AC/DC i stadionrock format: 40 år med ‘Back in Black’

i Kultur/Musik af
ROCKJUBILÆUM // AC/DC – Et af rockhistoriens mest betydningsfulde album har 40 års jubilæum. POV’s Thomas Vilhelm skriver om pladen, der “for alvor var med til at sætte det tungmetalliske skyts i forreste front under den rockmusikalske kamp om publikums gunst og grunker i 80’erne”.

Australske AC/DC erobrede verden i syvende forsøg efter syv ugers slid under kummerlige forhold. Sådan kunne historien skrives om Back In Black, der siden udgivelsen den 25. juli 1980 har passeret et salg på mere end 50 millioner albums og for alvor var med til at sætte det tungmetalliske skyts i forreste front under den rockmusikalske kamp om publikums gunst og grunker i 80’erne.

Historien kunne også tage udgangspunkt i, at bandets machoman af en forsanger, Bon Scott, februar 1980 døde som følge af alkoholforgiftning efter en umanerlig heftig druktur i London, han aldrig vågnede fra igen.

Chokket ramte AC/DC som en forhammer med en kraft, der satte gang i diskussionerne om, hvor vidt det overhovedet var værd at fortsætte, hvilket venner, familie og samarbejdspartnere overbeviste dem om at gøre.

En ny stemme måtte derfor til og blev fundet i den noget ældre Brian Johnson, der i slutningen af marts 1980 fik tilbuddet om at overtage Scotts plads. April-maj samme år drog gruppen med Mutt Lange som producer til Compass Point Studios, Nassau, Bahamas for at få et nyt album i kassen. Omkring det tidspunkt havde øen været ramt af flere tropiske storme, der påvirkede elektricitetsforsyningen.

Ydermere blev bandets medlemmer og crew af stedets strenge bestyrerinde rådet til at låse dørene om natten for at undgå røveriforsøg fra herboende haitianeres side. Dørene måtte ifølge Johnson nærmest armeres med knap to meter høje fiskespyd i håb om at få ro.

Punkrockens energi kombineret med pop-appeal og effektiv markedsføring kan noget, og Back In Black føg som en global tornado hen over landegrænserne og lige ind i hungrende pladekøberes kamre,

I åbningsnummeret Hells Bells refereres der til de ekstreme vejrforhold, mens Lange dagligt hersede med Johnsons hæse skærerbrændervokal og rytmesektionens præcision – målet var ganske enkelt at trimme og disciplinere gruppen til at yde det optimale. Dette lykkedes for den grundige succesproducer med sydafrikanske rødder.

Johnson brøler igennem med en bluesshouters instinktive urkraft, trommeslageren Phil Rudd og Cliff Williams (bas) ramte den rent i r…. på samtlige taktslag, markeringer og breaks med imponerende tyngde, mens Young-brødrene Angus og Malcolm styrede guitarsiden, hvor det ene killerriff efter det andet blev leveret med et sultent rovdyrs utæmmede vilje og glubske appetit efter mere.

The Blues Had A Baby, And They Called It Rock’n’Roll, et bonmot hele holdet levede op til i reneste form med blottede tandhalse i hastig bideretning mod alverdens hitlister og store stadions, hvor de højoktan-holdige hymner om lette damer, piller, sprut og he-man attituder tilsat fodboldkor bedst leves ud for fuld decibelhammer.

Så er der lige Angus Youngs soli med lyden af arketypisk hard’n’heavy skåret ind til kernen og serveret med et aggressivt sonisk punch, der kan animere enhver rask spejderdreng til at smide fadølskruset i vejret af brunstig begejstring.

Back In Black, hvis sorte omslag med gruppens navn og titlen indrammet i gråt ifølge Angus Young er et visuelt udtryk for den sorg, Scotts død medførte, blev lanceret med høj cigarføring og kastede fire 45 rpm samt seks promotionvideoer af sig:

Titelnummeret, Hells Bells, You Shook Me All Night Long, Rock and Roll Ain’t Noise Pollution, Let Me Put My Love Into You og What Do You Do For Money, Honye. Punkrockens energi kombineret med pop-appeal og effektiv markedsføring kan noget, og Back In Black føg som en global tornado hen over landegrænserne og lige ind i hungrende pladekøberes kamre, hvor der blev skreget med og spillet luftguitar, som gjaldt det livet upåagtet af bumser, Clearasil og febrilsk famlende forelskelser.

Jeg var 15, gik i 9. klasse og vidste ikke, hvad fremtiden ville bringe. Men Back In Black hitsinglerne lød fedt i radioen og på grammofonen – så meget fattede jeg og mange andre i Aabenraa, der var min geografiske position.

Den hårde rock og metalmusikkens efterfølgende sejrskurs har meget at takke AC/DCs vel nok bedste udspil for, og herfra skal der lyde et riff-foldigt hurra og tillykke med de 40 sæsoner til Back In Black, der stadig formår at aktivere denne midaldrende herres indre rockdyr, når ånden kommer over ham.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre