Herrens Veje – eller Afveje

af i Bøger/Featured/Kultur/Liv & Mennesker

KRISTENDOM OG HEDENSKAB – Når der i medierne skrives om tro og kristendom eller fravær af samme, kræves ofte en krog. Artiklen skal gerne hægtes op. Og hvem kan symbolsk være en mere aktuel krog end den tidehvervske provst Krogh i tv-serien Herrens Veje? Forfatter Flemming Chr. Nielsen beretter om kristendommens vej i Danmark – og den hedenske tro, der upåagtet stædigt fulgte med. Artiklen er tilegnet “provst Krogh” og de mænd og kvinder, som uden at blinke nedfældede i regeringsgrundlaget, at ”Danmark er et kristent land.”

Vi lever ifølge regeringsgrundlaget og provst Krogh i ”et kristent land,” og kristendommen har fulgt os, siden Harald Blåtand ”gjorde danerne kristne.”

Men det synes at være en national myte, for det var kirken selv, som arrangerede en på overfladen kristen danmarkshistorie, og hvad menigmand havde af hedenske forestillinger og troede på, interesserede ikke ret mange.

Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år, 2018

I titusinder af sider om folkeminder er der så godt som intet spor af kristen inderlighed, og vore salmer er skrevet af et veluddannet og lærd mindretal i de samfundslag, som modsat jævne folk mente at kende Herrens Veje.

Men hvorfor gik folk så i kirke, og hvorfor lod de deres børn døbe? En nærliggende forklaring kunne være, at indtil 1845 var der bødestraf for ikke at komme til gudstjeneste, og indtil 1857 kunne udøbte ikke arve deres forældre.

I bogen Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år har jeg forsøgt at opspore den hedenske tro, der i århundreder gemte sig bag en officiel kristendom.

Nedenstående artikel er en revideret og omskrevet udgave af bogens afsluttende kapitel – her tilegnet provst Krogh og de mænd og kvinder, som uden at blinke nedfældede i regeringsgrundlaget, at ”Danmark er et kristent land.”

Hvem var hest – hvem var rytter?

Modsat hedenskabet er ’kristendommen’ fortsat solidt forankret i det ’oplyste’ Danmark, og det har den været i århund­reders forudgående mørke. Ganske vist var den altid præget af tidsånden (de poli­tiske, sociale og økonomiske magtfaktorer), eller omvendt var tidsånden præget af kristendom­men, og det lader sig ikke uden videre afgøre, hvem af de to der i en given periode fungerede som hest, og hvem der var rytter.

Igennem tusind år afløser diverse kirkelige retninger, forbud, påbud og forordninger hin­anden, mens menigmand formummet og måbende ser til, og nogen går sågar i deres religiøse vildelse syv gange baglæns rundt om kirken

Men tag det element af uhygge ud af danmarkshistorien, som på en eller anden måde skyldes kri­stendommen eller vel rettere det menneskelige snæversyn, og Dan­ske Lov af 1683 ville ikke have fastslået, at ”hvem som overbevisis at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tun­gen le­vendis af hans Mund udskæris, dernæst hans Hoved af­slais (sic!), og tillige med Tungen settis paa een Stage.”

Retfærdigvis skal tilføjes, at gudsbespottelse kun i ringe omfang blev retsforfulgt. Nogle få sager blev i Danmark forelagt Det Teologiske Fakultet, men sagerne handlede for det meste om fulde sol­daters guds­forbandelser.

Kyradséren Jens Christensen havde i efteråret 1719 ikke bare forbandet Gud, men også den kvinde, der havde holdt ham over dåben, men ham lod de moselovskyndige professorer slippe med den lempelige indstilling til kongen, at kyradsér Christensen offentligt skulle skrifte sin syndighed og der­efter sidde nogle uger på vand og brød.

Mere bestandigt end tidsbestemte bibeludlægninger er det, at uanset dogmatikkens indhold i en tidsalders kristen­dom er det antallet af døbte og dermed kristne, som definerer, hvorvidt et land op­fattes som kristent.

