RETSSIKKERHED // KOMMENTAR – Psykiatrisk behandling og udvisning af Danmark – sådan lød dommen i byretten i Aarhus over en 53-årig mand, som sidste år under en planlagt koranafbrænding på grundlovsdag havde truet Rasmus Paludan med kniv. Dommen er appelleret og skal endeligt afgøres den 4. maj i Landsretten i Viborg. Sagen rejser spørgsmål om, hvilke principper, vi som samfund lægger til grund for straf og udvisning af alvorligt syge mennesker.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg mødte den tiltalte under et forskningsprojekt i 2011 og har været i kontakt med ham gennem 10 år. Normalt anser retsvæsenet ikke et menneske, som er erklæret sindssygt som ansvarligt for sine egne handlinger. Derfor var den 53-årige også af retspsykiatrien erklæret uegnet til fængselsstraf. Alligevel mente retten, at han skulle straffes med udvisning. Den skærpede straf blev begrundet med henvisning til anklagerens vurdering af hændelsen som et overfald mod en politikers “lovlige ytringer i den offentlige debat”.
For mig at se handler sagen mest af alt om manglende ressourcer på vores psykiatriske hospitaler. Den tiltalte var dokumenteret sindssyg i gerningsøjeblikket, og han har en lang række indlæggelser bag sig. I ugerne før grundlovsdag var hans tilstand gradvist blevet forværret.
Dagen før grundlovsdag, torsdag morgen, 4. juni 2020, ser jeg, at han har forsøgt at ringe til mig i løbet af natten. Jeg ringer ham op, og han fortæller, at han har det dårligt, og at han ikke kan sove. Han er boligløs og overnatter midlertidigt hos en ven. Gennem årene har han ofte kontaktet mig, når han har det skidt. Han fortæller, at han har forsøgt at ringe til sin sygeplejerske, og at hun vil ringe tilbage. Under samtalen bliver jeg beroliget af at høre, at han har kontaktet hospitalet. Under retssagen i februar forstår jeg, at han har henvendt sig til flere forskellige for at få hjælp og for at blive indlagt.
Efter en ophedet ordveksling bryder den 53-årige igennem politiafspærringen med noget, der ligner en køkkenkniv… Der affyres et varselsskud. Manden står stille med armene hævet, men slipper ikke kniven. Han bliver derefter skudt i benet, afvæbnet og arresteret
Den planlagte koranafbrænding ved Gellerup på grundlovsdag, 5. juni 2020, var én af de mange koranafbrændinger som stadig bliver arrangeret af Stram Kurs i landets udsatte boligområder. I en video optaget umiddelbart efter hændelsen fortæller Paludan, at han var ankommet til demonstrationsstedet og havde set en mand, som han syntes så mærkelig ud.
Paludan tilbyder denne mand en form for dialog, som består i udsagn om, at “profeten er pædofil”, og “islam er lort”. Det er den 53-årige psykiatriske patient, som Paludan henvender sig til. Efter en ophedet ordveksling bryder den 53-årige igennem politiafspærringen med noget, der ligner en køkkenkniv. Paludan bliver straks kørt væk af PET, mens den 53-årige omringes af betjente. Der affyres et varselsskud. Manden står stille med armene hævet, men slipper ikke kniven. Han bliver derefter skudt i benet, afvæbnet og arresteret.
Hvordan kan man udvise et sygt menneske?
Det var voldsomt at følge domsafsigelsen i februar. Grundet sikkerhed havde man valgt at anvende et tomt kontorlokale i nordbyen. Anklager, advokater, dommere, nævninge og pressefolk sad adskilt i et stort lokale med nødvendig coronaafstand og yderligere afskærmning af plexiglas. Et stort antal betjente overvågede lokalet. Enkelte familiemedlemmer havde også fået lov at sidde med. Alle rejste sig, og dommen blev afsagt. Den 53-årige psykiatriske patient skulle udvises for bestandigt.
Følgende spørgsmål gik igennem mit hoved: Hvordan kan man udvise et alvorligt sygt menneske, som ovenikøbet før denne ulykkelige hændelse har henvendt sig for at få hjælp? Og hvad er formålet med at dømme ham til psykiatrisk behandling, hvis retten alligevel vil udvise ham?
