DAGENS POV // POLITIK & MEDIER – I et samfund, hvor selv arbejderklassen er endt som individualister, kan vi lige så godt aflyse 1. maj som kampdag. Det skyldes ikke mindst, at overleveringen af socialt ansvar ikke alene bliver negligeret af vores politikere men også i stor stil af medier og mennesker uden empati, skriver journalist og forfatter René Fredensborg.
For snart ti år siden var jeg (også) arbejdsløs, og så fik jeg selvfølgelig den idé at lave en dokumentarfilm om det, vi kaldte arbejdsløshedsindustrien. Det var dengang, hvor kommunerne fik ansvaret for de mennesker, der stod uden arbejde efter finanskrisen.
Venstres Inger Støjberg blev beskæftigelsesminister og som med flygtninge i dag, var det så landets rekordmange ledige, der dengang skulle have et los i røven.
Kommunerne fik et pålæg om at straks-aktivere alle arbejdsløse via private konsulentfirmaer med navne à la Institut for Karriereudvikling, der tog sig dyrt betalt for at opfinde det ene mere latterlige beskæftigelseskursus efter det andet – såsom at finde sin indre fugl, bygge tårne af spaghetti og skumfiduser og ikke mindst studere blandt andre Hitlers håndskrift før og efter nederlaget.
Har du nogensinde gået en tur i Mjølnerparken, det nok så berygtede almene boligbyggeri beliggende på ydre Nørrebro i København?
Ja, man skulle tro, det var løgn, men det var altså den kyniske virkelighed for de mennesker, vi mødte i vores film. Folk, der havde arbejdet på fabrikker i hele og halve liv, blev således kørt over af et hensynsløst system og et politisk strategispil, der dybest set handlede om at sminke antallet af ledige ved at kalde dem ’beskæftigede’.
Der var noget galt i Danmark
Samme år, i 2009, fik P1’s Jesper Tynell Cavlingprisen for netop at afsløre, hvordan den tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven ved at “bestille misvisende tal, slette belastende dokumenter og vildlede Folketinget“, som det dengang hed sig i begrundelsen fra Cavling-komitéen.
Der var noget galt i Danmark, og det var så spektakulært at pressen satte en fod i døren.
Men det gør de ikke længere. Historierne om, hvordan vi i dag behandler arbejdsløse og aktiverede, når kun frem til de store mediers forsider, når syge borgere ligefrem skal tage en seng med i såkaldt jobafklaringsforløb, hvor kommunen altså tester arbejdsevnen.
Vi har med andre ord de kyniske politikere, vi har, fordi vi selv stemmer på dem
Man skulle tro sagen allerede var afgjort, når man ligefrem skal have sin sygeseng med i jobtræning, men nej: Mistillid hører til dagens (u)orden i vores politiske system, men det er (desværre) ikke kun politikernes skyld, for det er endnu et symptom på det, som min kollega, forfatter Claus Ankersen, i gårsdagens 1.maj-tale kaldte Danmarks forvandling fra “en social-solidarisk velfærdsstat til et empatiløst konkurrencesamfund af superindividualiserede enegængere”.
Vi har med andre ord de kyniske politikere, vi har, fordi vi selv stemmer på dem.
Og når folk som Vermund og Paludan konstant får lov at løbe med medieopmærksomheden langt før, de har reel magt på tinge, er det også et sygt symptom på, at journalister i alt for høj grad dyrker personer og potentielle konflikter fremfor principper og reelle løsninger på tidens mest presserende problemer.
Vi har det simpelthen for godt herhjemme til for alvor at være solidariske med dem, der har det sværest. De svage og de lade, de syge og de nye betragter vi over en bred kam som borgere tilhørende en underklasse, som resolut må udsættes for mere pres og tvang.
Elitære medier
Der er folkelig opbakning, der er velvilligt personale, når det handler om at stramme skruetvingen nede hos ’borgerservice’, og endelig har vi en lang række elitære medier, der gerne går i takt, når det handler om, hvor usolidarisk den jævne befolkning i det her land bliver behandlet.
