KULTUR // KOMMENTAR – “Der er sket noget de seneste år, som gør, at jeg godt kan forstå, at kunsten og kulturen ikke er en del af valgkampen”, skriver Mathilde Schytz Marvit: “Det er simpelthen ikke del af samtalen”. Alle ved, at kunst og kultur sætter gang i både tanker og samtaler, som vi skal have tid til at tænke over. Og det har vi ikke, når vi skal sælge billetter, tælle seertal, vinde et valg.
Der er udskrevet valg, og igen i år fremhæves det fra kulturbranchen, at kunst og kultur er forsvundet i valgkampen. Selv de to store public service forpligtede mastodonter, TV2 og DR, har lagt den kultur, som de ret beset i mange sammenhænge lever i lyset af, hen i mørke og valgt ikke at medtage den i deres valgkandidattests.
Kulturministeren påpeger det i et opslag på Facebook og spørger, hvordan vi får kulturen tilbage på dagsordenen, nu hvor over 150.000 mennesker arbejder i kulturerhvervene, og næsten alle danskere bruger kulturlivet i deres fritid.
Det samme spørgsmål er blevet stillet på utallige konferencer og seminarer for kulturlivet de sidste mange år, og senest på Kulturlivets Topmøde 2026 i Vejle i sidste uge. Her var der lagt op til, som det beskrives på hjemmesiden, at vi man ville samle ”toppen af dansk kulturliv – ledere, ministre, politikere, beslutningstagere og nøglepersoner i kulturbranchen – til en enestående begivenhed.”.
Det var, synes jeg, en på mange måder god konference, med et højaktuelt emne om den frie tanke på kulturinstitutionerne i fokus. Her havde de blandt andet sørget for urovækkende oplæg fra ukrainske og amerikanske oplægsholdere, der med aktuelt oplevede historier kunne beskrive, hvor skidt det står til med censur og ødelæggelse af kulturarv.
Klicheerne om rugbrød og flødeskum er så kedelige, at det ville være synd at kalde det billedskabende
Ud over de intense oplæg fra udlandet, kom der fra scenen også bud på, hvad Rådet for Kulturel modstandskraft skulle og skal beskæftige sig med, hvis de skal fortsætte det arbejde, de endnu ikke er begyndt på, også efter valget.
Her lød det blandt andet, at ”kunsten og kulturen er ikke flødeskummet på lagkagen, den er vores rugbrød”. Krydret med, at man med fordel kunne forsøge at udføre negationstesten – altså hvis man ikke havde kunst og kultur, hvordan ville samfundet så se ud?
En test og et udtryk vi har hørt virkelig mange gange før og i hvert fald for fuld skrue siden corona, hvor alle savnede fællessang og samlingssteder.
Nærmest ingen, og i hvert fald nul i den sal til den konference, ville, er mit gæt, være uenige i de udsagn. Men i forgårs sad jeg til en anden workshop, hvor en redaktør udtalte, at hvis man brugte en kliche, når man skulle fortælle sin historie, så var det nok ikke den historie, hun ville udpege som god og vælge at sende i trykken som redaktør.
Hvorfor? Jeg vil tro, hun siger det, fordi kunst og kultur skal rykke noget i os. Det skal få os til at stoppe op, føle noget og tænke os om. Og det gør klicheer sjældent.
Den digitale udvikling
Men lad os her stoppe op ved den alligevel. For der er sket noget de seneste år, som gør, at jeg godt kan forstå, at kunsten og kulturen ikke er en del af valgkampen; for måske er den røget ud af samtalen, længe inden valgkampen gik i gang?
Det kan være fristende, som næsten endnu en kliché, at give den digitale udvikling skylden. Den digitale udvikling, der gør, at mange nu mener, de selv kan lave film til SoMe, lave musik med ai, skrive artikler, lave deres egen podcast og være hovedpersoner på TV, fordi det meste er reality.
Det kan være fristende, som næsten endnu en kliché, at give den digitale udvikling skylden
En udvikling, der selvsagt er udfordrende for os producenter, som insisterer på at producere indhold, hvor noget andet end fodlænken strammer, men også for hele vores demokratiske samfund, hvor den gennemsnitlige attention span nu er nede på 11 sekunder, og man konstant fyldes med lyd og visuelle inputs, som kæmper om selvsamme korte opmærksomhed.
Alt sammen noget, som hverken højner trivslen, evnen til at tænke og føle eller gør en i stand til at gå velovervejet i stemmeboksen ved næste valg.
Men måske er det ikke kun den digitale udviklings skyld, at vi er endt her? Måske er det også de beslutninger, vi i kulturbranchen tager indenfor de rammer? Lad os tage to eksempler, der illustrerer, hvad den ovenfor beskrevne udvikling kombineret med beslutningstagernes valg kan betyde for kunstens og kulturens stemme i offentligheden.
