Hyldest til Thomas Pynchon

Frederik Bojer Bové 12.05.2017

Den amerikanske forfatter Thomas Pynchon, der er kendt som “konspirationens mester”, fyldte i denne uge 80. Men hvem er manden, der har givet os otte romaner; tusindvis af sider, der tilsammen beskriver en antihistorie af den moderne verden, fra omtrent 1760 og til 2001? Frederik Bojer Bové, der er håbløst indfanget i den sky Pynchons mystiske, foruroligende og vildtvoksende univers, forklarer.

For omtrent et årti siden, ved juletid, gik min veninde Mathilde, som jeg på daværende tidspunkt delte en lejlighed med, ind i en boghandel, og sagde: “Jeg har en ven, som læser mærkelige bøger, hvad er det mærkeligste I har?” Et par dage senere pakkede jeg en ualmindelig tyk bog ud, af en forfatter jeg aldrig havde hørt om: Thomas Pynchons Mason & Dixon.

I første omgang var jeg en smule irriteret, for jeg havde lavet en fin liste over bøger, jeg gerne ville have, som ingen havde fulgt. Derudover havde jeg aldrig hørt om hverken forfatter eller bog, anede ikke hvem de to herrer Mason og Dixon var, eller hvad de havde med noget at gøre? Og på den tid, før vi alle fik smartphones, kunne man ikke bare lige slå den slags op fra sofaen. Men da natten faldt på, var det alligevel den mærkelige bog, jeg greb ud efter og læste de første par sætninger: ”Snebolde er fløiet i deres Baner, har dannet stierner baade paa udhuusenes Muure og Fætrenes Sidebeen og sendt Hatte op i Delawares friske Blæst”.

Men da natten faldt på, var det alligevel den mærkelige bog, jeg greb ud efter og læste de første par sætninger … Hvad var dog det her? Jeg var fanget.

Hvad var det her? Hvorfor var det skrevet på et så arkaisk sprog? Jeg må have læst de første tre kapitler den nat; mødt familien LeSpark, hvis børn har de sære navne Plinius, Pitt og Tenebræ; deres gæst, en pastor med det lige så sære navn Wicks Cherrycoke. Og jeg må være blevet suget ind i den historie, han fortalte, historien om de to astronomer og landmålere Charles Mason og Jeremiah Dixon. Jeg forstod intet, kendte ikke den historiske baggrund, vidste ikke, at de to optegnede – og derfor fik den berømte Mason-Dixon-linje opkaldt efter sig – grænsen mellem Syd og Nord under borgerkrigen. Det vigtigste skel i amerikansk historie. På de sider, jeg fik læst, drak de, overværede en henrettelse og talte med en lærd hund, som naturligvis havde sin egen intro-sang:

Spørg om hvad du lyster,
Den lærde engelske Hund er jeg,
Jeg veed alt paa disse Kyster
Om Lopper og kongers Monogam-ei

Igen: Hvad var dog det her? Jeg var fanget.

Paranoia

Her, ti år senere, har jeg skrevet speciale om manden – og fået prædikatet ‘Pynchon-ekspert’. Jeg har en Pynchon-relateret tatovering på højre arm, og genlæser stadig hans romaner med jævne mellemrum. Jeg er håbløst indfanget i det mystiske, foruroligende og vildtvoksende univers, som er beskrevet i den nu 80-årige kultforfatters otte romaner.

Thomas Pynchon er kendt som konspirationens mester. Kendt for at fange sine karakterer i uforståelige plots, hvor de onde kræfter altid er på et højere plan, end de ser ud til. Kerneeksemplet er mesterværket Gravity’s Rainbow fra 1973, hvor den amerikanske soldat Tyrone Slothrop i Anden Verdenskrigs sidste dage, og i tiden kort efter, jages gennem Europa af den ene mere vanvittige gruppe end den anden: Den engelske efterretningstjeneste, russerne, en afrikansk raket-enhed, og sikkert også folk højere oppe. Alt sammen på grund af mystiske eksperimenter i hans fortid – eller måske af andre årsager, hvem ved? Et eller andet er der i hvert fald galt.

Ja, Pynchon skriver ofte om konspirationer, og hans karakterer er typisk dybt paranoide. Men for mig er det snarere en konsekvens af Pynchons historiske ambitioner: Hans forsøg på at beskrive en periode, før den falder på plads så at sige.

Men måske fordi jeg først kom ind i den sene del af forfatterskabet, via Mason & Dixon fra 1998 og Against the Day fra 2006, to gigantiske mursten om henholdsvis 1760’erne og perioden 1893-1920’erne, har jeg altid dyrket hans forfatterskab som først og fremmest historiske romaner. Ja, Pynchon skriver ofte om konspirationer, og hans karakterer er typisk dybt paranoide. Men for mig er det snarere en konsekvens af Pynchons historiske ambitioner: Hans forsøg på at beskrive en periode, før den falder på plads så at sige. Når karaktererne i 1760’ernes amerikanske kolonier er overbevist om, at jesuitterne er ude efter dem, så virker det latterligt på historisk afstand, men for 1700-tals protestanter var den katolske gruppe et stort skræmmebillede.

