LIV // KOMMENTAR – Tiderne skifter. Vi har bevæget os langt væk fra en tid, hvor man skulle være cool, have travlt og dampe af succes over til en tid hvor sårbarhed, eftertænksomhed, livspauser, nye typer fællesskaber og spiritualitet vokser frem. Følelserne, vildskaben og sindets sære tilbøjeligheder begynder at få et sprog. For i en tid med depressioner, stress, angst og et væld af diagnoser, er der generelt og endeligt ved at åbne sig et sprog for vores indre, vores galskab, den forvitrede og også dæmoniske verden. Det mørke, mange kæmper med, men få sætter ord på – offentligt. I denne longread fortæller Frederikke Lett om have at modet til at mærke, se og konfrontere sig selv med livets smerte. I lang tid var hun bange for at træde ind i sit eget mørke. Det tør hun nu.
Jeg kender en kvinde, der blev misbrugt som barn. Jeg kender en mand, der blev det samme. Jeg kender en mand, hvis mor gentagne gange truede med selvmord, da han var barn. Jeg kender en kvinde der altid har følt sig fanget i en forkert krop. Jeg kender en kvinde, hvis liv har været invalideret af angst. Jeg kender en mand, der begyndte at drikke sig ud af en depression.
Jeg kender en kvinde, hvis mor tog sit eget liv, da hun var barn. Jeg kender en kvinde, hvis mor var alkoholiker. Jeg kender en mand, der tror han er farlig, bare fordi han er en mand. Og jeg kender mange flere end dem, der bærer på en smerte. Lever med en smerte. Jonglerer med en smerte. Invalideres af en smerte. Mærker en smerte, som de fortrænger, dulmer og undgår og som ødelægger deres liv.
Alle higer, alle skjuler sig, alle løber væk fra og hen til, alle iscenesætter, men de færreste hviler og er bare. Alle havde nået et punkt af ikke at kunne mere
De har fra barnsben lært at klare sig selv. Fundet strategier for ikke at mærke. De er alle empatiske, livskloge mennesker og samtidig nogle af de mest modige, jeg nogensinde har mødt. For i disse år bestiller de ikke andet end at konfrontere sig selv med den smerte. De lærer at rumme det som ikke kan rummes, og i sidste ende lærer de at rumme sig selv.
Frihed, glæde og ro aspirerer de mod. Friheden til at være dem, de er, og leve fremfor at overleve. Men konfrontationen er ikke for sarte sjæle. Den gør ondt på mange planer. Såvel det erkendelsesmæssige og følelsesmæssige – som det rent fysiske. Den indre smerte gør fysisk ondt. Og den indre fysiske smerte er tæt på umulig at beskrive.
Der er ikke tale om en kniv i hjertet eller et dunk i mellemgulvet, der er tale om en altomsluttende flænsende følelse af at gå i stykker og blive slugt af mørket. Og kun ved at lære det at kende, bliver man fri. Men det er hårdt og kræver en voldsom støtte og tryghed. Og et mod. Selvom man ikke selv oplever det som mod. Man oplever det som nødvendighed og med en tyrkertro på, at alt bliver bedre på den anden side.
Man skjuler sig for at passe ind
Vi mennesker viser kun, hvem vi selv er, når vi føler os trygge. For livssårede mennesker skal der meget til at etablere den form for tryghed. De mennesker jeg har mødt har følt sig utrygge i sig selv og i verden, og deres indkapsling af smerten, skete for manges vedkommende i barndomsårene og hører dermed et andet land til. Bliver der rynket det mindste på næsen, når de forsøger at delagtiggøre deres omgivelser, trækker de sig lukt tilbage.
De fleste af disse mennesker har nemlig en sensitivitet udover det sædvanlige. De er eminente til at skjule sig selv i sådan et omfang, at de på nogle områder er blevet væk fra sig selv, størknet eller er i evig reaktion uden at forstå hvorfor.
Man skjuler sig for at passe ind, blive elsket og for at være en del af et fællesskab. Angsten for afvisningen er abnorm. Nogle lyser op, hver gang de er med mennesker – men synker fortvivlet sammen så snart, de lukker døren bag sig selv og er alene. Andre kan slet ikke være med mennesker. De bliver ikke set, og ser knap nok sig selv. Til gengæld kan de være eminente til at se andre og være der for andre. Mennesker kan dulme sig selv på tusindvis af måder, men intet dulmer længslen efter at blive set.
