KONGEHUSET // ANALYSE – Konstantin II’s død giver anledning til fornyede spørgsmål om titler og statsretslige forhold for medlemmer af det danske kongehus, skriver Villy Dall. For efter gammel forordning har Konstantins familie danske diplomatpas og bærer fortsat danske, kongelige titler. Hvordan stiller det familiens nye grevelige medlemmer?
Tirsdag 10. januar døde Grækenlands seneste konge, Konstantin II, 82 år, efter flere års tiltagende svaghed og sygdom. Den tidligere sportsmand var udsat for flere slagtilfælde, ligesom han i to omgange var smittet med covid-19.
Eks-kongens død har rejst en række spørgsmål, som jeg her skal forsøge at besvare.
Ét spørgsmål er, hvorfor kongehuset i Danmark er blevet ved med at titulere Konstantin og Anne-Marie som majestæter samt konge og dronning – uden ”eks-” foran – når nu monarkiet blev afskaffet i Grækenland ved folkeafstemningen i 1974. Det kan naturligvis kun hoffet svare på, men et godt bud kunne være, at det jo er sket før, hvorfor der består en mulighed for, at monarkiet genindføres i Grækenland.
I hvert fald må man konstatere, at det var forudseenhed, at prins Christian af Danmark (den senere kong Christian IX) i 1863 krævede, at hans søn, prins Vilhelm, og dennes efterkommere skulle bevare danske prinse- og prinsessetitler, hvis prins Vilhelm skulle sige ja til at blive konge af Grækenland. Det accepterede kong Frederik VII, som også efter Grundloven af 1849 ifølge Kongeloven af 1665 var øverste ”chef” for kongefamilien.
At der stadig findes græske kongelige, som fører prinse- og prinsessetitler af Danmark, rejser nogle spørgsmål i forbindelse med, at prins Joachims fire børn mistede deres prinse- og prinsessetitler fra 1. januar
1863 var endnu i den tid, man kalder ”den europæiske koncert”, som byggede på, at stormagterne på Wienerkongressen 1814-15 – oven på Napoleonskrigene efter den franske revolution og Napoleon Bonapartes udråbelse af sig selv som kejser med efterfølgende indsættelse af familie på forskellige troner – skulle tilbage i normal gænge.
Det betød, at de næste hundrede år var monarkernes symfoniske koncert, og at det var stormagterne, der bestemte, hvilke lande der kunne opstå, og hvem der skulle sidde på tronerne. Men monarkier skulle de være – kejserdømmer, kongedømmer, fyrstedømmer eller lignende.
Det var derfor stormagterne, der afgjorde, at prins Christian i 1852 kunne blive tronfølger i Danmark efter kong Frederik VII og hans farbror arveprins Ferdinand (der døde kort før Frederik VII), og det var stormagterne, der i 1905 godkendte, at prins Christians sønnesøn, prins Carl, blev kong Haakon VII af Norge.
Således var det også stormagterne, der ved den græske stats oprettelse i 1830 bestemte, at prins Otto af Bayern af Huset Wittelsbach skulle være ”hellenernes konge”, som titlen blev og var til 1974. Da det så ikke gik med Otto i længden, og han blev sendt hjem til Tyskland, henvendte græske politikere sig – med stormagternes godkendelse – til prins Vilhelm af Danmark.
Hans efterkommere tilkom foruden de græske titler også titlerne som prinsesser og prinser af Danmark, ja, for prinsernes vedkommende var det faktisk indtil den danske grundlovs- og tronfølgelovsændring i 1953 ”til Danmark”, i og med de stod i arvefølgen til den danske trone.
Konstantin II’s eksil
Det er på denne baggrund, at skiftende danske regeringer – uanset partifarver – siden 1967 har accepteret at udstede danske diplomatpas til medlemmer af den græske kongefamilie.
Selv om daværende statsminister J. O. Krag (S) kraftigt henstillede til kong Frederik IX og dronning Ingrid, som rettede sig derefter, at datteren og svigersønnen Anna-Maria – som hun blev kendt som som græsk dronning – og Konstantin ikke blev inviteret til brylluppet 10. juni 1967 mellem tronfølgeren, prinsesse Margrethe og den franske grev Henri de Laborde de Monpezat.
