KRIG I GAZA // ANALYSE – Store dele af verden lægger pres på den israelske leder, Benjamin Netanyahu, men hans største frygt er presset indefra.
TEL AVIV – Tæt på Benjamin Netanyahus officielle residens i Jerusalem gennemgår en lejlighed i disse dage en gennemgribende ombygning. Den skal indrettes til frisørsalon, så Sara Netanyahu, premierministerens kone, kan få sat sit hår. Den ekstraordinære udgift midt i en tid, hvor landet befinder sig i en krigssituation, begrundes med “sikkerhedsforhold og et højt trusselsniveau”.
Man husker stadig den såkaldte frisørkrise, hvor Sara Netanyahu den 1. marts 2023 blev set i en fashionabel salon i det centrale Tel Aviv, mens byen var præget af voldsomme demonstrationer mod Netanyahu-regeringen. Politiet måtte møde talstærkt frem for at få hende evakueret.
Den seneste frisørkrise handler kun til dels om misbrug af offentlige midler, som i øvrigt også er en del af indholdet i de verserende retssager mod Benjamin Netanyahu. I store dele af den israelske befolkning har den også tændt yderligere op under vreden over en premierminister, der synes at have mistet følingen med virkeligheden omkring sig.
Sagen om den private frisørsalon, som under normale omstændigheder nok ville være blevet affærdiget som relativt ligegyldig, bidrager nu til billedet af Netanyahus koalitionsregering, der bevæger sig fra krise til krise og for hver gang kun synes at blive mere trængt.
Kyniske ledere på begge sider
Det overordnede element er krigen på Gazastriben, som snart har hærget i et halvt år. I snart lang tid har Qatar og Egypten søgt at finde en formel for en våbenhvile, og præsident Biden skruer hele tiden op for presset på Israel for at få krigshandlingerne standset. Men parterne står fortsat ubøjelige.
Flere og flere israelere er forfærdede over den dramatiske humanitære situation på Gazastriben som følge af en krig uden klart defineret mål
Hamas insisterer på sit krav om en total israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben, før løsladelse af de resterende godt 130 israelske gidsler kan komme på tale. Dette vil Netanyahu ikke høre tale om, og han er urokkelig i sin afvisning af en våbenhvile, medmindre denne indeholder muligheden for at fortsætte krigen bagefter. For hans mål er den totale sejr over Hamas, hvad dette så end indebærer.
Meget tyder på, at Hamas først og fremmest kæmper for sin egen overlevelse. Med kynisk tilsidesættelse af hensynet til den palæstinensiske civilbefolkning lokker bevægelsen Israel i den ene fælde efter den anden. Det kan godt have været strategien lige fra terrorangrebet den 7. oktober, og det kan have været hensigten, da det israelske militær for nylig lagde Shifa-hospitalet i Gaza By i noget nær ruiner, efter at Hamas-folk havde taget bygningerne i besiddelse igen. Reaktionen kom i form af ny international fordømmelse, og det kan godt ligne en bevidst strategi fra Hamas, der dermed søger at sætte hele regionen yderligere i brand.
Store dele af den israelske befolkning beskylder Netanyahu for at udvise den samme form for kynisme. Han stiler efter at føre krigen til den endelige sejr, hvilket forekommer både illusorisk og udefinerbart, og det er den almindelige opfattelse, at han først og fremmest kæmper for sin egen politiske overlevelse. Ad den vej kan han holde sig ved magten og dermed forhale den truende retssag, som vil kunne sætte punktum for hans politiske karriere.
Netanyahu-regeringen, som tiltrådte den 29. december 2022, er den mest højreorienterede i landets historie
I dette forløb beskyldes han for at udvise ligegyldighed over for gidslerne, ligesom flere og flere israelere er forfærdede over den dramatiske humanitære situation på Gazastriben som følge af en krig uden klart defineret mål. Flere israelske analytikere har fremført, at krigen på denne måde kan få lov til at fortsætte frem til november 2026, hvor der efter planen skal afholdes Knesset-valg.
Værnepligtssagen
I dette miskmask går regeringen fra krise til krise. Den aktuelle frisørsag hører til i småtingsafdelingen og tegner mest af alt billedet af en premierminister, der søger at fortsætte sin sædvanlige kurs. Langt vigtigere er den såkaldte værnepligtssag, som på det seneste har vist sig som en reel trussel mod regeringens overlevelse.
Som en del af de tiltagende protester mod Netanyahu-regeringen er der kommet krav om, at landets ultraortodokse befolkning skal aftjene militær værnepligt på lige fod med alle andre borgere i landet. Dette skal ikke ses som udtryk for militarisme, og i kravet ligger heller ikke nogen forventning om, at de ultraortodokse her og nu trækker i uniform for at deltage i Gazakrigen. Kravet er først og fremmest endnu en bredside mod regeringens sammenhængskraft.
Netanyahu-regeringen, som tiltrådte den 29. december 2022, er den mest højreorienterede i landets historie. Netanyahus Likud-parti har sat sig til bords med to partier fra den yderste højrefløj, samt med de to ultraortodokse partier Shas og Forenet Torajødedom, der råder over henholdsvis 11 og 7 af Knessets 120 mandater. Koalitionsregeringen råder over i alt 64 mandater, så hvis blot en enkelt partner forlader samarbejdet, mister den sit politiske flertal, og dermed er disse partnerskaber i sig selv en trussel mod Netanyahus politiske overlevelsesprojekt.
