ISRAEL // DEBAT – Den zionistiske lobbys fortælling klinger stadig mere hult, mener historikeren Ilan Pappe i bogen Lobbying for Zionism on Both Sides of the Atlantic, som skribenten har læst. Der er opstået en kløft mellem, hvordan den politiske elite i de vestlige lande støtter Israel – selv om der er ved at opstå sprækker i støtten – og hvordan civilsamfundene går imod undertrykkelsen af palæstinenserne.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Israels krigsførelse mod palæstinenserne i Gaza har været afhængig af omfattende våbenhjælp fra vestlige lande, især USA. Uden denne våbenhjælp ville israelerne ikke have været i stand til at sønderbombe Gaza, således at befolkningen i dag bor i telte og lever på sultegrænsen, fordi israelerne forhindrer nødhjælpsorganisationer i at komme med forsyninger. Den israelske regering har erklæret, at den ønsker at etnisk udrense den palæstinensiske befolkning.
Der er omfattende dokumentation af krigsforbrydelser begået af israelerne, og mange mener, Israel begår folkedrab. Og krigsførelsen har opbakning af det store flertal af israelere. De vestlige lande hævder at gå ind for menneskerettigheder og være imod etniske udrensninger. Krigen mod Serbien i 1990’erne blev netop begrundet med, at landet var i gang med etniske udrensninger i Bosnien og Kosovo, hvor man formulerede doktrinen Responsibility to Protect om at beskytte befolkninger mod udrensninger og folkedrab.
To slags moral
Hvorfor gælder denne doktrin ikke for befolkningen i Gaza, hvor de vestlige lande er passive deltagere i den etniske udrensning og i det påståede folkedrab? Og hvordan kan de vestlige lande fordømme Ruslands ødelæggelse gennem drone- og missilangreb i Ukraine, hvor man har indført skrappe sanktioner mod Rusland, mens man tværtimod accepterer og medvirker til ødelæggelsen af Gaza?
Lobbyen forsøger med alle midler at udgrænse alle fortællinger om palæstinensernes fratagelse af ejendom og om deres lidelser, da man er bange for, at dette vil legitimere palæstinensiske krav om en stat
Disse modsigelser har medvirket til, at de vestlige lande nu i store dele af verden betragtes om hyklere, fordi der åbenbart gælder en form for moral for lande i det amerikanske imperium, mens der gælder en anden form for moral for lande uden for imperiet. De vestlige lande vil for fremtiden have svært ved at være fortalere for universelle værdier, når de åbenbart kun anvendes i nogle tilfælde.
Lobbyens greb om USA
For at forstå, hvorfor staten Israel indtager en særstilling, må man inddrage den unikke særstilling, som den zionistiske lobby indtager i især USA. Forskerne Stephen Walt og John Meirsheimer, som har udviklet tanken om offensiv realisme, analyserede allerede i 2007 i The Israel lobby and US Foreign Policy den zionistiske lobbys indflydelse i USA, hvor de mener, at dens indflydelse har resulteret i en politik, der går imod amerikanske interesser. Og den israelske ”nye historiker” Ilan Pappe har i sin bog fra 2024, Lobbying for Zionism on Both Sides of the Atlantic analyseret selve zionismens opståen, og hvordan dens lobbyvirksomhed var afgørende for koloniseringen af Palæstina og staten Israels oprettelse i 1948 og sikring af støtte til landet i tiden efter.
Pappe beskriver den zionistiske lobby som en mangefacetteret samling af idéer, individer og organisationer, der spreder pro-israelsk propaganda, samtidig med at den forsøger at diskreditere alle, der kritiserer staten Israel og zionismen. Men disse grupper skifter sammensætning, orientering og metoder over tid. Lobbyen forsøger med alle midler at udgrænse alle fortællinger om palæstinensernes fratagelse af ejendom og om deres lidelser, da man er bange for, at dette vil legitimere palæstinensiske krav om en stat.
Denne angst fører Pappe tilbage til en tese om, at zionisterne ubevidst er klar over, at Israel er skabt på et illegitimt grundlag, nemlig at man har koloniseret området og derefter etnisk udrenset palæstinenserne, skønt man på det bevidste plan som følge af antisemitisme og senere holocaust anså staten som en historisk, retfærdig nødvendighed.
Denne fortrængning var måske til stede blandt de første generationer af israelere, som legitimerede overgrebene mod araberne som nødvendige for at få skabt et sikkert fristed for jøderne efter holocaust, men de senere generationer har ikke oplevet fordrivelsen af palæstinenserne og har kun erfaring med dem som trusler. Den israelske befolkning føler ingen dårlig samvittighed over at sønderbombe befolkningen i Gaza, der opfattes som en eksistentiel trussel.
