TEATER // ANMELDELSE – Kort sagt er der en grund til, at visse værker opnår klassikerstatus. Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? tilhører denne scenekunstens superliga, og Teatret ved Sorte Hest leverer varen med Iben Hjejle og Jakob Cedergren i spidsen som ægteparret Martha og George.
Martha kommer ind på scenen med manuskriptet i hånden og begynder at læse op … Nej, det er forkert. Iben Hjejle kommer ind på scenen og begynder at læse op fra manuskriptet med regibemærkninger om Martha.
Det samme gør George, og sådan er det hele vejen igennem Hvem er bange for Virginia Woolf? Selv om Martha og hendes mand lægger manuskripterne væk (eller stikker dem ind på bogreolen mellem de skjulte ginflasker), så kan man næsten se regibemærkningerne i deres bevægelser og betoninger. ”Martha vender ryggen til”, ”George rejser sig fra lænestolen og går over til baren” og så videre.
De har ingen anelse om, hvad de går ind til
Det kunne være blevet meget stift, men stiliseringen har en pointe, for Martha og George udspiller deres eget lille drama. Sådan et skal helst have et publikum.
På besøg hos Martha og George
Heldigvis har Martha inviteret den nyansatte lektor og hans kone (Lue Støvelbæk og Marie Reuther), som de mødte til fakultetsfesten hos hende far. Han er i parentes bemærket også direktør for universitetet, så selv om klokken er to om natten, møder de selvfølgelig op. De har ingen anelse om, hvad de går ind til.
Titlen i sig selv indeholder flere referencer. I handlingen er det en sjov sang, hvor de belæste universitetsansatte og deres fruer selvfølgelig forstår ordspillet mellem forfatteren Virginia Woolf og den populære Disney-melodi om, ”Hvem er bange for den store stygge ulv”. Af uvisse grunde er melodien på Teatret ved Sorte Hest udskiftet med ”Så går vi rundt om en enebærbusk”, men ordspillet går på den farlige ulv, der puster og pruster.
Hvad Virginia Woolf angår, er titlen nok også tænkt som en hilsen fra Albee til hendes bemærkning om ægteskabet i romanen Mellem akterne (1941):
”Før de sov, måtte de kæmpe; efter de havde kæmpet, ville de omfavne hinanden. Af det favntag ville endnu et liv måske blive født. Men først måtte de kæmpe, som hanræven kæmper mod hunræven i mørkets hjerte på nattens agre”.
Jeg skal da love for, at Martha og George kæmper så pelsen flyver dem om ørene
Den formulering skal nemlig have inspireret Edward Albee til netop Hvem er bange for Virginia Woolf? Og jeg skal da love for, at Martha og George kæmper så pelsen flyver dem om ørene. Det er pinligt. Det er tragisk. Det er ondskabsfuldt. Det er overraskende morsomt med pingpong-dialogen. Du behøver ikke kende konteksten.
Fantasi og virkelighed
Det hele foregår i et pænt akademikerhjem med bogreoler fra gulv til loft. Om end også med et meget velassorteret barskab. Det starter med en godnatdrink, inden Martha afslører, at hun har inviteret Nick og Honey.
Siden byder de selvfølgelig gæsterne på en drink, og derfra bliver det en meget fugtig affære. Selv om det nu kun lader til virkelig at påvirke gæsterne. Martha og George kan tåle mosten. De har prøvet det før. Vi har tydeligt på fornemmelsen, at de kender manuskriptet.
På overfladen er Hvem er bange for Virginia Woolf? et naturalistisk drama, men dybest set er vi ude i et surreelt eller absurd univers. De unge gæster prøver ikke rigtig på at flygte. Også de er personer i dramaet.
Det må dog tilføjes, at scenariet ikke er mere urealistisk end, at det mindede min ledsager om nogle parmiddage, hvor hun havde følt sig som tvangsindlagt tilskuer til et ægteskabsdrama. Gentagne gange. Der er ikke noget ved at spille for en tom sal.
Hvem er bange for Virginia Woolf? er tidstypisk og eviggyldig
Her kommer vi frem til nydelsen ved at opleve Hvem er bange for Virginia Woolf? på Teatret ved Sorte Hest. Det er ligegyldigt, om vi kender historien (og eventuelt har set filmatiseringen med Elizabeth Taylor og Richard Burton) eller ej. Vi er blevet lukket ind i et dramatisk univers, hvor både de fire aktører og vi i publikum prøver at skelne fiktion fra virkelighed.
Det siger noget om perfektionen i udførelsen, at tre akter på en lille time hver føles som det halve
Selv om rettighederne til Hvem er bange for Virginia Woolf? stipulerer, at stykket skal spilles nøjagtigt efter manuskriptet, og det dermed er stivnet i en 50’er-kulisse, så virker det på ingen måde forældet. Snarere uden for tid. Måske fordi illusionen er vigtigere end virkeligheden.
Det er umuligt ikke at blive opslugt af dramaet. Hvis vi ikke kender handlingen, sidder vi på kanten af stolen for at finde ud af, hvor det hele ender. Hvis vi kender handlingen, er der nok at hente i nuancerne og måske fange en antydning, vi gik glip af. Og nej, ingen spoilers her.
Skuespil så hatten passer
Det siger noget om perfektionen i udførelsen, at tre akter på en lille time hver føles som det halve. Iben Hjejle og Jakob Cedergren er på det helt rigtige sted i deres liv og karriere til netop at udfylde disse to roller. Skuespil- og livserfaring giver pondus til præstationen. Vi tror på dem.
Uden at forklejne præstationen fra Lue Støvelbæk og Marie Reuther som det unge par, så er deres rolle netop at blive manipuleret af det ældre ægtepar. Det kræver sit at stå distancen.
Teatret melder Hvem er bange for Virginia Woolf? udsolgt allerede. Præcis samme situation som med Mens vi venter på Godot, der heldigvis fik repremiere (hele to gange). Måske inviterer Martha og George indenfor igen i næste sæson. Så må man håbe, at det er muligt at samle alle fire skuespillere til den tid.
Følg med i anmeldelser af aktuel scenekunst her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
