Hvad vil du MIG?

af i Featured/Kultur

KUNST – Hvad er det egentlig, vi vil hinanden? Som kulturinstitution, som samfund og som menneske. Hvorfor investerer vi hellere i sygehuse end i kunst, og findes der et facit for, hvordan kunst og historie skal forstås og bruges? Er det overhovedet meningen, vi skal forstå kunsten og historien, eller skal vi snarere se det som en igangsætter for at udvikle relationer, ideer og tanker, så vi undgår fortidsforlængelse og i stedet udvikler os både som menneske og samfund?

“Hvorfor er samtidskunst så svært?”

Sådan lød et ud af de mange spørgsmål, gæsterne på ARoS’ udstilling, ”Cool, Calm & Collected”, stillede til de udstillende kunstnere.

De spurgte også, om kunst er for alle? Om vi har tænkt så langt ud af boksen, at vi skal tænke ind i den igen? Om kunst er vigtigere for kvinder end for mænd? Om kunstnerne ser fjernsyn? Om de er en god ven? Og om, hvorfor vi taler så meget om at forstå kunsten?

Som mangeårig formidler af kunst var det rørende, lærerigt og berigende at læse de mange spørgsmål fra gæsterne på udstillingen

”Cool, Calm & Collected” var en survey-udstilling af dansk samtidskunst på ARoS i begyndelsen af året. I udstillingen, såvel som online, havde de besøgende muligheden for at stille de deltagende kunstnere spørgsmål om alt, hvad de undrede sig over, hvorefter jeg i tæt samarbejde med ARoS tog ud med et kamerahold og filmede kunstnernes svar.

Som mangeårig formidler af kunst var det rørende, lærerigt og berigende at læse de mange spørgsmål fra gæsterne på udstillingen.

Inden udstillingen gik i gang, var jeg utrolig spændt på, om folk overhovedet ville have lyst til at stille spørgsmål. Og hvis de havde, hvad de så ville spørge om?

Heldigvis blev jeg positivt overrasket. Både over den høje grad af deltagelse – 1500 spørgsmål fik vi fra både børn og voksne – og i særdeleshed over, hvad der blev spurgt til, og hvilke tanker det satte i gang; både hos mig, ARoS, de kunstnere, som fik spørgsmålene, og andre gæster på udstillingen.

En optik, et nationalt anliggende

”Som man spørger, får man svar”, lyder en dansk talemåde. Og her fik den ben at gå på.

Meget få gæster spurgte om den brugerinddragende betydning i værkets tilblivelse, om hvor kunstneren placerede sig selv i en kunsthistorisk kontekst (men dog om, hvilke kunstnere de havde fundet inspiration hos) eller om det at være dansk.

Førstnævnte spørgsmål er nogle jeg typisk selv, som kunstformidler, ville stille kunstnere. Og sidstnævnte spørgsmål et, som ofte dukker op i alle mulige sammenhænge, når vi taler om kunst og kultur. Senest blandt andet i Deadline den 16. april i år, hvor direktøren for Nationalmuseet, Rane Willerslev, og direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, var bænket for at tale om statens grønthøster-model for nedskæringer inden for kunst og kultur. Og om, hvorfor flertallet af befolkningen, når de spørges, peger på, at det netop er kunst og kultur, der skal spares på, i stedet for eksempelvis sundhed og uddannelse.

Hvordan giver det ressourcer tilbage til samfundet, at man kommer forbi Nationalmuseet og forstår, hvordan det hele har hængt sammen i Danmark for mange hundrede år siden?

Det er, for de fleste af os, tror jeg, nemt at forstå, at mange vil vælge gode sygehuse før god kunst. Hvis man ikke er i live, giver det sig selv, at man ikke kan gå på museum. Men spørgsmålet er, om det er det spørgsmål, man skal stille?

Deadline-værten,Camilla Thorning, valgte da også i stedet at spørge de to direktører, om de mon havde været for dårlige til at fortælle befolkningen, hvorfor det er vigtigt at ”proppe penge ind i de her institutioner?”.

Senere formulerede Deadline-værten det således: ”Hvordan giver det ressourcer tilbage til samfundet, at man kommer forbi Nationalmuseet og forstår, hvordan det hele har hængt sammen i Danmark for mange hundrede år siden?”

Her svarede Willerslev meget fint, at det ikke kun handler om at rekonstruere historien. Men at en sådan forståelse, som man måske kan få via et museumsbesøg, er en slags optik for at tænke sig selv i fremtiden. Og gør vi ikke det, fremhævede han, så får vi et samfund, som er ude af stand til at gentænke og forny sig selv.

Willerslev sad også i dommerpanelet på Thomas Blachmans seneste program på DR, ”Blachman på skemaet”. Her drager Blachman ud på en folkeskole i Hvidovre med et projekt om at få ideerne og kreativiteten til at blomstre i folkeskolen (igen).

”Det er et nationalt anliggende”, lader han os forstå allerede i introen, ”at vi dyrker vores kreativitet i det her land; vores evne til at få ideer”.

Blachman har fået meget kritik for det program. Blandt andet skrev Svend Brinkmann den 18. april på sin Facebook-profil:

”Efter at have set første afsnit af ”Blachman på skemaet” må jeg konkludere, at det bliver et nej tak fra mig. Konceptet kan selvfølgelig overraske efter andet afsnit, men jeg tvivler på det.

I en blanding af fortvivlelse og skamløshed har jeg udviklet ideen til et modprogram ”Brinkmann på skemaet”: Sammen med programmets kedelige og middelmådige vært, Svend Brinkmann, udvikler eleverne i 8. klasse deres kritiske tænkning og bullshit-detektor. De lærer at afsløre varm luft og modsætte sig alle floskler om innovation og selvudvikling. Gennem fordybelse i fagenes substantielle indhold, kommer eleverne til at forstå, at det ikke er tom kreativitet, som Danmark skal leve af fremover, men derimod indsigt, flid og samarbejde. Herfra kommer alle gode ideer. De lærer at sige nej til åndløs personlig udvikling men ja til dannelse og ordentlighed. Glæd jer til ”Brinkmann på skemaet”! Et program der aldrig bliver sendt.”

Koblingen til vores tid

Jeg kan godt følge Brinkmann. Men jeg kan egentlig også godt følge Blachman.

For hvad sker der med et samfund, hvor kunst og kultur, som Bogh beskriver det i april i en artikel i Altinget, ”bliver betragtet som en udgift – og som en luksus for de få – og aldrig eller kun yderst sjældent omtales som et vigtigt område for offentlig investering?”

Ja, så, fortsætter Bogh, ”begynder vi lige så langsomt at udhule nogle af de definerende træk ved vores samfund, vi ellers bryster os af. Åbenheden, den frie tanke og debat, nysgerrigheden, evnen til innovation og kreativitet, fællesskaberne, historieforståelsen og tilliden.”

Bogh forlænger denne tanke i Deadline-indslaget, hvor han, ganske som Willerslev, fremhæver, at samlinger først giver værdi, når vi kobler det til vores egen tid. Genstande (og museer) bliver med andre ord irrelevante, hvis de ikke bringes tættere på livet.

Men denne bringen tættere på livet er et forhold, som skal aktiveres.

Ganske som Susanna Sommer siger det om netop nationalfølelsen samt dannelses-danmarks darling, højskolesangene, i radioprogrammet ”Sangenes blå bog”: Sangene skal synges, mærkes, leves og opleves af samtiden, og gerne i fællesskaber, for at eksistere.

Der er med andre ord ikke tale om en endelig forståelse af hverken historien, kulturen eller kunsten, men om en forståelse som forskydes, hver gang tiden fornyes og relationen mellem mennesket, samfundet og fællesskabet etableres.

Hvad vil vi hinanden?

Det er altså mennesket og vores relationer, der holder liv i kunsten og historien, og ikke omvendt.
Også Grundtvig havde fat i ideen om, at det er gennem det levende ord et menneskes personlighed giver sig til kende og bliver levende. Og at det er gennem den (historiske og poetiske) fortælling, vi giver hinanden, vi skaber bevidsthed om vores fælles historie.

Derfor er det også igangsættende for livet – og meningen med det måske? – når de besøgende på ARoS vælger aktivt at gå med i dialogen, og, som én af de besøgende faktisk gjorde, spørger: ”Hvad vil du MIG?”

Og det er måske det, vi skal spørge hinanden om? Hvad vil vi hinanden? Hvorfor er vi her?

Både som museum, som (høj)skole, samfund og borger, hvor dannelse muligvis delvist handler om en forståelse af fortiden, men i høj grad også om at udvikle relationer, ideer og tanker, så vi undgår fortidsforlængelse og i stedet udvikler os som mennesker og samfund.

Og i den forbindelse er det forfriskende, synes jeg, når specialmuseerne svarer kulturminister Mette Bock og melder ud, at de vil byde ind på det kommende udbud for en ny radio- og TV-kanal for kultur. For måske kunne vi bryde rammerne, gentænke os selv og skabe plads til både Brinkmanns ønske om fordybelse i fagenes substantielle indhold og Blachmans evne til at spørge på måder, så man får lyst til at spørge og måske finde svar.

Der er, som de besøgende på ARoS’ spørgelyst viste, heldigvis mange af dem derude.

Foto: Montgomery/ARoS

Mathilde Schytz Marvit er stifter af Besyv, samt Projektleder på Det Levende Ord i Folkehøjskolernes Forening.
Besyv (www.besyv.net) producerer film og tværmedielle produktioner til biograf, TV, web og kulturinstitutioner og udarbejder strategier til implementering af et digitalt mindset i (kultur)organisationer. Mathilde har tidligere arbejdet for produktionsselskabet House of Real og har otte års erfaring med kunstformidling fra sin tid som leder af Digitale Produktioner på SMK (Statens Museum for Kunst). Hun har derudover produceret animation, lydkunst og musiklegetøj til tweens.
Evt. MobilePay donation til Mathilde modtages med tak på: 31766346

Seneste artikler om Featured