CORONAOPFØRSEL // KOMMENTAR – Det er på en måde sympatisk, men for den enkelte borger og virksomhed også dybt forvirrende: Under coronakrisen i det danske lader myndighederne meget være op til et skøn ved at udstikke anbefalinger i stedet for regler. Det er på sin vis sympatisk, men det svigter i forhold til de mange, som på den måde udsættes for fare, siger Susanne Sayers, der gerne så nogle klare påbud til alles bedste i stedet.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Inden for ledelse er noget af det mest usympatiske, jeg ved, den leder, som beder om input fra medarbejderne til en beslutning uden et reelt ønske om at lytte.
Medarbejderne bruger tid og energi på at komme med argumenter og vurderinger – for så blot at se dem affejet, hvis de ikke er nået frem til det ønskede resultat.
Selv covid-19-ramte påbydes ikke at gå i karantæne. Det er kun en vejledning, og det er i øvrigt ikke ligefrem let at finde anbefalingerne i de ret uoverskuelige hjemmesider
Ledelsen ville bare gerne kunne tørre sin egen beslutning af på medarbejderne – “jamen, I er jo blevet hørt” – men havde allerede truffet beslutningen, som i virkeligheden slet ikke var til diskussion. Den slags giver forvirring, mistillid og mismod.
Gå i karantæne, hvis du selv synes, det er nødvendigt
Pletvis har de danske myndigheders håndtering af covid-19-krisen for mig at se haft præg af samme tilgang. Det fik blandt andre IKEA at føle, da varehuset åbnede i april. Det var helt lovligt. Men det var mod erhvervsminister Simon Kollerups (S) klare anbefaling.
Det fik erhvervsministeren til at udtale til pressen, at han så ‘utrolig alvorligt’ på IKEAs åbning. Men virksomheden brød ingen regler, og siden har forløbet da også ført til, at reglerne er blevet præciseret Det er godt og vigtigt.
Man kan selvfølgelig sige, at en virksomhed skal udvise samfundssind. Omvendt må man gå ud fra, at når noget kun er anbefalinger og ikke påbud, så er der netop plads til den personlige vurdering og afvejning af risici og muligheder.
Hvis man som myndighed lader noget være op til den enkeltes skøn, så skal det skøn også respekteres. Ellers ender man som chefen i indledningen, der i virkeligheden bare vil tørre sit eget ansvar for en beslutning af i andre.
Samme problem så vi tidligt i covid-19-forløbet i Danmark, hvor det nu meget omtalte hingstestævne i Herning blev afholdt med over 50.000 deltagere, selv om regeringen anbefalede at aflyse alle arrangementer med over 1.000 deltagere.
Vi har ingen problemer med at regulere andre former for potentielle farer såsom spritkørsel, fart og passiv rygning
Men igen var det netop en anbefaling, ikke et påbud.
Arrangøren brød altså ingen regler – og regionen endte på et tidspunkt som den region vest for Storebælt med flest smittede.
Det diskuteres stadig, om hingstekåringen var hovedårsagen eller blot en medvirkende årsag. Men det er en urimelig situation at stille en arrangør i. Der er ingen klar regel, men en anbefaling.
Altså: Er det forbudt eller ikke? Er det farligt eller ikke? Hvis det er farligt, hvorfor så ikke en regel?
Forvirringen rammer også den enkelte borger.
Myndighederne anbefaler for eksempel, at man går i karantæne, hvis man er ramt af covid-19, hvis man har været i tæt kontakt med et menneske med covid-19, eller hvis man kommer til Danmark fra udlandet (her skelnes i øvrigt ikke mellem lande, selv om smitten i en række europæiske lande aktuelt er mindre end i Danmark).
Selv covid-19-ramte påbydes ikke at gå i karantæne. Det er kun en vejledning, og det er i øvrigt ikke ligefrem let at finde anbefalingerne i de ret uoverskuelige hjemmesider.
Hvad skal den enkelte gøre i den situation?
I tilfældet covid-19 er tankegangen anderledes … måske tænker vi over, om vi selv bliver smittet, men det er jo vores ansvar over for andre, der burde være omdrejningspunktet
Man må formode, at myndighederne ved mere om risikoen ved covid-19 end den gennemsnitlige borger. Det bliver derfor svært at tolke meget anderledes, end at man så vidt muligt skal holde sig hjemme, men at det åbenbart ikke er meget farligt for omgivelserne, hvis man bevæger sig ud. For så havde det vel været forbudt.
Håndfaste regler i Portugal
Jeg mindes ‘Pirates of the Carribean’: ‘The code is more what you call guidelines than actual rules’:
I Portugal, hvor jeg bor og arbejder en stor del af året, er reglerne anderledes håndfaste.
Her beordres karantæne for smittede, tætte kontakter til smittede og øvrige mistænkt smittede, indtil en test påviser, at de ikke smitter. Det er under fængselsstraf forbudt at bryde karantænen, og lige nu sidder cirka 30.000 portugisere i karantæne.
