USA2028 // LONGREAD – Amerikas præsidentvalg er først i 2028, men efter efterårets midtvejsvalg går kapløbet om de to partiers nominering i gang. Hos Demokraterne er Gavin Newsom den mest åbenlyse kandidat, men navne som Pete Buttigieg, Jon Ossoff og Alexandria Ocasio-Cortez er alle bud på et muligt generationsskifte. Her er en foreløbig liste over Demokraternes stærkeste navne.
NEW YORK – Der er lidt over to år til de første demokratiske primærvalg i USA, og ingen fremtrædende kandidat har officielt meldt sig endnu. Alligevel er valgkampen om, hvem der skal være partiets kandidat reelt begyndt.
Så lad os kaste et blik på listen over mulige kandidater, der allerede er i gang med at besøge de stater, som kæmper om at komme først i Demokraternes nye primærvalgskalender. De håbefulde politikere lancerer podcasts, udgiver bøger, opbygger nationale donororganisationer og tester budskaber om alt fra kampen mod Trump, leveomkostninger, korruption, Israel og hvordan partiet skal vinde de tabte arbejdervælgere tilbage.
Der er en helt lavpraktisk grund til, at det demokratiske parti er i gang allerede nu. For partiet vælger allerede sine første primærvalgsstater i år, hvilket vil få stor betydning: En kalender, der begynder med de mange sorte vælgere i South Carolina efterfulgt af den fagligt organiserede og etnisk sammensatte vælgerbefolkning i Nevada, stiller andre krav til kandidaterne end den ”gamle kalender”, hvor Iowa og New Hampshire var de to første stater i primærvalgskalenderen.
Fredag i denne uge kom resultatet:
- South Carolina 22. januar
- Nevada 1. februar
- New Hampshire 8. februar
- New Mexico 15. februar
- Michigan 22. februar
- Virginia 29. februar
Der findes ingen egentlig favorit. En landsdækkende Emerson College-måling fra 23. juli 2026 placerer Pete Buttigieg på 19 procent, Gavin Newsom på 17, Jon Ossoff og Alexandria Ocasio-Cortez på hver 13, Kamala Harris på otte og Andy Beshear på syv procent. Men 13 procent er uafklarede, og på nuværende tidspunkt må målingerne først og fremmest læses som undersøgelser af ”name recognition” (på dansk: er du kendt i brede dele af USA ud over i din egen hjemstat) samt politisk nysgerrighed.
En anden måling fra maj viser, hvor ustabilt billedet er. Her stod Harris og Newsom tilbage som de to stærkeste kandidater i en simuleret såkaldt ranked-choice afstemning, efter at vælgernes anden-, tredje- og fjerdeprioriteter var blevet udelukket og fordelt.
De store spørgsmål, demokraterne skal afklare før 2028
Den kommende valgkamp bliver ikke bare en konkurrence mellem personer, men om forskellige varianter af, hvilken type parti og i hvilken retning, demokraterne skal gå i tiden efter Trump.
Skal partiet vælge en aggressiv modstander, der kan føre krigen direkte mod MAGA-bevægelsen? En guvernør fra en svingstat, der kan love kompetent regering? En økonomisk populist, som kan genvinde arbejdervælgere, der fokuserer på ”affordability” og lader værdikrigene og identitetspolitikken ligge i skuffen? Eller en kandidat, der kan genetablere den brede koalition af sorte, latinamerikanske, unge og højtuddannede vælgere, som tidligere gav Demokraterne flertal? Og hvor ’venstreorienteret’ skal partiet være?
Hvis man ikke kan appellere til vælgerne på en troværdig måde, hvis man ikke har stjerne-kommunikations talent, karisma og tv/internet-tække samt succes som fundraiser hos partiets donorer, kan man godt glemme alt om primærvalget
Normalt har det været en tommelfingerregel, at demokraterne altid trækker mod venstre under primærvalget, fordi det her partiets kernetropper styrer slagets gang. Mens kandidaten bagefter stort set altid rykker ind på midten og bliver mere moderat i den ”rigtige valgkamp”, fordi vinderen skal kunne appellere til de afgørende moderate uafhængige svingvælgere, der typisk befinder sig der.
