
NYHED // POV OVERBLIK – Irans præsident Masoud Pezeshkian gav tirsdag morgen udenrigsministeren instruks om at forhandle med USA. På X skriver præsidenten, at forhandlinger forudsætter en god stemning ”uden trusler og urimelige forventninger”.
Ifølge Al Jazeera ses meldingen som et signal om, at Teheran er åben for diplomatiske løsninger, herunder initiativer faciliteret af Tyrkiet og andre lande i regionen.
USA’s præsident har truet med militære angreb, hvis præstestyret angreb de tusindvis af mennesker, som før nytår gik på gaden i protest mod landets elendige økonomi, prisstigninger og høje inflation. Menneskerettighedsorganisationer vurderer, at mindst 5.000 personer er blevet dræbt i de uger, demonstrationerne varede. Tallene er ikke verificeret af uafhængige kilder.
Kilder i Teheran oplyser til POV, at mange iranere venter og ofte håber på, at amerikanske fly bomber landet. Håbet er, at amerikanerne vil fremtvinge yderligere demonstrationer og et oprør, som vil vælte præsterne af pinden.
Men USA er ikke kun bekymret for iranernes ve og vel eller deres evne til at gøre oprør. Trump kræver også, at regimet afslutter sit atomprogram, accepterer begrænsninger på ballistiske missiler og stopper støtten til regionale militser. Iranske ledere har omvendt sagt, at de ikke vil forhandle under trusler og har lovet et omfattende modsvar på ethvert angreb, skriver New York Times.
I weekenden sagde den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei ifølge det statskontrollerede iranske nyhedsbureau, IRNA, at ”amerikanerne bør vide, at hvis de starter en ny krig, vil det være en regional krig”.
Noget tyder på, at konkrete forhandlingsmøder kan være nært forestående. Ifølge Reuters vil Iran og USA genoptage samtalerne om atomprogrammet fredag i Tyrkiet. New York Times skriver, at USA’s særlige udsending Steve Witkoff, Trumps svigersøn Jared Kushner og Irans udenrigsminister Abbas Araghchi gør klar til at tage til Istanbul med det formål at genoplive forhandlingerne om Irans atomprogram og mindske risikoen for en regional krig. Avisen mener også, at Araghchi og Witkoff har udvekslet telefonnumre og allerede kommunikerer direkte via sms’er.
Ud over topdiplomaterne fra de to lande ventes repræsentanter fra Tyrkiet, Qatar og Egypten at deltage som mæglere. Planerne kan dog ændre sig, og Det Hvide Hus har ikke kommenteret dem. Hvis mødet finder sted, vil det være et sjældent direkte møde mellem USA og Iran på et tidspunkt, hvor forholdet ifølge NYT har været tæt på åben konflikt.
USA har siden før jul øget sin militære tilstedeværelse i regionen. Trump har omtalt en amerikansk ”armada”, som er på vej mod området, og både flydata og satellitbilleder har ifølge New York Times bekræftet en oprustning. Reuters beskriver ligeledes en amerikansk flådeopbygning nær Iran.
Trump har advaret om, at ”dårlige ting” sandsynligvis vil ske, hvis der ikke opnås en aftale.
Bekymringerne for, at uenighederne mellem USA og Iran kan føre til konflikt, er udtalte. Anwar Gargash, som rådgiver De Forenede Arabiske Emiraters præsident, sagde på et topmøde i Dubai, at Mellemøsten ikke har brug for endnu en konfrontation mellem USA og Iran. Han efterlyste direkte forhandlinger og en atomaftale, der kan forhindre tilbagevendende kriser, rapporterer Reuters.
Som altid er der parallelle aktiviteter for at få gang i diplomatiet. Mæglere fra Tyrkiet, Egypten, Oman og Irak har ifølge New York Times fungeret som mellemmænd, og Qatars premierminister har for nylig været i Iran som led i indsatsen.
Læs New York Times, Reuters, IRNA og Al Jazeera
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og