Hvad er vi bange for, når vi frygter 5G?

af i POV Business/Viden/Videnskab

KOMMENTAR // TEKNOLOGI – Den danske regering er i gang med salget af de første 5G-licenser til teleselskaber. Hermed er udrulningen af det nye mobilnetværk i Danmark i gang. Det har vakt betydelig bekymring i dele af befolkningen og debat i medierne. Journalist David Wedege redegør for baggrunden og tager læseren med ind til kernen bag årtiers videnskabelig strid: Hvem slog egentlig den amerikanske forsøgsrotte ihjel, som døde af mobilstråling? Og hed han Watt eller hed han Puls?

En kommende udrulning af 5G har skabt panik på de sociale medier i Underdanmark og sat medier og forskere i gang med brandslukning af misinformationer og myter. Det er i hvert fald det indtryk, man har kunnet få i et undrende Mellem- og Overdanmark, som overværer et tilsyneladende hysteri og en sværm af konspiranoide opslag og Scientology-farvede historier på nettet.

For at opklare om der er noget at frygte, har flertallet af de danske medier vendt sig mod deres vante eksperter på området. Det burde være en formssag at få højtstående danske forskere til at mane hele panikken i jorden.

Jeg er ikke naturvidenskabelig forsker men konstaterer, at danske ekspertvurderinger i medierne ikke forholder sig til, hvad de mennesker, der advarer, overhovedet peger på, og det som en række topforskere har skrevet under på en appel for.

Jeg har først og fremmest sat mig ind i de diskussioner, der finder sted og de eksisterende videnskabelige positioner.

Det handler om to grundsyn, som ikke kan forenes. Og en årtierlang videnskabskonflikt, der udkrystalliseres i en mordgåde og et simpelt spørgsmål: Rotten døde. Den sov ved en mobiltelefon. Men hvad slog den ihjel?


Sagen kort

  • En kraftig 5G-advarsel er underskrevet af en række internationale topforskere, der er involveret i spørgsmålet.
  • Flere af underskriverne har medvirket ved nogle af verdens dyreste forskningsprojekter, som viste kræft i forsøgsdyr og DNA-skader, og advarer mod underkendte biologiske effekter og beskylder regeringer og myndigheder for at heade advarsler til hjørne.
  • Dominerende faggrupper benægter pure eller tøver imidlertid med at medregne disse effekter. Især afvises påstandene om kræftrisiko i forbindelse af udrulning af 5G af tekniske topudviklere, som henviser til signalers rent lovfysiske begrænsninger.
  • Danske Christoffer Johansen og Joachim Schüz, der er strålingschef i WHO’s kræftagentur IARC, afviser også andet end signalers rent lovfysiske begrænsninger og anfører, at kræfttal ikke vækker bekymring.
  • Andre topepidemiologer med rådgiversæde i IARC er derimod voldsomt bekymrede, herunder svenske Lennart Hardell og Anthony B. Miller.
  • De to sider er uenige om, hvordan kræfttal skal tolkes i forhold til trådløsudviklingen.
  • Skeptikerne anfører, at problemet dækker meget andet end kræft og mobiltelefoner tæt imod hoveder. Det vedrører det levende liv, døgnet rundt, og man frygter, at 5G-signalerne vil øge antallet af mistænkte signalpulser eksplosivt og fatalt i offentlige rum.
  • Den underkendte biologiske forskningsside mener, at mobilsignalets særlige karakter giver forsøgsdyr kræft. Ikke en sendeenergi, som på forsøgsniveauet er udskadeligt i sig selv.

Bliver vi grillet eller kogt?

Gert Frølund, der er en global kapacitet som antenneudvikler, og som bærer æren for den kompakte mobilantennes udbredelse, ved alt om antenner. Han opfinder faktisk en ny antenne hver anden måned på sit mobilinstitut på Aalborg Universitet, der er hovedfinansieret af teknologiindustrien og som reelt fungerer som en samlet udviklingsafdeling for trådløsproducenter.

Gert Frølund, som ejer og sælger antennepatenter, beroliger danskerne, fordi de enkelte 5G-basestationer, som snart dukker op i storbyens kommende 5G-netværk, kører på lavere energiforbrug.

Antenneudviklere som Frølund er dygtige til at beskytte antennens brugere mod akutte skader, der måtte være skabt af opvarmning; disse højt estimerede fysikere kan de matematiske modeller i søvne og har styr på den elementære sikkerhed ved brug af radiobølger.

Præcis som brandmanden har fagligt styr på risikoen for kvælning og røgforgiftning men ikke på langtidspåvirkning (og til gengæld får brandmanden oftere kræft end de fleste). Eller som pålægsfabrikken, der skyr akutfarlige listeriabakterier, men som ikke nødvendigvis kender til langtidsvirkningen af nitritsalt, der er mistænkt for at gøre mennesker syge.

Så bliver vi grillet eller kogt? Ikke hvis Frølund sætter 5G-antennerne op, er jeg sikker på.

Problemet er snarere antenneforskningens faglige begrænsning.

Den danske kræftoverlæge og kræftstatistikforsker Christoffer Johansen er Sundhedsstyrelsens eneste sundhedsfaglige konsulent på feltet. Hans opgave har primært været at modtage og fortolke internationale forskningsgennnemgange for den danske stat, så vi bliver klogere om den mulige risiko.

Det er tidens internationale 5G-ballade i en nøddeskal. Faglige kapaciteter taler forbi hinanden

Rapporterne kan komme fra grænseværdikomitéen ICNIRP, EU’s videnskabskomité SCENIHR, WHO’s EMF-projekt eller den svenske stats strålesikkerhedsmyndighed, SSM. Det er især sidstnævnte myndighed, Sundhedsstyrelsen med Christoffer Johansen henviser til. Sundhedsstyrelsen anser det svenske SSM’s mobilråd (som har en tværnational sammensætning) som Nordens ledende ekspertråd. Danmark har slet ikke haft et sådant, siden Sundhedsstyrelsen nedsatte en ekspertgruppe i 2004-2006 og undlod at forny dens levetid.

Christoffer Johansens udtalelser i danske medier spiller imidlertid på begrænsede strenge.

Han får udtrykt, at vi ved for lidt om 5G, og at han selv har efterspurgt mere viden. Men så trøster han sig med, at han har hørt, at de enkelte antenner faktisk kører på lavere energiniveau end eksisterende 4G-antenner. Og så kan det sikkert ikke være galt.

En anden hovedstreng er epidemiologiske tal. Christoffer Johansen mener ikke, at disse tal sandsynliggør, at en ny alvorlig gift er løs, for så skulle visse statistikker slå endnu mere ud. Det synspunkt har han fremført gentagne i sine medieekspertmeldinger.

Det er visse kræftepidemiologer uenige med ham i. TV 2-nyhederne refererer imidlertid kun til en, nemlig svenske Lennart Hardell, der i 2011 lagde en kræftstatistik på WHO’s bord, som fik organisationen til at hæve WHO’s officielle advarselsniveau (2B: alle radiofrekvente bølger er “muligvis kræftfremkaldende”).

Hardell har siddet længere fremme i rækkerne end Johansen, og der er ikke konsensus ude i verden omkring Christoffer Johansens opfattelse, selv om han får det til at lyde sådan. Og altså heller omkring Hardells. Der foregår på tredje årti en bitter og nærmest beskidt krig, hvor to lejre forsøger at trække tovet i hver sin retning. Christoffer Johansens fløj tabte lidt terræn med opklassificeringen i 2011.

Men hvad er så selve problemet?

Det er for eksempel, at Christoffer Johansen kun synger disse to sange, og det er tidens internationale 5G-ballade i en nøddeskal: Faglige kapaciteter taler forbi hinanden. To videnskabelige hovedskoler har to vidt forskellige grundantagelser af hele risikobilledet. Den ene side advarer mod det ene. Den anden side beroliger med noget andet.

Sundhedspolitisk blindflyvning

Det er lidt som at spørge til sikkerheden ved en nysynet bil. Den er sikker, siger den bedste viden, vi har om bilsikkerhed.

Der findes ikke én eneste videnskabsmand på kloden, der er kompetent til at vurdere problemstillingen og risikoprofilen forbundet med 5G med faglig kompetence fra start til slut

Men dem, der advarer, har ikke betvivlet netop synssikkerheden ved bilen. Den taler om noget andet. Det er kemikalierne i bilsædet, der kan gøre chauffør og passagerer syge. Advarslen og beroligelsen handler med andre ord om to forskellige ting.

For at tegne en risikoprofil af en sendeteknologi som 5G, skal man dels kende signalets mange egenskaber, dels skal man vide, hvad videnskabelige studier af det levende liv viser om udsættelse for 5G-signaler.

