
PRIVATØKONOMI & INFLATION // POV BUSINESS – I september 2021 steg forbrugerpriserne med 2,4 pct. i forhold til samme måned sidste år. Det er den højeste årsstigning i ni år. Regningen ender hos dig. Læs Ann Lehmann Erichsens råd til, hvad du kan gøre.
Hvis du ikke vil skrue flere grader ned for varmen, vaske hår i koldt vand og slukke for alt dit elektroniske grej, så har du udsigt til, at din el- og varmeregning løber fra dig til vinter. Hvis du har bil, er det blevet markant dyrere at fylde tanken. Turen i biografen, morgenkaffen, byggematerialerne og alt muligt andet er også bare steget i pris.
Ingen ved, hvornår prisfesten slutter, og din løn kan ikke følge med
Din løn kan ikke følge med og ingen ved, hvornår prisfesten stopper. Det vil koste en børnefamilie ca. 11.000 kr. i løbet af et år at købe de samme varer.
Hvis du vil undgå at blive fattigere som følge af de mange prisstigninger, kan du tage styringen over din økonomi og hakke nogle udgiftslunser af dit budget. Jeg giver dig et par tips til at komme i gang med at barbere dine udgifter. Følg mine råd og skær – mindst- 20.000 kr. af budgettet!
Dagligvarerne er steget
En børnefamilie bruger i snit ca. 63.000 kr. på mad og alle slags drikkevarer. Fjernes det meste af slik, is, chips, kager m.m. og skæres kraftigt ned på øl, vin og sodavand, kan du spare 18 pct. på budgettet, hvilket er lige over 11.000 kr. om året.
Du kan gøre det nemmere at spare penge på dagligvarerne ved at handle på fuld mave og gøre det til en vane altid at tjekke kilo- og literpriser på hyldekanten, når du handler. Gør du det, kan du nemt finde den billigste vare inden for samme kategori. Skifter du nogle af dine dagligvarer ud med billigere alternativer, og løber du også udenom vin- og slikhylden hver gang, du handler, så rækker madbudgettet noget længere. Måske er grænsehandel interessant igen, – en gang om året, hvor man shopper igennem.
Husk brillerne, for de skriver kilo- og literpriserne med småt
Køb mindre tøj
En børnefamilie bruger i snit ca. 20.000 kr. på tøj og sko til hele familien. Hånden på hjertet. Kan du blot skære noget af det overflødige væk, kan du fjerne 10 pct. fra din tøj og sko-konto og spare 2.000 kr.
Mindre restaurant og kantine
Du tror det næppe, men en børnefamilie bruger i snit ca. 21.000 kr. på restaurant, cafe og kantine. Kan I skære hver tiende krone fra denne luksuskonto, er der 2.100 kr. mere tilbage på jeres konto.
Hvad koster dine lån?
Har du et andelsboliglån, billån eller et forbrugslån? Så tjek din ÅOP, altså de årlige omkostninger i pct., på dit lån. Et kig på andelsboliglån i oktober viser, at de ligger fra 2,3 – 9 pct. om året. Hvor ligger du med dit lån? Hvis du bytter et dyrt lån ud med et billigere, så får du dit livs højeste timeløn. Tjek priser på lån hos pengepriser.dk.
Får du bank nok for pengene?
Når du ser på dit lån så tjek også, hvor meget du betaler hvert år for at være kunde i banken, hvis du altså kan finde ud af det. Det kan være ganske svært at finde deres priser og så bagefter regne rigtigt ud, hvad det hele koster. En ting er sikkert. Det er langt fra gratis at være kunde i banken. Måske skal du skifte til en billigere bank?
Nu du er i gang, så tjek dine bankgebyrer og priser
Forsikringerne er dyre
Når du først er kunde i et forsikringsselskab, glemmer du at tjekke priser og dækning hvert år. Støv dine aftaler af, og tjek, om du kan få den samme dækning billigere et andet sted. Timelønnen fejler som regel ikke noget.
Se kritisk på alle dine streamings- og teletjenester
Tv-pakker og streamingstjenester, fylder mere og mere i økonomien. Ifølge Danmarks Statistik bruger en gennemsnitlig børnefamilie 10.200 kr. på teletjenester og teleudstyr. En streamingtjeneste om måneden er ca. 100 kr., så kan du undvære to er 2.400 kr. sparet.
Du kan godt sige noget af det op i en periode uden at gå glip af noget. Mærk efter. Savner du det bagefter? Husk også på de gratis alternativer. Du kan eksempelvis betale for at streame bøger, men du kan også få næsten samme service gratis på e-reolen. Når du er i gang, så tjek dit teleabonnement. Får du nok for pengene? Bare du ringer og taler om at skifte til en anden udbyder, vil du ofte få ’noget oveni’.
Er du sponsor for dit fitnesscenter?
Ganske mange mennesker inkl. mig selv er medlemmer i et fitnesscenter, selvom vi næsten aldrig bruger centret. Så er tiden kommet til at mærke efter. Er det nu vi siger op, snører løbeskoene i stedet og sparer 200 kr. hver måned eller 2.400 kr. om året?
SoMe og sparetips
Sparetips er Danmarks største folkesport. Hvis du synes, det er sjovt, så meld dig ind i grupper på de sociale medier, hvor du deler inspiration og sparetips med andre. På den måde holder du liv i din prisbevidsthed. På Facebook er der f.eks. grupper som FIREdanmark og Minimalisme og købestop.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.