Hverdagsdansk: Danskernes kollektive misbrug

Mette Bærbach Bas 21.09.2018

KLUMME – Vi har et kollektivt misbrugsproblem i Danmark. Det ser ud til, at vi har misforstået vores egen evolutionstrang og indledt en fatal romance med et speed-lignende narkotikum for at få det ypperligste fix af alle: præstationsfixet.

Det er sket så gradvist, at vi slet ikke har lagt mærke til det. Derfor tror vi, at det er både normalt og nødvendigt at fixe.

Vi fixer på alle steder, til alle tider og i alle sammenhænge: Vi finder os i, at chefen coacher os om vores private udfordringer, så vi kan præstere mere på arbejdet. Vi accepterer karakterræset i skolerne, selvom elevernes kapløb med sig selv kun producerer tabere udi disciplinerne selvværd og selvindsigt. Vi sammenligner os med småbørnsforældre, der løber først motionsløb, så halvmaraton og så ironman.

Forstå mig ret – jeg bebrejder ikke nogen dette misbrug. Vi kan faktisk ikke gøre for det, for vi har nemlig haft en dårlig barndom. Vi er blevet mødt med, ”ja, du er dygtig”, når vi har vist mor og far, hvor sjovt det er at hænge i benene med hovedet nedad i gyngestativet.

De kloge familievejledere fortæller nu, at det rigtige svar var, ”ih, hvor ser det sjovt ud”. Vores forældre skulle have anerkendt os, ikke rost os. Så nu vrider alle småbørnsforældre hjernecellerne for at lære at anerkende deres børn, så snart de kommer hjem fra løbeturen. Det skal nemlig være endnu bedre. Det er ikke nok, at det er godt.

Som det er tilfældet med alle andre slags misbrug, er det næsten umuligt at stoppe, hvis alle dine venner også fixer.

Facebook og Instagram er den nye Pusher Street, hvor vi opildner hinanden med korrekt komponerede billeder eller ved at dele løbeappens resultater og artikler fra Børsen om hotte gazellevirksomheder.

Hvis det går godt, hvorfor skal det så gå bedre? Tænk, om nogen sagde: ”Tag det roligt, det går faktisk rigtig fint.”

Eller en status som denne, der dukkede op i mit feed i dag, og som fik mig til at skrive dette indlæg: ”Det går jo godt i XXX, og det er virkelig godt, men vi kan sagtens blive endnu bedre og i højere grad udnytte den positive bølge, som vi rider på i øjeblikket!”

Hvis det går godt, hvorfor skal det så gå bedre? Tænk, om nogen sagde: ”Tag det roligt, det går faktisk rigtig fint. Lad os hvile lidt på laurbærrene og mærke ind i, hvad vores næste logiske skridt er ud fra de værdier, vi kan mærke helt nede i maven og dybt ind i hjertet”.

Desværre vil en sådan snak nok være for døve ører – junkier lytter sjældent til fornuft. De har alt for travlt med skaffe det næste fix. Og ja, vi præstationsjunkier bruger enorme ressourcer på at finde vores næste fix: Kroppen skal have den rigtige form, og lønsedlen skal vise den rigtige saldo. Tænk, om vi brugte de ressourcer på at finde nogen, der har brug for hjælp?

Så hvorfor fixer vi? I sidste ende må det være fordi, vi tror, det giver os lykke. Men hvad er lykke? Det må i sagens natur handle om glæde og tilfredshed. Så nu er spørgsmålet: Er du glad og tilfreds med dig selv og dine resultater? Og er du tilfreds med resultaterne i sig selv – uden nødvendigvis at skulle fremvise resultaterne på de sociale medier? Hvis du ikke er glad og tilfreds sådan helt nede i maven og dybt ind i hjertet, så er det måske på tide at stoppe romancen med præstationsmisbruget og slå op med dit eget iscenesatte selvbillede.

Første skidt ud af et misbrug handler om at erkende, at der finder et misbrug sted. Næste skridt er at stoppe misbruget. Det betyder, at vi skal stoppe med at præstere for at få ros. Vi skal finde anerkendelse på en anden måde og fra et andet sted. Ikke fra andre, men fra os selv. Når vi f.eks. træner til den der halvmaraton, skal vi sige til os selv ,”ih, hvor er det her sjovt”. Hvis vi ikke kan sige det og mene det, skal vi lade være med at løbe. Det samme gælder faktisk alle andre aspekter i livet.

Illustration: Wikimedia Commons

Mette Bærbach Bas

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge. Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned på Mors med sin tyrkiske mand. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer. Med klummeserierne Hverdagsdansk og Udkantsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.