Thomas Pynchon skriver ofte op mod en historisk begivenhed. Mason & Dixon foregår i tiden før den amerikanske revolution, og selvom der overalt er en fornemmelse af, at noget må ske, så er der ingen, som helt forstår, hvad der er på vej. Against the Day foregår i tiden op til Første Verdenskrig, og dykker ind til de politiske og videnskabelige idealer, der lovede en helt anden verden end den, krigen medførte. Og selvom Gravity’s Rainbow er kendt som en bog om Anden Verdenskrig, så stopper krigen ret tidligt i bogen, og i plottet udspiller sig i stedet i en mærkelig ingenmandstid; tiden før den kolde krig skabte nye fronter i storpolitikken.

Alle de store historiske romaner er også præget af en fornemmelse af muligheder. En fornemmelse af, at historien ikke behøvede at gå den vej, den gik. En mulig årsag til denne tilbagevendende følelse hos Pynchon, finder man i tre af hans andre romaner: Katalognummer 49 Udbydes, Vinland og Naturlige Mangler, der alle kredser om en central periode i forfatterens eget liv: Hippietiden i sluttresserne. Både Vinland og Naturlige Mangler foregår – og det er altså usædvanligt for Pynchon – efter en skelsættende historisk begivenhed, og bøgernes hovedpersoner er optagede af at finde ud af, hvad der dog gik galt.

Psych

Det er helt uomtvisteligt, at Pynchon er en tresserforfatter. Hans bøger er gennemsyret af, ja, syre. Af psykedeliske stoffer i lange baner, af fri sex, af beat-inspirerede teknikker. Selv George Washington ryger hash, da de to landmålere møder ham.

Privatpersonen Pynchon selv er også omgærdet af rygter og bizarre fortællinger. Den sky forfatter har aldrig nogensinde optrådt offentligt. Da Gravity’s Rainbow modtog National Book Award i 1974, mødte han ikke op. En komiker optrådte i stedet som Pynthon, hvorefter en streaker strøg nøgen gennem salen. (Romanen var også indstillet til en Pulitzer-pris, men dommerkomitéen fandt romanen obskøn og ulæselig). Siden har Pynchons offentlige optrædener været at lægge stemme til sig selv i et afsnit af The Simpsons, hvor han optræder med en papirpose over hovedet. Efter sigende sprang han engang ud af vinduet, da en journalist forsøgte at få fat i ham, og de portrætter af Pynthon, vi kender til, stammer fra hans ungdom i 1940’erne.

Pynchon er kult. Og vil nok for altid være det. Da jeg skrev speciale om Gravity’s Rainbow, stødte jeg også på den oplysning, at bogen, næstefter Moby Dick, var den amerikanske roman, der blev drevet mest forskning på. The Pyndustri kalder man det.

Idéerne

Selv her, ti år efter jeg første gang læste Pynchon, bliver jeg forbløffet over den idérigdom, der er i hans romaner, når jeg åbner dem igen.

I Mason & Dixon skriver han for eksempel om Det Sorte Hul i Calcutta; et historisk sted, en fængselscelle hvor utallige europæere mistede livet. Stedet beskrives som et sort hul i historien, der forvrænger tiden omkring sig, i tanker og teorier inspireret af Einsteins relativitetsteori men skrevet i 1700-tals tale. I Against the Day formuleres en konspiration baseret på tarotkort: Hvert kort svarer til en person, der spiller en rolle i verdenshistoriens gang, hvor beskrivelsen af kortet Narren passer perfekt på Tyrone Slothrop, der i Gravity’s Rainbow også havde en forbindelse til netop dette tarotkort. Så forklarer det den mystiske afslutning på den anden roman, udgivet 33 år tidligere?

Den slags tanker bliver man aldrig færdig med.

Pynchon har givet os otte romaner, tusindvis af sider, der tilsammen beskriver en antihistorie af den moderne verden, fra omtrent 1760 og til 2001. Familier, såsom Bodine- og Traverse-slægterne, og firmaer som Yoyodyne, går igen fra roman til roman, og hele værket kan således forstås som en gigantisk fresko af vor tid. Men selvom alting således synes at være forbundet og hænge sammen, så er der omvendt ikke nogen klare svar. Som Pynchon-fan kan man hurtigt selv blive konspirationsteoretiker, overbevist om at ens egne teorier om bøgerne er de eneste rigtige.

Det samme skrig

Det føles derfor helt rigtigt, at Pynchons runde fødselsdag denne uge skulle falde sammen med Donald Trumps fyring af FBI-chefen James Comey under skumle omstændigheder. Skyldes det hemmelige aftaler med russerne under valgkampen? Er der måske en global konspiration om at støtte højrefløjspolitik? Eller er Donald Trump virkelig så stupid, at han ikke kunne se, det ville give bagslag?

Endnu engang lever vi i en tid, hvis problemer føles så ulogiske og uintelligente, at konspirationerne giver mere mening end deres fravær. Endnu engang lever vi i en tid, der føles umiskendeligt ”Pynchon’sk”.

Som det lyder i den berømte indledning til Gravity’s Rainbow:

”A screaming comes across the sky.
It has happened before, but there is nothing to compare it to now”.

Det er alt sammen sket før. Men det er alt sammen unikt.

Hvis man vil forstå både det unikke ved hver epoke, og de mange måder tidsaldrene ligner hinanden på, så findes der fortsat ingen andre, der kan beskrive det så medrivende, så overvældende, som den nu 80-årige gamle mand.

Hovedillustration: Flickr/From Sovereign to Serf – Roger Sayles. Citat fra Gravity’s Rainbow.

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.