”Højskolen” uden kultur
Eksempel et: Højskolen, TV2’s nye koncept med partilederne på højskole i 24 timer. Argumenterne for det program er mange og gode, og jeg forestiller mig det redaktionsmøde, hvor den ide er kommet frem.
Det lyder nogenlunde sådan her for mit indre øre: ”Det er genialt public service. Det er fordybelse, det er samtale, det er lige noget for både folket og kulturelitens trang til at bede om dannelse.”
Havde jeg været redaktøren i det lokale, havde jeg også valgt det koncept. Men da produktionen udkommer, er alt, vi ser, i hvert fald i første afsnit, en flok partiledere på en højskole, som lige så godt kunne have været på lejrtur. Her er ikke ét indspark i form af indhold, som læner sig op ad højskolelovens paragraf 1 om, at der skal undervises i livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.
De skaber ikke med hænderne, de ser ikke på kunst, de læser ikke en bog, får undervisning i dans, filosofi, Grundtvig, keramik eller andet, der flytter dem ud over det, de plejer at lave. I stedet drikker de cola og går tur med hinanden og en hund, inden de laver spaghetti kødsovs.
Ligesom alle os andre – nu bare med kamera og i et rum, som til daglig er en højskole, men som i optagelsernes anledning er tom for det, der gør en højskole til højskole; nemlig dannelsen, det levende ord, menneskene og det, de skaber, sammen.
Kimen er glemt
Eksempel to er fra museumsverdenen, en af vores andre store bannerfører indenfor public service dannelses-forpligtelsen. Her blev der i sidste uge udgivet en artikel i Magasinet Museum om museernes brug af podcast. Interessant læsning, hvor skribenterne blandt andet har talt med Nationalmuseet og SMK om deres to forskellige tilgange til podcastproduktion på museerne.
Begge har glemt, at det, som var kimen til produktionen, var at højne dannelsen gennem kunst og kultur
Førstnævnte har valgt at satse på podcast ved at ansætte professionelle producenter til at løse opgaven med både at skabe indhold og distribuere – med ganske stort outreach som resultat.
SMK har valgt det, som de i artiklen kalder en bottom-up approach, hvor de selv internt i kommunikationsafdelingen kastede sig ud i at producere indhold og distribuere, med et noget mindre outreach og noget længere produktionsforløb til følge.
De to museer har ikke overraskende efterfølgende to forskellige konklusioner på, om det kan betale sig at lave podcast. Nationalmuseet vil fortsætte. SMK vil lukke ned for podcasts.
Muligheden for en anden samtale
Hvad har de to eksempler, TV2’s højskole og SMK’s podcast-beslutning, med hinanden at gøre? De har det med hinanden at gøre, at i begge tilfælde har de har glemt, at det, som var kimen til produktionen, var at højne dannelsen gennem kunst og kultur, og det, de endte med, var produktioner, som lod sig styre af alt andet end det.
Muligheden for en anden samtale gennem kunst blev og bliver med andre ord dræbt af beslutningstagere, som fortæller med billeder og lyd på måder, som vi har hørt og set før, og som efterfølgende bakker beslutningerne og formaterne op med ord som bottom-up og outreach.
Hvorfor gør de det?
Magasinet Museum siger det meget klart: Den nye reform vil nok medføre, at færre museer vil satse på podcasts, fordi de har ikke råd til at få produceret indhold, som ikke giver de støtteudløsende klik i billetsalgsdøren.
Mange politikere vil hellere vil have stemmer, end sige noget, vi skal tænke over
På samme måde betyder seertal meget for TV-stationerne, og så er det kortsigtet sikrere at satse på reality formater, end at højne dannelsen gennem kunst. Ikke ulig det vi kender fra valgkampen, hvor mange politikere hellere vil have stemmer, end sige noget, vi skal tænke over.
Det kan derfor ikke undre mig, at kunsten og kulturen ikke bliver inddraget i en valgkandidattest på de store medier. For klicheerne om rugbrød og flødeskum er så kedelige, at det ville være synd at kalde det billedskabende. Og det, som vi kunne skabe med billeder, har vi valgt kun at fylde på lige inden pausen.
Fordi alle ved, at kunst og kultur sætter gang i både tanker og samtaler, som vi skal have tid til at tænke over. Og det har vi ikke, når vi skal sælge billetter, tælle seertal, vinde et valg.
Forskellen er så, at valgkampen har pauser på nogle år. Det samme kunne man drømme om kunne ske for kunsten og kulturen, så vi imellem valgperioder kunne højne dannelsen og med sansende podcasts, tv-programmer, udstillinger, teaterstykker mm fik påbegyndt samtaler, som ingen ville have lyst til at slutte, heller ikke når næste valgkamp begynder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og