Kære Flemming Chr. Nielsen: Her er den kristendom, jeg tror på

i Liv & Mennesker/Tro og eksistens af

KOMMENTAR // TRO – “Døden kommer. Den kommer af sig selv, og den kan passe sig selv. Men det kan livet ikke. Gud er Gud for de levende, og dine handlinger er din friheds tilsynekomst. Mennesket eksisterer i kraft af sine livsytringer, i kraft af sine handlinger”. Det skriver jurist og grundtvigianer Torkil Rasmussen i et svar til forfatter Flemming Chr. Nielsen, der forleden berettede i POV om kristendommen i Danmark og den hedenske tro, der fulgte med.  Torkil Rasmussen læste Nielsens budskab og blev forstemt, skriver han i sit åbne brev, der også forklarer hvorfor.

ESSAY – Forfatter Flemming Chr. Nielsen skrev i sidste uge en lærd artikel i POV om kristendom og hedenskab i Danmark med overskriften ”Herrens veje- eller afveje”. Der skal, som han skriver, findes en ophængskrog til enhver artikel om tro og kristendom, og Nielsen valgte den prøvede provst August Kroghs fra tv-serien ”Herrens Veje”.

Jeg har læst den interessante og velskrevne artikel et par gange og føler trang til at spørge, hvilken krog Nielsen mon selv har valgt – for sig selv, om nogen.

Jeg kan have misforstået budskabet, men mit indtryk er, at han ikke mener, at Danmark er et kristent land, men at kristendommen blot har eksisteret som kristen hedenskab fuld af manipulation, tvang og ondskab.

Selv blev jeg ærlig talt ked af det efter at have læst med.

August Krogh fra TV-serien, ‘Herrens Veje’ – foto Tine Harden, DR pressefoto.

Jeg er ikke teolog, kun kristen, og måske står jeg som Palle alene i verden med min opfattelse. Du skriver om folkeoptællingen i 1840 i København med fordelingen af trosretninger. Der mangler én i forhold til befolkningstallet (tæl selv efter). Ham kan jeg så måske efterligne. Han og jeg kan så dyrke vores kristendom ved alteret for den ukendte gud, som du også omtaler. Men ellers vil jeg betegne mig som glad lutheraner og grundtvigianer.

Min kristendom hviler på Bibelens ord om, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og at du skal elske din næste som dig selv. Det dobbelte kærlighedsbud med andre ord.

På disse to enkle og trøsterige bud hviler hele loven og profeterne. Der finder jeg min krog eller de hængsler, Seidelinerne taler om i deres bibeloversættelse.

Selv tror jeg ikke på et evigt liv efter døden. Eller rettere sagt, det er noget, jeg ikke ved noget om og derfor heller ikke bekymrer mig om

Vi behøver strengt taget ikke huske mere end det og forsøge at leve efter det. Jeg er i hvert fald sikker på, at Gud ville være ret tilfreds med os, hvis vi helhjertet gjorde forsøget!

En indlysende grund til at respektere det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og din næste er hensynet til dig selv.

Det kan måske lyde sælsomt, men for mig er det klart: Hvis du elsker Gud og forsøger at opføre dig anstændigt og søger at hente styrke i troen til at gøre gavn, hvor vi har muligheden, og behandler vores medmenneske anstændigt, bærer det lønnen i sig selv.

Og her forsvandt tvangen, udnyttelsen og ondskaben ud af kristendommen for mig.

Lønnen er det evige liv, der efter min opfattelse nemt kan være det samme som det sande levede liv her på Jorden. Gad vide, om sand og evig er det samme ord på aramæisk?

Selv tror jeg ikke på et evigt liv efter døden. Eller rettere sagt, det er noget, jeg ikke ved noget om og derfor heller ikke bekymrer mig om.

Min Gud er heller ikke en straffende Gud, der lover den onde, evige pinsel i helvede.

Hvem er i øvrigt god og hvem ond? Jeg mener nok, at vi alle grundlæggende er onde og selvoptagne. Det er måske hårdt trukket op, men et udsagn om det modsatte, altså at mennesket er født godt, kalder på stærke protester hos mig.

Gud er heller ikke en belønnende Gud, der lover englekår i paradis. Nej, Han er en god Gud, der lover os sandt liv her på Jorden, hvis vi følger kærlighedsbudene. Og her bestemmer vi selv.

Og når vi gør forkert, har vi heldigvis også en tilgivende Gud.

Ateisten vil nok ikke tro alligevel. Han må så nøjes med at tro på vejrudsigten

Jamen, kan man tro på en sådan god og kærlig Gud, der gør livet så let for os? Livet!

De irreligiøse trækker som regel eksempler frem fra Det Gamle Testamente eller skrækeksempler fra livet omkring os, som Gud så gøres ansvarlig for, og så er der ingen god Gud eller i det hele taget nogen Gud.

Foto: Aaron-burden – Unsplash

Hvorfor er det mon altid Det Gamle Testamente, der skal fremdrages? Historien om verdens skabelse på seks dage, Eva, der skabtes af Adams ribben osv. Kan du ikke se det, siger ateisten. Det kan da ikke passe. Det kan du da ikke tro på.

Og nej, det kan jeg ikke. Meget af det, der står i Det Gamle Testamente, er smukt og inspirerende – noget er ikke. Måske kunne man kalde store dele af det for jødernes sagnhistorie. Det har ingen betydning for mig som kristen.

Det Nye Testamente er straks sværere for ateisten, der så i stedet tager fat på krigene, katastroferne og ulykkerne. Hvordan kan Gud lade dem finde sted, når Han er så almægtig og så god?

