DOKUMENTARFILM – Sebastian Cordes tilbragte julen 2016 på den græske ø Chios, hvor han filmede dokumentaren Visitor, der har premiere på CPH:DOX og vises i Empire på Nørrebro i aften. Her reflekterer han over, hvilket blik vi lægger på det fremmede og inspirationskilderne bag filmen.
Da filosoffen Walter Benjamin skulle beskrive Eugène Atgets fotografier fra 1900-tallets Paris, sagde han, at Atget så på byen ‘som var den et gerningssted’. Byen var usædvanligt mennesketom, og det var smågader, hældende bygninger, tåger og dunkelt morgenlys, der var hovedpersonerne.
Var de en historie om det sande Paris, eller stod de for et helt bestemt blik? Et blik fra én, der i hvert fald stod tidligt op om morgenen, der kiggede på sporene mere end menneskene. Var de nostalgiske? Eller var de et varsel om byens uundgåelige nederlag til fremskridtet? Det er ikke til at sige.
Den græske ø Chios
Jeg har været lidt tid på den græske ø Chios, der ligger lige ud for den tyrkiske kyst. Jeg har lavet en film om den. Men jeg har ikke fundet ud af, om jeg har filmet fremtiden eller fortiden. Jeg var der i nutiden, indrømmet, men det er ikke så vigtigt.
Der lever både flygtninge og grækere på Chios. Flygtningene i en slags limbo, hvor de ikke må tage videre og forståeligt nok ikke vil tage tilbage. Grækere lever deres liv, verden stopper ikke for dem. De danser videre, de har butikker, der skal åbnes, et julemarked der skal sættes op. Men sporene efter økonomisk krise og flygtningesituationens indtog kan ses. På strandene er der opskyllet tøj, og turistområderne står tomme – ikke fordi det er vinter, de har stået sådan længe. Homer var fra Chios, siger nogle, på en måde er det Europas kant og samtidig er det Europas vugge.
Jeg besluttede at tage derned for at se, for at være tættere på noget jeg syntes var uforståeligt og langt væk. Selvom jeg har gode ferieminder fra Grækenland fra barndommen – og den græske filosofiske kanon har jeg engang studeret på et filosofistudie – var der noget fjernt over Grækenland. Jeg var nødt til at ty til poesien og kameraet for derigennem selv at forstå situationen.
Optagelsen er som et fotografi af et gerningssted. Men hvem er gerningsmanden?
Et hotel, hvidt med blå striber henad. Ellers ikke en stil, man finder på Chios (der tidligere har været under både osmannisk og italiensk herredømme) selvom den er generisk græsk. Den er idéen om en græsk bygning bragt til live. Men den er smadret, efterladt og tom. Optagelsen er som et fotografi af et gerningssted. Men hvem er gerningsmanden?
Den grundlæggende forskel på os og dem
Overskriften på denne tekst er en sætning, jeg hørte filmhistorikeren Ulrich Breuning sige i forbindelse med noget filmjuryarbejde. Der findes mange fænomener, mennesker, områder – men hvordan vi fortæller dem, viser dem frem, er vigtigere, end hvad de er i sig selv – i øvrigt en grundlæggende umulighed at nå frem til. Nogle gange behøver de ikke være meget.
Det er derfor, jeg er skeptisk over for den klassisk journalistiske dokumentar. Den kan være vigtig i visse sammenhænge, men den er oftest snæversynet og især sensations- og konfliktpræget. Produceret hurtigt, med en skarp vinkel der hungrer efter likes. Skal vi forstå hinanden, skal vi forsøge at nærme os hinanden. Min film er et sådant forsøg. Et forsøg på at forstå, hvordan mit blik på verden tager sig ud.
Jeg ville gerne se på, hvordan man ser. Hvordan jeg ser. Hvor står jeg, og hvor står de? De. Flygtningene. For der er forskel på dem og mig. Uendelig forskel. De er en masse, en strøm, uden identiteter, uden ansigter. De er spøgelser eller snarere pixels på min skærm og bogstaver i min avis.
Med fare for at lyde klichéfuld er det fremmede måske farligt, fordi det er en del af mig selv. Måske er jeg mere fremmed over for mig selv end for de fremmede
Jeg kunne, ligesom med klimaforandringerne, ignorere dem, og det ville ikke påvirke mit liv. Jeg forestiller mig tingene, jeg tør ikke nærme mig, jeg kigger på efterladte spor, jeg taler med en marokkaner. En film er et blik, og det her er blikket fra en nordeuropæer der prøver at nærme sig andre mennesker. Langsomt og usikkert. Og med fare for at lyde klichéfuld er det fremmede måske farligt, fordi det er en del af mig selv. Måske er jeg mere fremmed over for mig selv end for de fremmede.
