Prinsessen på Tinder – et filosofisk essay om drømmen om det gode liv

i Liv & Mennesker/Kærlighed & sex af

LONGREAD // KÆRLIGHED – Er der en forbindelse mellem kærlighed og det gode liv? Hvorfor forelsker vi os i partnere, der ikke altid er hensigtsmæssige for os? Og bliver man lykkelig af at få noget smukt? Anette Helsvigs erfaringer med datingappen Tinder satte gang i en refleksionstrøm over kærlighedens væsen og en søgen efter svar. 

For et stykke tid siden besluttede jeg at prøve lykken på Tinder. Fuld af optimisme skrev jeg en kort profiltekst og uploadede et vellignende foto – og så var det bare at vente. Efter tre måneder var min krop gul og blå indeni.

Jeg mødte mænd, der profilerede sig med ligegyldige profilfotos af effekter som koste, bilmåtter og cykeldele – derudover mødte jeg også en del falske profiler. Der var prinser, jeg valgte fra og andre jeg valgte til, men hvor kommunikationen ikke udviklede sig udover det første ‘Hej!’. Det var mere reglen end undtagelsen.

Pludselig en dag toner amerikaneren frem på min profil. Heldigvis er vi et gensidigt match. Amerikaneren er en voksen mand, veluddannet, attraktiv og kærestepotentiale. Vi skriver sammen i en månedstid, men en grå trist regnvejrsmorgen er han væk – uden et ord. Det viser sig senere at profilen er falsk, og billederne tilhører en anden mand.

Er der et link mellem kærlighed og det gode liv? Hvis kærlighed er linket til det gode liv, gælder det så også den romantiske kærlighed?

Der kan være mange vigtige grunde til, at mænd og kvinder vælger at præsentere sig vidt forskelligt på Tinder. Men som i H.C. Andersens eventyr om Prinsessen på ærten, hvor en af prinsesserne ikke kunne acceptere, at prinsen piller næse, møder jeg også min begrænsning. Selv om jeg ikke længere bruger Tinder, tænker jeg stadig meget på kærligheden. Mine tanker er koncentreret omkring tre spørgsmål: Er der kun er én form for kærlighed, uanset hvem eller hvad den rettes mod? Er der et link mellem kærlighed og det gode liv? Hvis kærlighed er linket til det gode liv, gælder det så også den romantiske kærlighed?

Ifølge Danmarks Statistik er der ca. 1,6 millioner enlige voksne i Danmark. Nogle af disse personer ønsker et singleliv, men de mange datingportaler fortæller en historie om mænd og kvinder der søger efter en partner. Andre, søger måske et dopamin tilskud, og Tinder dækker dette behov med et enkelt swipe til venstre eller højre.

Som udgangspunkt tror jeg, at kærlighed er et essentielt menneskeligt behov. Min teori er, at menneskets søgen efter kærlighedsrelationer livet igennem stammer tilbage til vores biologiske betingelser. For at overleve er menneskebørn afhængige af en kærlig primærperson, der tager sig af dem. Selvom selvstændigheden er det ultimative mål for det moderne menneske, starter vores liv med dyb afhængighed af et andet menneske fra undfangelsen – qua navlestrengen, som er fosterets livslinje. Det er et faktum vi ikke kan lave om på, heller ikke selv om tidens trend hylder selvstændigheden.

Moderne mennesker følger ofte psykologiske selvhjælpsbøger og spirituelle vejledere i deres søgen efter kærlighed, lykke og det gode liv. Det har jeg også gjort, dog uden at finde svar på hvad den romantiske kærlighed består af. Jeg fandt heller ikke et entydigt svar på, hvad det gode liv består af. Det moderne menneske bryder sig normalt ikke om at være afhængige af andre mennesker, og vi konfronteres da også konstant med vores selv: Vi skal være selvstændige individer i konstant bevægelse mod et bedre selv. En bedre udgave af os selv fra dag til dag. Udleve vores drømme – og har vi ingen, må drømmene skabes. Det er heldigvis nemt i den digitale tidsalder.

I kampen om at have det perfekte liv spiller de sociale medier en vigtig rolle for det moderne menneske. Datingapps og tjenester som Facebook, Instagram og Snapchat tilbyder en teknologi hvor vi kan iscenesætte vores liv fra dag til dag uden grå morgenstunder. Drømmen om det perfekte liv kan skabes virtuelt – og det var måske, hvad jeg oplevede med amerikaneren, som omhyggeligt havde udvalgt en smuk succesfuld mands identitet til at bygge sit eget liv op omkring. Oplevelsen minder mig om min fascination af sæbebobler, der reflekterer de smukkeste farver mens vinden og lyset leger med dem, indtil de pludselig brister uden at efterlade spor.