Det spørgsmål stillede i øvrigt allerede filosoffen G.W. Leibniz for flere hundrede år siden. Teodicéproblemet, et ord der hentyder til Gud og retfærdighed.

Svaret er, tror jeg, at Gud slet ikke blander sig i det.

Hvad er det også, mennesket taler om? En Gud, der griber ind, hver gang det kniber, eller hver gang mennesker har bragt sig i vanskelige situationer?

Nej, mennesket har sin frihed og kan selv bestemme. Guds kærlighed er for alle, men den består ikke i, at Gud rager kastanjerne ud af ilden for os.

Det er svært, når det for eksempel går ud over børn, eller når retfærdigheden efter vores egen mening i den grad bliver trådt under fode, som vi ofte ser det ude i verden og herhjemme.

Men sådan er det altså. Og vores uhindrede selvbestemmelsesret er netop en del af det, der gør livet så tiltrækkende, skræmmende og tiltrækkende, skræmmende tiltrækkende. Vi er ikke fatalister.

Min afdøde svigerfader, der var præst, stillede spørgsmålet til sine kommende konfirmander: ”Hvad er mennesker mest bange for”? Ingen af de unge mennesker kunne svare rigtigt. De gættede på sygdom, helvede, Guds straf eller døden. Svaret fra min svigerfader var: Medmennesket. De andre mennesker er din største frygt

Og hvorfor skal min kristendom hænges op på alle de katastrofale gerninger, som kristendommens såkaldte tjenere har udøvet i fortiden?

Ateisten vil nok ikke tro alligevel. Han må så nøjes med at tro på vejrudsigten.

Jeg kan dog trøste med, at Gud elsker ateisten lige så meget som andre. Vi har samme muligheder her i livet, og den skæbne, der venter ham eller hende i døden, er nok den samme som for alle andre.

Hvad så med trosbekendelsen, hvor det siges, at vi tror på kødets opstandelse (og det evige liv)?

Jeg vil tillade mig at fremhæve, at det ikke står i Bibelen og ikke er noget, Jesus har sagt.

Hvad Jesus derimod sagde to gange i lignelsen om den fortabte søn, efter denne kom tilbage efter sit udsvævende liv: ”Lad os feste, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet”.

Begreber som tilgivelse, hensynsfuldhed, indlevelse osv. er blot andre facetter af kærlighedsbuddet. Jeg kan ikke huske, hvor jeg hørte det eller læste det, men engang faldt jeg over følgende salve:

”Morten, hvis du har problemer med dit følelsesliv, så find dig en psykolog, for jeg er pisseligeglad”.

Uha. Morten havde nok problemer, men han, der sagde sådan, havde dem måske større. Han kunne have brug for at forstå det dobbelte kærlighedsbud. Han prøvede måske på den mest ukærlige måde at frigøre sig for sin største angst.

Der har været markedsundersøgelser om, hvad der er Mortens vens og vores andres største angst: Jeg tror, det var højder og tandlæger, der toppede.

Min afdøde svigerfader, der var præst, stillede spørgsmålet til sine kommende konfirmander: ”Hvad er mennesker mest bange for”?

Ingen af de unge mennesker kunne svare rigtigt. De gættede på sygdom, helvede, Guds straf eller døden.

Svaret fra min svigerfader var: Medmennesket. De andre mennesker er din største frygt.

Døden kommer. Den kommer af sig selv, og den kan passe sig selv. Men det kan livet ikke

Men jeg vil påstå, at kristendommen også har et bud på en løsning eller i hvert fald et svar her:

Hvis vi bryder os om hinanden og kan tilgive hinanden, er der ingen grund til at være bange for medmennesket. Tilgivelsen stopper hævnens kredsløb.

Det er sådant et liv, jeg ønsker mig at leve.

Døden kommer. Den kommer af sig selv, og den kan passe sig selv. Men det kan livet ikke. Gud er Gud for de levende, og dine handlinger er din friheds tilsynekomst. Mennesket eksisterer i kraft af sine livsytringer, i kraft af sine handlinger.

Så Flemming Chr. Nielsen, nu er jeg glad igen.

Topillustration: Pixabay. 

Torkil Rasmussen er født i Stubbekøbing, opvokset i Maribo og blev cand.jur. fra KU i 1964. Han har arbejdet som advokat i København fra 1968-70, hvor han også lejlighedsvis underviste i jura på KU og senere andre steder. Han arbejdede også i Landsskatteretten og i Undervisningsministeriet
Han flyttede i 1970 til Sønderjylland, hvor han søgte ind ved domstolene og arbejdede som dommerfuldmægtig og retsassessor. Fra 1981-93 var han civildommer i Kolding og fra 1993-2008 arbejdede han som administrerende dommer i Skanderborg og derefter i kortere tid som dommer i Aarhus. Ved pensionsalderen vendte han dog tilbage til gerningen som advokat i Aarhus fra 2008 - 2013. I de sidste fem år forligte han bl.a. danmarkshistoriens første erstatningssag for dårlig bankrådgivning med positivt resultat for kunderne og opnåede en særlig popularitet i straffesager mod indvandrere i og rundt om Aarhus. I sin fritid er Torkil en ivrig golfspiller efter at have sagt farvel til et aktivt liv som old boys fodboldspiller og lejlighedsvise triumfer på tennisbanen. Privat er han gift med Eva og er far til fire børn. Torkil bor i Skanderborg.

Seneste artikler om Liv & Mennesker