesiske skuespillere virker, som om de ikke helt kan gennemskue, hvor meget accent de skal bruge i deres engelsk, og ellers altid solide Mélanie Thierry virker også, som om hun er lidt ude at svømme som Hedy, en fransk kvinde der arbejder for en NGO med at rydde landminer.

Det er især et problem i filmens første halvdel. Hvorfra tæt på halvdelen helt ærligt nok sagtens kunne have været fjernet, uden at det ville have gjort det helt store. Men når først plottet omkring guldet går i gang, så begynder man at kunne mærke Spike Lees kunstneriske valg på bedste vis.

Spike Lee er stor, selv når han ikke er bedst

Når der er en, der har trådt på en landmine og skal beroliges, så bliver han distraheret med historien om en sort atlet, hvor vi selvfølgelig får serveret dokumentariske klip. Og når Paul begynder at gå i stykker, så taler han til kameraet, lange monologer om politik, den bedste af dem afsluttet med en Black Power-knytnæve. Der er mange skønne kontekstualiserende passager, der især fylder hen imod slutningen.

Spike Lee Dolly

Spike Lee er måske for mange bare kendt på grund af sin hudfarve. Men han er vitterlig langt mere end det. Hans film er fyldt med tanker om kærlighed, sex, krig, broderskab, præcis som alle andres film er det. Men han er en større stilist end de fleste. Han benytter sig bl.a. af et helt særligt såkaldt ‘dolly’-skud, når han skal skildre store følelser.

En ‘dolly’ er den lille platform, som man placerer kameraet på, når man vil lave en helt glidende kamerabevægelse. Spike Lee gør det, at han putter sine skuespillere op på den platform, og dermed laver et skud, hvor de nærmest glider gennem rummet. Det føles, som om de er så berørte af et eller andet, at de næsten svæver for sig selv.

Lee brugte den effekt i slutningen af BlackKklansman, hvor to personer blev konfronteret med had og racisme, så de blev anspændte og var på vagt. Nu bruger han det igen i Da 5 Bloods, men denne gang er hans to karakterer overvældet af kærlighed.

Sådan er det med Spike Lee. En masse valg, en masse idéer. En masse variation og gentagelse af tematik og teknik. Og en masse følelser. Han er stor, selv når han ikke er bedst. Hvilket han altså ikke er i Da 5 Bloods.


Da 5 Bloods
155 min
Netflix


Fotocredit: Netflix / IMDB

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur