LIBANON OG GAZA // ANALYSE – Netanyahu vil med stor sandsynlighed ikke lytte til Hamas, når bevægelsen nu taler om våbenhvile. Han har en personlig interesse i krigen, og nu, efter våbenhvilen med Hizbollah, kan han siges at have fået friere hænder til at koncentrere sig om sit mål, som er den totale sejr over Hamas.
TEL AVIV – Få timer efter at våbenhvilen mellem Israel og Hizbollah var trådt i kraft natten til onsdag, bød Hamas sig til: ”Vi har meddelt forhandlere i Egypten, Qatar og Tyrkiet, at Hamas er rede til en våbenhvileaftale og en seriøs aftale om udveksling af gidsler,” lød det fra en talsmand fra bevægelsen.
Der kom ikke nogen umiddelbar reaktion fra Israel, og det er heller ikke sikkert, at der kommer noget klart svar lige med det samme, for i Mellemøsten fører den ene våbenhvile ikke nødvendigvis den næste våbenhvile med sig.
Det libanesiske spil
Det er i hvert fald naturligt at se den aktuelle situation som et produkt af Netanyahus strategiske spil.
Kort efter Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober sidste år begyndte Hizbollah at skyde raketter ind over den libanesisk-israelske grænse i nord. Fra den shiamuslimske bevægelse lød det, at man åbnede en ny front for at støtte Hamas i kampen mod Israel, men i de første mange måneder var det en relativt lavintensiv krig med sporadisk og gensidig beskydning.
Men da vragdele fra en Hizbollah-raket den 27. juli faldt ned og dræbte 12 børn og unge i den drusiske landsby Majdal Shams i Golanhøjderne, tog konflikten en drejning mod det værre. Tre dage efter dræbte israelerne Hizbollah-lederen Fuad Shukr, og den 31. juli kom turen til Hamas-lederen Ismail Haniyah, mens denne befandt sig i Teheran. Sidstnævnte havde naturligvis klar adresse til det iranske styre, som i årevis har hjulpet både Hamas og Hizbollah med våben og penge.
Det kunne ligne en tanke, at Netanyahu nu har blikket rettet mod Trump, der som ham selv er ligeglad med ideologiske overvejelser, men går efter ”the great deal”.
Herfra eskalerede konflikten. Iranerne sendte ballistiske missiler direkte mod Israel, israelerne svarede igen på forskellige måder, og endelig kom den israelske landoffensiv ind i Libanon, som nu synes at have fundet en vis afslutning med våbenhvilen.
Ud fra en rent militær betragtning har Israel nået de opsatte mål med denne seneste Libanon-krig. Det har aldrig været tanken, at Hizbollah skulle elimineres, således som det er planen med Hamas i Gaza. Men med våbenhvilen har Hizbollah indvilget i at trække alle tropper tilbage til landet nord for Litanifloden, hvilket altså skaber en zone i det sydligste Libanon, hvor Hizbollah fremover slet ikke vil være til stede.
Dette blev i øvrigt også stipuleret i FN-resolution 1701, som var våbenhvileaftalen efter Libanon-krigen i 2006. Ansvaret for at overvåge overholdelsen af aftalen blev lagt på den fredsbevarende FN-styrke UNIFIL, der fik mandat i det sydlige Libanon allerede i 1978, og det er dem, Israel har anklaget for at have sovet i timen ved at lade Hizbollah etablere sig militært i denne del af landet.
Som en del af den aktuelle våbenhvileaftale har Israel betinget sig retten til at gribe ind, hvis man ser, at Hizbollah atter etablerer sig i området. Dette har USA accepteret. Det libanesiske forsvar vil rykke ind for at understøtte UNIFIL’s fortsatte virke, og hele situationen vil blive overvåget af fem nationer med USA i spidsen.
At Hizbollah gik ind på disse betingelser, er der flere grunde til. Bevægelsen har slet ikke den samme folkelige popularitet som tilbage i 2006, og ikke mindst har det enorme antal internt fordrevne libanesere og de omfattende fysiske ødelæggelser i forbindelse med krigen fået opbakningen til at tage endnu et drastisk dyk.
Hizbollah er altså oppe imod en stærk folkelig uvilje, hvilket kan true bevægelsen som politisk parti og dermed decimere dens indflydelse på Libanons fremtidige udvikling.
Hertil kommer, at en meget stor del af Hizbollahs ledelse er blevet elimineret af israelerne, mens betragtelige dele af de omfattende våbenarsenaler menes at være blevet bombet bort. Og endelig har der gennem de seneste uger været mange tegn på, at Iran gerne vil nedtone forbindelsen og ikke mindst den rigelige våbenstøtte til Hizbollah.
Netanyahu vejrer sejr
Da Hamas angreb Israel for mere end et år siden, var det dels hensigten at tage israelerne på sengen for derved at bryde den israelske opfattelse af usårlighed.
Afskrækkelseseffekten, som altid har været en del af landets forsvarsdoktrin, led et alvorligt knæk. Men det var også planen at sætte hele regionen i brand, hvilket dog kun lykkedes i begrænset omfang.
Hizbollah tøvede længe med at gå i åben konfrontation med israelerne, men sagde dog, at man ville blive ved med at presse Israel militært nordfra, til der var indgået en våbenhvile i Gaza. Denne ultimative betingelse begyndte gradvist at smuldre gennem de seneste måneder, hvor Hizbollah med tiltagende tydelighed sagde, at de ikke længere identificerede sig med Hamas’ kamp. Det kan betegnes som et afgørende gennembrud, og det var i sig selv et tegn på, at Hizbollah søgte en vej ud af krigen.
Netanyahu-regeringen synes at være kommet styrket ud af krigen mod Hizbollah, og at dømme efter den offentlige debat i de israelske medier og sociale platforme er der også bred folkelig opbakning
Netanyahu kan på mange måder betragte våbenhvilen som en slags sejr. Da våbenhvileforslaget tirsdag blev drøftet i det israelske sikkerhedskabinet, stemte 10 ministre for en godkendelse, mens kun en enkelt stillede sig imod. Det var Itamar Ben Gvir fra den radikale højrefløj, og selv om han truede med at forlade regeringen i protest mod en våbenhvile, har han efterfølgende trukket kraftigt i land.
Netanyahu-regeringen synes altså at være kommet styrket ud af krigen mod Hizbollah, og at dømme efter den offentlige debat i de israelske medier og sociale platforme, er der også bred folkelig opbakning.
Det kan også komme Netanyahu til gavn, at våbenhvilen lægger op til en gennemgående drøftelse af den israelsk-libanesiske grænse. Siden den første krig i 1948-49 har denne aldrig været formelt godkendt af de to naboer og har derfor stadig en vis karakter af våbenhvilelinje.
Et vigtigt udestående her er Sheba’a, en flig ubeboet land på 22 kvadratkilometer, som både Libanon og Syrien gør krav på, men som israelerne holder besat som en del af Golanhøjderne.
At Israel således holder et stykke af Libanon besat, er faktisk et af Hizbollahs hovedargumenter for gruppens fortsatte eksistens som væbnet gruppe, idet man dermed forsvarer landets interesser mod den zionistiske fjende. Hvis man med andre ord kunne forhandle denne sag på plads og skabe en internationalt anerkendt grænse, ville man fjerne en del af Hizbollahs eksistensberettigelse, lyder denne tænkning, der vækker en vis optimisme.
Fortsat krig i Gaza
Når alt dette er sagt, vil Netanyahu med stor sandsynlighed ikke lytte til Hamas, når bevægelsen taler om våbenhvile. Det er en almindelig vurdering, at den israelske premierminister har brug for krigen, for på den måde kan han holde sig et par truende retssager fra livet. Han har altså en personlig interesse i krigen, og nu, efter våbenhvilen med Hizbollah, kan han siges at have fået friere hænder til at koncentrere sig om sit mål, som er den totale sejr over Hamas.
Forude venter den store omrokering af hele Mellemøsten, som Trump var godt i gang med i sin tidligere præsidentperiode
En aftale om gidseludveksling, som det hedder i Hamas’ seneste melding, vil Netanyahu ikke kunne betragte som en total sejr. Han ved godt, at han vil have et stort forklaringsproblem i forhold til den israelske befolkning, hvis en stor del af de resterende 101 gidsler kommer hjem i ligposer, hvilket står som overvejende sandsynligt.
For Netanyahu vil dette være et lidet glorværdigt udfald af mere end et års krig, så han søger et endnu større resultat, som i hans øjne er den fuldstændige fjernelse af Hamas.
Derfor vil krigen i Gaza formentlig fortsætte uden optræk til våbenhvile. I den forbindelse står det nemlig som en klar mulighed, at Netanyahu nu har tænkt sig at vente på, at Donald Trump rykker ind i Det Hvide Hus den 20. januar. Denne har nemlig ved flere lejligheder sagt, at han vil søge at få afsluttet krigen i Mellemøsten så hurtigt som muligt, og med Trump ved roret kan det nok tænkes at komme til at ske med ganske ublide midler.
For forude venter den store omrokering af hele Mellemøsten, som Trump var godt i gang med i sin tidligere præsidentperiode. Han tegnede konturerne med de såkaldte Abraham-aftaler, hvor han i oktober 2020 var fødselshjælper for en slags normalisering mellem Israel, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Sudan og Marokko.
Umiddelbart før 7. oktober sidste år var Saudi-Arabien efter alt at dømme på nippet til at tage springet. Og selvom præsidenten på det tidspunkt hed Joe Biden, ligger det som en oplagt mulighed, at Trump nu vil fortsætte i dette spor.
Saudi-Arabien har allerede antydet at ville genoptage denne proces, nu dog med den betingelse, at Israel siger god for en tostatsløsning – altså en palæstinensisk stat på Vestbredden og Gazastriben.
Men sauderne har også antydet, at de vil investere milliarder i den libanesiske økonomi, hvis Hizbollah lægger våbnene, og dette tegner nogle nye perspektiver for helt andre allianceforhold i hele regionen.
Det er et kynisk spil, og det er ikke mindst kynisk, når man tænker på den humanitære situation i Gaza. Men det kunne ligne en tanke, at Netanyahu nu har blikket rettet mod Trump, der som ham selv er ligeglad med ideologiske overvejelser, men går efter ”the great deal”.
Det er sådan en, der kan være på vej til Mellemøsten, og derfor har det ingen hast for Netanyahu at afslutte krigen i Gaza.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