Alle ovenstående politisk/ideologiske spørgsmål skal besvares og dertil kommer selvsagt den personlige komponent. Man kan have nok så mange gode idéer, men hvis ikke man kan appellere til vælgerne på en troværdig måde, hvis man ikke har stjerne-kommunikations talent, karisma og tv/internet-tække samt succes som fundraiser hos partiets donorer, kan man godt glemme alt om primærvalget.
Med alt dette in mente lad os se på kandidatfeltet:
1. Gavin Newsom: Kandidaten alle taler om, der endnu ikke har meldt sig
Californiens guvernør er den mest åbenlyse kandidat i feltet. Newsom har offentligt udtalt, at han overvejer at stille op, og vil efter eget udsagn træffe sin beslutning efter midtvejsvalget i november 2026. Samtidig har han opbygget en landsdækkende profil som en af Trumps mest aggressive demokratiske modstandere.
Hans store styrke er hans åbenlyse kampvilje. Demokratiske vælgere, som mener, at partiets ledere har været for forsigtige over for Trump, ser Newsom som en politiker, der forstår den moderne mediekrig. Han samler penge, producerer virale angreb og er villig til at møde republikanerne på deres egen kommunikative slagmark.
Newsom kan meget vel vinde en primærvalgskamp, der hovedsageligt vil handle om, hvem der bedst kan bekæmpe Trumpismen. Det er mindre sikkert, at han kan vinde en valgkamp, der handler om leveomkostninger og demokraternes forhold til arbejderklassen
Hans solrige hjemstat er hans største problem. Republikanerne vil fremstille Californien som et skræmmebillede på demokratisk regeringsførelse: høje boligpriser, hjemløshed, kriminalitet, overregulering og en økonomi, hvor mange middelklassefamilier har svært ved at klare dagligdagen. Newsom har samtidig en ”glat” nærmest Netflix-agtig personlighed, der ikke nødvendigvis er en styrke i de afgørende svingstater i Midtvesten og sydpå, hvor vælgerne historisk foretrækker en mere jordbunden eller vejrbidt type, om man vil, med grit og mindre ”Hollywood shine”.
Newsom kan meget vel vinde en primærvalgskamp, der hovedsageligt vil handle om, hvem der bedst kan bekæmpe Trumpismen. Det er mindre sikkert, at han kan vinde en valgkamp, der handler om leveomkostninger og demokraternes forhold til arbejderklassen.
2. Pete Buttigieg – den bedste kommunikator
Pete Buttigieg er i øjeblikket den bedst placerede kandidat i Emersons nationale måling. Den tidligere borgmester og transportminister under Biden har tidligere vist, at han kan forvandle begrænset politisk erfaring og beskeden ”name recognition” til en seriøs præsidentkampagne.
I 2020 vandt han snævert førstepladsen i Iowa, hvor han viste sig som en særdeles vidende, veltalende og disciplineret debattør og en fremragende fundraiser. Som transportminister fik han føderal regeringserfaring og siden har han gjort sig bemærket ved regelmæssigt at optræde på Fox News og andre såkaldt ”fjendtlige platforme” som f.eks. Joe Rogans podcast, hvor han gjorde det fremragende.
Buttigieg er gift med sin mand, Chasten, og sammen har parret to adopterede børn. I kulisserne er det ikke svært at få analytikere til at tvivle på, at et socialt konservativt vælgerkorps (der aldrig har valgt en kvinde ind i Det Hvide Hus) er klar til at ville vælge en homoseksuel præsident
Hans beslutning om hverken at stille op til Senatet eller som guvernør i Michigan i 2026 blev i medierne bredt opfattet som et tegn på, at han holder banen åben til 2028.
Buttigiegs styrke er hans evne til at forklare komplekse spørgsmål slagkraftigt og enkelt og hans fremragende evner til at tale med vælgere uden for Demokraternes kernepublikum. Hans svaghed er imidlertid den samme som i 2020: Han har endnu ikke bevist, at han kan opbygge stærk opbakning blandt sorte vælgere, som kan blive afgørende, især hvis South Carolina placeres først i primærvalgskalenderen.
Han mangler desuden et aktuelt politisk embede og dermed en daglig platform, hvor vælgerne kan få øje på hans lederskab. Han er en åbenlys topkandidat med demokraternes stærkeste kommunikative værktøjskasse, men hans forhold til partiets sorte vælgere bliver en afgørende prøve. Han optræder på samtlige ranglister over mulige topministre under en demokratisk præsident.
