POLITIK // ANALYSE – Skuffelsen over EU-valget var monumental hos Moderaterne. Og den ro, der plejer at lægge sig over et parti og et sekretariat efter en overstået valgkamp, indfandt sig aldrig. Døden skulle have en årsag, og her havde lederne simpelthen ikke format nok til at tage ansvaret på deres kappe. Det blev i stedet placeret på unge nye medarbejdere, der blev mobbet, skriver POV’s politiske redaktør, Frank Korsholm.
Jeg forstår ikke, hvordan det er kommet så vidt med arbejdsmiljøet i Moderaternes sekretariat.
Ti medarbejdere bliver lempet ud af døren ved enten fyringer eller frivillige aftaler. Senest har chefen for det hele, partisekretær, Kirsten Munch Andersen, besluttet at gøre dem følgeskab. En drastisk, men uundgåelig og nødvendig beslutning, hvis Moderaterne skal gøre sig håb om at få ro i sin organisation, der har været præget af tyrannisk ledelse og mobning.
Udadtil hedder det sig, at Kirsten Munch Andersen selv har taget beslutningen og at Lars Løkke Rasmussen er oprigtig ked af det, men til sidst var der ingen vej uden om.
Udsigterne til at få ro i partiet var ikke eksisterende og spørgsmålet er nu, om de to andre, der der har været i centrum for balladen, digitaliseringsminister Caroline Stage og kommunikationschef Ulla Østergaard kan fortsætte.
Et politisk sekretariat er typisk fuldt af unge dygtige og engagerede medarbejdere omkring de 30 år. De fleste brænder for sagen og er båret af en pionerånd, der i øvrigt præger hele organisationen. Alle vil gerne give den en ekstra skalle. Der kan være weekend- og overarbejde, men så er der også de lange regnvejrsdage, hvor der ikke sker noget.
Alle kan se en mening med projektet, og det giver dem et kick at være tæt på magten. Der er fredagsbasser og vin op til weekenden. Ofte fortsætter mange til langt ud på natten, inden de lukker Toga. Generelt er der stemning og fest. Tonen er fri, og de opgaver, der tilfalder sekretariatet, bliver løst.
I Moderaternes tilfælde gik EP-valget ikke som forventet. Faktisk var det en kæmpe skuffelse
Sommetider er de politikere, man arbejder for, lidt utålmodige eller utilfredse, og sommetider skal de unge hjælpes lidt på vej. Det er så op til lederne at stille sig op og vise vejen, ligesom det er chefernes opgave at holde de unge til ilden ved at involvere dem i den viden, som de får fra gruppemøderne og andre fortrolige rum.
Medarbejderne sidder tæt, og selvfølgelig er der nogle, der ikke kan lide hinanden. Det er ikke anderledes end på alle andre arbejdspladser, hvor jeg skal hilse og sige, at chefrollerne er langt sværere end i politik.
Hvad er der gået galt hos Moderaterne?
Hvad er der så gået galt hos Moderaterne? Mit bedste bud er, at det for alvor gik galt under og lige efter EP-kampagnen op til valget i starten af juni. Stemningen under en valgkamp er altid meget spændt. Arbejds- og talepapirer skal produceres og kvalitetssikres fra dag til dag og ofte meget hurtigere end det. Man skal sikre sig, at partiet får medietid, og at budskaberne i det hele taget kommer ud til vælgerne. Meningsmålingerne bliver løbende overvåget, og selv små bevægelser i negativ retning kan udløse krav til medarbejderne om nye udspil.
Sekretariatet arbejder måske 18 timer i døgnet, men bliver efterfølgende kompenseret med penge og afspadsering. Hen under aftenen bliver der sendt bud efter sushi eller Rio Bravos gryderet til aftenholdet alt afhængigt af, om der er overvægt af kvinder eller mænd, der knokler efter normal endt arbejdstid. Måske begge krav kan imødekommes.
I Moderaternes tilfælde gik EP-valget ikke som forventet. Faktisk var det en kæmpe skuffelse. Løkke havde flyttet sin egen søn, Bergur Løkke Rasmussen, ned som nummer to på listen for at gøre plads til Stine Bosse på førstepladsen.
Alle forventede, at hun med sin kendisgrad og sit store engagement i EU gennem årtier kunne trække to mandater. Men det skete ikke. Bosse kunne vel knap nok trække sit eget mandat. Skuffelsen i partiet var monumental, og den ro, der plejer at lægge sig over et parti og et sekretariat efter en overstået valgkamp, indfandt sig aldrig. De sværdslag, der helt uundgåeligt kommer under en valgkamp, blev uforløste.
Døden skulle have en årsag, og her havde lederne simpelthen ikke format nok i bukserne til at tage ansvaret på deres kappe. Det blev i stedet placeret på unge nye medarbejdere, der blev mobbet, og som ledelsen bidrog til at mobbe, som det fremgår i Arbejdstilsynets rapport.
Kan Moderaterne så komme videre nu? Det har jeg ingen forudsætninger for at vide, men hvis ikke de finder ud af, hvordan de kommer helskindet igennem næste valgkamp, uden de river hovederne af hinanden og gør medarbejderne til syndebukke, så vil historien med garanti gentage sig.
Klik dig videre til andre tekster af Frank Korsholm her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
