OPDATERET fredag 6. september med oplysning om, at det britiske overhus har godkendt lovforslaget om, at Storbritannien ikke kan forlade EU uden en aftale.
ANALYSE // STORBRITANNIEN – Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage. Det er i hvert fald ikke nemt at forstå, hvad der foregår i det britiske parlament for øjeblikket. Ikke til at se, hvad der er opad eller nedad, skriver H.C. Andersen, der her giver et overblik.
NEWCASTLE upon TYNE – “Boris Johnson forlanger parlamentsvalg”, så jeg som avisoverskrift et sted. Vi plejer at være vant til en lidt anderledes fremgangsmåde, hvis en dansk statsminister vil udskrive valg: så gør han eller hun det, og så sker det. Sådan.
Men sådan ser virkeligheden ikke ud for en britisk premierminister i dag. Han stillede sig op og forlangte valg i onsdags i det britiske parlament. “Parlamentet nægter at lade regeringen gøre sit arbejde. Der er kun en udvej: valg”, sagde han til en fyldt sal. Men så sagde hans parlament bare “nej”. Sådan.
For at det ikke skal være løgn, så sagde parlamentet “nej” i en afstemning, som var den eneste af fire afstemninger, Boris Johnson vandt i de to første almindelige arbejdsdage, han og hans regering har oplevet.
At Boris Johnson er handlingslammet, det er temmelig tydeligt. At parlamentet fuldstændig mangler tillid til landets politiske leder, til premierministeren, det er soleklart.
Hvis man ikke kan lide premierminister Johnson, så kan man jo lade det ligge der. Hvis man som dansker håber, hele Brexit-projektet falder fra hinanden, så vil man måske fryde sig over, at de britiske parlamentarikere ikke støtter premierministerens politik. Den drejer sig jo netop om at få Storbritannien ud af EU 31. oktober i år, om bukseknapperne så springer.
Situationen i britisk politik er ret kompliceret. Så kompliceret, at det ikke er realistisk at forklare den, klart og tydeligt og kort.
Det kunne Boris Johnson se. Så han dannede en regering og skabte et program, der appellerer til de mange, Brexit-trætte britiske vælgere
For det første så har briterne jo altså bestemt, ved en folkeafstemning i juni 2016, at de vil ud af EU. Man kan mene om det, hvad man vil, men som demokrater må man jo tage det som udgangspunkt i analysen: De vil ud.
Og der er så en procedure (som briterne selv har været med til at skabe i EU), der siger, at den britiske regering skal sætte gang i paragraf-50-processen. Den giver Storbritannien (herefter “UK”, United Kingdom, det er lidt hurtigere) og EU tre år til at lave en udtrædelsesaftale.
Den skal underskrives, før UK udtræder (den 31. marts i år, det var planen), og så følger en to-årig overgangsperiode, hvor UK og EU finder frem til en egentlig frihandelsaftale.
Men det er ikke der, vi er kommet til i dag. Det britiske parlament afviste tre gange den udtrædelsesaftale, premierminister Theresa May forhandlede igennem med Bruxelles.
Så hun måtte bede Bruxelles om udsættelse: UK skal nu forlade EU pr. 31. oktober i år. Og så måtte hun træde tilbage, både som sit partis formand og som premierminister.
En ny partileder blev valgt, Boris Johnson, han blev automatisk premierminister (for sådan er reglerne). Og han dannede en regering, som han nok håbede kan føre det britiske konservative parti frem til sejr i det næste parlamentsvalg.
Brexit er et kolosalt problem for de konservative
Da Theresa May bad EU om udsættelse til 31. oktober, reagerede de britiske vælgere voldsomt ved at støtte Nigel Farages Brexit Party, hvis eneste program er at få UK ud af EU, snarest muligt og helst uden en aftale, for så er UK fri for at skulle ligge og forhandle i årtier med EU om gensidig handel.
“No deal” – altså udtræden uden en aftale – bliver sikkert ikke behageligt, men i det lange løb er det nemmere: UK vil stå friere i forhandlingerne med resten af verden om samhandel.
Mange briter er dødtrætte af deres politikere og deres parlament. Hvis Nigel Farage lover dem, at de kommer ud af EU, så er det måske i virkeligheden nemmest lige at støtte ham og få det gennemført. Så kan man altid stemme på et mindre kontroversielt parti næste gang, tænker de.
Det kunne Boris Johnson se. Så han dannede en regering og skabte et program, der appellerer til de mange, Brexit-trætte britiske vælgere. Ministrene er ivrige EU-modstandere, Boris Johnsons løfte er, at den regering vil få UK ud af EU på den dato, Theresa May måtte bede EU om: 31. oktober i år.
Det program kunne, med lidt held, få Brexit-vælgere tilbage til de konservative og trække tæppet væk under Nigel Farage.
Johnson gør det helt klart overfor offentligheden, at han vil have en aftale med EU: “No deal” er ikke acceptabelt: “We want a deal”. Det må bare ikke være Theresa Mays aftale.
Og til parlamentet siger Johnson og hans regering, at uden at kunne true med “no deal”, så har UK ikke noget at “true” EU med i forhandlingerne, og så sidder UK på forhånd som tabere
Vi skal, siger Johnson, have EU til at forstå, at den aftale skal laves om, så det britiske parlament og folket accepterer den. For at få EU til at forstå det, så giver vi EU et ultimatum: Enten får vi en ny aftale, eller også bliver det uden en aftale. EU kan få det, som de vil have det på den gode måde eller den hårde. “No deal” fungerer heller ikke for EU, det indser de nok.
Og til parlamentet siger Johnson og hans regering, at uden at kunne true med “no deal”, så har UK ikke noget at “true” EU med i forhandlingerne, og så sidder UK på forhånd som tabere og må finde sig i det, EU nu har at tilbyde.
Men hvis vi kommer med truslen om “no deal” i baghånden, så har vi en chance i forhandlingerne med EU. Og, siger Johnson, vi gør gode fremskridt i de forhandlinger. 17. oktober er der topmøde i Bruxelles. Til den tid har vi (sikkert) en ny og bedre aftale.
Inden da sætter regeringen sig ned nogle uger og laver et lovgivningsprogram for et nyt og bedre UK. Sparetiderne er omsider forbi. Forude ligger et nyt og bedre konservativt UK, med flere penge til alt og alle – undervisning, politi, militær, sundhedsvæsen, veje osv., osv.
For at kunne det, skal vi bare lige have fred et par uger, så vi lukker lige parlamentet frem til midt i oktober. Hav en god ferie, allesammen, og vi skal jo alle til de årlige partikonferencer i oktober, det skal der altid afsættes tid til.
Det hele falder fra hinanden
Sådan beskriver Johnson situationen. Krise? Ikke her, med de konservative kommer vi ud af EU til tiden – endelig en regering, der kan få det gjort – og derefter har vi et bedre UK, på alle måder, et UK der lever i fred og fordragelighed med sine gode venner og naboer i EU (og i Amerika og alle mulige andre steder), og hvor borgerne får det bedre og bedre.
Men her falder det hele fra hinanden, og det er der, vi er nu i det britiske parlament.
Flertallet af parlamentet er direkte imod tanken om at forlade EU uden en aftale. “No deal” vil føre til kaos, til varemangel på væsentlige områder, til lukning af virksomheder, måske til fornyet terrorisme ved grænsen mellem Irland og Nordirland, de skotske nationalister får vind i sejlene og prøver igen at blive selvstændige: Unionen, The United Kingdom, vil falde fra hinanden.
Så da Boris Johnson begynder sin arbejdsuge i parlamentet i tirsdags, møder han massiv modstand.
Den konservative regering siger, at Labour-leder Jeremy Corbyn er en kylling (kujon), ligefrem en klorineret kylling
Anført af underhusets leder, John “order-order” Bercow, tiltager parlamentet sig magten over parlamentets dagsorden. Hvor det normalt er regeringen der – ligesom i Danmark – står for at fremsætte lovforslag til debat, behandling og eventuelt vedtagelse – så får parlamentet ekstraordinært (men helt legalt) mulighed for at fremsætte et lovforslag.
Det lovforslag går ud på at forpligte nationens politiske leder, premierminister Boris Johnson, til helt at tage “no deal” af bordet i forhandlingerne.
Desuden vil man kræve, at han tager til Bruxelles og beder om endnu en udsættelse: UK skal så udtræde af EU til januar 2020, ikke oktober 2019.
Der følger tre afstemninger i parlamentet, regeringen taber dem alle: lovforslaget er fremsat og vedtaget til videre behandling i Overhuset, som fredag eftermiddag 6. september endeligt vedtog lovforslaget.
Johnson forlanger så som sagt parlamentsvalg, for det er helt tydeligt – han har helt ret: Parlamentet forhindrer regeringen i at gennemføre sine planer.
Men det kan han ikke forlange, for hans forgænger som premierminister, David Cameron, gennemførte i 2011 en lov, der siger, at en britisk regering sidder i en femårs periode, og at der skal to tredjedeles flertal i parlamentet for at vedtage parlamentsvalg før tiden.
Det var dén afstemning, Boris Johnson vandt onsdag. Han havde flertal, men han fik ikke de to tredjedele af parlamentet med sig.
I en af de tidligere afstemninger truede han sine konservative kolleger med suspension fra partiets parlamentsgruppe, hvis det stemte for forslaget om at tage “no deal” af bordet.
Hvis det var tænkt som en trussel, så virkede den ikke. 21 konservative politikere viste deres foragt (jeg tror, det er ordet) for deres leder og hans Brexit-politik ved at stemme for forslaget.
Så de blev suspenderet (partiets ledelse troede selv, de kunne smide dem ud, men det kan man nu ikke. Til gengæld kan de ikke blive konservative kandidater ved et parlamentsvalg).
Men Johnson mistede 21 parlamentsmedlemmer, og dermed røg hans regerings mindretal ned på 22.
Der står vi nu
Boris Johnsons regering har ikke flertal i parlamentet, parlamentet prøver at tvinge ham til at indgå kompromisser med EU, som han har svoret aldrig at ville indgå. Og parlamentet nægter at lade ham udskrive valg.
Det er selvfølgelig helt uholdbart, og alle ved, at der skal et valg til snarest muligt. Sådan som det ser ud nu, fungerer parlamentet slet ikke, men demokratiet har en udvej: valg.
Hvorfor Boris Johnsons modstandere modsætter sig det så voldsomt – de er jo det største oppositionsparti, hvis ikke de støtter Johnsons “krav” om det valg, så kunne de jo i hvert fald forhindre det onsdag – det er det næste kapitel i historien.
Den konservative regering siger, at Labour-leder Jeremy Corbyn er en kylling (kujon), ligefrem en klorineret kylling.
Jeremy Corbyn og en stor del af parlamentet – ikke bare Labour – siger, at Johnson er fuld af fup og løgn, at han overhovedet ikke er interesseret i at få en aftale med EU, men simpelthen går efter at forlade EU uden en aftale.
Passer ikke, siger Johnson: Vi gør fremskridt i Bruxelles.
Bruxelles siger, at Johnsons udtalelser er uden hold i virkeligheden: Om noget så fjerner Johnson sig mere og mere fra at kunne få en aftale med EU.
Det er ganske vist.
Foto: Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her