Ingen amerikanske medier vil så meget som nævne hans familie eller seksualitet – Buttigieg er gift med sin mand, Chasten, og sammen har parret to adopterede børn. I kulisserne er det dog ikke svært at få analytikere til at tvivle på, at et socialt konservativt vælgerkorps (der aldrig har valgt en kvinde ind i Det Hvide Hus) er klar til at ville vælge en homoseksuel præsident.
3. Svingstatsguvernøren Josh Shapiro
Pennsylvanias ekstremt veltalende guvernør har et af feltets mest indlysende argumenter: Han har vundet stort i en af de kernestater, Demokraterne ikke har råd til at tabe i et præsidentvalg.
Shapiro kan føre valgkamp som en både moderat og effektiv administrator, der samtidig har vist sig som en benhård modstander af MAGA-ekstremisme. Som guvernør kan han også pege på konkrete resultater som en kontrast til Washingtons fastlåste lovgivningsproces. Han blev seriøst overvejet som Kamala Harris’ vicepræsidentkandidat i 2024.
Shapiro ville blive den første jødiske præsident i USA nogensinde og på partiets stærke venstrefløj er det ikke en fordel p.t.
Hans position i forhold til Israel kan imidlertid blive et problem for ham i et parti, hvor kritikken af den israelske regering og amerikansk militær støtte er vokset markant og vil vise sig under primærvalget. Shapiros profil som en relativt Israel-venlig demokrat er hermed en mulig sårbarhed, også selv om han har modsat sig den aktuelle amerikansk-israelske krig mod Iran. Han ville også blive den første jødiske præsident i USA nogensinde og på partiets stærke venstrefløj er det ikke en fordel p.t.
Shapiro vil, hvis han stiller op, sandsynligvis forsøge at gøre valget til et spørgsmål om kompetence og valgbarhed: Hvem kan faktisk vinde i de afgørende svingstater i Midtvesten, Pennsylvania, Wisconsin og Michigan? Den populære guvernør er nok den kandidat, partiets strateger føler sig mest trygge ved, men ikke nødvendigvis den kandidat, aktivisterne i basen vil være mest begejstrede for.
4. Jon Ossoff: en ny generation fra Georgia
Senator Jon Ossoff er på kort tid rykket fra yderkredsen ind blandt de mest interessante kandidater. Han er ung, medievant og valgt i den relativt nytilkomne svingstat Georgia, som Donald Trump vandt i 2024 (efter at have tabt staten til Joe Biden i 2020).
Ossof er på valg som senator i det aktuelle midtvejsvalg, og her har han skærpet sin profil betydeligt. Han angriber Trump direkte som både ”korrupt og uværdig” til embedet. Han har samtidig rejst meget store beløb og produceret taler og videoklip, der er gået viralt og bredt sig langt ud over Georgia. Ifølge AP indsamlede han omkring 20 millioner dollar alene i andet kvartal af 2026 og havde en finansiel fordel på omtrent 20 til 1 over sin republikanske modstander.
Ossof er nok feltets stærkeste nye navn. En solid sejr i Georgia i november kan gøre ham til en egentlig topkandidat
Ossoff ville som kandidat kunne kombinere økonomisk populisme, kritik af politisk korruption og et budskab om generationsskifte. Hans mere kritiske linje over for ubetinget amerikansk støtte til Israel kan også placere ham bedre end flere af guvernørerne i et demokratisk primærvalg.
Men alt afhænger af senatsvalget i Georgia til november. Taber han, forsvinder meget af argumentet om valgbarhed. Sejrer han overbevisende som demokrat i en stat, Trump vandt i 2024, vil han øjeblikkeligt blive en af de mest omtalte mulige kandidater til 2028.
Der er til gengæld et muligt institutionelt problem for hans parti. For hvis Ossoff bliver præsident og Georgia har en republikansk guvernør, kan Demokraterne risikere at afgive hans senatsmandat til en republikansk udpeget efterfølger. Ossof er ikke desto mindre nok feltets stærkeste nye navn. En solid sejr i Georgia kan gøre ham til en egentlig topkandidat.
5. Alexandria Ocasio-Cortez er venstrefløjens store satsning
Alexandria Ocasio-Cortez, der i daglig tale altid blot bliver kaldt AOC, har noget, ingen af de øvrige kandidater kan matche: en selvstændig politisk bevægelse og direkte adgang til millioner af vælgere gennem sociale medier især på Twitch, Tik Tok og Instagram, hvor hun har decideret kultstatus.