Fra Balfour til AIPAC
Det vil nok overraske mange, at zionismen oprindeligt i attenhundredetallet var en idé formuleret af evangeliske kristne, der tolkede Bibelen således, at jøderne igen skulle få en stat i ”Det hellige Land”. Der var dog ikke kun religiøse motiver, men også koloniale i form af ønsket om at få en koloni nær Suezkanalen og forhindre jøder, som flygtede fra pogromer i Østeuropa, i at komme til Storbritannien. Sideløbende hermed opstod der blandt jøder i Europa et ønske om at få deres egen stat, hvorfor de første bosættere ankom til Palæstina i 1882, og mod århundredets slutning dannedes blandt jøder en zionistisk bevægelse, der søgte indflydelsesrige allierede for at få støtte til dannelsen af en jødisk stat.
Præsidenterne Truman, Eisenhower og Nixon klagede over, at de blev udsat for voldsom pression fra lobbyen
Zionisterne arbejdede på at overbevise politikere og regeringer, og det lykkedes især deres leder, Chaim Weizmann, at overbevise Lord Balfour og andre ledende briter om det zionistiske projekt, således at zionisterne i Balfour-Deklarationen i 1917 blev lovet et ”nationalt hjem”. En begrundelse over for briterne var, at en zionistisk enklave var en måde, hvorpå den hvide mand kunne ”civilisere” verden. Den zionistiske lobby kunne i mellemkrigstiden forhindre forsøg på at begrænse den zionistiske indvandring i det britiske mandatområde eller arabernes krav på national selvbestemmelse, da det ville have betydet en afslutning på koloniseringen.
Sideløbende med den kristne zionisme i Storbritannien var der i USA blandt evangelikale kristne en stærk ”restorationistisk” bevægelse for jødernes tilbagevenden til ”Det Hellige Land”, fordi det ville opfylde bibelske profetier. I 1922 vedtog Kongressen efter pres fra den zionistiske lobby en resolution om støtte til etableringen af en jødisk stat. Det er dog bemærkelsesværdigt, at bevægelserne på begge sider af Atlanten overhovedet ikke tog i betragtning, at der boede en befolkning i Palæstina – for så vidt som man overhovedet vidste, at den eksisterede.
I 1942 dannedes i New York organisationen American Jewish Emergency, der blev en forløber for American Israel Public Affairs Committee, AIPAC, der skulle vise sig at blive særdeles effektiv – også fordi man arbejdede sammen med de kristne zionister. Gennem påvirkning af kongresmedlemmer fandt AIPAC en pålidelig forbundsfælle, som var nyttig, hvis administrationen, især Udenrigsministeriet, gik imod Israels interesser. Præsidenterne Truman, Eisenhower og Nixon klagede over, at de blev udsat for voldsom pression fra lobbyen. Truman udtalte efter et møde med Chaim Weizmann i 1948, at ”jeg tror aldrig, at jeg har oplevet så meget pres og propaganda rettet mod Det Hvide Hus, som jeg gjorde i dette tilfælde”.
Efter den første Intifada fra 1987 og frem var kritikken i udlandet ikke en kritik mod staten Israels eksistens, men mod statens politik i de besatte områder
Denne påvirkning medførte i 1947 i forbindelse med afstemningen i FN om delingsplanen for Palæstina, at USA udøvede voldsom pression over for lande, der var skeptiske, men som blev ”overtalt” til at stemme for delingsplanen. Senere har lobbyen sørget for, at USA har støttet Israel både økonomisk og især militært, ligesom man i Sikkerhedsrådet har kunnet afvise alle krav om sanktioner over for Israel.
Et af AIPAC’s mest effektive virkemidler til at kontrollere Kongressen har været at føre nøje kontrol med alle medlemmers og kandidaters holdninger til Israel. Hvis nogen betragtes som Israel-fjendtlige, igangsættes kampagner mod personen, ligesom modkandidater opnår økonomisk støtte – og ofte udråbes personerne til at være antisemitter. Denne strategi har kostet senatorerne William Fulbright og Charles Percy samt flere medlemmer af Repræsentanternes Hus deres sæder, og den sender samtidig et signal til andre kongresmedlemmer om ikke at gå imod lobbyens krav.
Lister over ”fjender”
Pappe viser dog også, at den amerikanske zionistlobby ikke altid har fået sin vilje. I 1950’erne var der i det amerikanske udenrigsministerium en gruppe diplomater med viden om de arabiske lande, som gik imod lobbyen. Dette skabte konflikter med Israel i 1950’erne i forbindelse Suez-krigen, hvor man indstillede den økonomiske støtte til Israel. Det lykkedes heller ikke lobbyen at torpedere Obamas aftale med Iran om atominspektioner og ophævelse af sanktioner mod landet.
