ANALYSE – Frankrig er en republik men også et monarki, hvor folket vælger sine kongelige. Johnny Hallyday, Frankrigs ældste og mest berømte rockstjerne, var en af disse udvalgte, skriver Amélie Reichmuth i denne analyse af Hallyday og franskmændene. Hallydays død 6. december blev en national begivenhed, et farvel fra flere generationer og en markering af en overgang til en ny ære.
Om man kan lide Johnny Hallyday eller ej – er du fransk, kan du ikke være ligeglad med ham. Sådan er det med et nationalt ikon, og derfor rummede hans død både et nationalt traume og en folkelig hyldest. Bisættelsen blev en national begivenhed.
Hans kiste blev lørdag 9. december kørt i ligtog på (ifølge turistguiderne) verdens både længste og (ifølge franskmændene) flotteste boulevard, Champs-Élysées – fulgt af 700 motorcyklister og Hallydays egne musikere, mens ordene “Merci, Johnny” strålede ud fra Eiffeltårnet.
Omkring en million franskmænd sagde et sidste farvel sammen med tre præsidentpar og hele den franske kulturverdens parnas. Ceremonien blev transmitteret live på TV over seks timer og blev fulgt af 15 millioner mennesker. En ægte rock’n’roll bisættelse – trist og samtidig smuk: “Johnny er fransk kulturarv. Johnny er et nationalt monument. Johnny er folket”, lød det.
Selve begravelsen fandt sted mandag 11. december på den franske caribiske ø Saint-Barthélemy, hvor Johnny og hans fjerde kone Laeticia samt to børn havde et luksuriøst hus ved en paradisisk strand. Franske medier har rapporteret, at flere fans samt hans første kone, Sylvie Vartan, er ærgerlig over, at han ikke blev begravet i Frankrig.
Jeg har lært Frankrig at kende, takket være dets kultur. Frankrig er et land præget af musik og sange. Alle folk kender og synger Johnnys sange. Der er kun i Frankrig, at man ville give en sanger som ham den sidste ære på denne måde
Da jeg ringede til min mor dagen efter Johnny Hallydays død, kunne hun ikke finde ord til at beskrive sin sorg.
Jeg blev først lidt overrasket – hun har aldrig været særlig meget fan af ham, ved jeg. Og så er hun fra Normandiet, Frankrigs “Vestjylland”, hvor man er god til at spare på både pengene og på ordene.
Efter vores samtale går det op for mig, at min mor er født i 1960, det år Hallydays karriere begyndte, og at hun har kendt ham hele sit liv ligesom rigtig mange andre franskmænd har. Det samme gælder min far, selvom han indvandrede fra Tyskland for snart 40 år siden: “Jeg har lært Frankrig at kende, takket være dets kultur. Frankrig er et land præget af musik og sange. Alle folk kender og synger Johnnys sange. Der er kun i Frankrig, at man ville give en sanger som ham den sidste ære på denne måde”, siger han.
Johnny Hallyday – en fransk historie
Og sandt er det, at Frankrig har befundet sig i landesorg, siden Johnny Hallydays død blev bekræftet 6. december. Han døde af lungekræft sidst på aftenen den 5. Han var ikke blot en af de største franske kunstnere nogensinde, Johnny brød også alle rekorder: en 57 år lang karriere i musikindustrien, 50 album, 110 millioner solgte album, 3257 koncerter, 2500 magasinforsider og medvirkede i 40 film.
Ud over disse præstationer og selve musikken imponerede hans personlighed også franskmændene.
Jeg taler med Quentin, en musikvidenskabsstuderende på 20, som siger: “det er ikke nødvendigvis hans musik, som gjorde ham populær, det var også hans stemme og hans stil. Han var en karismatisk person, men også en flot fyr som var lidt rebelsk. […] Han levede hen over flere generationer, og fyldte Stade de France flere gange. Selvom han spillede rollen som rebel, repræsenterede han venligheden, glæden og rock’n’roll musikken ”.
Det er rigtig nok, at både Johnny Hallydays liv og karriere var stormfuldt og begivenhedsrigt. Hans rigtige navn var Jean-Philippe Smet, og han blev født i Paris i 1943. Et par måneder efter hans fødsel forlod faren familien, og han anerkendte aldrig officielt den lille dreng som sin legitime søn, et sår som aldrig rigtig ville hele hos rockstjernen.
Moren arbejdede hårdt for at tjene penge, så den lille Jean-Philippe blev opdraget af tante Hélène og hans kusiner Desta og Menen. I 1946 flyttede de med ham til London, hvor Desta giftede sig med en amerikansk danser, hvis kunstnernavn var Lee Hallyday. Dansetrioen tog på turnéer i hele Europa indtil 1949.
I 1956 kom de til Danmark, hvor de optrådte på varietéen “Atlantic Palace” på Axeltorv. Dette skulle blive en milepæl i Jean-Philippe Smets liv, for hans onkel fra Amerika mente ikke, at han havde et godt kunstnernavn og besluttede, at Jean-Philippe ville blive til Johnny, mens efternavnet skulle ændres til Hallyday. Det er altså i Danmark, at Johnny Hallyday, den mest berømte franske rockmusiker, blev “født”.
Det skulle dog blive det sidste danske afsnit i hans liv.
Johnny Hallyday var ikke bare sanger, han var et samfundsfænomen, et vidne til Frankrigs store og små begivenheder, drømme og tab, samt sejre og smertefulde sår
Selvom han sang på forskellige sprog (engelsk, italiensk, men også tyrkisk og japansk) blev Johnny Hallyday aldrig særlig kendt udenfor Frankrig, med de fransktalende lande som eneste undtagelse. Set udefra må man blive overrasket over, hvilken betydning hans død har fået i Frankrig og tænke: de er skøre, de gallere.