Og kristen­dom måles traditionelt i udvendig kvantitet frem for indvendig kvalitet. Det gælder de nykristne, der ugen før har set offerbålene ryge på de hedenske altre, og det gælder for ka­tolicis­mens mange ydre betingelser til opnåelse af den evige lyksalig­hed og under 1500- og 1600-årenes heksefor­følgelser.

Det gælder også 1700-tallets første pieti­stiske halvdel og alle teologiske bølgebevægelser frem til 1800-årenes kon­firman­der, som fik deres karakterer indskre­vet i kirkebogen under betegnelsen ”Dom an­gaa­ende Kundskab.”

 Og det skønt en optælling utvivlsomt ville dokumentere, at der søndag formiddag holder flere biler på supermar­kedets parkeringsplads end på kirkens

Tilsvarende gælder det de dåbs-bekræftere (inklu­sive undertegnede), som i det 20. århundredes midte endnu frygtede at skulle stå på kirkegulvet i kundskabs-rangorden med de lære­nemme øverst og de tunge nederst og med rædsel tænkte på præ­stens advarende fortælling om Onan i Det Gamle Testamente, og til i dag, hvor det officielle rege­rings­grundlag fra både 2015 og 2016 efter alle de variationer i tugt og utugt, ret og vrang, ”Sand­hedens Herre” og ”Løgnens Herre” omsider kan fastslå, at Danmark er et kristent land.

Og det skønt en optælling utvivlsomt ville dokumentere, at der søndag formiddag holder flere biler på supermar­kedets parkeringsplads end på kirkens.

Tors hammer og det kristne kors side om side på døbefonten i Gettrup kirke i Thy. Åbenbart har støbemesteren været leveringsdygtig i begge religioner.

Med de skiftende former for indlæring er det svært at finde lighedspunkter mellem fortidens ud­gaver af kristendom og de ’moderne’ udgaver. Ét element ser dog ud til at gå igen, nemlig ’kirkens’ forsøg på at skabe instrumenter til social kontrol.

Kristen pendant til kriger-gilder i Valhal

Samme almenmenneskelige teknik blev sikkert brugt af det hedenske præsteskab, men kirken kunne udvide kontrollen via den tvungne kirkegang, der gjaldt indtil 1845, og via dåben, som indtil 1857 var en forudsætning for arveret.

Tilsvarende gennem menighedens for­håndsrespekt for præstens lærdom og gennem kirkebyg­nin­gens sær­egne stor­hed. Både respekten og storheden skulle vel oprindeligt bidrage til at gøre mennesket ydmygt og underdanigt og står i kontrast til den primære religion, hvis grund­lægger prædikede i en mental og geografisk ørken.

Bortset fra den sociale kontrol kan en charmerende illustration af varianternes mangfoldighed fin­des hos guldalderdigteren Car­sten Hauch, der på sit dødsleje i Rom lå og øvede sig i at forbedre sit franske. Engelsk kunne han ikke tale, men i det evige liv efter døden ville han gerne mødes og snakke med Shakespeare, og han vidste fra dialogen i Henrik den Femtes sidste akt, at Shakespeare kunne tale fransk.

Carsten Hauch kunne med akkurat samme selvfølgelighed have lært sig aramæ­isk for engang at konversere Jesus og disciplene. Så fast indgroet må troen på et kon­kret evigt liv have været i både det 19. og de forudgå­ende århundreder. En kristen pendant til de hedenske kriger-gilder i Valhal, hvor Odin tog imod.

Det evige liv som noget faktuelt er ikke længere gængs teologi, men det kan være lige så vanskeligt at definere en enty­dig ’moderne’ kristendom, når to teologer i en debat om Bjergprædiken og Ver­densdom eller et så vigtigt begreb som næstekærlig­hed uvægerligt geråder i ind­byrdes slags­mål.

Og som tilskuer kan man da beklage, at Vorherre ikke lod sin søn overbringe nogle mere umisforståelige bud­skaber til menneskeheden – eller man fristes til fra N.M. Petersens klassiske oversættelse af Njals Saga at citere referatet af de ustop­pelige dis­kussi­o­ner, der dengang og nu og fremover vil foregå ved troens lov­bjerge: ”Da blev der en saadan Ulyd paa Lovbjerget, at ingen hørte den andens Tale. Derpaa skiltes man fra hinanden, og mange tyktes, at dette vilde blive en hel Forstyrrelse.”

Vejsidebomber mod kristendom

Ved folketællingen i 1840 var der i København 120.819 indbyggere. Af dem var de 117.902 luthera­nere, 118 var reformerte, 550 var katolikker, 2248 var jøder, og med en enkelt registreret, men uiden­tificeret muslim og nul hedninge føjet til går regnestykket op.

Det, man har for sig er ikke Christendom men et uhyre Sandsebedrag, og Menneskene ere ikke Hedninger men lyksaliggjorte i den Indbildning at være Christne ( Søren Kierkegaard)

Blandt det overvældende lutheranske flertal befandt sig den 27-årige Søren Aabye Kierkegaard, der siden skulle udvikle sig til landets ypperste kristelige tænker, men som i sine sidste leveår – indtil 1855 – gav anledning til veritable vejsidebomber mod kristendommen eller rettere mod dens praksis, som Kier­kegaard kaldte for ”Christenhed.” Angrebet foregik i avisartikler og især i hans enmands-tidsskrift Øieblikket:

Den store Jellingsten med Danmarks ældste Kristus-billede, men uden kors-symbolet.

”Da Christendommen kom ind i Verden, var Opgaven ligefrem at forkynde Christendom. Det Samme er Tilfældet overalt, hvor Christendommen indføres i et Land, hvis Religion ikke er Christen­dom. I ’Christenhed’ er Forholdet et Andet (…) Det, man har for sig er ikke Christendom men et uhyre Sandsebedrag, og Menneskene ere ikke Hedninger men lyksaliggjorte i den Indbildning at være Christne (…) skal her Christendom anbringes, maa altsaa først og fremmest dette Sandsebedrag bort.”

Det betyder ikke, at Kierkegaard som så mange andre i historiens løb ville reformere kirken og kristendommen, afskaffe eller forbedre og ændre begge dele. Han ønskede blot den indrømmelse af Stats­kirken/Folkekirken, at Jesus ikke kun er forsoneren, men også den, der fordrer ultimativt, betin­gel­sesløst og tidsuafhængigt.

Det kristne heden­skab blev til hykleri, statskirke, offentligt an­satte præster, forlorenhed og falske sand­hedsvid­ner, der ikke er­kendte, at de aldrig opfyldte Jesu for­dring

Men ifølge Kierke­gaard har kirken og dens forskellige versioner af kristendom­ uhjæl­peligt blandet begreberne sam­men, så man ”under Skin af Christendom lever Hedenskab,” og for Kierke­gaard var hedenskab iden­tisk med at leve behageligt og snyde sig fra den ubetingede kristne for­dring.

Det kristne heden­skab blev til hykleri, statskirke, offentligt an­satte præster, forlorenhed og falske sand­hedsvid­ner, der ikke er­kendte, at de aldrig opfyldte Jesu for­dring. Kirken nøjedes med at forkynde nåden og glemte fordrin­gen om personlig efterfølgelse. Den realise­rede søndags-kristendom er altså efter Ki­erke­gaards op­fattelse hedenskab (”maaskee burde Præsten ogsaa have en Ring i Næsen”), hvorimod kri­stendom­mens ab­solutte fordring er ikke-he­densk, nemlig martyrium, lidelse, forsagelse af denne ver­den og efterføl­gelse af Kristus.