Den unge (36 år) socialistiske kongrespolitiker fra New York kan stille op som en direkte arvtager til veteranen Bernie Sanders, men med en langt yngre, mere digital og demografisk anderledes koalition. Hendes politiske projekt handler ikke om at genetablere systemet fra tiden før Trump, men om at ændre det.
En ny måling blandt sandsynlige demokratiske primærvælgere i New Hampshire placerer hende øverst, lige foran Buttigieg. Hendes støtte er især koncentreret blandt progressive og selvbeskrevne socialister i USA’s større byer, mens Buttigiegs er mere jævnt fordelt mellem moderate, liberale og progressive vælgere.
AOC’s tilhængere mener, at hendes økonomiske populisme kan tiltrække vælgere, der normalt ikke stemmer, og enkelte vælgere, som kombinerer støtte til Trump med støtte til venstreorienterede kandidater. Hun taler mere overbevisende end de fleste demokrater om husleje, løn, sundhed og et økonomisk system, der opleves som rigged.
AOC har den største mulighed for at ændre hele primærvalgets dynamik, men hun ville sandsynligvis også være den mest risikable kandidat ved et nationalt valg
Modargumentet er hendes høje polariserende og i brede kredse negative brand. Republikanerne har i årevis gjort hende til symbol på demokraternes radikale venstrefløj. Hun har ingen regeringserfaring og er et ubeskrevet blad i udenrigspolitikken, hvis man sammenligner med det øvrige felts guvernører, senatorer og tidligere ministre.
Hun deltog i sikkerhedskonferencen i München i februar, hvor kommentatorer ikke var imponerede over hendes svar på spørgsmål om international politik. Det er ikke nødvendigvis en kæmpe svaghed – indenrigspolitikken betyder næsten alt i præsidentvalg, og en kandidat kan læse op på lektierne om nødvendigt.
AOC har den største mulighed for at ændre hele primærvalgets dynamik, men hun ville sandsynligvis også være den mest risikable kandidat ved et nationalt valg. Populært sagt ville det svare til at stille en kandidat valgt på Nørrebro for Enhedslisten op i hele Danmark og forestille sig, hvilke chancer hun ville have på landet i Jylland.
6. Andy Beshear er en demokrat, der kan vinde i MAGA-land
Kentuckys guvernør Andy Beshear er prototypen på den kandidat, Demokraterne ofte siger, at de ønsker sig: En populær demokrat, der gentagne gange har vundet i en ellers særdeles solid republikansk stat.
Beshear er mindre konfrontatorisk end Newsom og mindre ideologisk end AOC. Hans appel bygger på kompetence, anstændighed og evnen til at tale om hverdagsproblemer uden at lyde som en national partipolitiker. Guvernøren har allerede besøgt South Carolina, lanceret sin egen podcast og taget andre skridt, der normalt forbindes med en ”tidlig præsidentiel positionering”. Reuters medregner ham blandt de guvernører, der aktivt forbereder muligt kandidatur.
Beshear er feltets stærkeste ‘dark horse‘, især hvis partiet efter midtvejsvalget konkluderer, at det at generobre landdistrikter og arbejdervælgere er demokraternes vigtigste opgave
Beshear er dog relativt ukendt udenfor sin hjemstat og hans mere afdæmpede stil kan gøre det vanskeligt at trænge igennem i medierne, der mestendels belønner konflikt, og måske også i et primærvalg, hvor basen tørster efter kampvilje og en hård Trump-kritik.
Beshear må siges at være feltets stærkeste dark horse, især hvis partiet efter midtvejsvalget konkluderer, at det at generobre landdistrikter og arbejdervælgere er demokraternes vigtigste opgave.
7. Kamala Harris – tidligere kandidat og vicepræsident med et svært comeback
Det ville være en fejl helt at afskrive Kamala Harris. Hele USA kender hende (hvilket normalt er en kæmpe styrke, men det kan også være en svaghed i dette tilfælde). Hun har også et nationalt donor-beredskab og en etableret base blandt store dele af Demokraternes vælgere. I FairVotes måling fra maj førte hun i førstevalget og slog Newsom knebent efter fordelingen af vælgernes anden-prioriteter.
