AFGHANISTAN // KOMMENTAR – Emil Arenholt Mosekjær var udsendt i Afghanistan, og det prægede ham for livet. Var det det hele værd? “Det må du spørge den afghanske befolkning og historikerne om. Jeg skammer mig ikke over mig selv eller mine kammerater, og jeg havde sgu nok sagt ja til at gøre det hele én gang til”.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den er god nok: 20 år efter at vi gik ind i Afghanistan, og 9 år efter jeg var dernede, forlader vi nu landet igen. Og de sidste to dage har utallige journalister derfor ringet til mig og alle de andre veteraner for at høre, hvad vi tænker om det, hvordan det var, og hvorvidt det egentlig var det hele værd.
Men det er ligesom at spørge os om, hvordan man kan savne at tilbringe et halvt år et sted, hvor du altid svedte, folk forsøgte at slå dig ihjel, og som i øvrigt sled mere på din krop end 10 år på en polsk byggeplads.
Hvis du og dem omkring dig gjorde jeres bedste, ikke svigtede jer selv eller hinanden, og derfor kan kigge på et spejl uden at slå blikket ned – ja, så er det hele måske ikke lort og lagkage alligevel
Jeg forstår, hvorfor I spørger, og jeg sætter pris på, at I gør det. Men jeg vil ikke kunne forklare det på en måde, så I forstår det.
Hvis nu mit billige, men slidstærke digitalkamera havde været i stand til at skyde billeder i mørke, var den ged barberet. Solopgangen over ørkenen efter tre kolde timer i tårnet kan godt nok også en ting eller to. Men længe inden de første strejf af lys og farver viste sig mod øst, kunne du stirre direkte ud i universet.
Alle soldater har ligget på utallige nattevagter og stirret skiftevis ud i mørket foran dig og på lyskædesalaten ovenover. Det er kedeligt, koldt, og du glæder dig til om 47 minutter, når du bliver afløst og kan komme tilbage i posen. Et eller andet skal du jo lave indtil da, og stjerner er fede. Men jeg har aldrig oplevet noget, der kommer i nærheden af nattehimlen i Afghanistan.
På disse tidspunkter blev man mindet om, at Jorden ikke er andet end et støvfnug i det enorme kosmos. Hvad betyder din og min tid i den sammenhæng? Ikke en skid. Om en million år er vi alle glemt. Og i det halve år var jeg blot et mikroskopisk tandhjul i et enormt militærmaskineri, der gik i gang, da jeg var 11 år gammel, og sluttede nu, da jeg er 31. Men betyder det så, at det hele var spildt? At alting er ligegyldigt? Vi dør alligevel, og det gør stjernerne også – der går bare længere tid.
Så længe du har gjort et eller andet fra tid til anden, som gjorde nogle andres tilværelse bare en lille smule bedre; hvis du og dem omkring dig gjorde jeres bedste, ikke svigtede jer selv eller hinanden, og derfor kan kigge på et spejl uden at slå blikket ned; og hvis du rystende af kulde har gloet på stjerner og ørkensand i timevis med en sær følelse af tilfreds ro i kroppen, fordi nogle andre mennesker har vist dig den yderste tillid ved at turde sove, fordi du holder vagt over dem – ja, så er det hele måske ikke lort og lagkage alligevel.
Jeg håber dog, der går længe, før nogen tænker, at oprørsbekæmpelse i den tredje verden er en skidegod idé
Det var der bestemt også meget af dernede.
Men ligesom da Forrest Gump fortæller Jenny, at det i Vietnam ind imellem stoppede med at regne lang nok tid til, at man kunne se nattehimlen fra sin bivuak, så havde det sine øjeblikke. Og i det mindste havde vi tørvejr det meste af tiden.
Er det alt sammen 20 års forfærdelig krig værd? Det må du spørge den afghanske befolkning og historikerne om. Jeg skammer mig ikke over mig selv eller mine kammerater, og jeg havde sgu nok sagt ja til at gøre det hele én gang til.
Men jeg håber dog, der går længe, før nogen tænker, at oprørsbekæmpelse i den tredje verden er en skidegod idé.
LÆS MERE OM AFGHANISTAN OG INTERNATIONAL POLITIK HER
Foto: Skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
