‘American Utopia’: David Byrnes utopiske groove

i Kultur/Film/Musik af
FILM // ANMELDELSE – Den tidligere Talking Heads forsanger David Byrne har udsendt koncertfilmen American Utopia, der er blevet sammenlignet med Talking Heads’ mesterlige film Stop Making Sense. Er den nye film lige så god? Ikke rigtigt, men der er alligevel grund til at være glad.

4 POV stjernerAmerican Utopia er blevet en smule hypet. Den er blevet kaldt for en af verdens bedste koncertfilm, men… Selvom Spike Lee har instrueret, så er det ikke så vanvittigt filmisk interessant. Bortset fra en enkelt sekvens, mere om den senere. Og selvom vi ser en virkelig god David Byrne koncert-show-hybrid, så kunne det også godt lige være den my bedre, hvis ikke der var så mange numre fra hans seneste album af samme navn, der ikke er på højde med hans bedste.

Jeg sad mest og tænkte, at jeg ville ønske der var en milliard musikfilm af samme kaliber. For American Utopia formår at tage koncertformatet, og skabe en sammenhæng ud af det. Og så er den musik David Byrne spiller jo fuldstændig fabelagtig, hvilket det også er værd at huske på engang imellem.

Den røde tråd

David Byrne er den tidligere forsanger i det legendariske band Talking Heads. Deres koncertfilm Stop Making Sense er muligvis den bedste koncertfilm nogensinde. De var det måske mest eksemplariske postpunk/new wave band, blandt de bedste til at æde af al den musik de kunne få fat i, og så få det filtreret igennem et eget filter, her en art new yorker kunstskole blik, og så få lavet noget helt nyt. 

American Utopia var først en plade, og så en turné, der også ramte Roskilde i 2018, hvor jeg desværre ikke fik set den, inden den blev til et Broadway-show, som så nu er blevet til en film. Det er ret meget bare en koncert, men med enkelte monologer ind imellem. Noget af det er lidt ligegyldigt, som den belærende monolog om at vi skal huske at stemme, men det lykkes nu også David Byrne at få lavet en bærende rød tråd for showet. Som også kan fungere som rød tråd i hele hans virke.

Alt kan da sættes sammen, eller man kan da i det mindste forsøge. Så længe der er et godt beat nedenunder.

I første sang, “Here”, sidder Byrne ved et bord og synger om hjernens opbygning. Derefter fortæller han en anekdote om, at babyer faktisk har langt flere neuron-forbindelser i hjernen end voksne. Med tiden mister vi nemlig dem, der ikke ser ud til at give os noget brugbart, så det gør måske ikke så meget.

Byrne breder det derefter ud: At det som voksne er forbindelserne uden for hjernen, som vi lærer af! Det er et ret simpelt billede: Verden som en kæmpe hjerne, neuroner erstattet af mennesker/lyde/huse og mad/idéer/kunst, der alt sammen kan kombineres på kryds og tværs.

Det passer jo virkelig godt til Byrnes musik, den altædende maskine, der må have forsøgt sig med samtlige rytmiske idéer i hele verden, tilsat de her tekster, der kan handle om alt fra det helt simple og nære – sange om hjernen eller bygninger og mad – til komplet nonsens – der er en glimrende monolog om dada, lige før de spiller “I Zimbra” – til politiske paroler. Alt kan da sættes sammen, eller man kan da i det mindste forsøge. Så længe der er et godt beat nedenunder.

Demokrati uden teknologi

Byrnes amerikanske utopi lader lidt til at være det som Funkadelic engang kaldte One Nation Under the Groove. Lige meget hvad ellers Byrne giver sig i kast med her, så er der altid et groove. Hans polyrytmik er politisk: Det kræver en gruppe mennesker, der skal arbejde konstruktivt sammen, for at skabe de her komplekse sammensatte grooves. Det er demokrati!

Det er også herfra de visuelle idéer kommer. Showets helt store clou er, at alle musikernes instrumenter er tråd- og kabelløse, så de hele tiden kan danse rundt, skifte plads på scenen. Det gør op med den normale visuelle måde en koncert ser ud på, med trommeslageren bagved, måske sammen med keyboardisterne, og så dem med strenge-instrumenter foran, og mest foran er selvfølgelig forsangeren, som kan danse rundt, fordi han kun bærer på en mikrofon. 

Polyrytmik er politisk: Det kræver en gruppe mennesker, der skal arbejde konstruktivt sammen, for at skabe de her komplekse sammensatte grooves. Det er demokrati!

Byrnes band er alle klædt i de samme grå jakkesæt og har bare tæer, og så har de deres instrumenter foran sig. Forstår stadig ikke helt, hvordan faen det kan lade sig gøre, der må være nogle usynlige lydmænd som til gengæld gør et helt utroligt heroisk stykke arbejde. Men flot ser det ud! Og hvis den idé spreder sig, så kommer det til at give koncertformatet et løft!

Grund til at være glad

American Utopia var en del af et større projekt, som David Byrne kaldte for Reasons to be Cheerful, som bare helt simpelt skulle gøre folk i godt humør. Og det lykkedes, jeg blev virkelig glad af at se filmen. Men det var nu også i høj grad fordi jeg i American Utopia ser løfter om kommende fantastiske groovekoncerter og dansenumre.

Det eneste øjeblik hvor filmen selv løfter sig op i stratosfæren er coverudgaven af Janelle Monáes protestsang “Hell You Talmbout”, der helt simpelt består af at råbe navne på myrdede folk, kombineret med SAY HER/HIS NAME! Spike Lee putter her navnene i neonrødt på skærmen, og indklipper billeder af de dødes familier. Det er hamrende stærkt, og typisk Spike Lee’sk, og understøtter hele Byrnes koncept: Ved at aktivere forbindelserne mellem Monáe, Byrne og Lee skabes noget helt nyt og fabelagtigt.

Men andre gange, så er det bare endnu en god Byrne-koncert. Det er ikke på niveau med Stop Making Sense. Der er ikke engang noget, der er lige så sublimt som Byrne-klippet fra Paolo Sorrentinos film This Must Be The Place. Men en god Byrne-koncert er nu også værd at samle på.

American Utopia kan ses via Blockbuster.


American Utopia
105 min
Universal


Fotocredit: Promobillede

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur