ETIK // ESSAY – Selv med våbenhvile er der ikke fred i Gaza. Nu er det ikke længere israelere, der står som bødler. Det er de fraktioner, som palæstinenserne selv er en del af. Hvordan boykotter man sig ud af det, spørger Meriam Sejr Vinding sig selv og sin søn i en samtale, der får hende til at reflektere over sit tidligere liv som muslim og de vaner, hun selv moraliserer over.
For nylig kaldte min søn mig en etisk forbruger under en samtale om boykot, selvom jeg havde Fanta og Coca-Cola i køleskabet. Han er halv palæstinenser og boykotter derfor. Det førte til en længere samtale om forbrugsvaner, boykot og magtfuldkommenhed i verden. Men mest af alt fik det mig til at reflektere over mit tidligere liv som muslim og de vaner, jeg selv moraliserer over.
Miljøhensyn er blevet mit pejlemærke, når jeg taler om mine valg, mens menneskerettigheder er en svær samtale, når man har min baggrund.
Jeg er ikke en, der boykotter. Det føles midlertidigt og følger ofte en trend. Jeg vil hellere være en bevidst forbruger, end jeg vil drives af afmagt eller vrede. Det er i hvert fald det, jeg fortæller mig selv. Derfor køber jeg for eksempel kun tøj, der er produceret i Europa. Jeg er ikke perfekt i mine vaner, men jeg forsøger at være så bevidst som muligt.
Det er lidt et opgør med det hykleri, jeg har oplevet gennem et levet liv i både Mellemøsten og Skandinavien.
Jeg oplevede det første gang under Mohammed-krisen. Boykot af Arla mærkedes ikke her, men var tydeligt i Libanon. For den Puck-ost, der var min søns yndlings, måtte vi finde erstatning for i Libanon. Da jeg vovede at spørge efter den, blev jeg også mødt med en skepsis over min loyalitet; bag mit tørklæde var jeg jo stadig dansk.
Mine vaner bliver hele tiden justeret
Min søn fortalte mig om Nestlé og deres skandale i sidste århundrede. En skandale, jeg havde glemt.
I den forbindelse satte vi os og nørdede Nestlé-skandalen sammen, og jeg følte mig ført tilbage til Mellemøsten. Mange af de varer, som firmaet fik brandet dengang, er mærker, der stadig har prestige i dag. Det ved jeg, fordi jeg har set dem dernede.
Nescafé stod altid på bordet med Coffee Mate som tro følgesvend. Jeg drak det med min svoger, der tilhørte Islamisk Jihad. Dengang var jeg selv muslim og gift ind i noget, jeg ikke kendte omfanget af.
Maggi-terninger blev brugt flittigt i madlavningen i Dahiye, Hizbollahs hovedkvarter i Beirut. Der var onklen med de to koner, som jeg stod og kokkerede med i køkkenet med slidte skabe. Min mand og onklen sad i stuen under et billede af Hassan Nasrallah på en væg, som godt kunne trænge til både maling og tapetsering, og talte politik.
I samme køkken fandtes også en bøtte Nan. Det var tomme statusmarkører i de slidte bygninger, som bar præg af konflikter, med skudhuller og afmagt i luften. Nan var også det “rigtige” mærke til modermælkserstatning. Den pæne blå bøtte har prydet mit køkkenbord både i Danmark og Libanon, og jeg var dermed selv meddelagtig i det moralske svigt af de etiske værdier, som min søn mente, jeg besad.
Ofte handlede jeg ud fra uvidenhed. En uvidenhed, jeg har set hos mange andre, og derfor slap jeg følelsen. Vi gør jo alle, hvad vi har mulighed for
Det var her, noget i min krop sagde fra under samtalen med min søn.
Det var som om, oplysningen om skandalen, der kostede mange spædbørn livet, var blevet i Vesten. Eller måske blev den selektivt ignoreret, fordi vestlige værdier var frastødende i et mellemøstligt perspektiv. Hvor dissonansen ligger, ved jeg ikke.
Ofte handlede jeg ud fra uvidenhed. En uvidenhed, jeg har set hos mange andre, og derfor slap jeg følelsen. Vi gør jo alle, hvad vi har mulighed for. Det føltes bare hult, da jeg så tilbage.
Uanset hvad, blev mine nuværende vaner endnu engang justeret under samtalen med min søn. Ikke på grund af boykot, men af etiske årsager. Det føles lidt ligegyldigt, når jeg tænker på mellemøstlige forbrugsvaner, men det gav mig en illusion af kontrol og handlekraft.
Da jeg nævnte, at jeg heller ikke vil købe noget, der er produceret i Kina, handlede det ikke kun om børnearbejde.
Kina har kaldt islam for en psykisk sygdom og dæmoniserer generelt religion. De har revet kirker og moskeer ned. Det er en magtfuldkommen kommuniststat, der udviser en ligegyldighed over for menneskerettigheder og miljøhensyn. Alt sammen pænt indpakket i ideologi.
Dette var nyt for min søn, men det var ikke fremmed for mig. De usagte ord føltes tunge at bære i det øjeblik, fordi Kina indirekte blev et spejl af mellemøstlig ideologi. Især fordi der i dansk kontekst har været en kontinuitet i venstrefløjens boykot af Israel under dække af menneskerettigheder. Og det var jo netop udgangspunktet for samtalen.
De lette valg
At blive kaldt en etisk forbruger føltes derfor mærkeligt. Det handler jo om valg og bevidsthed. Så jeg sad tilbage med mine refleksioner.
Jeg vælger de kampe, der er nemme at forklare, uden at de skaber konflikt. At tage afstand fra fast fashion, kommuniststater og uetiske firmaer er en begyndelse.
Men det giver samtidig en følelse af dydssignalering, for det er lette valg. Lidt ligesom det er et let valg at undlade at købe Coca-Cola og Fanta for at signalere revolution gennem billige alternativer fra Netto. Det er stadig bare en statusmarkør, som i det store billede ikke gør en forskel.
Selv med våbenhvile er der ikke fred i Gaza. Nu er det ikke længere israelere, der står som bødler. Det er de fraktioner, som palæstinenserne selv er en del af. Hvordan boykotter man sig ud af det?
Jeg ved ikke, om det i det store hele gør en forskel. Det mindsker magtesløsheden, og det har også en værdi. For kompensation af magtesløsheden er næsten blevet pejlemærket i et moralsk kompas, som jeg selv tvivler på, trænger til kalibrering. For magtesløsheden bunder langt mere i ønsket om at handle.
Men den samme svoger, som jeg drak Nescafé med, blev også likvideret, fordi han tilhørte en milits. Ikke af Israel, men af en anden palæstinensisk fraktion, der stod i opposition til Hizbollah og Islamisk Jihad. Nu er der våbenhvile, og det første der florerede, var Hamas, der likviderede opposition i Gaza på åben gade. Ligesom min svoger blev likvideret foran sit hus i den palæstinensiske flygtningelejr Ain el-Helwe i Sydlibanon.
Det skaber resignation. Magtesløsheden vinder indpas med fornyet styrke, og smagen af dydssignalering bliver kraftig i munden. En smag, jeg ikke kan forlige mig med. For målet med boykot er fred og ordentlige vilkår for alle. Men når likvideringer sker i egne rækker, illustrerer det den illusion, det hele bygger på.
Verden er et mærkeligt sted, når man først bliver bevidst om de alliancer og drivkræfter, der ligger bag, og man skifter perspektiv, fordi man ikke længere har samme følelsesmæssige engagement. Og alligevel har jeg det i kraft af mine børn. Der er en konstant dissonans.
Bag indignationen ligger magtesløsheden
Som jeg sagde til min søn: Så længe korruptionen findes i den udstrækning, den gør, sker der meget lidt forandring, uanset boykot.
Nestlé er et godt eksempel. Skandalen er glemt, og markedsføringen står tilbage som en succes. Produkterne er stadig eftertragtede der, hvor de blev problematiseret, så boykot havde nærmest ingen effekt på lang sigt. Folk glemmer, og livet går videre.
Og det var dér, samtalen strandede. For vi kunne begge se absurditeten i, at kommunister herhjemme agiterer for et frit Palæstina gennem boykot, mens militserne i Mellemøsten indtager de samme produkter, som der boykottes her.
Mørket i mennesker er noget, ingen boykot kan ændre. For forbrugervaner bliver et værn mod det mørke, mens intet reelt forandres. For bag indignationen ligger magtesløsheden over en brutalitet, vi ikke vil erkende findes i os selv. Revolution og modstandsbevægelser er forbeholdt dem, der står på den rigtige side af historien. Men hvad nu, hvis den side bare er en illusion?
Men det kan jeg ikke sige til min søn. Det må han selv erfare ved at møde sit eget mørke.
Ligesom jeg ser på mit. For først dér kan man se verden, som den virkelig er.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og