MELLEMØSTEN // ANALYSE – Den israelske leder Benyamin Netanyahu fastholder, at der vil komme en reaktion på Irans drone- og missilangreb. Et flertal i den israelske befolkning ser håb i en diplomatisk proces, men højrefløjen presser Netanyahu til at søge en militær udvej.
TEL AVIV – Det iranske angreb på Israel natten til søndag den 14. april har udløst hektisk diplomatisk aktivitet. Premierminister Netanyahu fastholder, at Israel er i sin gode ret til at slå igen, og det har fået verdenssamfundet op på tæerne, fordi dette kan optrappe en allerede overophedet krise i Mellemøsten og i værste fald føre til en storkrig med helt uoverskuelige følger.
Dette er baggrunden for, at den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock og hendes britiske kollega, David Cameron, onsdag rejste til Jerusalem for at møde Netanyahu.
De kom med en fælles opfordring til Israel om at afholde sig fra at reagere på weekendens angreb, men Netanyahu svarede altså ved at sige, at en israelsk reaktion vil komme.
Netanyahu har fået en smule respit og lidt yderligere råderum til at træffe sine beslutninger, og det er nok det, store dele af verden nu venter på med tilbageholdt åndedræt
På denne baggrund svirrer det med spekulationer om, hvordan Israel i givet fald vil sige tak for sidst. Naturligvis slipper intet ud om konkrete planer, så lige nu er det hele på et meget spekulativt plan.
Det forlyder også, at Israel to gange i den lille uge, der er gået siden det iranske angreb, har været på nippet til at iværksætte en gengældelse og i begge tilfælde har stillet planerne i bero i sidste øjeblik.
Mandag aften begynder imidlertid pesach, den jødiske påske, som er en af årets vigtigste helligdage, og det ville være meget usædvanligt, hvis den israelske regering gav grønt lys til en dramatisk militær operation umiddelbart før en højtid. Så derfor skal vi nok skue en smule længere frem og overveje forskellige scenarier.
Mulige scenarier
Et direkte israelsk angreb på Iran er naturligvis en mulighed, men nok mindre sandsynligt. Man har før sendt jagerfly mod fjendtlige mål meget langt fra hjemmebasen, og selv om det er teknisk muligt, er det meget risikabelt, og det ville typisk være en operation mod et nøje defineret mål. Det klassiske eksempel er for mange stadig, da israelerne i juni 1981 bombede Saddam Husseins atomreaktor ved Osirak, 17 kilometer syd for Bagdad.
Blandt flere andre scenarier vil det her være nærliggende at pege på en mulig fortsættelse af tråden fra 1. april, da man bombede den iranske ambassade i Damaskus. Her blev to højtstående generaler og fem andre dræbt, og det var dette, der blev Irans officielle begrundelse for at sende mere end 300 droner og raketter mod Israel et par uger efter.
Dette kan i hvert fald betragtes som et nøje defineret mål, som sender et direkte signal til styret i Teheran, og der er uden tvivl en lang række iranske militærpersoner og lignende, der formentlig allerede er i søgelyset.
Hvis Israel beslutter sig for at søge at underminere den iranske indflydelse i Syrien, vil det kunne betragtes som et hårdt slag mod Teherans regionale aspirationer
Og igen er der et vist fokus på netop Syrien. Gennem den seneste uge har et stort antal iranske rådgivere og militærfolk i hvert fald forladt landet, hvilket nok ikke er helt tilfældigt. De kan med god grund betragte sig selv som potentielle angrebsmål. Denne tænkning begrunder sig på, at Iran har en tydelig tilstedeværelse i Syrien, hvor de blandt andet har været med til at sikre Bashar al Assads greb om magten under den blodige syriske borgerkrig.
Hvis Israel således beslutter sig for at søge at underminere den iranske indflydelse i Syrien, vil det kunne betragtes som et hårdt slag mod Teherans regionale aspirationer. Her er problemet dog, at der i denne sag er meget klare forbindelser mellem de iranske interesser i Syrien, og hvad der foregår i Libanon. Det drejer sig om den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, som har Iran som sin vigtigste støtte. Hizbollah fungerer på mange måder som iransk stedfortræder i regionen. Siden 7. oktober sidste år har de bidraget til en forholdsvis lavintensiv konflikt, hvor de og israelerne har beskudt hinanden hen over grænsehegnet.
Samtidig er der tydelige tegn på, at bevægelsen ikke ønsker at optrappe dette til en decideret krig mellem de to, da det ville koste dyrt i den folkelige opbakning, som Hizbollah indtil videre nyder i Libanon. Også fra israelsk side er der heller ikke nogen sult efter at eskalere denne konflikt, hvilket meget vel kunne blive resultatet, hvis man piller ved den følsomme status quo i Syrien.
En krigstræt befolkning øjner en chance
Den nok vigtigste del af Netanyahus overvejelser ligger dog nok i den israelske folkestemning. Efter seks måneders krig i Gaza har en tydelig krigstræthed sat sig i befolkningen, og ifølge en meningsmåling fra dagene efter det iranske angreb mener 74 pct. af israelerne, at man skal afholde sig fra et modangreb.
Det er allerede en udbredt holdning, at man bør standse Gazakrigen hurtigst muligt, også selv om det betyder, at Hamas overlever som bevægelse og politisk faktor i Gaza.