Johnny Hallyday var dog ikke bare en sanger, han var et samfundsfænomen, et vidne til Frankrigs store og små begivenheder, drømme og tab, samt sejre og smertefulde sår. At lytte til hans sange er som at åbne en bog om fransk historie. Jeg har valgt 10 emblematiske (symbolske) sange, som afspejler det, som du kan læse om, se og høre her.
Rock’n’roll à texte
Først og fremmest revolutionerede han den franske musik, da han importerede den amerikanske musik til Frankrig. Uden ham ville vi alle sammen være forblevet landsby-gallere, som kun ville synge og danse til lyden af harmonikaer.
På denne måde var Johnny Hallyday ikke kun rock’n’rolls bedste ambassadør i Frankrig, men genopfandt også genren. Han tilpassede den til den franske kultur og blandede den amerikanske musik med den franske “chanson à texte”, altså en sang hvor teksten står i forgrunden.
Kunstnere fra alle genrer og epoker var der, folk sang og dansede til rock’n’roll midt i Madeleine-kirken, men man spillede også klassisk musik og læste gamle digte
Han gjorde det muligt at kombinere både modernitet og tradition. Quentin, den musikvidenskabsstuderende, understreger, at “han beholdt altid det grundlæggende i blues og rock, men hans musik udviklede sig kontinuerligt”.
Hans bisættelse var det bedste bevis for det: Kunstnere fra alle genrer og epoker var der, folk sang og dansede til rock’n’roll midt i Madeleine-kirken, men man spillede også klassisk musik og læste gamle digte.
For det andet legemliggør Johnny Hallyday både den amerikanske og den europæiske drøm, en stræben efter succes, men samtidig fornemmelsen for det almindelige liv. Den lille dreng, som blev forladt af sin far, arbejdede sig hele vejen op, men forblev tro imod sig selv og sine værdier.
France is back
Johnny Hallyday vil efterlade dybe spor i Frankrig på mange måder. At forstå dette hjælper også én til at få et indblik i den franske samfundsudvikling i løbet af de sidste årtier.
Når franskmændene reagerede så stærkt på Johnny Hallydays død, skyldes det måske, at hans bortgang blev symbol, der markerer slutningen af en æra.
Han begyndte sin karriere i en tid, da Frankrig stadigvæk var en kolonimagt og en af verdens store spillere, en tid hvor store dele af det franske samfund var rigere end i dag, og hvor den generelle stemning i landet var langt mere optimistisk.
Han døde på et tidspunkt, som Frankrig lige har valgt sin yngste præsident nogensinde og er ved at genopfinde sig selv i den globaliserede verden i det 21. århundrede.
“France is back”, det kunne havde været titlen på hans ny sang. Derfor er det ikke overraskende, at følelserne går højt for store dele af det franske samfund: med Johnny Hallyday trækker hele babyboom-generationen sig tilbage og giver plads til den yngre generation.
Et stykke fransk sjæl
Franskmændene elsker episke fortællinger, hvori helten kæmper mod sine fjender, men altid triumferer til slut. Som hans ven forfatteren Philippe Labro sagde i sin mindetale: “Mærkeligt fænomen: jo ældre han bliver, jo mere får han styrke. Jo flere ting, der går galt og jo mere kaos, der er i hans liv, jo mere udvikler han sig”.
Johnny Hallyday var et stykke fransk sjæl: bag hans selvsikre facade, som kunne virke arrogant, var der et følsomt menneske, plaget af eksistensens absurditet og dramaer, som forsøger at helbrede sig selv med kunst og kultur. Han og hans musik repræsenterer også en subtil balance imellem fransk patriotisme og verdensåbenhed, “det gode gamle Frankrig” og multikulturalismen.
Hans genforenede familie og tidligere hustruer samlet i kirken afspejler også det moderne Frankrig, hvor der er plads til både traditioner og originalitet. Som præsident Macron udtalte det i sin pressemeddelelse: “Vi har allesammen noget Johnny Hallyday i os”.
Folk var selvfølgelig i sorg over hans død, men de nød også muligheden for at fejre musikken og dele dette historiske øjeblik. Noget franskmændene desværre ikke altid har haft gode og glædelige grunde til i løbet af de sidste år
Til sidst gjorde Johnny Hallyday, hvad det aldrig er lykkedes franske politikere, og hvad kun fodbold havde gjort muligt i 1998, da Frankrig vandt verdensmesterskabet: at samle hele Frankrig og alle franskmænd på trods af deres etniske, religiøse og sociale forskelle.
Det lykkedes ham at gøre det umulige, fordi enhver kan identificere sig med hans sange som fortæller om liv og død, kærlighed og tab, håb og vrede, glæde og sorg.
De fortæller os om livet og de store følelser, og afspejler den franske treenighed af frihed (i sin mest “amerikanske” definition), lighed (overfor eksistensen), og broderskab (i et fællesskab præget af kultur og musik).
Man kan enten lide Johnny Hallyday eller ikke, men man kan ikke være ligeglad med ham. Det lyder måske mærkeligt, men jeg var faktisk selv lidt trist over ikke at kunne deltage i denne store folkelige fest midt i Paris: folk var selvfølgelig i sorg over hans død, men de nød også muligheden for at fejre musikken og dele dette historiske øjeblik. Noget franskmændene desværre ikke altid har haft gode og glædelige grunde til i løbet af de sidste år.
Som den danske pendant til Johnny Hallyday, Kim Larsen, sang: “Livet er langt, lykken er kort; salig er den, der tør give det bort”.
Tak for det, Johnny.
Topillustration: Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