Så kan man være enig eller uenig i den beslutning fra myndighedernes side, men i det mindste giver det klarhed og dermed også mindre plads til for eksempel socialt pres – “ahhh, kom nu bare med, du er nok ikke smittet”.
Mundbind virker kun, hvis alle bruger dem. Som de siger i Tjekkiet, hvor masker blev påbudt tidligt: Hvis min maske beskytter dig, beskytter din maske mig
Portugiserne har i øvrigt også påbudt mundbind i offentlig transport og butikker indendørs, fordi nye undersøgelser efterhånden viser, at de virker godt, når alle bruger dem. Ikke som erstatning for fysisk afstand, men som et supplement på steder, hvor afstanden kan være svær at holde, helt i overensstemmelse med WHO’s anbefalinger.
Mundbindenes effekt er ifølge studierne ikke at beskytte bæreren mod smitte, men at beskytte andre mod eventuel smitte fra bæreren. Selv en relativt simpel stofklud med nogle lag virker udmærket i den situation, viser studierne, fordi de begrænser udslippet af smittefarlige dråber.
Men de virker kun, hvis alle bruger dem. Som de siger i Tjekkiet, hvor masker blev påbudt tidligt: Hvis min maske beskytter dig, beskytter din maske mig.
Her er påbuddet og trussel om bøde for at bryde det med til at sikre, at den enkelte ikke skal stå og gøre op med sin egen indre machotype, om man vil beskyldes for at være en kylling, når man bærer maske.
Det er en regel. Intet at diskutere. Så må man – hvis man er modstander – argumentere for at få reglen ændret på almindelig demokratisk vis.
Pligt til at beskytte andre
Et forhold, der virkelig undrer mig i genåbningen, er, at myndighederne ikke gør mere for at opretholde kravene til afstand, blandt andet i butikker og offentlig transport.
Jeg har flere gange oplevet, at tog eller metrovogne har været propfyldte. “Så kan du bare lade være at gå ind i dem,” får jeg at vide, når jeg nævner det, og det er sandt. Det gør jeg så heller ikke.
Der mangler simpelthen nogle klare retningslinjer, som man som borger, virksomhed og organisation kan forholde sig til og som bliver opretholdt
Men jeg har et valg. Jeg kan cykle eller gå.
Nu har vi imidlertid valgt at genåbne landet, og det betyder, at et par millioner mennesker skal på job, og de kan ikke alle fravælge den offentlige transport. Det mindste, vi kunne gøre, var da at sikre, at de kan tage den trygt, fordi myndighederne begrænser kapaciteten, så vi kan være på (nogenlunde) sikker afstand af hinanden.
De mange butiksansatte burde også kunne stole på, at der ikke pludselig er propfyldt i en butik med deraf følgende kø ved kassen. Nogle steder går det aldeles fornuftigt, men jeg har oplevet mindre supermarkeder nærmest fyldt til bristepunktet. I andre lande har man flyttet køen til butikken udendørs, hvor smitterisikoen er begrænset. Så er der nogle få i butikken og ingen ophobning foran kassen indendørs.
Men i Danmark har myndighederne besluttet, at det må vi selv regulere.
Hvorfor?
Vi har ingen problemer med at regulere andre former for potentielle farer såsom spritkørsel, fart og passiv rygning. I tilfældet covid-19 er tankegangen anderledes … måske tænker vi over, om vi selv bliver smittet, men det er jo vores ansvar over for andre, der burde være omdrejningspunktet.
Når liv og sundhed er på spil, skal der lovgives
Der mangler simpelthen nogle klare retningslinjer, som man som borger, virksomhed og organisation kan forholde sig til og som bliver opretholdt.
Til gengæld er det virkelig vigtigt at gøre sig umage med at fortælle befolkning og virksomheder om baggrunden for reglerne. Mennesker kan udholde mange generende bestemmelser, hvis de forstår, hvad meningen med dem er. Meningsløse regler giver til gengæld udbredt utilfredshed.
Myndighederne siger heller ikke, at “vi anbefaler på det kraftigste, at du kun kører 50 kilometer i timen i byzone” for så derefter at lade det være op til den enkelte bilist
Jeg er selv stor tilhænger af elastik og smidighed i vores omgang med hinanden. I det daglige er det godt, at der er plads til den enkeltes skøn og kompetente vurdering.
Men i tilfælde, hvor det handler om andres liv og sundhed, er det ikke tilstrækkeligt. Myndighederne siger heller ikke, at “vi anbefaler på det kraftigste, at du kun kører 50 kilometer i timen i byzone” for så derefter at lade det være op til den enkelte bilist.
Hvis vi som samfund vurderer, at visse former for opførsel er en trussel, så må vi bruge love og regler. Hvis vi derimod nøjes med anbefalinger, må det være muligt både som borger, arrangør og virksomhed at vurdere situationen og derefter agere inden for lovens rammer uden efterfølgende offentlig udskamning.
LÆS FLERE ARTIKLER AF SUSANNE SAYERS HER
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