Men Harris skal overvinde den åbenlyse svaghed, at hun allerede har tabt til Trump. Mange demokrater vil frygte en genopførelse af valget i 2024, og hendes relativt svage placering i Emersons juli-måling tyder på, at partiets vælgere hellere ser en anden kandidat.
Harris er en kandidat, der må tages alvorligt, men for første gang er hun langt fra feltets naturlige centrum
Hun risikerer også at blive fanget mellem to fortolkninger af nederlaget: Enten var hendes kampagne for forsigtig og for tæt knyttet til det gamle demokratiske establishment, eller også blev hun offer for omstændigheder, som ingen kandidat kunne have overvundet. Hendes mulighed afhænger af, hvilken af disse forklaringer der vinder. Derudover er det også en svaghed, at mange tunge personer i partiet absolut ikke mener, hun overhovedet skal på banen igen. Harris er således en kandidat, der må tages alvorligt, men for første gang er hun langt fra feltets naturlige centrum.
8. JB Pritzker er milliardæren, der fører krig mod Trump
Illinois’ populære guvernør JB Pritzker er milliardær og aggressivt veltalende. Han har også en velsmurt organisation og en kraftigt voksende national profil. Han har positioneret sig som en kompromisløs modstander af Trump og kan finansiere en betydelig del af en præsidentkampagne selv.
Han vil kunne stille op på en kombination af socialliberal politik, stærk opbakning til fagbevægelsen og erfaring med at regere en af landets største stater. Hans formue gør det lidt sværere for ham at blive troværdig som økonomisk populist, og Illinois giver ham ikke samme svingstatsargument som Shapiro, Ossoff eller Beshear. Pritzker bør dog medregnes som en af de guvernører, der allerede tager skridt i retning af et muligt kandidatur. Han har den føromtalte grit i metermål og er en kandidat med et noget større organisatorisk potentiale end hans nuværende målingstal antyder.
Og så har han lige tabt rigtig mange kilo, hvilket medierne har set som et klart tegn på, at han nærer ambitioner om præsidentposten.
Outsidere, der ikke kan dømmes ude endnu
Af mulige dark horses kunne man nævne Arizonas senator, veteran og astronaut Mark Kelly, North Carolinas tidligere guvernør Roy Cooper, Marylands guvernør Wes Moore, Michigans guvernør, Gretchen Whitmer, tidligere borgmester og nuværende senator for New Jersey, Cory Booker, der åbent har erkendt, at han overvejer endnu et forsøg, mens den tidligere Chicago-borgmester og ambassadør Rahm Emanuel, der var Obamas stabschef, forsøger at skabe plads i feltet til en mere konfrontatorisk midterkandidat. Både Moore og Whitmer har sagt, at de ikke agter at stille op.
Feltet af demokrater er med andre ord bredt og vidtspredt, og hvordan, de mulige kandidater står overfor hinanden kan ændre sig efter midtvejsvalget.
At vælgerne p.t. tørster efter noget andet end trumpismen er et faktum – de nyeste meningsmålinger er decideret katastrofale for republikanerne og især for Trump
Hvis Ossoff vinder stort i Georgia, rykker han op. Hvis Demokraterne vinder med økonomisk populistiske kandidater, styrkes AOC og måske Beshear. Hvis valget først og fremmest bliver en folkeafstemning om Trump, vil Newsom og Pritzker få medvind. Og hvis vælgerne søger stabilitet, administrativ erfaring og mindst mulig risiko, kan Shapiro ende som den kandidat, der samler partiet.
Det eneste, man kan sige med sikkerhed lige nu er, at Demokraterne ikke har en entydig eller åbenlyst naturlig arvtager efter Obamas succes (Biden taler partiet helst ikke om).
Der er med andre ord mange talentfulde kandidater, men endnu ingen fælles opfattelse af, hvorfor demokraterne tabte i 2024, eller hvilken koalition der skal bringe partiet tilbage til Det Hvide Hus. Den svaghed vil martre alle kandidater og dermed partiet frem mod primærvalgets start i 2027.
At vælgerne p.t. tørster efter noget andet end trumpismen er til gengæld et faktum – de nyeste meningsmålinger er decideret katastrofale for republikanerne og især for Trump. Og dermed er der en ganske reel chance for, at partiet kan vende tilbage med en sejr i 2028.
Læs mere om USA – følg vores korrespondent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og