I sejrens stund 3: ”Der er ikke plads til øllebrødsbarmhjertighed”

af i Danmark/Historie

HISTORIE // LONGREAD – Den danske blodtørst og hævnlyst var af ganske stor størrelse efter 1945. Men få fremtrædende skikkelser turde gå imod folkestemningen og kritiserede den måde, Danmark behandlede fjender på, skriver historiker Magnus Søndergaard i denne tredje del af artikelserien I sejrens stund.

I artiklerne I sejrens stund 1: Dødsstraffens genindførelse i Danmark og I sejrens stund #2: Dødstraffens genindførsel i Danmark – pressens dækning – folkets stemme? dokumenterede jeg, hvordan retsopgøret blev iværksat så snart tyskerne havde forladt landet. Ja, nogle af de indledende tanker til dette opgør var allerede blevet diskuteret, imens Danmark stadig var besat. Det blev en proces hvor de danskere, der havde meldt sig frivilligt til at drage i krig for Frikorps Danmark, til kamp imod Sovjetunionens røde hær, blev straffet for det – skønt det på gerningstidspunktet ikke var strafbart.

Retsopgøret blev et opgør mellem dem, der under krigen havde stået på hver sin side, men det blev samtidig også et opgør danskerne imellem. Det var landsmænd mod landsmænd

At straffe med tilbagevirkende kraft er en højst kontroversiel beslutning, der dog alligevel i sin samtid, i Danmarks Zero Hour, blev vurderet nødvendig for den proces, der skulle sættes i gang. De østfrontsfrivillige blev dermed en del af de cirka 13.500 danskere, der som følge af retsopgøret blev dømt for at have tjent tysk interesse. Det var et retsopgør, der skulle håndtere landsforrædere i alle afskygninger: Værnemagere, stikkere, torturbødler mv.

”Forræderiloven” vedtages

Retsopgøret efter besættelsen var stadig i sin spæde begyndelse, da den daværende justitsminister Niels Busch-Jensen, efter en periode i mediemøllen og et folkeligt pres, kunne fremvise det lovforslag, der over de næste fem år, ville få flere end 100 danskere dømt til døden. 46 af disse endte med at blive henrettet.

Folkets krav om en alvorlig straf til krigens forbrydere havde været et konstant tema i den frie presse. Den danske stat skulle igen finde tilbage til sine idealer og en normal hverdag. Samtidig med det skulle man genetablere et velfungerende demokrati. I den proces var det nødvendigt at ”rense ud” og kravet om genindførslen af dødsstraffen blev opfyldt på bare tre uger. En beslutning, der kan virke noget drastisk taget i betragtning af, at den danske stat kun 15 år tidligere havde afskaffet netop denne, da en dødsstraf blev set som værende både primitiv og uciviliseret.

Retsopgøret blev et opgør mellem dem, der under krigen havde stået på hver sin side, men det blev samtidig også et opgør danskerne imellem. Det var landsmænd mod landsmænd.

Som POV International skrev om i juli, havde den frie presse, siden den 5. maj, konstant beskæftiget sig med det forestående retsopgør. Hvem skulle straffes? Hvor mange skulle straffes? Hvor hårdt skulle de straffes? Nu var straffetillægget færdiggjort og befrielsesregeringen kunne sort på hvidt fremvise den lovtekst, der kunne og skulle opfylde de løfter, der kort efter befrielsen var blevet givet i forsøget på at bremse en frygtet selvjustits og tilfredsstille den danske befolknings retsfølelse efter fem års besættelse.

At pressen i sin dækning i befrielsesdagene lod sige rive med af stemningen, skrev også præst og samfundsdebattør Hal Koch en kommentar om. Han oplevede i de dage medierne som ”rene sabotørorganer”.

Hartvig Frisch: Stikkerlikvideringer er mord

Generelt var det småt med offentlig kritik af folkets blodtørstige stemning. Et eksempel herpå er politiker Hartvig Frisch. Han udtalte sig i et radiointerview og sammenlignede stikkerlikvideringerne med mord. Frisch havde før interviewet været favorit til den kommende post som udenrigsminister, men denne blev umulig for ham at få, da hans udtalelser førte ham ud i et stormvejr, der fulgte ham resten af hans politiske karriere.

Hal Koch, der blev nævnt ovenfor, var en af de få der tog bladet fra munden og offentligt kritiserede både de handlinger, der blev foretaget, og den måde, de blev foretaget på.

Man faar ogsaa undertiden det Indtryk, at det for nogle er det vigtigste, at der straffes strengt og hurtigt”, udtalte han med henvisning til sagerne om de dømte Frikorpsmænd og værnemagere og de udtalelser, regeringen var kommet med ved besættelsens begyndelse. Hal Kochs store anke var, at det ikke var muligt at gennemføre en udrensning i hele samfundet uden at det også at måtte ramme regeringen og selv Kongehuset, da disse institutioner i lige så høj grad som alle de såkaldte små fisk også var ansvarlige for det samarbejde med besættelsesmagten, der havde fundet sted, og som nogle nu blev straffet for.