Efter Israels dannelse under ledelse af Arbejderpartiet var en af landets vigtigste støttepiller i Europa det britiske Labour og de andre socialdemokratiske partier, der var med til at immunisere Israel over for kritik. Grunden hertil var sympati for jøderne efter nazisternes jødeudryddelser og opfattelsen af Israel som en socialistisk stat, hvor kibbutzerne spillede en central rolle. Det gjaldt også partier på venstrefløjen – se fx Preben Wilhjelms bog Smertensbarnet Israel. Dette bevirkede, at Storbritannien efter selvstændigheden gav Israel alt, hvad det ønskede i form af våbenforsyninger og støtte i FN.
Det er interessant, at woke-bevægelsens metoder med at “cancelle” og “deplatforme” talere, som de er uenige med, allerede har været praktiseret af AIPAC igennem mange år. Ud over at lobbyen udsender lister over ”fjender” af Israel for at intimidere journalister, professorer og andre, så anfører Pappe, at AIPAC har haft ”et netværk på universiteterne i USA og træner collegestuderende i metoder for at holde kritikere af Israel ude af universitetsområderne” og ”instruerer studenterne i, hvordan man kan chikanere talere, der kommer på universitetsområderne”.
Den mangel på retssikkerhed, som den israelske opposition frygter for, har palæstinenserne altid været udsat for
Ilan Pappe mener, at grunden til den intense lobbyisme for Israel ikke er problemet med palæstinenserne, for det anser Israel for løst efter den etniske udrensning i 1948 og erobringen af resten af Palæstina i 1967, men derimod er hensigten at få andre befolkninger til at acceptere Israels opfattelse. Denne nødvendighed er især blevet påtrængende efter 1967, hvor palæstinenserne begyndte at gøre modstand mod undertrykkelsen i de besatte områder, men er ikke relevant i forhold til palæstinenserne bosiddende i de erobrede områder fra 1948 eller i forhold til de etnisk udrensede, da disse erobringer accepteres som historiske kendsgerninger. Efter den første Intifada fra 1987 og frem var kritikken i udlandet ikke en kritik mod staten Israels eksistens, men mod statens politik i de besatte områder. Den israelske regering opfattede imidlertid fejlagtigt denne kritik som en eksistentiel trussel.
Sprækker i støtten
Selv om den zionistiske lobby på begge sider af Atlanten har kunnet styre politikerne, så er der igennem de senere år vokset en modbevægelse op nedefra, især som følge af modstanden mod de igennem årene gentagne israelske krigsforbrydelser i Gaza og undertrykkelsen af befolkningen på Vestbredden, hvor der ofte er filmoptagelser af overgrebene.
Det er blevet klart, at fortællingen om den zionistiske David i det arabiske Goliat-hav er fuldstændig forvrænget, og at det er Israel, der er den hensynsløse Goliat, der optræder som det nye herrefolk og bryder alle internationale konventioner. Kampagnen for at boykotte samkvem med Israel får stadig større tilslutning, ligesom stadig større dele af universitetsungdommen solidariserer sig med palæstinenserne. Og stadig flere unge jøder i USA går imod zionismen, fordi de ser Israel som et resultat af kolonialisme, hvor Israel har indført apartheid på Vestbredden.
En stat eller to?
I de sidste år har den israelske stats bosættelsespolitik på Vestbredden, der har haft til hensigt at umuliggøre en to-statsløsning, igen rejst spørgsmålet om en en-statsløsning omfattende hele Palæstina. Politiske lederes holden fast i to-statsløsningen – for eksempel Mette Frederiksen – lyder stadig mere som besværgelser, for meget få i Israel vil acceptere en sådan løsning. Og hvordan kan man flytte 750.000 bosættere i Østjerusalem og på Vestbredden?
Det er blevet klart, at Israel, på trods af at hævde at være et demokrati, er, hvad den norske menneskerettighedsforkæmper Nils Butenschøn allerede i 1980’erne i Drømmen om Israel karakteriserede som en jødisk etno-stat. Det er slående, at meget få i Israel i dag bekymrer sig for, hvad der er sket med palæstinenserne i Gaza, men til gengæld er meget optagede af nogle få gidslers skæbne og Netanyahus forsøg på at kuppe retsvæsenet. Den mangel på retssikkerhed, som den israelske opposition frygter for, har palæstinenserne altid været udsat for. Da Israel bryder internationale konventioner – og tillige har atomvåben – karakteriserer Pappe den som en slyngelstat, der kører på frihjul, fordi staten beskyttes af Nato-lande, især USA.
Der er opstået en kløft mellem, hvordan den politiske elite i de vestlige lande støtter Israel – selv om der er ved at opstå sprækker i støtten – og hvordan civilsamfundene går imod undertrykkelsen af palæstinenserne. Den zionistiske lobbys fortælling klinger stadig mere hult, og det bliver interessant at se, hvordan denne kløft vil påvirke politikken over for Israels krigsførelse og besættelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og