Hvad siger undersøgelser så om netop 5G?

Det bedste svar findes sandsynligvis i USA, hvor Connecticuts demokratiske senator Richard Blumenthal i februar udspurgte teleindustrien, om der var undersøgelser af 5G eller undersøgelser på vej.

Ingen af delene kunne telesektoren i USA sige ja til, og så blev Blumenthal vred. Han kalder 5G-udrulningen for et stykke sundhedspolitisk blindflyvning og har en række andre politikere i forskellige valgforsamlinger som støtter. Især på den amerikanske vestkyst, hvor 5G-modstanden måske er den stærkeste i Vesten.

Mill Valley, en forstadskommune i San Franciscos opland, har på grund af ren sundhedsbekymring smidt 5G helt ud. Senest har byen Portlands (Oregon) borgmester nu søgt byrådsflertal til at stoppe 5G, så risikoen kan undersøges.

At ingen undersøgelser af 5G findes, er ren videns-status quo, som på ingen måde påviser, at 5G er farligt eller ufarligt.

Heller ikke dét gør os derfor afgørende klogere.

Det er min påstand, at der ikke findes én eneste videnskabsmand på kloden, der er kompetent til at vurdere problemstillingen og risikoprofilen fra start til slut, men medieeksperterne vægrer sig ved at indrømme, at de faktisk ved for lidt. I stedet lader de som om, de kan give en gyldig beroligelse.

Derfra stammer balladen i såvel danske medier, sociale medier såvel som som i Senatet i Washington D.C.

Er det farligt at pille ved de elektriske signaler i hjernen?

Hvad siger forskerne?

Biokemierne mener, at fysikerne har ret, når de siger, at de anvendte radiobølger er alt for svage til at smadre vores celler og bryde DNA-strengene dobbelt.

Til gengæld mener biokemien, at fysikerne laver en grundliggende fejl.

Den fysiske rækkevidde er nemlig ikke nok til at redegøre for, om der alligevel sker en cellulær påvirkning ved ganske lav eksponering for radiobølger. Men grundantagelsen er, at der ikke kan finde en påvirkning sted, når strålingen ligger under akutskadeniveauet. Dernede hvor strålingen ikke kan varme menneskevæv op.

Det mener den biologisk funderede mobilforskning, som nærmest aldrig har været repræsenteret på danske læreanstalter, imidlertid er en grundliggende fejlantagelse, og i 2018 fik de en amerikansk kæmpesejr. Mere om det senere.

Bioforskning har i over 25 år advaret mod ukritisk og ukontrolleret udbredelse af mobiltelefoni, som ikke kender biologisk tjek

Lad mig nævne et hverdagseksempel. Go’ morgen Danmark på TV 2 viste for nylig en elektrisk hårbøjle.

Hårbøjlen er skabt af hjerneforskere til at stimulere menneskehjernen rekreativt. Ja, man kan ovenikøbet beruse sig med den. Med elektricitet. Men bare rolig: Det, der påvirker hjernen, er så svagt, at ingen skade kan finde sted.

I 2016 advarede Andreas Roepstorff, der er professor på Aarhus Universitet og leder af forskningscentret Center for Interacting Minds imidlertid. Han sagde til Videnskab.dk:

“Generelt mener jeg, at man bør omgås det med omhu at pille ved de elektriske signaler i hjernen”.

Det er præcis det, biokemikere mener, at mobilsignaler gør.

De mener ikke, man bør have telefoner tæt mod hovedet. Men alle de signaler, vi bader os i, og den fysiske styrkeopfattelse, som antenneforskerne og Christoffer Johansen henholder sig til, modsvarer slet ikke den biokemiske tese. Den taler helt forbi.

Flere kræftantydninger

Fordi jeg ikke er naturvidenskabsmand, refererer jeg blot, hvad forskerkredse diskuterer nu: Bioforskning har i over 25 år advaret mod ukritisk og ukontrolleret udbredelse af mobiltelefoni, som ikke kender biologisk tjek.

I 2007 samlede spidsen af den biovidenskabelige skole på området et kompendium med næsten 2000 forskellige, publicerede forskningsrapporter med biovidenskabelige, lægevidenskabelige og humane studier med mere, som påviste skadelige effekter af mobilstråling på lavniveauer, som er umiddelbart sikre. Det såkaldte Bioinitiative-kompendium.

Tovholder var den Harvard-uddannede læge og professor David O. Carpenter, som også 1. december 2018 delte sin bekymring over den trådløse verden i det verdensførende medicintidsskrift The Lancet.

I 2011 overbeviste forskningsgruppen Europarådets parlamentariske forsamling. Europarådet vedtog en resolution (res. 1815), som på baggrund af Bioinitiative-kompendiet rådede sine medlemslande til at beskytte sine befolkninger og til at opføre sig tilpas forsigtigt med den trådløse udrulning.

Man navnliggjorde endda, at kabler skulle foretrækkes frem for Wi-Fi i børnemiljøer. Det er sporadisk fulgt af lokale myndigheder i Europa. I Cypern advarer sundhedsmyndighederne officielt børn og unge med en informationsvideo. Mest opsigtsvækkende var det, at Frankrig forbød og stadig i dag forbyder Wi-Fi i vuggestuer.

Den danske Sundhedsstyrelse havde i 2007 især én kommentar til Bioinitiative og i øvrigt også Det Europæiske Miljøagentur, der ligeledes slog på biovidenskabelige advarsler: Her i Danmark betragter vi det som et partsindlæg.

Det Europæiske Miljøagentur reagerede med raseri mod Sundhedsstyrelsen.

Men præcis dét har Danmark så gjort både før og siden: Betragtet alle biovidenskabelige advarsler som partsindlæg. Noget, vi må blive klogere på hen ad vejen.

Det er historisk betinget alt sammen, for udgangspunktet var jo, at med mobiltelefoni og walkie talkie-teknologi, skulle vi kun bekymre os som brandmænd og pålægsfabrikker: Mod noget akut truende. Tesen om det ikke-akutte risikokompleks har fra start stået i kulden og kæmpet for at komme ind.

Allerede midt i 90’erne publicerede den amerikanske professor Henry Lai fra University of Washington konklusionen, at mobiltelefoni kunne bryde DNA. Det studie vakte voldsom intern opsigt i teleindustrien, fordi fundet trodsede det fysisk betingede sikkerhedsparadigme, man regnede som videnskabens bedste viden, så blev fundet regnet som kontroversielt.

Det skulle undersøges i 1999, da professor Franz Adlkofer med 20 millioner kr. på budgettet fik til helt officiel EU-opgave at undersøge DNA-brud til bunds. Med hjælp fra 12 laboratorier skabte REFLEX-studiet en rapport, som bekræftede Henry Lais fund af, at mobiltelefoni på niveauer langt under grænseværdien kunne lave DNA-brud i visse celletyper.

Så var fanden løs i Laksegade. Der blev gjort mange forsøg på at angribe og flå Adlkofers resultat i stykker.

Nogle har peget på, at DNA-forsøg lige i halens af Adlkofers skulle så tvivl om hans fund ved at snyde på vægten: Adlkofers DNA-skader blev fundet i visse celler. Men for eksempel ikke i hvide blodlegemeceller ved navn lymfocytter. Kort tid efter dukkede der flere forsøg op, som forgæves efterprøvede DNA-skader – i netop lymfocytter.

Den harske tyske kritiker, professor Alexander Lerchl, ville sandsynligvis modbevise, at umiddelbart uskadelige mobilstråler kunne øge kræft, men kom til at bekræfte det

I tråd med det danske syn på områdets bioresultater igennem årtier, så afviste Christoffer Johansen i 2004 i det danske mobilekspertråd pure at antage REFLEX-studiets gyldighed, og at det kunne give anledning til nogen som helst sundhedsovervejelse. Kort sagt: Man kunne slet ikke anse REFLEX-fundene for at bide skeer med antenneteknologiens fysiske sikkerhedsopfattelse. Der måtte meget mere til for at overbevise.

Adlkofer måtte igennem en mængde af kritikere, før han i 2015 vandt en injuriesag ved retten i Hamborg. Han vandt over en medarbejder hos en rasende antagonist, den tyske professor Alexander Lerchl, der harskt havde kritiseret DNA-fundene. Med dommen blev der ro. REFLEX-studiet, som vakte postyr, virker i 2019 lidt gemt og hengemt.

Samme år offentliggjorde Alexander Lerchl sit eget dyreforsøg fra Jacobs Universitet i Bremen, som viste kræftforøgning som følge af mobilstråling. Rapporten kunne tørt konstatere, at mobilstrålingen måtte have skylden, men at mere forskning måtte til.

Det forbløffede iagttagere særligt, at netop Lerchl landede dét resultat. Den hårdkogte benægter ville sandsynligvis modbevise en 2010-rapport (af Thomas Tillmann), som viste, at umiddelbart uskadelige mobilstråler kunne øge kræft, men som kom til at bekræfte netop det.

Der er fundet mere kræftantydning, som ikke er de tal, statistikkerne skændes om, og som “fys-fraktionen” mener er den vigtigste viden, mens “bio-fraktionen” langt hellere vil tale om dyreforsøgene og andre forsøg. I 2016 offentliggjorde Det Nationale Toksikologiske Program i USA, som er en regeringssanktioneret enhed, at man efter 17 års forberedelse havde foreløbige data klar til offentliggørelse. Forsøgsrotter havde fået kræft. Det var signifikant påvist i sammenligning med kontrolgruppen. Ikke overvældende. Men signifikant.

Det eksterne ekspertpanel, som vurderede den amerikanske regerings 200 millioner kroner dyre forsøg, konkluderede, at der var klar evidens for kræft i en særlig celletype

Det var tredje kræftfund på seks år med forsøgsdyr, som kontrollerede forsøg havde udsat for umiddelbar uskadelig mobilstråling. Det niveau, som antennefolk ikke beskytter sig selv imod, når de er på arbejde. Som brandmænd, der beskytter sig selv mod røgforgiftning og kvælning. Til gengæld får de oftere kræft.

Og i 2017 blev det igen slået fast af Ramazzini Instituttet i Bologna, som den amerikanske regeringsinstitution officielt samarbejdede med for at teste mobilstrålingen på endnu lavere niveau: Der var igen øget kræftforekomst hos forsøgsdyrene. Ved umiddelbar uskadelig bestråling.

Det eksterne ekspertpanel, som vurderede den amerikanske regerings 200 millioner kroner dyre forsøg, konkluderede, at der var klar evidens for kræft i en særlig celletype, De Schwannske celler. Konkret fundet i hanrotters hjerter. Men typemæssigt muligt at koble til forskellige kræftformer, blandt andet fordi Schwannske celler er i familie med menneskehjernens gliaceller.

Der var i mindre grad – men ikke i ubetydelig grad – evidens i dyreforsøget for kræft, der direkte kobles til aggressive hjernetumorer af GBM-typen. Den kræfttype er på 20 år vokset med 100 procent i Storbritannien. I mange andre lande er det svært overhovedet at finde tilsvarende tal, fordi kræftstatistikken mange steder ikke oplyser hjernetumorers fordeling på de forskellige typer. Den aggressive GBM-tumor er udsat for mange fyrige taldiskussioner. Noget, der burde være meget enkelt at fastslå, har i årevis været genstand for uophørlig diskussion om stigning eller ej.

Et opgør mellem forskningsdiscipliner

Umiddelbart uskadelig mobilstråling havde altså givet rotterne kræft. Resttvivlen er rent spekulativ. Og underliggende: Man fandt DNA-brud. Fuldstændig som bioforskere hele tiden påstår, de finder i forsøg, men som ingen gider høre om. Slet ikke de magtfulde institutioner, som i rapport efter rapport bare besvarer det med at kalde på flere studier for nærmere påvisning.

Oxidativt stress ved svag udsættelse for mobilstråling er beskrevet i cirka 100 peer-reviewed rapporter, men ofte sidder helt andre faggrupper i videnskabelige råd og komitéer og vurderer, at det stadig må anses som kontroversielt og behæftet med tvivl ved synet af hver eneste rapport. Hvorefter man gentager, at man behøver mere forskning for at kunne slå det fast.

Studierne er små, siger man i rådene. De er af dårlige kvalitet. Der er rapporter, som taler imod. Der savnes mere forskning.

Ude i biosidens kulde mener man så, at tusindvis af rapporter ikke kan tage fejl og slet ikke så længe. Nu må rådene og komitéerne acceptere det som et dannet billede.

Den amerikanske professor emeritus i biokemi og lægevidenskab Martin L. Pall påviste i 2013 den bagvedliggende mekanisme, som han hævder, forklarer de massevis af rapporteringer, der allerede fandtes om oxidativt stress og DNA-brud, og som bliver ved med at komme.