Jeg taler ikke kun om lammede langtidsledige, fastlåste førtidspensionister, isolerede indvandrere og fængslede flygtningefamilier, sidstnævnte kategorier har jo selvsagt ingen rettigheder som ikke-danskere, kan jeg forstå, jeg taler også om, at helt almindelige mennesker bliver kvalt af både politikernes og mediernes populisme.
Hverken folks arbejdsløshedshistorier, eller for den sags skyld folks sygehistorier, er sexede, de er det modsatte: Kedeligt nødvendige. Det er pligtstof over pikstof
Har du nogensinde gået en tur i Mjølnerparken, det nok så berygtede almene boligbyggeri beliggende på ydre Nørrebro i København? Sikkert ikke, for du har lært, at det er en farlig ghetto. Prøv at spørge de helt almindelige danskere, der bor dér, hvordan det er at blive stigmatiseret af både blå og røde regeringer og ikke mindst af villige medier.
Jeg er ikke blind for problemerne, dem har vi hørt så rigeligt om, men jeg er selv delvist vokset op i, hvad man altså i dag betegner som ghettoer og har også selv boet i betonen som voksen, hvorfor det plager mig, at en stor og sammensat befolkningsgruppe på den måde skal brændemærkes.
Jeg håber og tror, at historien vil dømme sidste års ghettopakke som en slags desperationens politik for ikke at sige despotisk, udført af en angstfyldt magtelite, der graver enorme grøfter via fordomme og fælles mavefornemmelser.
Lidt som at gå til begravelse
Og for nu at vende tilbage til den dokumentarfilm, jeg engang (og stadig) gerne ville lave om udnyttelsen af arbejdsløse. Faktisk så fik vi medløb langt hen ad vejen i form af økonomisk støtte fra TV 2 og filminstituttet.
Fordi jeg havde sjove tanker om processen, men da det kom til stykket var det alligevel ikke sagen at se en bomstærk arbejdsmand fælde en tåre foran en lukket vindmøllefabrik.
Det var sgu ikke særlig sexet, som der blev sagt til det afgørende møde med pengemændene. Det er nemlig rigtigt. Hverken folks arbejdsløshedshistorier, eller for den sags skyld folks sygehistorier, er sexede, de er det modsatte: Kedeligt nødvendige. Det er pligtstof over pikstof.
Jeg drikker da gerne en gravøl her på matriklen, og så hygger jeg mig lidt med, at det der Institut for Karriereudvikling i øvrigt gik konkurs i 2017
Det vil man skide højt og flot på i dagens mediebillede, hvor underklassen er et fyord, medmindre vi kan udstille dem som de tabere og narkomaner, de jo er. Godt hjulpet på vej af politikernes ringeagtende retorik.
Ikke engang en lille social brevkasse er noget, nogen føler ret eller pligt til. Nattevagten på Radio24syv er det tætteste, vi kommer på at lægge øre til det som visse virkelighedsdistancerede politikere og mediepapegøjer kalder ’det reelle Danmark’.
Jeg voksede op i noget helt reelt, nemlig arbejderklassen, med ufaglærte bedsteforældre, der arbejdede på den lokale fabrik. Og forældre, der var henholdsvis håndværker og sygehjælper, vi fejrede altid 1.maj, det var utænkeligt ikke at markere den dag. Problemet er, at vi i dag kun kan markere en mangel, noget, der ikke er. Lidt som at gå til begravelse.
Jeg drikker da gerne en gravøl her på matriklen, og så hygger jeg mig lidt med, at det der Institut for Karriereudvikling i øvrigt gik konkurs i 2017. De sendte mig engang i aktivering på en shawarmabar, hvor det var meningen, at jeg skulle tørre borde af, hvis jeg ellers mødte op.
Det behøvede jeg ikke, for ejeren fik løn for at have mig rendende uanset om jeg var der eller ej. Hans fætter havde en kæreste, der var ansat på Institut for Karriereudvikling, forstås.
Fusk og humbug for offentlige midler. Også den shawarmabar er gået nedenom og hjem, i øvrigt. Det er det, jeg skåler for. At de typer også tabte og røg på røven.
Så usolidarisk er jeg blevet med tiden. Det smitter sgu, det skidt.
Topfoto: Pexels.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