Han sidder med andre ord i en dramatisk klemme. På den ene side er han afhængig af højrefløjen, som er ultranationalister. På den fløj hører man med jævne ord ønsker om etnisk udrensning af palæstinenserne, og der er klare krav om, at Gazastriben skal erobres og genbosættes. Det er et element, der bidrager til at holde krigen i gang, og partileder Itamar Ben Gvir fra Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) har flere gange antydet, at gidslerne er ligegyldige i den store sammenhæng.
Med hensyn til de ultraortodokse partier er sagen kompliceret på en anden måde, og det er navnlig Forenet Torajødedom, der har været i fokus det seneste stykke tid. Partiet repræsenterer den klassiske ultraortodoksi, der har været en politisk faktor, lige siden Israels første regering blev dannet i foråret 1949.
Da forløberen for Forenet Torajødedom dengang accepterede at gå i samarbejde med Arbejderpartiet, betingede de sig, at Israel skulle defineres som jødisk stat, hvor alle offentlige institutioner eksempelvis skal fungere i henhold til kosher-reglerne, og så fik de lov til at fritage 400 unge mænd fra militær værnepligt, mod at de beskæftigede sig med religiøse studier på fuld tid.
Denne ordning er stadig gældende, men gennem tiden er de 400 blevet til over 50.000, og det har i mange år været grundlag for kravet om, at alle skal være med til at bære byrden, som det hedder, når det kommer til den militære værnepligt. Sagen er imidlertid ikke nem at løse, fordi en stor del af det ultraortodokse segment, som udgør et sted mellem 10 og 15 procent af den israelske befolkning, definerer sig selv som ikke-zionister eller anti-zionister.
Dette er ikke nogen politisk holdning, men bygger på, at man i skrifterne læser, at det er en forsyndelse at etablere en jødisk stat, før Messias er kommet. Derfor vil en ung ultraortodoks mand skulle slå en større teologisk kolbøtte ved at trække i en militæruniform, da dette ville være en anerkendelse af staten Israel.
Denne sag har eksisteret i mange år, men den fik enorm opmærksom med dannelsen af den nuværende Netanyahu-regering. Her måtte Netanyahu acceptere meget store krav fra navnlig Forenet Torajødedom for at få dem med i koalitionen. Dette førte bl.a. til enorme ekstrabevillinger på finansloven til de ultraortodokse institutioner, og det blev hurtigt en central del af protesterne mod Netanyahu-regeringen, som i hele 2023 fandt sted hver lørdag aften – helt frem til den 7. oktober, hvor Hamas anrettede sit morderiske angreb.
Det ydre pres på Netanyahu vokser nærmest dag for dag
I slutningen af marts kom værnepligtssagen igen på den politiske dagsorden med stor voldsomhed. I Knesset blev der stillet forslag om en lov, der ville sørge for, at den ultraortodokse fritagelse fra militær værnepligt ikke længere ville blive forlænget per automatik. Det satte med det samme regeringen i krisetilstand. De ultraortodokse partier truede med at bryde med regeringen, hvis loven blev en realitet, og flere rabbinere truede med, at store dele af den ultraortodokse befolkning ville forlade landet permanent.
På den anden fløj truede oppositionslederen Benny Gantz, der sidder med i det særlige krigskabinet, med at forlade dette, hvis de ultraortodokse fortsat skulle have lov til at skulke. Begge muligheder kunne bringe regeringen til fald. Gennem nogle juridiske teknikaliteter fik Netanyahu afværget den umiddelbare krise, så behandlingen af lovforslaget nu er udsat til maj måned.
Resolutioner har ringe betydning
Det ydre pres på Netanyahu vokser nærmest dag for dag. Sydafrika har indklaget Israel for Den Internationale Domstol for folkedrab, og selv om det bliver vanskeligt at bevise, og sagen kan trække ud et par år, er det en dramatisk desavouering af Netanyahus styre. Joe Biden og en række andre internationale ledere har også mistet tålmodigheden med Netanyahu, og den seneste resolution fra FN’s sikkerhedsråd taler også sit tydelige sprog. Den krævede øjeblikkelig våbenhvile.
Alt dette synes dog at prelle af på Netanyahu. Han lever tilsyneladende i overbevisningen om, at den totale sejr over Hamas er løsningen, og det er det, der har fået mange israelere til at mene, at han i sin insisteren på sin egen politiske overlevelse har tilsidesat alle andre hensyn. Og den seneste frisørsag har kun underbygget manges antagelse om, at realitetssansen også har lidt et knæk.
På mange måder kan man derfor sige, at resolutioner og lignende kun har ringe betydning. Derfor er det vigtigt at lægge mærke til de omsiggribende protester, som nok er Netanyahus største frygt lige nu. Protesterne mod Netanyahu-regeringen var nok hovedårsagen til, at Likud mistede mange stemmer ifølge meningsmålingerne, og en måling fra marts viste, at de nuværende koalitionspartier ville opnå 46 mandater, mens anti-Netanyahu-blokken kunne hente 74 mandater, hvis der var valg i dag.
Derfor er værnepligtssagen vigtig, for hvis oppositionen og protesterne kan få en ny lov igennem, vil de ultraortodokse partier føle sig svigtet af Netanyahu og muligvis forlade regeringen. Det er en sag, som ikke har nogen direkte forbindelse til Gazakrigen, men det får den alligevel – sammen med en række andre – og det er noget af det, der får mange israelere til at tro på en anden fremtid.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