21. april samme år havde Oberstkuppet, som måske var sat i gang eller i hvert fald støttet af CIA, nemlig fundet sted i Grækenland i forlængelse af en regeringskrise mellem kongen og den socialistiske partileder og hidtidige statsminister Georgios Papandreou. Og kong Konstantin havde i første omgang affundet sig med at acceptere oberstjuntaen som landets ny regering. Kongens efterfølgende mislykkede modkup og flugt fandt først sted 13. december.
Da oberstjuntaen endelig faldt i 1974, ønskede græske politikere til både højre og venstre ikke kongen tilbage. Der blev derfor holdt folkeafstemning, og den gav et flertal på 69 pct. for republik.
Det var langtfra den første folkeafstemning om monarki i Grækenland i det spand af år, der var gået, siden den danske prins Vilhelm i 1863 besteg den græske trone som kong Georg I.
Da han blev skudt af en anarkistisk skolelærer i Saloniki (nu: Thessalonoki) i 1913, blev det græske monarki i den grad politiseret, og det førte stor usikkerhed med sig – som forudset af stamfaren til de tre glücksburgske kongehuse i Grækenland, Danmark og Norge.
Et monarki med en turbulent historie
Den siddende konge har måttet gå i eksil tre gange på grund af indre konflikter, nemlig 1922 (Konstantin I), 1924 (Georg II) og 1967 (Konstantin II).
Den siddende konge har måttet gå i eksil to gange som følge af fremmede magters ageren: Konstantin I i 1917 som følge af en britisk-fransk militær invasion direkte mod kongen, som man anså for tyskvenlig, fordi han var gift med Sofia af Prøjsen, der var søster til kejser Wilhelm II, og i øvrigt var Konstantin selv uddannet i den tyske hær. Og igen, i 1941, måtte Georg II forlade landet som følge af den tysk-italiensk-bulgarske besættelse af Grækenland.
Der har været holdt fire folkeafstemninger om monarkiets fremtid: 1924 (Georg II), 1935 (Georg II), 1946 (Georg II) og 1974 (Konstantin II). I 1924 og 1974 blev det afskaffelse, mens det i 1935 og 1946 blev genoptagelse.
Der har været holdt én folkeafstemning om en monarks mulighed for at vende tilbage: 1920 (Konstantin I). Det blev et ja til, at den i 1917 fordrevne Konstantin kunne vende tilbage, efter at hans søn og efterfølger kong Alexander var død af et abebid.
Som det fremgår, har monarkiet altså været helt afskaffet i Grækenland 1924-35 og nu siden 1974.
Ikke sært, at de græske kongelige har været glade for deres danske kongelige titler, som i princippet har betydet, at de til enhver tid kunne få et dansk pas.
Kongegemal, majestæt og andre titler
Da tronfølgen i 1953 blev ændret til kun at omfatte kong Christian X og dronning Alexandrines efterslægt, var der fem græske prinser, som mistede deres plads i arvefølgen, nemlig prins Georg (søn af kong Georg I) og dennes søn prins Peter, kong Paul I (søn af kong Konstantin I) og dennes søn kronprins Konstantin (senere kong Konstantin II) og endelig prins Michael, som er søn af prins Christoffer, der var søn af kong Georg I.
At der stadig findes prins Michael samt Anne-Marie og Konstantins børn og børnebørn, som fører prinse- og prinsessetitler af Danmark, er naturligvis et faktum, som rejser nogle spørgsmål i forbindelse med, at prins Joachims fire børn mistede deres prinse- og prinsessetitler fra 1. januar, og nu er hhv. grever og komtesse af Monpezat.
Hvad der har været gældende for alle, der blev grever ”af Rosenborg”, er, at de samtidig har forladt arvefølgen. Men det er ikke tilfældet med prins Joachims fire børn – efter det hidtil fra hoffet oplyste
Monpezat er i den forbindelse ikke en fransk grevetitel, som nogle medier har skrevet, men derimod et dansk adelspatent, som dronning Margrethe erigerede i 2008. Titlerne som grever, grevinder og komtesser ”af Monpezat” tildelte hun derefter sine to sønner samt deres ægtefæller og børn. På samme måde, som Dronningen 2005 erigerede et adelspatent for grevskabet ”Frederiksborg”, hvorefter Alexandra, prins Joachims tidligere ægtefælle, blev ”grevinde af Frederiksborg”.
Det er rigtigt, at navnet Monpezat er bragt til Danmark og ind i den danske kongefamilie af dronningens ægtefælle, prins Henrik. Men begge hans franske grevetitler ”de Laborde” og ”de Monpezat” er omstridt blandt franske adelige.
Ifølge franske kilder gælder, at ”de Laborde” tilhører mandslinjen, mens ”de Monpezat” igennem en kvindelinje henviser til herregården Monpezat, som engang lå i kommunen af samme navn i departementet Pyrénées-Atlantiques i Sydvestfrankrig.
Det er blevet sagt, men ikke bekræftet af hoffet, at erektionen af det danske adelskab ”af Monpezat” skyldes, at dronning Margrethe og prins Henrik ikke ønskede, at deres efterkommere – i givet fald – skulle blive ”grever af Rosenborg”.
Andre så det i 2008 som et ønske om at imødekomme prins Henrik i hans ønske om ligestilling, at ”blive konge”, som det hed. Det er vel fortsat uklart, om prins Henrik virkelig ønskede sig titlen ”konge” – han talte vist selv om ”kongegemal” i stedet for ”prinsgemal”, som han en periode blev kaldt – men i virkeligheden handlede den manglende ligestilling om, at han ikke var majestæt ligesom sin kone.
Det var nemlig tidligere kongers dronninger, senest dronning Ingrid, og det bliver efter traditionen også kronprinsesse Mary den dag, kronprins Frederik bliver kong Frederik X.
Uklarhed om arvefølgen og statsretslige forhold
Adelspatentet for grevskabet Rosenborg blev skabt, da tre sønner af prins Valdemar (yngste søn af Christian IX) begyndte at gifte sig borgerligt. Derved mistede de arveretten til tronen, men fik i øvrigt lov til at beholde deres prinsetitler. Ældre læsere vil huske prins og prinsesse Viggo, men der var også tale om prins og prinsesse Aage samt prins og prinsesse Erik.
Næste generation af ”rosenborgere” fik ikke lov til at beholde prinsetitlerne, da de frasagde sig arveretten til tronen i forbindelse med, at de giftede sig med borgerlige.
Det drejede sig i første omgang om prins Oluf (søn af prins Harald, der var bror til Christian X og Haakon VII) og prins Flemming (søn af prins Axel, der var søn af prins Valdemar). Men den regel blev også gældende for prins Ingolf og prins Christian, der var sønner af arveprins Knud, bror til Frederik IX.
Hvis de ikke længere er kongelige, er de så stadig omfattet af Kongeloven, eftersom de jo står i tronfølgen?
Hvad der har været gældende for alle, der blev grever ”af Rosenborg”, er, at de samtidig har forladt arvefølgen. Men det er ikke tilfældet med prins Joachims fire børn – efter det hidtil fra hoffet oplyste.
Og det rejser et statsretsligt spørgsmål: Hvis de ikke længere er kongelige, er de så stadig omfattet af Kongeloven, eftersom de jo står i tronfølgen? Hvordan har man så tænkt sig, at de skulle kunne fungere som almindelige borgere – hvad der angiveligt er et formål med titelændringen – når de ikke kan stilles for en almindelig domstol?
Disse spørgsmål bliver endnu mere aktuelle, hvis også kronprinsparrets tre yngste børn på længere sigt skal have ændret deres titler. Det har kronprinsesse Mary antydet i et interview om krisen i kongehuset.
Ingen er blevet klogere siden offentliggørelsen af dronningens beslutning. Dronningen og hoffet har meddelt, at det er for hendes børnebørns egen skyld. Men de har stillet sig meget negativt, og det har deres forældre også.
Dronningen har nok taget brodden af kritikken med sin bemærkning i nytårstalen. Men vi mangler stadig svar.
Også på hvordan det stiller grevelige medlemmer af den danske tronfølge i forhold til græske prinser og prinsesser med danske kongelige titler.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og