”Min krop er blå øjne hvid hud. Min krop er ikke bølgerne, min krop ikke bølgernes kroppe. Min krop er ikke lastrummets mørke og lyden af skibet der fletter sig ind i et åndedræt.”
Dette er et par linjer fra Peter-Clement Woetmanns digtsamling fra sidste år, Bag bakkerne, kysten. Den står stærkt som en præcis beskrivelse af det at være adskilt, men stadig engagere sig i det, man er adskilt fra. Man kan godt mærke noget uden at se på det. Man kan godt være i sorg uden at føle skyld.
Jeg har været så heldig at få lov at bruge netop noget af denne tekst i filmen.
At filme ingenting i en hektisk verden
Noget der altid har fascineret mig er Vilhelm Hammershøis evne til at male ingenting, at male fravær med så meget betydning og intensitet. De færreste ville sige at disse billeder ikke fortæller noget. Hvad de fortæller er mere uklart. Og det er her genialiteten ligger. Det ambivalente i billederne går ind og piller ved noget, vi ikke helt kan sætte ord på.
Og nemlig det at sætte ord på noget er svært. Det er derfor jeg har prøvet at sætte billeder på det. I overfladerne, i sporene kan der findes så mange historier, at det er nok at vise dem frem, ikke at forklare dem. At hentyde i stedet for at påstå.
En stjerne i litteraturens verden, Margaret Atwood, som for nylig har fået et decideret comeback med tv-serier-filmatiseringer af hendes gamle bøger, har på et tidspunkt sagt: “The aim of ideology is to eliminate ambiguity.”
Ting er komplekse, og vi skal turde tage dem op i hænderne med deres modstridende og uforståelige udstråling og vise dem frem. Det er et politisk slag at kæmpe for nuancerne og det uforståelige, det fremmede, som noget interessant. Dem, der kæmper for det ensrettede, kæmper for en ideologi, jeg ikke kan stå inde for.
Tilbage i Danmark
Det sner nu, mens jeg skriver dette, vinteren er her stadig i Danmark. Der findes mange blikke, og mit er kun ét. Det er et, der prøver at engagere sig, men det meste af tiden fejler, og vedbliver at være et blik og aldrig bliver til en berøring.
Hvor tæt på er mit kamera? Kan det gøre det ud for en berøring?
Det mest presente i filmen er tilstedeværelsen af fravær. Det lyder kryptisk, men det er netop følelsen, jeg vil give videre. Jeg kan høre dem, men ser væk. Prøver at undslippe tanken om dem, men de er der i baghovedet. Det, der får os til at tænke, er det vigtige. Og nogle gange er det ikke meget, der skal til.
En del af at være filmskaber er at være opmærksom på de små elementer, og hvordan de repræsenterer noget større. Det er lidt som at være detektiv. Det er en enkelt detalje, som blikket fastholdes på i 30 sekunder. En presenning der larmer lige uden for synsfeltet. Hvem sover under den? De mindste ting bliver de vigtigste. Et SIM-kort der ligger i noget tang, den eneste livlinje hjem, hvorend hjem er henne. Ting forsvinder og bliver efterladte. I denne kontekst føler jeg, at hvert skud i filmen bliver til et historisk dokument. Er det, hvad der sker med Europa nu?
Jeg ser på et personligt dokument.
Fra bagsiden af min første digtsamling har jeg stjålet et citat fra digteren W.H. Auden: ‘Jeg skriver så jeg kan se hvad jeg tænker,’ står der.
Og det er det samme med denne film: “jeg filmer, så jeg kan se, hvad det hele handler om, for jeg ved det ikke. Og lige nu, i dette øjeblik, har jeg det som om, filmmediet har et privilegeret forhold til refleksionen, at den tid, det tager at se en film, er lig med den tid, refleksion tager. At det er bidende nødvendigt, at vi stopper op og tænker.
Og at hvis vi sætter os foran en eller anden form for skærm, kan vi stadig give os lidt hen til det fremmede. Der er måske håb gemt i det lys, skærmen sender mod os. Som filmskaberen Abbas Kiarostami har sagt: ”I’ve often noticed that we are not able to look at what we have in front of us, unless it’s inside a frame.”
Fotos: Sebastian Cordes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