Men den store uvilje til at bevæge sig ud i et nyt krigseventyr med nok endnu mere dramatiske følger bygger nok også på, at mange israelere ser den helt aktuelle situation som en gylden chance.
Det har gjort dybt indtryk på israelerne, at Jordan og ikke mindst Saudi-Arabien var aktivt med til at skyde de iranske droner og raketter ned
Israels internationale omdømme er temmelig medtaget, og efter det iranske angreb har man pludselig mærket en vis international forståelse og velvilje. Det har gjort dybt indtryk på israelerne, at Jordan og ikke mindst Saudi-Arabien var aktivt med til at skyde de iranske droner og raketter ned, og det skaber forhåbninger om, at der i den arabiske verden kan skabes en slags sunnimuslimsk alliance, der har en fælles interesse i at reducere truslen fra Iran.
Man skal huske, at Saudi-Arabien i ugerne umiddelbart inden den 7. oktober viste tydelig interesse for en tilnærmelse til Israel, hvilket måske kunne forme sig som en normaliseringsaftale. Dette perspektiv synes atter inden for rækkevidde, men det afhænger naturligvis af, at Israel holder fingeren fra aftrækkeren.
Israels radikale højrefløj
I denne sammenhæng er det derfor vigtigt at se på, hvad der foregår i de 23 pct. af den israelske befolkning, der ifølge meningsmålingen går ind for, at Israel skal give Iran hårdt militært modspil. Mange af disse holdninger finder vi på Israels religiøse højrefløj.
På den yderste højrefløj, som er repræsenteret i Netanyahus regeringskoalition ved partierne Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) og Religiøs Zionisme, hører man i disse dage en del om læren fra 7. oktober. Heri ligger, at man opstiller en klar parallel mellem Hamas’ dramatiske terrorangreb på Israel sidste år og det iranske angreb for en uge siden.
Parallellen ligger ikke i teologiske eller militærstrategiske forhold, men i at man fra israelsk side grundlæggende har fejlvurderet sit eget beredskab.
Selv om det lykkedes at nedskyde næsten samtlige droner og raketter, giver dette jo ingen garanti for, hvad fremtiden vil bringe
Som udgangspunkt kritiserer man Israel for at have stolet blindt på hegnet omkring Gazastriben. Det er et højteknologisk hegn med overvågning og varselssystemer, men ikke desto mindre lykkedes det Hamas at gennemføre det blodige angreb på 22 civile samfund i det sydlige Israel. På højrefløjen tjener dette som forklaringen på, at man er nødt til at gå grundigere til værks ved at rykke militært ind på Gazastriben for at eliminere Hamas.
Noget tilsvarende gør sig i denne tænkning gældende, hvad angår Iran. De forskellige israelske forsvarssystemer fungerede til punkt og prikke, og hjælpen fra både Jordan og Saudi-Arabien var der. Men selv om det lykkedes at nedskyde næsten samtlige droner og raketter, giver dette jo ingen garanti for, hvad fremtiden vil bringe.
Det er tydeligt at iranerne brugte det ældste og mindst avancerede fra deres arsenal, muligvis som en slags prøveklud, og efterfølgende har den iranske leder, Ali Khamenei, ved mindst et par lejligheder sagt, at man vil fortsætte, indtil Jerusalem atter er på muslimske hænder.
Dette er for den israelske højrefløj en glimrende grund til, at man må reagere hurtigt og militært mod Iran, som må forventes at besidde store raketarsenaler med en helt anden kapacitet, end hvad de anvendte i sidste weekend. Dette er for resten også opfattelsen i en langt bredere del af den israelske befolkning, der så mener, at denne trussel i sig selv er grund nok til ikke at tirre Iran.
Netanyahu øjner håb
Det er disse forskellige scenarier, der ligger til grund for, hvordan Israel vælger at reagere – hvis overhovedet. Holdningen på højrefløjen fylder utvivlsomt meget i Netanyahus overvejelser, eftersom han er afhængig af støtten fra denne fløj for at holde sin regering flydende.
Den israelske leder er måske også blevet bestyrket i sin tro på at være på rette vej, da hans Likud-parti er gået frem i dagene efter det iranske angreb. Siden den 7. oktober har Likud mistet omkring halvdelen af sine nuværende 32 mandater i Knesset, men det kan være ved at ændre sig. Den mest markante meningsmåling kom fra den stærkt Netanyahu-loyale tv-station Kanal 14, og den viser, at partiet i den forløbne uger er gået frem til hele 26 mandater. Den slags skal man nok tage med visse forbehold, men det viser på den anden side en tendens.
Nu kom angrebet, og en del af de frafaldne Likud-vælgere har kunnet se det som et tegn på, at Netanyahu har haft ret
I årevis har Netanyahu talt om den iranske trussel og om et angreb, der ville komme, og mange har affærdiget det som et udfald af hans retorik, der i vid udstrækning bygger på frygt som et middel til at mobilisere vælgerne.
Nu kom angrebet, og en del af de frafaldne Likud-vælgere har kunnet se det som et tegn på, at Netanyahu har haft ret. Tilmed kan man sige, at iranerne på sin vis har gjort Netanyahu en stor tjeneste, idet deres angreb og den efterfølgende højspændte situation har afledt en stor del af verdens opmærksomhed fra krigen på Gazastriben.
Netanyahu har fået en smule respit og lidt yderligere råderum til at træffe sine beslutninger, og det er nok det, store dele af verden nu venter på med tilbageholdt åndedræt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
