Som hvid i Kina lever vi et superstjerneliv, hvor vi opvartes og drikker gratis på byens natklubber. Også i hverdagen giver den hvide hudfarve privilegier i en sådan grad, at man jævnligt vågner med moralske skrupler over sine hvide privilegier, skriver Andrea Margrethe Dragsdahl i sidste afsnit af hendes rejsebreve fra Kina, hvor hun er gæstestuderende et semester på et kinesisk eliteuniversitet.
Bussen er fuldstændig proppet, og jeg befinder mig sammenklemt mellem to kinesere og en indkøbspose med en høne, der ser ud til at have været i live indtil for tyve minutter siden. Vi kører på en smal landevej, da en ældre mand dukker op i vejkanten og med store armbevægelser signalerer at han vil samles op. Med besvær træder han ind i bussen med sine mange poser og som en selvfølge tilbyder jeg ham mit sæde.
Som om jeg ikke tiltrak nok opmærksomhed som blond pige i bussen, så farer alle kineserne nu op for at tilbyde deres sæder i stedet. En går så vidt som at skubbe mig tilbage i sædet. Først da jeg ringede hjem og berettede om den mærkelige episode, lod min far mig forstå betydningen af min – i mine øjne – ubetydelige gestus. Det er snart tre år siden at denne episode udspillede sig, men kinesernes syn på min hvide hudfarve har ikke ændret sig. Den er stadig et symbol på rigdom og skønhed.
De hvide, rige og magtfulde
Den hvide hudfarve som et statussymbol kan spores helt tilbage til en mangeårig opfattelse af de hvide som herskerne og autoriteten. Beijing, hvis direkte oversættelse betyder den nordlige hovedstad, har været centrum for magt og politik helt tilbage til før vor tids regning. Kineserne i det nordlige Kina har alle haft lysere hud, og den blege hudfarve har derfor længe symboliseret magt og autoritet. En opfattelse der særlig blev forstærket ved invasionen fra Vesten, der også blev ført af rige og magthavende hvide herskere.
Mens den lyse hudfarve symboliserer magt og rigdom, er den mørke omvendt symbol på snavs og fattigdom, fordi den kommer af for meget tid i solen. Det bliver nemlig stadig i mange lande, herunder Kina, forbundet med et liv for arbejdere, der tilbringer mange timer på markerne med hårdt fysisk arbejde. Den hvide mand er omvendt ham, der er så rig, at han ikke behøver arbejde.
Den hvide hudfarve er ikke alene et statussymbol og skønhedsideal, men giver også adgang til en piedestal, hvor vi som hvide er overlegne og kan slippe afsted med hæmningsløs opførsel.
I Beijing, hvor mange kinesiske turister kommer til fra mindre byer, oplevede jeg som bleg og blond ustandseligt at kineserne pegede fingre og råbte “外国!” (WaiGuo!) efter mig. Den direkte oversættelse til dansk vil være ”fremmede” eller det engelske foreigner. Om vi er europæere eller vestlige har ingen betydning, for begge er ukendt og glorificeret i kinesernes øjne.
Hvem er racisten?
Mange har set nedenstående kinesiske reklame for vaskepulver, der gik sin virale sejsgang – og blev kendt for at være enormt racistisk. Her lokker en kinesisk pige en sort ungersvend ned i en vaskemaskine, hvorefter han kommer ud som en flot hvid kineser. Vaskepulveret har klaret snavset:
https://www.youtube.com/watch?v=z0D-ot2tso8&feature=youtu.be
Filmens italienske søster, hvor det er en hvid mand der bliver vasket sort, er omvendt ikke blevet udsat for samme ramaskrig og afholdstagen. Reklamerne viser ellers en fremragende forskel på vores skønhedsidealer:
Men hvorfor kan der grines af den italienske reklame mens der rases over den kinesiske? Kineserne bliver fremstillet som racister, frem for blot at lade filmen være et udtryk for deres beundring af den lyse hudfarve.
I mit eget møde med kineserne oplever jeg, at særligt kvinderne føler de aldrig kan blive rigtigt smukke, så længe de ikke er hvide. ”Vi har et ordsprog der siger, at den hvide hudfarve skjuler alle fejl og mangler. Som hvid kan du ikke være grim” sagde min kinesiske veninde til mig, da jeg spurgte ind til hendes hylde med blegemidler. Og hun er ikke unik. Jeg har talt med de smukkeste kinesiske piger, der sukkende har sagt at de aldrig kan blive lige så smukke som hvide piger.
I mit eget møde med kineserne oplever jeg, at særligt kvinderne føler de aldrig kan blive rigtigt smukke, så længe de ikke er hvide
Ifølge South China Morning Post, har 95 procent af kinesiske kvinder mellem 20 og 49 år anvendt ansigtsmasker med formålet at få lysere hud. Og vi stopper ikke ved blegemidler. For også vores store øjne er grudlag for meget misundelse. Så meget at øje-operationer, der strækker huden omkring øjnene, er meget populære. Og næsten alle billeder du finder på sociale medier er blevet redigeret med et filter, der forstørrer øjnene og gør huden lysere.
Hvid eller taber?
Kinesiske turister kan til tider give Vesten indtryk af, at de som folk føler sig overlegne og sat uden for regler og normer. Men i Kina er der ingen tvivl om, at vi er definitionen på deres skønhedsideal.
Og mens kinesiske kvinder stræber efter at være白富美(BaiFuMei), Hvid-rig-smuk, så drømmer mændene om at kaldes高富帅(GaoFuShuai), der oversættes til høj, rig og maskulin. Er man ingen af delen, er man ordinær og kaldes 屌丝(DiaoSi). Det oversættes til taber.
Den hvide hudfarve er ikke alene et statussymbol og skønhedsideal, men giver også adgang til en piedestal, hvor vi som hvide er overlegne og kan slippe afsted med hæmningsløs opførsel. Lang ventetid til en god restaurant er ikke længere et problem, for som var vi superstjerner springer vi altid køen over. I butikkerne får vi særbehandling, og ekspedienterne vil fotograferes med os. Vi behøver ikke reservationer til de gode restauranter, for på magisk vis finder de altid et bord til os.
Når vi går i byen har taxaen knapt parkeret foran natklubben, før dørmændene har givet manageren besked om at vi er ankommet. Uden at vagterne fortrækker en mine går vi direkte forbi sikkerhedsforanstaltninger, og skulle kropsscanneren hyle, kan vi fortsætte ind på natklubben uden at standse. Fremme ved et proppet dansegulv går der aldrig længe før manageren har fundet os, og ud af det blå formår at finde et bord til os.
En proppet natklub og vores uanmeldte ankomst er ingen hindring. Kort efter står han klar med tjenere ved sin side, der uden beregning opvarter os hele natten med gratis øl, drinks og tårne med frugt. Vi får besked på at sige til, hvis der er noget vi savner. Dette er ikke en enkelt vild aften i byen, men tværtimod den behandling vi får hver gang på alle byens natklubber.
Til salg for en drink
Når scenariet udspiller sig morer vi os, og nyder de sparede udgifter. I starten stillede vi dagligt hinanden spørgsmålet om, hvori natklubbens vinding lå og hvad mon kineserne selv tænkte om vores særbehandling. Det er vi holdt op med. I stedet har vi uden større besvær accepteret, at de kinesiske gæster ønsker vores selskab på natklubben. De betaler gerne overpris for egne drinks, hvis de i bytte kan lægge billeder på sociale medier, hvor de fester med de hvide.
I Danmark kalder vi det kendislivet, i Kina er det white privilege. Forskellen er bare, at min eneste indsats for at opnå goderne har været at blive født med hvide forældre i et vestligt land. Fedt for mig.
I løbet af aftenen vil de modige invitere en enkelt eller to af os til at sidde med ved deres bord. Her bliver der taget billeder, der fremstiller os som bedste venner, men den egentlig samtale er kort. Deres engelskkundskaber i mange tilfælde ikke eksisterende, og mit kinesisk begrænser sig til et par minutters samtale. Andre gange beder de bare om vores Wechat, der er kinesernes svar på Facebook.
På mange måder er de nævnte scenarier ikke langt fra, hvordan vi selv behandler kendte i Danmark og resten af Vesten. Vi betaler gerne overpris for de eksklusive natklubber, så vi kan blive set – og allerhelst fotograferet – med de smukke, rige og kendte. Og har man det rigtige navn, så er en fyldt restaurant heller ingen hindring for at få et bord.
Men alligevel vågner jeg dagen efter en luksuriøs bytur med en dårlig smag i munden. Foruden den åbenlyse grund, der kan spores tilbage til den hæmningsløse mængde af øl og risvin, så er det også min moral der plager mig. I Danmark kalder vi det kendislivet, i Kina er det white privilege. Forskellen er bare, at min eneste indsats for at opnå goderne har været at blive født med hvide forældre i et vestligt land. Fedt for mig.
Byt dit kinesiske navn ud med et engelsk
Den dårlige smag i munden skyldes også, at vi ikke alene nyder godt af privilegierne, men også forstærker kinesernes ydmyghed og selvforagt. På mit britiske universitet, der har campus i Kina, er langt de fleste af underviserne internationale og de har alle taget deres uddannelser i udlandet.
Disse undervisere har frivilligt bosat sig i Kina, og har alle et minimum af kendskab til det kinesiske sprog. Alligevel bliver samtlige kinesiske studerende, som altså udgør 90 procent af det samlede elevtal, bedt om at finde sig et engelsk navn. ”Ellers kan jeg ikke kende forskel på jer, og I gør det nemmere for mig, når jeg skal give karakterer” sagde min amerikanske underviser forleden.
Det er muligvis at blæse storm i et vandglas, men hvori ligger retfærdigheden i at en amerikansk underviser, der frivilligt har bosat sig i Kina, beder sine studerende om at ændre navn – for sin egen nemheds skyld? Det minder mig om episoden i 2009 hvor Betty Brown, en delstatspolitiker fra Texas, USA, sagde at kineserne burde få engelske navne, så deres stemmer ikke blev erklæret ugyldige ved valget. Her er altså tale om kinesiske amerikanere, der har opnået stemmeret og således også statsborgerskab. Samme opfordring lød i øvrigt ikke til dem med russiske eller arabiske navne.
Et møde på midten
Hvis kineserne vil være konkurrencedygtige på jobmarkedet, så skal de lære engelsk. De skal også lære at samarbejde, og begå sig i en mindre hierarkisk opdelt arbejdskultur. Men hvis vi vil handle med kineserne, så skal vi finde større kulturel forståelse for et land med mangeårige traditioner og historie, der ligger dybt forankret i deres normer og opførsel.
Udgangspunktet bør som i ethvert andet møde mellem mennesker være at begge parter imødekommer og tilgodeser hinanden. Lad os starte med navnene. Hvis du kan udtale Krzystof og Muhammed, så kan du også lære at udtale Wang, Li og Zhang.
Men indtil da kan du, kære hvide mand, være ganske rolig. Du er stadig stor i Kina, og det ændrer sig nok ikke foreløbig.
Topfoto: Ben Bloom – Alle billeder i artiklen: Andrea Dragsdahl. Kollagedel: Michael Dorbec.
Kunne du lide denne artikel? Så del den meget gerne. Hos POV International skriver vi alle frivilligt, men bliver glade for bidrag. Du kan bidrage til mine fortsatte skriverier på Mobile Pay +45 42 31 55 26
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