I den sidste Tid har man Gang på Gang maattet spørge sig selv, om vi virkelig lever i et Retssamfund” protesterede han videre. Hal Koch billigede på ingen måde de mange grove forbrydelser, der var begået af stikkere, hipo-folk etc., men han kritiserede simpelthen politikerne for ikke turde stå ved de handlinger, de havde foretaget under samarbejdspolitikken.

Men hvis man nu alligevel har overvurderet udrensningens værdi baade faktisk og som symbol? … Ja saa har vi uden større gevinst forvandlet Danmark til et land af angivere og skadefro som med kongemærket i knaphullet skubber til hældende læs og slaar paa folk der ligger ned…”

Her nævnes for eksempel godkendelsen af Frikorps Danmark og opfordringerne til dansk-tysk samarbejde. Nu var disse politikere i stedet med til at skabe et andet billede af besættelsens gang, et billede hvor de selv fremstod mere heltemodige og modstandsivrige. En historie, der i stor stil nu blev fortalt af aviser som Land og Folk og Information, og som altså fik lov at danne grundlag for retsopgøret.

Hal Koch var på ingen måde modstander af den samarbejdspolitik, der havde fungeret i de første tre år af besættelsen, og som havde skånet Danmark for mange grusomheder. Tværtimod var han stor tilhænger af den, og det var netop i forsvar for samarbejdspolitikken, at han efter befrielsen kritiserede de tilstande, der nu tillod politikerne at fralægge sig ethvert ansvar og skrive en usand historie om dem selv og om politikken, de førte. Derfor var det nødvendigt for Hal Koch at stå frem og forsvare den politik, der var ført under den tyske okkupation:

Jeg er fuldkommen overbevist om, at baade Kongemagt, Regering og Rigsdag baade efter deres Hensigt og rent faktisk øvede en god dansk Gerning gennem den Politik, man førte. Men jeg har meget svært ved at anlægge de samme Synspunkter paa den Politik, der førtes efter Befrielsen, paa en Tid, hvor vi var os selv, en Politik, som ikke førstes for at redde Menneskeliv og skaane for ulykker, men som tværtimod kom til at betyde Ulykke og Forlis for mange Tusinde Mennesker.”

Et land af skadefro angivere?

Selvom der ikke var mange, der offentligt langede ud efter retsopgøret i begyndelsen, var Hal Koch og Hartvig Frissch ikke de eneste kritiske røster. Af andre eksempler kan nævnes Pastor Niels Christian Møgelvang Nielsen, der bistod ved flere henrettelser, og som konsekvent spolerede den plan, der var lagt for, hvordan en henrettelse skulle finde sted. Hver gang præsten velsignede den dødsdømte, som den sidste handling før skuddene ville falde, tilføjede han sætningen ”Herre, tilregn ikke de danske myndigheder denne synd, der her begås”, og gav dermed på åstedet for henrettelserne sin uforbeholdne mening om den henrettelse, der skulle til at finde sted.

Et andet eksempel på en kritik af ikke kun retsopgøret, men også af hele folkestemningen omkring retsopgøret, stod samfundsdebattør Poul Henningsen for, da han i Socialdemokraten den 20. september 1945 skrev en kronik, hvori han retorisk spurgte om, hvem der ikke ved lejlighed havde godtet sig over andres ulykke, hvorefter han kritiserede den form, som retsopgøret havde fået.

Han skrev blandt andet, at man med en minimumsstraf på fire år, der var blevet indført som en konsekvens af kravet om et strengt retsopgør, tvang dommerne til enten at lade de helt små forbrydere slippe. En mulighed, der reelt ikke eksisterede grundet folkestemningen, hvorfor dommerne i stedet blev tvunget til at idømme fire års fængsel for meget små forbrydelser.

Poul Henningsen mente ikke, at man med udrensning og straf skulle opbygge det land og det demokrati, man ønskede at Danmark skulle symbolisere, for som han skriver:

Jeg ved med vished at det kun er for sagens skyld og i demokratiets navn ministeriet har opfordret enhver som kan til at angi enhver han kan. Men hvis man nu alligevel har overvurderet udrensningens værdi baade faktisk og som symbol? … Ja saa har vi uden større gevinst forvandlet Danmark til et land af angivere og skadefro som med kongemærket i knaphullet skubber til hældende læs og slaar paa folk der ligger ned…”

Folkets krav

Modsat de få kritiske røster over for dødsstraffen var der i mediedækningen generelt en stor interesse for de internerede, og går man de forskellige kilder igennem, fornemmes en længsel hos landets aviser efter noget spændende at skrive om. Det fik de så her, og de holdt sig ikke tilbage.

Viborg Amts Social Demokrat er et eksempel på, hvordan den lokale presse, fulgte den mediemæssige retning, der var lagt fra retsopgørets begyndelse. Reportager fra interneringerne i byen er mange, og den 12. maj 1945 bragte Viborgs socialdemokratiske avis billeder af personer, der udstilles til frit skue. En mand – fra et forsidebillede på avisen – ydmyges offentligt, bærende et skilt med teksten ”SANDBÆKs PLAGEAAND”. Avisens egen holdning til den offentlige ydmygelse er tydelig: ”Pastor Sandbæks Bøddel eller Plageaand, som han betegnes paa dette Billede, der er taget, da han blev udstillet i København. Ingen Straf kan vist være for haard for den Slags Menneskesdyr.”

Viborg Stifts Folkeblad, et eksempel på lokal presse, kunne i 1955, da mange dømte var blevet løsladt, nogle mange år før de havde udstået deres straf, fortælle at ”Landsforræderi er billigt i Danmark

Ingen straf kan vist være for hård for den slags menneskedyr, fortæller Viborg Amts Social Demokrat altså sine læsere og omtaler manden i vendinger, der udstiller ham i en sådan grad, at man skulle tro, at ”dyret” omgående skulle slagtes. Der synes at ligge både en vrede og en hån i avisens holdning til, hvordan manden på billedet skal behandles og historien, der stammer fra København, deles således med Viborgs socialdemokratiske befolkning, så også denne kunne få glæde af hans straf. Udrensningen kunne begynde.

Hvad netop de landsdækkende og lokale aviser samt Frihedsrådet havde antaget, når de forsikrede at den danske befolkning krævede dødsstraf, viste sig den 15. juni 1945 at holde stik. På baggrund af en undersøgelse foretaget af Gallup, kunne både Berlingske Tidende og Information bringe nyheden om, at regeringen havde valgt rigtigt, da den to uger forinden havde vedtaget loven om ”Lov Nr. 259 af 1. Juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed”.

Gallups undersøgelse viste, at der blandt befolkningen var en stor opbakning til at straffe med døden. ”Stikkere betragtes af den danske Befolkning som den værste og mest modbydelige Slags Forbrydere, der findes”, skrev Berlingske, ligesom avisen kunne berette om forskellige bemærkninger, den har mødt ude blandt befolkningen: ”De skal gennemgaa nøjagtigt de samme Pinsler, som de, de har angivet, har lidt, og tilsidst skydes eller hænges, hvis de maaske overlever Rædslerne, hvad jeg ikke haaber”, lød det i en kommentar til avisen.

I Information kunne man læse, at mere end 91 procent af befolkningen ønskede dødsstraf for stikkere, men også at adskillige af de adspurgte mente, at dødsstraffen var for mild en straf. Videre skrev Information i sin artikel, at ”Der er Grund til at takke for Initiativet til denne Undersøgelse, som siger adskilligt om Stemningen ude i Befolkningen,” og at regeringen dermed, med den nye straffelov, har formået at ramme rigtigt og opfylde, hvad det danske folk ønskede af den. Der udtrykkes et håb om, at der mere end nogensinde, med undersøgelsen in mente, gennemføres en udrensning, da ”Der er ikke Plads til Øllebrødsbarmhjertighed”.

De danske Nazister ligger, som de har redet.” Fortsatte avisen, der til sidst også beskrev hvordan retsopgøret burde udvikle sig, og hvordan det danske folk snart vil have udrensningen gennemført: ”Der er ingen nåde i det danske folk efter fem års krig, kun et ønske om at få skadedyrsudryddelsen overstået snarest muligt, så lejligheden atter bliver beboelig.” Retorikken i Information den 15. juni 1945 er meget hård og aggressiv, og den bliver da også i senere historieforskning sammenlignet med nazistisk retorik.

Det er ikke min intention at fælde en dom over hvordan Danmark formøblede sin Zero Hour. Der har igennem årene været masser af forsøg på at fælde dom over retsopgøret. Allerede i 1947-48 var der en stor debat om opgøret og dets resultater. Ifølge Informations redaktør i 1947, Børge Outze, blev der under retsopgøret ”skudt for få”.

Viborg Stifts Folkeblad, et eksempel på lokal presse, kunne i 1955, da mange dømte var blevet løsladt, nogle mange år før de havde udstået deres straf, fortælle at ”Landsforræderi er billigt i Danmark”.  Bedømmelser findes der mange af og med lige så mange forskellige konklusioner: Frode Jakobsen, medlem af Befrielsesregeringen, bedømte retsopgøret som et opgør, der ”lykkedes bedre i Danmark end i noget andet land, herunder Norge”.

Kommunisten Carl Madsen havde modsat den holdning at ”Udrensningen var en fiasko i forhold til intentionerne fra 1944.” Og Hal Kochs dom var at ”…retsopgøret blev en skandale og en plet på det danske samfund.”.

En egentlig konklusion er altså vanskelig at fastslå, men retsopgørets begyndelse, herunder pressens dækning og folkets pres for et strengt opgør, er i hvert fald en del af den måde, hvorpå danskerne handlede i sejrens stund og hvordan man forvaltede sin genvundne frihed.


Illustrationer: Creative Commons.

Magnus Søndergaard, født 1989 i Viborg. Er uddannet cand.mag. i dansk og historie fra Roskilde Universitet.

Arbejder til dagligt som gymnasielærer. Interesserer sig primært for – og skriver derfor om – nyere historie, litteratur, fodbold og fankultur.

Seneste artikler om Danmark