Hvor ‘du fra?

i Danmark/Liv & Mennesker af

Tilhørsforhold – For to måneder siden rykkede jeg med min familie på landet efter at have boet 28 år i København. Skiftet har lært mig, at byen betyder mere for mig, end jeg troede, men også at der er en grund til, at folk fra den såkaldte ’udkant’ føler sig forbigåede af det politiske og kulturelle establishment.

Det var aldrig planen. Og det er heller ikke permanent.

Men da min mand og jeg fik jobs på henholdsvis Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, rykkede vi teltpælene for en periode og nu bor vi sammen med vores to drenge et pænt stykke uden for Odense. Med marker, grusgrave og et lokalt forsamlingshus som nærmeste naboer.

Sådan et sted hvor kragerne har madpakke med, og som man normalt kører forbi og tænker ”gad vide, hvad de her mennesker nogensinde får tiden til at gå med?” og så ellers skynder sig videre ind til trygheden i byen.

Københavnerblues

Du studser måske over ordet ’man’ i sidste sætning, men det er helt bevidst, for langt de fleste danskere bor i dag i de større byer: Tal fra sidste år viser, at kun cirka 700.000 danskere bor i landdistrikterne, og dette tal er faldende.

Jeg selv hører imidlertid ikke til i den ovenstående gruppe, for postnummeret siger stadig Odense på trods af, at det nærmeste busstoppested ligger 4 kilometer væk, og de hyppigste køretøjer foran min hoveddør er traktorer.

Foreløbig skal vi være her til næste sommer, og jeg må indrømme, at jeg tit har tænkt, at der godt nok er længe til, at jeg igen kan hænge ud i Frederiksberg Have, sidde en eftermiddag i solen ved Christianshavn Kanal eller ose i Amagercentret uden konstant at skulle tænke over togtider og rejseplaner mellem Odense og København.

Det huer mig ærligt talt ikke at være så langt væk fra familie, venner og sidst men ikke mindst byen! For ja, selvom der også bor mange mennesker i og omkring Odense og selvom man også kan se kunst og se på café, er valgmulighederne bare væsentligt færre og tilbuddene noget mindre varierede i forhold til i en by som København, let’s face it.

Størrelsesforskellen kan også mærkes ved, at der aldrig rigtigt er kø på vejene: Selv når man henter børn kl. halv fire – i hvad der burde være myldretiden – kan man køre helt uhindret på alle store indfaldsveje. Hvilket selvfølgelig er fedt nok. Men samtidig en anelse deprimerende på Palle-alene-i-verden måden.

Skohyldetesten

Som min ph.d.-vejleder litteraturforskeren Rita Felski har skrevet i en artikel om humanioras eksistensberettigelse, så ved man først, hvor meget den elskede (læs humaniora) betyder, den dag han eller hun tager en taxa væk for sidste gang i de tidlige grå morgentimer (læs bliver sparet væk på finansloven), og jeg er helt sikkert ramt af netop dette fænomen.

Jeg har taget byen for givet, og først nu fatter jeg dens værdi. Men før jeg begynder at lyde for café-latte-segment-agtig, vil jeg lige skyde ind, at jeg faktisk er rigtig glad for min hverdag her. Jovist savner jeg København, men jeg er vildt glad for mit arbejde, og jeg har meget mere tid og overskud, fordi jeg ikke behøver at pendle dagligt mellem København og Odense. Og et mindstemål af tid og overskud er ikke at spøge med for forældre til små børn med fuldtidsjobs. Det er benhård valuta, der skaber plads til en enkelt joke i ny og næ mellem opvasken og madpakkesmøringen og hvem ved, måske endda i sidste ende afværger skilsmisser.

Børn tager selvfølgelig ikke skade af, at deres forældre ikke går i designersko, men det gør de til gengæld af at, at børneinstitutionerne er så nedslidte, at man som voksen skynder sig ud derfra.

En helt anden ting jeg sætter pris på ved mit landsbyeksil er et up and close indblik i ét af samtidens hotteste politiske emner; nemlig forskellen på by og udkant.

Store dele af den vestlige verden, senest eksemplificeret ved Le Pens succesfulde valg i første runde af præsidentvalget i Frankrig for nylig og valget af Trump i USA, har igennem de senere år oplevet en stigende tilslutning til protestbevægelser, der er fælles om at forsøge at gøre oprør mod eliten. At disse bevægelser i stedet for reelt at tale magten imod i stedet ofte ender med at bakke op om de selvsamme magtmennesker, lader vi lige ligge lidt. Men sagen er, at der er grund til, at dygtige demagoger kan høste så stor medvind på baggrund af en retorik, der slår sig op på, at ’almindelige’ mennesker føler sig glemt og overset, som vi ser det for øjeblikket.

For forskellene er reelle og betydelige også i et lille land som Danmark mellem det liv, horderne af veluddannede, ressourcestærke og velbjergede mennesker lever i de større byer, og det liv, der leves uden for byerne.

I mine børns gamle børnehave stod der Marc Jacobs og Stella McCartney sko i lange baner på skohylderne til forældrene i entréen – det er mildest talt ikke tilfældet i den nye. Børn tager selvfølgelig ikke skade af, at deres forældre ikke går i designersko, men det gør de til gengæld af at, at børneinstitutionerne er så nedslidte, at man som voksen, indrømmet, skynder sig ud derfra.

Det ser simpelthen ikke ud til, at der er foretaget de mindste forbedringer, siden min egen generation gik i børnehave. Og der er kun madordning ganske få steder. Små børn ned til ti måneder sidder med andre ord i provinsen og tygger i tørre leverpostejmadder til de 3 daglige måltider, som en typisk otte timers institutionsdag indeholder. I København er der til sammenligning økologisk madordning med varm mad i langt de fleste børneinstitutioner.

Elitebegrebets realitet

Menneskeheden kender naturligvis til større katastrofer end nedslidte bygninger og leverpostejmadder. Men lagt sammen med de store afstande til indkøb og til skadestuen, en underudviklet kollektiv trafik og ringere jobmuligheder dannes der en forståelig grobund for en følelse af at være udenfor og mindre værd. Og det er dén legitime følelse, som dagens populister taler til og udnytter. Og som det derfor er desto vigtigere ikke at underminere og feje af bordet, hvis der skal etableres et fornuftigt alternativ til populisternes xenofobi og reaktionære verdenssyn.

Man kan indvende, at folk jo bare kan flytte til byen, hvilket mange unge også gør, mens de uddanner sig, men sagen er, at det efterhånden er blevet så vanskeligt at komme ind på boligmarkedet i byerne, og i en dansk kontekst særlig København, at denne mulighed ikke er realisabel for mange. På den måde rammes folk dobbelt. Der er færre muligheder dér hvor de er, og det er svært at flytte sig, fordi bylivet er dyrere end livet på landet.

Eliten, eller måske man skulle sige eliterne, for selvfølgelig er der ikke tale om en homogen og sekt-lignende gruppe, findes og fælles for langt de fleste medlemmer af den er, at de bor i byen.

Svend Brinkmann skrev på et tidspunkt på Facebook, at elitebegrebet slynges ud i én evindelighed i den offentlige debat, og at det derfor er blevet udvandet og har mistet substans. Jeg er enig med Brinkmann i, at begrebet nok anvendes lidt vel meget i flæng med alle mulige forskellige agendaer for øje, men det betyder ikke, at begrebet ikke udspringer af forhold i virkeligheden.

Eliten, eller måske man skulle sige eliterne, for selvfølgelig er der ikke tale om en homogen og sekt-lignende gruppe, findes og fælles for langt de fleste medlemmer af den er, at de bor i byen. Hvor man er fra betyder med andre ord noget, og denne betydning rammer desværre socialt skævt.

Dét bliver vi nødt til at tale åbent om og meget gerne også forsøge at gøre noget aktivt ved. Ellers kommer der, som vi allerede har set, flere snedige oratorer og overtager den selvsamme dagsorden og fletter den ind i EU-skepsis og generel angst for omverdenen, og det er ikke dér, vi skal hen.

Topillustration: File:Fynbus line 81 at Odense Banegård Center.JPG – Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Marie-Elisabeth Lei Holm (f. 1988) har en kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Hun har i forbindelse med sine studier været bosat i New York og læst filosofi, engelsk og musik på Columbia University og Barnard College. Arbejder til daglig som ph.d.-stipendiat og bor pt. udenfor Odense med sin familie.

Seneste artikler om Danmark