Som voksne har vi ikke brug for kærlige primærpersoner for at overleve, som spædbarnet har. Men antropologiske studier viser, at vi har brug for nære sociale relationer for at have et godt liv. Personligt skelner jeg mellem nære relationer, begrebet kærlighed og romantisk kærlighed: En nær relation forstår jeg som relationer mellem kolleger eller venner. Kærlighed er for mig en dybere følelse (mere uselvisk), der kommer til udtryk mellem mennesker, partnere, forældre/børn eller den kan være rettet mod dyr eller objekter. Men den romantiske kærlighed ser ud til at have et ekstra element af noget ukontrollerbart, sårbart og flygtigt.

Kærlighedens ansigter

Jeg er delvist opvokset med romantiske forestillinger om kærlighed baseret på eventyr som Prinsen på den hvide hest og Prinsessen på ærten. Begge eventyr drejer rundt om ideen, at man først skal gå så grueligt meget igennem før man møder den ægte kærlighed. I de to eventyr er den ægte kærlighed rettet mod en rigtig prinsesse. I Prinsen på den hvide hest rider prinsen ud i verden for at finde sin prinsesse. Det varer heller ikke længe, før prinsen møder en smuk prinsesse som forelsker sig i ham. Men desværre piller prinsen næse, og det kan prinsessen ikke acceptere.

På sin videre rejse møder prinsen en smuk fattig syerske. Syersken og prinsen forelsker sig i hinanden, bliver gift og lever lykkeligt til deres dages ende. I eventyret om Prinsessen på ærten søger prinsen også en smuk prinsesse. Hans problem er, at han ikke ved om de prinsesser, han møder, er rigtige prinsesser.

Skæbnen vil, at en regnfuld aften blev der banket på byens port. Uden for porten står en medtaget ung kvinde som påstår, at hun er en prinsesse. Den gamle dronning er skeptisk og sætter sig for at teste, om den fremmede kvinde taler sandt. Dronningen lægger en ært på bunden af sengen, som kvinden skal sove i, og ovenpå den 20 madrasser og 20 edderdunsdyner. Det viser sig, at kvinden er en rigtig prinsesse, fordi hun ikke lukker et øje hele natten på grund af ubehaget med at ligge på ærten. Prinsen erklærer herefter, at hende vil han giftes med, for hun er en rigtig prinsesse.

I antikken var det gode lig med at efterstræbe dyderne. Det er karaktertræk, det vise menneske kan opdyrke. Sokrates taler om fem grundlæggende dyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, mådehold og gudfrygtighed. Hos Platon omdøbes de fire første dyder til “kardinaldyderne”. Senere tilføjer kristendommen: tro, håb og kærlighed

I de to eventyr er det en samfundsmæssig præmis, at prinsen skal gifte sig og få børn med en smuk prinsesse. Eventyrerne fortæller en historie om at leve op til nogle sociale regler: Finde den rigtige partner (som er en ung og smuk prinsesse), blive gift og få børn. De sociale konstruktioner brydes i eventyret om prinsen og syersken, der forelsker sig i hinanden, men genoprettes når kvinden tildeles titlen prinsesse. Eventyrerne skildrer en kærlighed rettet mod én person, som på en eller anden måde gør sig mere fortjent til ens opmærksomhed end andre personer. Kærlighed baseret på sociale konstruktioner, kan have reproduktion som sit formål. Hvis kærlighedens mål er at opretholde menneskeheden, reduceres den romantiske kærlighed til et redskab.

I det antikke Grækenland blev der også fortalt historier. I antikken var det kun mænd, der var indbudt og bidrog med deres tanker ved sociale sammenkomster. Tidens kultur accepterer biseksuelle mænd, mens kvinders seksualitet handler om reproduktion. Platon foretager et usædvanligt træk og ligestiller mand og kvinde. Platon lader kvinden Diotima komme med den endelige definition af eros gennem Sokrates’ tale. Scenen udspiller sig i et privathjem i 416 fvt. hvor deltagerne er indbudt til at hylde Eros, elskovens gud.

Platons Symposion er skildret af den tyske kunster Anselm Feuerbach i værket ‘Das Gastmahl des Plato’ (1873), Wikimedia Commons.

I Symposion refereres komikeren Aristophanes for at fortælle en mytologisk fortælling om, at der engang levede dobbelt så mange mennesker på jorden. Men da guderne oplever det som en trussel, bliver menneskene halveret. Det skulle være forklaringen på, at mennesker går rundt og søger efter deres anden halvdel. De søger at blive hele mennesker ved at forene sig med den del af sig selv, som de har mistet. Aristophanes skildrer med historien, hvorfor mennesker er motiveret til at danne parrelationer, men hans historie fortæller ikke hvad romantisk kærlighed består af. På sin vis lever fortællingen videre i vor tid, da partnere ofte refererer til den anden som deres bedre halvdel.

Agathon beskriver herefter kærlighed (i betydningen eros) som ungdommelig, smuk, vis og kilden til al menneskelig dyd. Hertil spørger Sokrates, om han mener objektet eller dyden? Sokrates svarer selv på spørgsmålet med en fortælling af Diotima. Hun mener ikke eros er en gud, men en slags daimon (noget, som er midt imellem). Argumentation lyder, at eros hverken er smuk eller god, fordi mennesker søger og begærer ikke det, de allerede har. Eros kan heller ikke være en gud, for de er smukke og lykkelige. Ingen guder begærer visdom, for det har de allerede. De dumme begærer heller ikke visdom, fordi de ikke mener, de mangler noget. Man begærer det, man er bevidst om ikke at have selv. Da eros ikke er smuk, nærer han kærlighed og elskov til det smukke.

Spørgsmålene lyder nu, om man bliver lykkelig ved at få noget smukt? Og bliver man lykkelig ved at få noget godt? Svaret er, at mennesker søger det gode og ønsker det altid vil være der for dem. Eros fortolkes her som en renere form for kærlighed – en dyd, fremfor at være baseret på romantisk kærlighed rettet mod et objekt.

Ifølge Diotima er det formen af skønhed, mennesker skal efterstræbe. Kærlighedens form er ikke det unge, smukke og vise. Antikkens sprog er svært at overføre til nutidens sprog og livsstil. Desuden har eros en anden betydning for det moderne menneske. Den form for kærlighed Diotima skildrer er en overordnet kærlighed relateret til det gode. I antikken var det gode lig med at efterstræbe dyderne. Det er karaktertræk, det vise menneske kan opdyrke. Sokrates taler om fem grundlæggende dyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, mådehold og gudfrygtighed. Hos Platon omdøbes de fire første dyder til “kardinaldyderne”. Senere tilføjer kristendommen: tro, håb og kærlighed.

Paulus’ definition af næstekærligheden og Diotima’s beskrivelse af eros er begge linket til det gode liv. De skildrer en overordnet kærlighed, men svarer ikke på mit spørgsmål om hvorvidt romantisk kærlighed er essentiel for at have et godt liv

Hvis kærligheden i sin overordnede form er forbundet til det gode, giver det mening at kigge på Bibelens definition af kærlighed i Det Nye Testamente. Der er ikke tale om kærlighed til en bestemt person eller kærlighed baseret på sociale konstruktioner, men derimod om en eksistentiel form for kærlighed. Paulus skriver, at selvom en person kan tale i tunger, kender alle hemmeligheder, har kundskab og tro, kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed er personen intet. Denne specielle form for kærlighed er: tålmodig, mild, praler ikke og bilder sig ikke noget ind. Den er sømmelig, søger ikke sit eget og bærer ikke nag. Den tåler, tror og udholder alt. Det er en kærlighed der rummer og favner mennesket i sin egen ret. Den form for kærlighed Paulus beskriver, er næstekærligheden.

I Markusevangeliet står der: “Du skal elske din næste som dig selv”. Det indebærer at næstekærligheden er baseret på et påbud om at sidestille kærlighed til den anden med kærlighed til en selv og visa versa. Det vil sige, at den anden har en ret i sig selv, på samme måde som det individuelle menneske har en ret i sig selv. Det er en pligt at praktisere næstekærlighed, og den står derfor i kontrast til den romantiske kærlighed, som ikke kan dikteres eller opdyrkes efter behov.

Paulus’ definition af næstekærligheden og Diotima’s beskrivelse af eros er begge linket til det gode liv. De skildrer en overordnet kærlighed, men svarer ikke på mit spørgsmål om hvorvidt romantisk kærlighed er essentiel for at have et godt liv. Eksemplerne viser, at kærlighed kan have forskellige former og udtryk: Kærlighed kan være baseret på en social konstruktion, som i eventyrernes verden. Kærlighed kan være rettet mod skønhedens form, som i antikken. Kærlighed kan være eksistentiel som næstekærligheden og baseret på pligt.

Den umulige kærlighed

Mennesker forelsker sig på tværs af socioøkonomiske faktorer som: køn, alder, seksualitet, race, religion, social og økonomisk status. Det åbner op for spørgsmålet: Hvorfor forelsker vi os i partnere, der ikke altid er hensigtsmæssige for os, eller som ikke passer ind i vores allerede definerede liv? Har den romantiske kærlighed et ekstra element, som mennesket ikke kan kontrollere? En søgning på Google viser, at der er andre definitioner af eros gennem tiden. Blandt andet har H.C. Andersen skrevet et eventyr om amor. Eros og amor bruges synonymt gennem historien til at beskrive forelskelsens væsen.

I eventyret Den uartige dreng beskriver H.C. Andersen en pludselig uventet form for betagelse af et andet menneske. Den gamle digter i eventyret falder nærmest ind i forelskelsen mod hans egen vilje, da han rammes af amors pil. Historien lyder, at det er et forfærdeligt regnvejr, da det banker på digterens dør. Uden for står en drivvåd lille nøgen dreng med øjne som stjerner, og det smukkeste lange gule krøllede hår. Med sig har drengen en flitsbue, som spiller en vigtig rolle i historien. Da den lille dreng har fået varmen, samler han flitsbuen (som også er tørret) op fra gulvet, og skyder pludselig en pil i digterens hjerte. Hvorefter han løber leende ud ad døren. Det er en smertefuld oplevelse for den gamle digter. Han gør det til sin livsopgave at advare alle mod den uartige dreng med flitsbuen. Men advarslerne virker ikke, og unge som gamle rammes stadig den dag i dag af amors pil.

Hvis forelskelsen er determineret af neurobiologien, som videnskaben argumenterer for, ser det ud til, at forelskelsen aktiveres af kærlighedshormonerne oxytosin og betaendorfin. Dette argument åbner for nye spørgsmål

Jeg tror eventyret er et forsøg på at beskrive, hvad der sker, når vi pludselig og uventet betagelses af et andet menneske. I eventyret er følelsen tæt forbundet med smerte. Andre beskriver forelskelse som en form for galskab beslægtet med sindssyge. Det ser ud til, at den romantiske kærlighed kan være determineret af forskellige behov som begær efter et bestemt objekt, reproduktion, biologi eller baseret på sociale konstruktioner – eller måske en kombination af flere faktorer.

Den romantiske kærlighed udfolder nye spørgsmål om, hvad motiverer mennesker til at forelske sig, eller ‘fall in love’ som det hedder på engelsk? Det engelske sprog indikerer, at det er noget voldsomt og pludseligt der sker, som i eventyret om Den uartige dreng. Hvis forelskelsen er determineret af neurobiologien, som videnskaben argumenterer for, ser det ud til, at forelskelsen aktiveres af kærlighedshormonerne oxytosin og betaendorfin. Dette argument åbner for nye spørgsmål som: Har alle mennesker lige adgang til at aktivere hormonerne? Eller aktiveres de kun under specielle omstændigheder? Har forelskelsen et formål i sig selv? Kan disse hormoner aktiveres via et online medie som Tinder, eller kræver det man mødes i det virkelige liv?

Jeg har forsøgt at definere forskellige former for kærlighed, og jeg startede med at spørge, om den romantiske kærlighed er linket til det gode liv. Den romantiske kærlighed viser sig at være begærlig, egocentrisk og favoriserer et eller flere objekter på bekostning af andre. Den romantiske kærlighed adskiller sig i sin form både fra antikkens erosbegreb og næstekærligheden, fordi den udleves på et individuelt plan.

Jeg mener derfor ikke, at den romantiske kærlighed kan linkes til det gode liv på et ophøjet essentielt plan, men kun i forhold til det enkelte menneskes livssituation. Tinder og andre online datingportaler er populære, fordi de er baseret på menneskets behov for at søge efter det, de ikke selv har. De sociale platforme materialiserer den romantiske kærligheds flygtighed, mens der swipes til højre eller venstre og mulige partnere vælges fra og til på basis af lynhurtige valg. De ubesvarede spørgsmål handler om grundlaget for vore valg: Er det tilfældige valg? Er det intuitive, forstandsmæssige eller determinerede valg?


Topillustration: Caravaggio, ‘Amor Victorious’, 1601-1602, Wikimedia Commons.  

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Anette Helsvig er cand. mag. i filosofi fra Københavns Universitet. Hun skriver om moralske og etiske spørgsmål og er specielt interesseret i begrebet anerkendelse. Hun har fokus på menneskers sociale og kulturelle livsbetingelser.

Filosofien er hendes oase. Det er her tankerne eksperimenterer, tumler, klatrer, falder, slår sig og kommer på benene igen. Hendes mål er, at introducere filosofien i et sprog der appellerer til det moderne menneske.

Foto: Eskil Frøding.

Seneste artikler om Liv & Mennesker