Det alle disse mennesker inklusiv mig selv havde brug for var noget så grundlæggende og afgørende vigtigt som at lære at trække vejret i et trygt rum, hvor vi kan sænke paraderne og skuldrene. Turde at trække vejret. Ægte
Alle disse mennesker ser godt ud, ”has something good going on”, er veltalende, italesætter deres livsomstændigheder nøgternt. De kan deres livstrategier. Gode til at skjule det, de ikke vil have bliver set, lader folk komme tæt på, men ikke så tæt på, at det gør ondt.
De er højintelligente, har lagt deres del af den personlige formue i en psykologs hænder, men er trætte af at intellektualisere livshistorierne. De trænger til noget andet. Blive løsnet på en anden måde end med ord, ord, ord. Smerte er smerte. Det er en følelse. Den mærkes. Også den indre smerte har en fysisk form. Den gør lige så ondt som den smerte, vi pådrager os ude fra.
Den ydre smerte italesætter vi, når vi falder ned fra træet og et sår på knæet springer op. Den smerte og det sår bliver følt, plejet og passet. Nænsomt. Spurgt til, holdt øje med, at såret ikke går i betændelse, men heler. Den indre smerte og det indre sår har brug for præcis det samme. Men vi har stadig en stor blufærdighed, når det gælder om at tale om den indre smerte.
Vi tør ikke trække vejret
Det dummeste man kan sige til mennesker, der bærer på dyb smerte er: Kan du ikke bare lægge det bag dig. For nej. Ellers havde de nok gjort det. Ligesom man ville lægge sit brækkede ben bag sig, inden det var ægte lægt, hvis man kunne. Vel er det rigtigt, at der også kommer en tid for at vende blikket bort og se nye steder hen, men så længe man er fanget af smerte, er horisonten meget smal.
Alle disse mennesker kender jeg, fordi jeg de sidste ca. to år har mødtes med dem en gang om måneden. De har skiftet ansigter og de har skiftet historier, men de har alle haft smerten til fælles. De har alle haft det til fælles at føle sig forkerte i livet og i verden og i sig selv, the odd one out, selvom man hurtigt erkender, at alle er the odd one out. Alle higer, alle skjuler sig, alle løber væk fra og hen til, alle iscenesætter, men de færreste hviler og er bare. Alle havde nået et punkt af ikke at kunne mere. Alle havde overvejet forskellige dramatiske udveje på et liv, der føltes uudholdeligt at leve. Alle kæmpede med indre dæmoner.
Det dummeste man kan sige til mennesker, der bærer på dyb smerte er: Kan du ikke bare lægge det bag dig. For nej. Ellers havde de nok gjort det
Det alle disse mennesker inklusiv mig selv havde brug for var noget så grundlæggende og afgørende vigtigt som at lære at trække vejret i et trygt rum, hvor vi kan sænke paraderne og skuldrene. Turde at trække vejret. Ægte. For begynder man først at trække vejret, vælter følelserne op til overfladen, alt det man har holdt skjult, holdt tilbage og flygtet fra svømmer frem mellem alle lagene, mellem alle tankerne, sat fri på celleplan. Det hele kommer ikke på en gang, det kommer lidt efter lidt, mens man langsomt oplever trygheden ved at vise mere og mere af sig selv. Fordi det bliver set og forstået.
Det bedste jeg nogensinde har gjort
Source Breathwork hedder terapiformen. Der er noget ved ordet terapi, jeg er modstander af – selvom terapi i bund og grund betyder bearbejdning, og det er jo lige præcis det, der foregår: en bearbejdning af traumer. Men grunden til modstanden, er fordi det i virkeligheden er mennesker, bare mennesker, der endelig (blidt) giver los for alt det de har holdt på, og dermed udvider rummet for sig selv. De det gør de ved at lægge sig på en briks og trække vejret, mens et andet menneske trækker vejret sammen med dem ved siden af. Holder dem fast på at trække vejret. Bliver der, er der. Ligegyldigt hvad der sker. Det er følelsen af at to mennesker sidder på hug for hinanden i øjenhøjde og er der.
Jeg har hulket af grin med min veninde over det crazy shit, vi har rodet os ud. Ustoppeligt grinet over nogle af de episoder, vi har været igennem.
Jeg vil ikke have piller og jeg vil ikke gemme det væk, jeg vil have alle dæmoner frem i lyset og jeg vil lære følelserne at kende
Men ikke desto mindre er alle enige om, at det bedste vi nogensinde har gjort for os selv. Aldrig er jeg kommet dybere. Aldrig har jeg været mere hjemme i mig. Også selv om det er hårdt og både rasen, kaos og følsomhed kan flamme som aldrig før. Omvendt indfinder der sig også den vildeste ro og en mulighed for at forholde sig til sit sår, traume og sin smerte, der når et helt andet plan, end jeg nogensinde har oplevet. Men det hele er en proces. Det er ikke småting, vi leger med.
Jeg har grædt mere de sidste 2 år af mit liv, end jeg har grædt de forudgående 44. Hold nu op. Jeg kan huske som barn, at jeg kunne komme i kontakt med en ustoppelig urgråd, og den skræmte mig så meget, at jeg forsøgte at græde så lidt som muligt eller kun græd om aftenen i min seng. Ikke ved at være i kontakt med min egen smerte, men ved at tænke på alle de mennesker, der havde lidt, var ensomme eller kede af det.
Jeg har altid kunne mærke andre, men lærte tidligt, kultur og normbestemt at lukke af for følelserne. Jeg ”besluttede” tidligt ikke at rumme mig selv, mine følelser eller min egen smerte. Jeg syntes mine følelser var besværlige og anstrengende, og jeg ville helst ikke have dem. Jeg elskede at have travlt, for så kunne jeg ikke mærke mig selv. Jeg lærte tidligt ikke at række ud, eller sige hvad jeg havde behov for. Til gengæld har jeg været eminent til at rumme et væld af andre mennesker og deres smerte, lyttet på historier, beroliget og skabt et trygt rum, for at vise dem, at de kunne være de mennesker, de var, helt ægte i mit selskab. Måske i en ubevidst erkendelse af hvad det egentlig vil sige, at vi mennesker er der for hinanden. Måske fordi det var mit eget behov at opleve det en dag for mig selv.
Mørket er vildt
Jeg har i disse år mærket på min egen krop og i mit eget dyb, hvad traumer i baby-alderen har gjort ved mig. Traumer i alle aldre sætter sig. Og hvis jeg tidligere troede, jeg var gået fri, så øøøøøøøøøh nej. Mørket er vildt. Rummer en vildskab. Og smerten hos mig sidder i hjertet. Den smerte jeg mærker i hjerteregionen, er mere voldsom end nogen smerte, jeg nogensinde har oplevet udefra. Ikke mærkeligt, at jeg har brugt et ½ liv på at undgå den og være ovre i andre, fremfor hjemme i mig selv. Jeg har ofte siddet i min bil, hamret i rattet og sagt ud i luften: ”Jeg vil ikke finde mig i det” – og med det har jeg ment, at jeg ikke ville have, at traumet skulle være livsforhindrende for mig. Jeg stiller fandemeop for at se hele molevitten i øjnene for at blive fri.
Jeg vil ikke have piller og jeg vil ikke gemme det væk, jeg vil have alle dæmoner frem i lyset og jeg vil lære følelserne at kende. Genkende mekanismerne. Der har været tidspunkter på disse weekender, hvor jeg næsten ikke har orket at skulle igennem endnu mere, men jeg har også vidst, at det har været tæt på livsnødvendigt at gå helt hen og rense såret grundigt op.
For ja, min største frygt er at blive gak, at alting går i opløsning, ende på gaden, at min datter bliver taget fra mig, at folk ikke hører hvad jeg siger, respekterer hvad jeg siger, men bare putter piller i mit gab eller spærrer mig inde
Der har været tidspunkter hvor jeg har siddet på en trappe, eller om natten kommet i kontakt med vilde følelser – og følt mig som den skøre kvinde og hvor jeg fuldstændig genkender beskrivelser af sindet i såvel bøger som Karen Fastrups Hungerhjerte som Peter Øvrigs Min mor er besat som i Dy Plambecks Til min søster med J. P. Jacobsens Anna, der først bliver mødt i sin vildskab, da hun bliver indlagt på en sindssygeklinik .
Jeg forstår den vildskab og jeg forstår frygten for at ende som sin forældre, også fra samtaler med Mikkel Frey Damgaard, der sagde til mig, da vi lavede film til Børn, Unge og Sorg: ”Gå hen til løven ”, og fortalte mig, at han frygtede at blive sin far og nu udkommer med bogen Sørgekåbenom sin fars selvmord. Og i mens gik jeg hen til løven.
For ja, min største frygt er at blive gak, at alting går i opløsning, ende på gaden, at min datter bliver taget fra mig, at folk ikke hører hvad jeg siger, respekterer hvad jeg siger, men bare putter piller i mit gab eller spærrer mig inde.
Det har været overvældende og sindsoprivende at mærke frygten. Jeg har helt oprigtigt ment, at min datter ville have et bedre liv uden mig. At jeg kun var i stand til at skade andre mennesker. At jeg var farlig. At folk og alting gik i opløsning, hvis jeg blottede den ægte Frederikke. At folk ville dø hvis jeg var her ægte, fordi min fødsel medførte min mors død. Der er ingen logisk sammenhæng og intellektuelt – det ved jeg ALT for godt, men det er stadig store følelser, der har rumstereret og rumsterer inde i dybet. Det der bliver til mørket og vildskaben.