Sagen rejser spørgsmål om vores prioriteringer som samfund, når vi bruger politiets og vores retsvæsens ressourcer på at sikre, at disse vedvarende provokationer fortsat kan finde sted i bestemte og ofte udsatte boligområder
Den 53-årige er statsløs palæstinensisk flygtning og voksede op i Libanon under borgerkrigen, hvor han blev udsat for tortur. Havde retten undersøgt, om det overhovedet er muligt at udvise ham til Libanon, og om han vil kunne få den nødvendige støtte og behandling i dette land? Havde de tre dommere og ni nævninge overvejet, hvad det betyder for et sygt menneske at få at vide, at hvis du bliver rask, så bliver du udvist til det land, du er flygtet fra, og du vil blive nægtet indrejse til det land, hvor dine børn er født og opvokset, og hvor de er under uddannelse og arbejder?
Selvom det er forventeligt, at folk bliver provokerede af vedvarende koranafbrændinger, så undskylder det ikke på nogen måde vold eller knivtrusler, heller ikke selvom vold eller trusler udføres af psykisk syge mennesker. Men sagen rejser spørgsmål om vores prioriteringer som samfund, når vi bruger politiets og vores retsvæsens ressourcer på at sikre, at disse vedvarende provokationer fortsat kan finde sted i bestemte og ofte udsatte boligområder.
Ofte henvender Paludan sig til børn og unge og i denne sag altså en psykisk syg mand. Jeg spørger mig selv, hvad jeg ville gøre, hvis et politisk parti uge efter uge brændte bøger af, råbte op og provokerede almindelige beboere og de mest skrøbelige personer i mit nabolag. Hvis eksempelvis bibelafbrænding og tilsvining af Jesus foran Aarhus Domkirke uge efter uge blev politibeskyttet som en politisk happening.
En anden mand er samtidig af retten i Aarhus idømt 1 år og 3 måneders fængsel for at have tilskyndet den 53-årige til at angribe Paludan med kniv. Manden blev primært dømt på baggrund af den 53-åriges vidneudsagn. Et problem for bevisførelsen var imidlertid, at den 53-årige i sine vidneudsagn både beskyldte den 41-årige familiefar for at have medvirket og for ikke at have medvirket, samtidig med at han forklarede, at magi og usynlige ånder også havde påvirket ham. Den 41-årige har erklæret sig uskyldig i samtlige anklager, men han har ikke appelleret. I en appelsag ville den 41-årige risikere helt op til 16 års fængsel, da anklageren i givet fald kunne kontraanke med anklage om medvirken til forsøg på mord.
Politiske ytringer eller chikane?
Da jeg den dag i februar forlod retten i Aarhus, havde min fornemmelse af retssikkerhed i Danmark fået et alvorligt knæk. Jeg følte trang til at bebrejde dommerne og nævningene, men de fulgte jo blot lovens tekst. Jeg var rystet over anklagerens måde at gå så hårdt efter udvisning, men også anklageren fulgte jo blot loven, da man som anklager af udlændingestyrelsen påkræves at tilstræbe udvisning i enhver sag, hvor det er muligt. De eneste, jeg kunne bebrejde, er de politikere, der har indrettet loven, så alvorligt syge mennesker kan udvises på denne måde.
Hvordan kan man udvise et alvorligt sygt menneske, som ovenikøbet før denne ulykkelige hændelse har henvendt sig for at få hjælp? Og hvad er formålet med at dømme ham til psykiatrisk behandling, hvis retten alligevel vil udvise ham?
Udvisningsdommen er appelleret. Udlændingestyrelsen har erklæret, at den 53-årige er “egnet til udvisning” på baggrund af et interview, hvori han skulle have forklaret, at han “føler sig udsat for sort magi, men ellers ikke er ramt af sygdomme.” Udlændingestyrelsens vurdering er besynderlig og går stik imod den tiltaltes psykiaters vurdering.
I lignende sager har de danske myndigheder forsøgt at udvise syge mennesker, når de er overgået til ambulant behandling. Derefter følger langvarige udvisningsforløb med stor usikkerhed og alvorlig psykisk belastning. I en sag om udvisning af en psykisk syg mand til Tyrkiet fra 2019 er den danske stat blevet dømt for brud på menneskerettighederne ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Hvor går grænsen mellem politiske ytringer og chikane? Retten i Aarhus har med sin vurdering af sagen som et overfald på en politikers “lovlige ytringer i den offentlige debat” understreget, at det danske retsvæsen anser kontinuerlige koranafbrændinger som reel politisk kommunikation. Dette står i grel modsætning til vores nabolande. I Sverige, Tyskland og Frankrig har myndighederne reageret på Paludans forsøg på koranafbrændinger med indrejseforbud, udvisning og arrestation.
Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
