
POLITIK // KOMMENTAR – Torkil Lauesen har aldrig angret sin rolle i Blekingegadebandens forbrydelser. Alligevel har Enhedslistens chefideolog og mulige ministerkandidat, Pelle Dragsted, forsvaret et samarbejde med ham. Nye afsløringer og forskeres advarsler rejser spørgsmålet: Hvorfor er dette ikke blevet diskuteret mere åbent?
Pelle Dragsted, politisk ordfører i Enhedslisten, svarer på indlægget af Maradona Isho i et særskilt indlæg, der kan læses her.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Torkil Lauesen er en af de mest omstridte skikkelser i nyere dansk historie. Han var en del af den venstreekstremistiske Blekingegadebande, der stod bag en række bankrøverier og i 1988 var indblandet i et røveri, hvor den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen blev dræbt.
Fordi bandemedlemmerne dækkede over hinanden, lykkedes det aldrig politiet at fastslå, hvem der affyrede skuddet. Dermed blev de kun dømt for røveri af særlig farlig karakter – ikke for drab.
Dragsteds forsvar for samarbejdet med henvisning til, at Lauesen havde ”afsonet sin straf”, er problematisk
Jesper Egtved Hansens familie har aldrig forliget sig med dette, og Lauesen har siden stået fast på sine politiske holdninger uden at give udtryk for anger.
Fra fængselsdom til fælles redaktion
Hvad de færreste ved er, at Enhedslistens chefideolog og nuværende folketingsprofil, Pelle Dragsted, i flere år samarbejdede tæt med Lauesen. Fra 1998 til 2005 sad de begge i redaktionsledelsen for det venstreorienterede magasin Gaia, og de var samtidig aktive i organisationen Internationalt Forum, som udgav bladet. I den periode optrådte de også som medforfattere til artikler.
Dragsted har senere forsvaret samarbejdet:
”Den organisation [Internationalt Forum] meldte Torkil Lauesen sig ind i, flere år efter han var kommet ud af fængslet og havde afsonet sin straf. Og man kunne selvfølgelig godt have valgt at sige, at du må ikke være medlem her, fordi du har gjort nogle ting tidligere i dit liv. Men det synes jeg sådan set ville være forkert.”
Men Dragsteds forsvar for samarbejdet med henvisning til, at Lauesen havde ”afsonet sin straf”, er problematisk, fordi både han og resten af Blekingegadebanden dækkede over hinanden og forhindrede politiet i at opklare, hvem der affyrede det dræbende skud.

Et samarbejde uden opgør med fortiden
At Lauesen ikke alene undlader at tage afstand fra sin fortid, men nærmest lægger stolthed i den, blev for nylig dokumenteret af Frihedsbrevet. Deres journalister deltog skjult i et oplæg i Amsterdam, hvor Lauesen foran et ungt publikum præsenterede marxistisk teori og trak linjer til krigen i Gaza.
Ifølge Frihedsbrevets afdækning var oplægget ikke blot historisk, men også fyldt med råd til, hvordan en ny generation kunne tage over, hvor Blekingegadebanden slap. Flere beskrivelser peger på, at Lauesen snarere signalerede stolthed end anger.
Advarsler mod Lauesen som politisk rollemodel
Det har fået forskere og forfattere til at advare. Terrorforskeren Magnus Ranstorp siger:
”Alle de her kræfter konvergerer til en perfekt storm, og den perfekte storm er Gaza. Når du har personer som Torkil Lauesen, så bliver han en slags revolutionær leder.”
Det var en fejl at forsvare samarbejdet med en mand, der aldrig har angret sin rolle i Blekingegadebanden
Også forfatteren Peter Øvig Knudsen, der har skrevet udførligt om Blekingegadebanden, finder situationen urovækkende:
”Det uhyggelige er de bifald, han møder i Amsterdam. Det er også uhyggeligt, hvis det foregår i Danmark, men det ved vi jo ikke.”
Alt dette peger på, at Lauesen aldrig har gjort op med sin fortid. Det gør det desto mere bemærkelsesværdigt, at Pelle Dragsteds samarbejde med ham ikke er blevet diskuteret mere åbent – især nu, hvor Dragsted selv er i spil til en mulig ministerpost efter næste folketingsvalg.
Hvis han vil undgå, at sagen kaster lange skygger over sin politiske fremtid, bør han gøre det oplagte: tage afstand fra Lauesen og indrømme, at det var en fejl at forsvare samarbejdet med en mand, der aldrig har angret sin rolle i Blekingegadebanden.
Redaktionen har valgt at bringe både Maradona Ishos kritik og Pelle Dragsteds svar. POV International har ikke taget stilling til indholdet i de to indlæg, men giver plads til, at begge parter kan komme til orde, så læserne selv kan danne sig deres indtryk.
Efter publicering af teksten er to fejlagtige links blevet rettet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og