Hvortil kan føjes, at heller ikke Reformationen handlede om en ’sandere’ forståelse af evangeliet. Reformationen kom ikke, fordi kongen og rigsrådet var blevet specielt ’kristne,’ anti-katolske eller anti-hedenske, for med ualmindelig åbenhjertighed (og her gengivet på nudansk) oplyses det i reces­sen af 30. oktober 1536, at Reforma­tionen indføres, ”paa det at Dan­marks Krone og Konge kan blive des mere formuende (min kursivering), og om noget Overfald kommer paa Riget af nogen inden­landsk eller udenlandsk Magt, at man da des bedre kan formaa at modstaa det og ikke mere skal behøve at beskatte Rigets menige Indbyggere, naar noget kommer, som nu er sket: da skulle alle bi­skoppelige Stifters Godser, Slotte, Gaarde, Huse og Jorde­gods, som Biskopperne nu har haft i Hænde og Værge, herefter til evig Tid være og vedblive at være med al deres Rente og Tilliggende lagt under Kronen og til Kongerigets Opretholdelse og Rigets Menigmands bedste.”

Eller med kirkehistorikeren P.G. Lindhardts ord: ”Det drejede sig ikke om ’evangeliet.”

Det uforandrede “Sandsebedrag”

Med sit angreb på kristenhed som en variant af hedenskab og kravet om indrømmelsen af, at sådan forholdt det sig, blev Kierkegaard af gode grunde yderst upo­pulær i sin kirkelige samtid. Kirkens ledende mænd udeblev fra hans begravelse. Af ornatklædte deltagere var der kun afdødes bror Peter og den stiftsprovst Tryde, som forrettede jordpåkastelsen.

Men i den menige folkemængde var også Kierkegaards nevø (sådan omtrent – ikke søn af Kierke­gaards søster, men af hendes enkemand og hans anden kone), nemlig Troels Frederik Troels-Lund, endnu kun en dreng på 15 år, men delvis årsag til denne summariske henvisning til Kierkegaard, hedenskab og kristenhed.

Men da præsterne mange steder var lige så ”vanvittigt” uvidende som deres menighed, hjalp det ikke stort

Når Kierkegaard bruger ordet hedenskab, er det vel ikke primært den nor­diske, han tænker på, men Troels-Lund skrev siden et kæmpeværk om Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, og i mange henseender blev det et omfattende og kritisk billede af kristen­he­dens praksis i netop det sekstende århundredes Danmark og dermed fem århundreder efter he­denska­bets formelle afskaffelse. Og samtidig fremmales et billede af ”Sandsebedrag,” som ikke er tidsbe­stemt.

I sin prædiken var det præstens opgave at genfortælle det oplæste evangelium i simpel og letfor­ståelig form, men de første lutherske præster var på mange måder stillet ”som en Missionær, der skal forkynde Kristendommen blandt Hedninger,” og Troels-Lund citerer en katekismus fra reformations­tiden, som Søren Kierkegaards bror Peter Christian Kierkegaard havde genudgi­vet: ”Mange, der have mere end Halvdelen udlevet sin Alder, vide endnu saa godt som plat intet enten af deres Fadervor eller Troen eller de ti Guds Budord (…) og end mange Steder ere deres Sognepræster selv saa van­vittige derudi, at man maa blues ved at se det.”

For at komme den hedenske uvidenhed til livs blev der indført en bestemmelse om, at den voksne, som ikke kunne de ti bud, skulle gøres æreløs, og det betød, at han (kvinder ansås ikke for at være en eksamen værd) hverken måtte bruges som vidne eller aflægge ed eller gå til alters.

Men da præsterne mange steder var lige så ”vanvittigt” uvidende som deres menighed, hjalp det ikke stort. Wibergs Præstehistorie oplyser, at i Janderup sogn, Ribe amt hed den anden præst efter Refor­mationen Anders Hansen og var den lokale smed.

Hos biskoppen i Bergen blev drengen Niels Hielt i 1569 ordineret som præst. Skoledrengen Rasmus Hansen var præst på Graabrødre Hospital i Odense og i teologisk sammenhæng så ulærd og mangelfuld, at han i en prædiken omtalte kong Saul som en søn af kong David.

Den vankundighed om kristelig børnelærdom, som katolicismen øjensynligt havde efterladt sig, gav også anledning til, at diverse landstrygere og arbejdsløse gårds­karle og tjene­stefolk drog landet rundt efter et ledigt kald eller en plads som kapellan.

Lige så lidt som andre jævne folk kunne de læse, og at den første fuldstændige danske bibeloversættelse var udkommet i 1550 som Christian den Tredies Bibel interesserede næppe mange uden for de teologisk lærdes kreds. Alt var med Søren Ki­erkegaards ord forblevet et ufor­an­dret ”Sandsebedrag,” men havde antaget prædikatet evangelisk-lu­thersk.

Hvor er munden til oblaten?

Det er også Troels-Lund, der fra dette misk-mask af religion og uvidenhed, kirkelig elite og folke­dyb refererer en nærmest ’muslimsk’ affære om kvinderne i Ribe. Oprindeligt var det en ældgammel sørgeskik, at kvinder ved dødsfald gik med en kåbe over hovedet, men kort efter reformationen be­gyndte kvinderne i Ribe uvist hvorfor også at bære deres kåbe-burka ved mere fornøjelige lejligheder.

Allerede i 1561 blev der derfor udstedt en forordning om, at det var forbudt at gå til bryllup, barnedåb eller altergang med kåbe over hovedet, for præsten kunne ikke være sikker på, om der var bandsatte kvinder imellem de formummede kirkegængere, og de bandsatte var for eksempel præstehadere og ”dem, der overhovedet ikke var kristne,” men hemmeligt stod i ledtog med onde kræfter og falske guder og derfor var henvist til at blive begravet i ”Høj og heden Jord.”

Men endnu flere kvinder i Ribe fik den idé, at de ville gå med en kåbe over hovedet, og et halvt århundrede efter var øvrigheden ikke kommet et skridt videre i fordømmelsen. Fra juledag 1607 blev burkaen der­for kendt lovstridig, og hvis en kvinde med burka blev antruffet, skulle bysvendene straks rive den af hende og afkræve hende en bøde på 1 daler.

Lige lidt nyttede det, og i 1662 var det præsterne i Ribe, der klagede over ”Fjenden i vor egen Lejr,” for når kvinderne ved altergang mødte med kåben oppe om hovedet, så ansigtet var skjult, kunne præsten ikke finde munden på dem og give dem oblaten.

Og når de kvinder, der skulle stå åbenbart skrifte, mødte frem i samme formummede dragt, faldt en meget vigtig del af straffen jo bort, fordi de ikke kunne mærke menighedens forargede blikke dybt ind i sjælen. Øvrigheden svarede præ­sterne, at ”de kunde vente sig al den Assistance, som fornøden gøres til Guds Ære og Menighedens Opbyggelse.” Der ville blive slået hårdt ned på de forvorpne kvinder, men ”vi veed ikke mere om denne ejendommelige strid.”

“Kunde vi samtidig se og følge hans hedenske Forfa­der, der levede nogle faa Generationer før, vilde vi sikkert finde, at Lighederne imel­lem dem var fuldt saa store som Forskellene (Hal Koch)

Igennem tusind år afløser diverse kirkelige retninger, forbud, påbud og forordninger hin­anden, mens menigmand formummet og måbende ser til, og nogen går sågar i deres religiøse vildelse syv gange baglæns rundt om kirken, eller de stiller sig om natten på kirkegården med Bibelen under den ene fod og en prædiken­samling under den anden, mens de som dæmonisk trolddomsformel læser Fadervor baglæns. Eller ”de tilbeder nymånen, idet de knæ­ler for den med blottet hoved,” som den katolske sog­nepræst Peder Mad­sen i Ribe midt i det det 15. århundrede bevidner fra vin­duet i sit studerekammer.

Med en lidt forbløffet og tøvende accept skriver Hal Koch i sin kirkehisto­rie: ”Kunde vi nu om Dage gengive ikke blot de Handlinger, som Bønder og andre jævne Men­nesker, ikke mindst Kvin­derne, foretog sig, men ogsaa de Tanker, som de gjorde sig derved, vilde moderne oplyste kristne sikkert forfærdes. Kun forholdsvis lidt af det, som Teologerne ansaa for det væsentlige, trængte vir­kelig ind til Menigmands Bevidsthed. Han levede paa helt andre Værdier, eller i hvert Fald ogsaa paa andre Værdier end dem, som Kirken officielt for­kyndte. Kunde vi se ind i hans Sind og følge ham på hans daglige Færd, vilde vi sikkert forbavses, og kunde vi samtidig se og følge hans hedenske Forfa­der, der levede nogle faa Generationer før, vilde vi sikkert finde, at Lighederne imel­lem dem var fuldt saa store som Forskellene.”

“Ikke en søvnløs Nats Foster”

Hal Koch tilføjer op­timistisk, at kirken efterhånden fik ændret på folks hedenske tankegang, men at sansebedraget således forsvandt, er der umiddelbart ikke meget, som tyder på. Da Frederik den Sjette i 1826 besøgte Daugbjerg ved Viborg og sammen med den stedlige sognepræst stod på Daug­bjerg Dås, lød den kongelige og måske lidt anekdotiske formaning til pastor Friis: ”De må se at ud­rydde alt det hedenskab af Deres menighed.”

Mere dokumenteret tyngde er der i et lille skrift af Johannes Ewald. Om Almuens Oplysning hedder det og er skrevet omkring 1780 – et års tid før Ewalds død.

Det bygger på hans oplevelser med almuen i Nordsjælland (Rungsted og Humlebæk), hvor han boede i fire år for at pleje sit helbred og komme væk fra værts- og horehuse i København, og hvor man ”bedre lære at kiende Mennesker, end ved Hoffet, eller ved Acade­miet, eller paa Børsen, og bedre lære at kiende Danske, end i deres Hoved­stad.”

Yderligere gør han op­mærksom på, at ”den Deel af vor Almue, der opholder sig her (…) imel­lem Kiøbenhavn, Fredens­borg og Helsingør (…) med god Grund kan og bør troes den meest oplyste i Danmark,” og han un­derstre­ger, at ”det ikke er en Tanke fra i Forgaars, ikke en søvnløs Nats Foster, som jeg har at tale om; i adskillige Aar har det allerede gryet i mit Inderste.”

Efter alle de garantier for selvoplevede erfa­ringer med ”vores Almues tykke Uvidenhed” og sup­pleret med andre forsikringer og æresord – for endnu vogter ene­vælden strengt over afvigelser, og skriftet blev ikke trykt før i 1836 – kommer teologen Johannes Ewald omsider frem til sin po­inte vedrørende den nord­sjællandske almue, og ”jeg er her ikke Digter, jeg overdriver ikke, men jeg taler Sandheder, som jeg nøiagtig har erfaret.”

Og sandheden er, at ”det er mig vist, at jeg ved alle mine Under­søgelser har fundet saa faa Begreb hos dem om Guddommen, om Siælens Natur og om alle de Grund­sandhe­der, hvorpaa Religionen er bygt, og disse Begreb saa uty­delige, saa forvirrede og tildeels saa uan­stændige, at jeg ikke kan be­gribe, hvorledes de kan have været værre i det tiende Aarhundrede (…) Saa vist er vor Almues Troe i Almindelighed kun et Haar­bred skilt fra den skrækkeligste Van­troe.”

”Er vort Folk et omvendt, et troende Chri­stenfolk? Nei, det vil man ikke paa­staae; thi da ville de Spor af Hedenskab, som ere paaviste i høiere og lavere Stænder, ikke kunne fore­findes (pastor Fenger)

Ganske tilsvarende, men mere frimodigt formulerede overvejelser fremsætter den lærde grundt­vigske te­olog Johannes Ferdinand Fenger godt et halvt århundrede derefter. Fenger, som var en nær ven af Peter Christian Kierkegaard, blev i 1833 ordineret som præst i landsognene Lynge og Broby, der ligger ved Sorø og en snes kilometer fra de bønder i landsbyen Kongsted, der så sent som på Johannes Ewalds tid trak levende offerdyr ned i graven.

Efter sine tyve år i Lynge og Broby spørger pastor Fenger: ”Er vort Folk et omvendt, et troende Chri­stenfolk? Nei, det vil man ikke paa­staae; thi da ville de Spor af Hedenskab, som ere paaviste i høiere og lavere Stænder, ikke kunne fore­findes, da maatte der kunne anføres langt stærkere Beviser for Folkets Christelighed end de tem­melig svage Træk som ere fremhævede, og som for en Deel ere af tvivlsom Natur (…) For den store Mængde er den christelige Betragtnings­maade noget Fremmed, og det Liv som rører sig i den er et Naturliv (…) Man har ikke vundet Mas­serne for Christendommen, men afrettet dem til at gaae under den christne Fane (…) Der er vel Intet som mere lammer den troende Præsts Kraft under hans Em­beds­gjerning end det falske Skin hvoraf han omgives i sine nær­meste kirkelige Forhold.”

Poppos jernbyrd – én af syv forgyldte kobberplader fra Tamdrup kirke nordvest for Horsens. Men jernbyrden, som skal overbevise danskerne ved kong Haralds hof om den kristne Guds almagt, er naturligvis et trick. Ingen kan med de bare næver gribe om et stykke rød­glødende jern, heller ikke hvis en gud for at bevise sin indflydelse antages at køle det.

Siden har kirkehistorikeren Folmer Elle Jensen sammenskrevet Fengers opfattelse til den destille­rede form, at ”Almuens religiøse Stand­punkt var et mod Kristendommen venligt sindet Hedenskab (min kursivering). Derfor saa han ogsaa paa sin Gerning i sine Sogne som en slags Missionsar­bejde.”

Eller med folkemin­deforskeren Jens Kamps for­mu­le­ring fra 1877: ”Man vil med For­bav­selse se, at hedenske Forestillin­ger kunne leve et skjult Liv et helt Aar­tu­sinde efter, at Hedenskabet blev erklæret for overvunden, og at der kan gaa Aarhundreder hen, før et Folk aandeligt skifter Syns­kreds.”

Havde den ’kristendom,’ der med magt praktiseredes i mange år­hundreder, i det hele taget med kristendom at gøre?

Lidt bagvendt kan det spørgsmål stilles, om et land kan være på vej mod afkristning, før det har nået at blive kristnet? Eller om ordet afkristning ikke tværtimod har mistet sin betydning, hvis vi indtil engang i det 19. århundrede har levet under det mod kristendommen venligtsindede heden­skab i Lynge, Broby og andre sogne? Og havde den ’kristendom,’ der med magt praktiseredes i mange år­hundreder, i det hele taget med kristendom at gøre?

Altre for en “ukendt gud”

Givetvis er der mange årsager til, at det kristne ’hedenskab’ efterhånden sejrede over det hedenske. Især er det blevet fremhævet, at kristendommen havde en forskrift i skik­kelse af Bibelen.

Under det for­udgående he­denskab eksisterede ikke den form for referencepunkt til defi­nition af sandheden. I bedste fald et par skårne runer og nogle kvad. Hedningen var heller ikke missionerende, for han kunne ikke i sin kristeligt set plumpe overtro henvise til en gud, som havde dekreteret en absolut sandhed, og opfattelsen af guderne var derfor underlagt lokale forskelle, ja gu­derne selv var underlagt skæbnen. Og tilmed var de dødelige. Og kunne ikke udpeges som dem, der engang havde skabt verden.

Heller ikke meget tyder på, at en nysgerrig hedning uden videre afviste fremmede guder. Apostelen Paulus havde bemærket, at der blandt grækerne var rejst altre for ”en ukendt gud” – omtrent svarende til, at der på landet i Danmark for nogle generationer siden altid blev dækket til én ekstra, for der kunne jo komme en uventet gæst!

Hos den po­lyteistiske hedning var der en mundtlig og sted­bunden tradition og ikke meget andet, og hvis hednin­gen reflekterede over sin tro, skete det gennem ritualerne. Han kendte intet til begreber som frelse og fortabelse, synd og nåde, men nok til ære og moral, eller som det senere udtrykkes i Den ældre Edda:

Fæ dør/ Frænder dør/ogsaa du skal dø/eet ved jeg, som aldrig dør/Dom om hver en død.

Og en ’alterbog’ for ritualerne fandtes ikke. Ritualerne var afhængige af den mundtlige overleve­ring og erindring.

Ganske illustrativt er erindringen blevet sammenlignet med en hullet spand, der efter­hånden løber tør for vand, hvis påfyldningen ikke holdes ved lige. Derfor var det afgørende for den magtfulde, centralt placerede og vel­orga­niserede kristne mis­sion at få alt vandet ud, altså at komme de hedenske ritua­ler til livs, som det for eksempel fremgår af Knud den Stores love: ”Vi forbyder al Hedenskab,” herunder ofring og ’Gudsfrygt’ i for­hold til afgu­der.

Men når ikke-skriftlige ritualer forbydes, siver de som vandet i spanden ud af erindrin­gen. Kun med en skriftlig rettesnor får en religion ubrydelig hukommelse og bestandighed. Dens tilhængere kan endda ’tale sammen’ over lange afstande, og Bibe­lens erindrings-uaf­hængighed blev til kristen­dommens overlegne styrke. Og det blev den, hvad enten en tids kristen­dom præ­dikede nåde og tilgi­velse eller med Moseloven som autoritet satte den ugude­liges hoved og tunge på en stage eller en spydspids.

På missionens egen spydspids sad der desuden kyndige og vel­trænede tunger med svar på rede hånd. De var unge, aktive og optændt af budskabets hellige ild. Deres dog­ma­tik stod heller ikke til ekstern diskus­sion, for i selve Guds ord kunne den skriftkloge og magt­be­siddende aflæse den p.t. universelle sand­hed og uddele straffen til den forma­stelige.

Den under­legne hed­ning havde ikke et kapitel og et vers parat som modsvar, og han opdagede, at hvis han nysgerrigt rakte en hånd frem for at få en fornem­melse af den nye gud og hans lov, risikerede han, at gudens præster og lovkyndige tog hele armen. Han må have følt sig til mode som en moderne lovbryder, der sidder ansigt til ansigt med en anklager, som har hele Karnovs lovsamling liggende opslået foran sig.

Med eller uden ”Sandsebedrag” ser skriften og dermed SKRIFTEN ud til at have været kristen­dommens grundlæggende fordel og bedst tænkelige våben i kampen mod det anderledes famlende hedenskab.

I artiklen er kildehenvisninger udeladt, men interesserede læsere kan finde dem i Flemming Chr. Nielsen:  Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år    

Topfoto: Tine Harden/DR. Alle andre fra skribentens bog.

Flemming Chr. Nielsen, født 1943, forfatter og oversætter. Har bl.a. skrevet biografien 'Ind i verdens vrimmel' (1998) om Søren Kierkegaards storebror, der stak af til Amerika, desuden romaner samt erindringsbogen 'Nu er der vel ikke mere?' (2013) og 'Sort hedder en sten - mellem hedenskab og kristendom i 1000 år' (2018). Har oversat Moby Dick-forfatteren Herman Melvilles samlede værker, 1-7. Hjemmeside: www.mardi.dk

Seneste artikler om Bøger