At rive verden og mig selv i småstykker
Jeg har i disse år indset og mærket den fysiske oplevelse, hvad det vil sige at miste. Jeg har råbt om det nogensinde forsvinder og været taknemmelig for ikke at høre løgne, men at få at vide at forsvinde gør det nok aldrig, men smerten bliver mindre og mere genkendelig ad åre.
En meget velanset terapeut jeg mødte sagde:” Good for you”, da jeg fortalte at jeg var kommet i kontakt med alle disse følelser. Og sådan ser jeg også selv på, for det er derigennem jeg bliver hel og helet. Men det har krævet et trygt rum og mennesker tæt på, som aktivt og af sig selv fulgte med.
Smerte, bærer de fleste mennesker med sig i en eller anden form, fordi livet er smertefuldt. Ikke kun men også. ”Hvilken grundsmerte bærer du på?” – har jeg i denne tid lyst til at spørge alle mulige mennesker
Der har været tidspunkter hvor min egen datter (man siger børn bærer de samme følelser, som deres mor helt fra tiden i maven, og når moren heler, heler barnet) har grædt så hjerteskærende over en aflyst legeaftale og sagt ordene: ”Jeg vidste ikke det kunne gøre så ondt – jeg vidste ikke det kunne gøre så ondt.” Og da jeg spurgte hende, hvor det gjorde ondt, og hun sagde i hjertet, har jeg har haft lyst til at rive verden og mig selv i småstykker over, at hun har arvet den form for sarthed og smerte. For den er brutal. Tro mig.
Det føles næsten sigende, at jeg blive født med hul hjerte, min egen mor holdt sig vågen for at passe på det, blev psykotisk og siden hoppede ud ad vinduet fra 16. etage på Riget. Det føles sigende at det hjerte mærker alt. Jeg mærker alt. De mindste vibrationer, den mindste støj på linjen, de mindste og det er udmattende generelt at forsøge at navigere. Jeg tror, jeg skal redde jer alle for et sammenbrud, være på evig vagt for jeres psyke, troet at jeg skulle rumme alle. Og midt i stormene hører jeg mig selv sige: ”Jeg ville jo bare gerne have kendt hende”.
Man skal vende sig mod verden og andre mennesker
Igennem disse mennesker i Source Breathwork har der formet sig en oplevelse af at kunne rumme det hele, og lære smerten at kende i en bevægelse af trøst. Lære at mærke sig selv. At få krop og hoved til at hænge sammen. At vende hjem.
”Never miss a good cry”, siger Binnie Dansby på 79 år, som udviklede Source Breathwork i 1970’erne og altid er ”gentle”– for det – det det handler om at behandle det hele blidt. Efter min mening, kunne alle mennesker droppe meditationskurser og alle de app’s, der skal bringe ro og i stedet lægge sig på en briks og trække vejret.
Det at trække vejret ikke bare bliver, men er det nye (eller ældgamle) for at komme i ægte kontakt med sig selv og for at berolige systemet og nå dybt. I USA har de været på ”trenden” i årevis. På Stanford universitets ”Center for Compassion and Altruism Research and Education” har man undersøgt effekterne af breathing teqniques på krigsveteraner og hvordan disse beroliger nervesystemet.
Smerte, bærer de fleste mennesker med sig i en eller anden form, fordi livet er smertefuldt. Ikke kun men også. ”Hvilken grundsmerte bærer du på?” – har jeg i denne tid lyst til at spørge alle mulige mennesker, men følelserne mangler at have et frit sprog. Smerte er stadig noget vi gemmer, ikke taler om, er for blufærdige til at italesætte, selvom vi i den grad alle oplever den i livet. Og den størkner vores sjæl og vores udsyn, hvis ikke vi løsner den.
Til allersidst vil jeg sige, at Svend Brinkmann er ude med en ny bog og giver i den forbindelse mange interviews. I et af dem læste jeg noget jeg altid selv har plæderet for og stadig mener, nemlig at man skal vende sig ud mod verden og andre mennesker og engagere sig i livet, fremfor at forsvinde ind i sin egen navle. Det er netop det jeg har levet efter og forsvundet i. Og jeg hæfter mig også ved at Svend Brinkman ikke selv fra sin barndom taler om at have oplevet smerte. For har man det, ved man, at det kan være livsnødvendigt at bore sig derind og trække vejret igennem alt mørke, for at der igen kan blive lys.
Topillustration: Francisco Goya, ukendt titel, 1819-1823, Wikimedia Comons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