De forskellige råd og komitéers frifindelse af mobilstråling går ganske nødig i dialog med den biokemiske forskningsdisciplin. Christoffer Johansen er et eksempel på dette

Har du god forbindelse på telefonen, så har dine celler det desværre også, synes pointen at være. Allerede på god afstand af en strålingskilde, reagerer cellevæggene ugunstigt på menneskeskabte elektriske felter og særligt de pulserende, som bruges til kommunikation. Cellernes calciumkanaler er styret af spænding, og er der volt nok i luften, så åbner de sig og lukker calcium ind, som igen leder til ugunstig oxidering af cellerne.

Det er idéen om, at spændingen i luften er en grundliggende gift og sendepulserne en giftkanon. Således kender man ikke et fuldt billede, men billedet “fra calciumlækage til kræft” ligner mere et billede, end det ikke ligner et billede, hævder den afmægtige biofraktion af mobilforskningen.

Det er dét, der ikke passer ind i den offentlige opfattelse. For har videnskaben ikke undersøgt tingene til bunds og vel nærmest frikendt det hele fra at skade?

Det korte svar: Nej, de undersøger ikke så meget i grunden. Først og fremmest “metaundersøger” de – og vurderer, hvad der er lavet af forskning og vejer det og finder mange idéer for lette.

De forskellige råd og komitéer, som i årenes løb har bundfældet i offentligheden, at mobilstråling vel er så godt som frikendt og kun med flige af tvivl på sig (ICNIRP, EU’s SCENIHR, WHO’s EMF-projekt, svenske SSM), går ganske nødig ind i biodiskussion. Fuldstændig som Christoffer Johansen, der slet ikke inddrager biodiskussionen, når han udtaler sig i medierne.

“Det er ikke nogen kvalitet i sig selv, at man er professor”, havde han i ugens løb at sige til Deadline. Det var epidemiologens og kræftstatistikerens bedste svar på bioprofessorers forskningsresultater, videnskabelige teser og konkrete advarsler, som kommer fra anerkendte vidensinstitutioner over det meste af verden.

Dels undrer tilhængere af de biologiske idéer sig over, at ingen af dem nogensinde får sæde i de komitéer, som vurderer og bedømmer, om biofundene kan tages alvorligt og sendes videre som advarsler til aftagerlande – som Danmark, Sundhedsstyrelsen og dens rådgiver i sagen, mediernes ekspert Christoffer Johansen.

Der synes at foregå en lukket, tendentiøs selektion, og det journalistiske bureau Investigate Europe kortlagde i januar i år et netværk af personer, hvoraf flere af personerne sidder i flere af rådene, og hvor flere har tråde til teleindustrien. WHO’s danske strålingschef Joachim Schüz er iblandt. Han er også kendt som afgjort bioskeptiker.

Bortset fra at man kan se den helt åbenlyse lukkethed i disse komitéer, er det svært at forklare, hvorfor. Man kan tørt konstatere, at en fraktion sidder på det samlede kompleks af undersøgere, som rådgiver de politiske magter.

Da Danmark havde en egen ekspertgruppe om stråling fra 2004 til 2006, var der slet ingen biokemiker i gruppen. Det blev i 2004 beklaget i et høringsbrev til Sundhedsstyrelsen, hvor nu for længst pensionerede Sianette Kwee fra Aarhus Universitet blev foreslået (i 2019 bor hun på plejehjem). Kwee havde selv en fagprofessionel relation til Franz Adlkofer, som netop i 2004 var i vælten med sit DNA-fund.

Manglende vilje til dialog

I grunden siger kræftfund i to parallelle dyreforsøg ikke nødvendigvis noget om den epidemiologiske betydning af dyrestudiet, altså hvor mange mennesker der så får kræft. Hvis overhovedet nogen. Det er som udgangspunkt et helt åbent spørgsmål. Det, man ret sikkert kan fastslå, er, at man har testet noget giftigt stads.

Men gift har vi så meget af omkring os, så spørgsmålet er igen, i hvor høj grad det er gift. De, der kategorisk har afvist, at mobilstråling er et sygdomsfremkaldende toksin, har med dyreforsøgene nu definitivt fejlet, anførte projektets mangeårige leder, 5G-appelunderskriver Ronald Melnick.

NTP’s amerikanske forsøgsdesigner mener især, at resultatet også maner myten i jorden om, at når der er fundet skadelige fund, kan nye forsøg ikke gentage det. Han har også raset over, at hans lands myndigheder – efter hans opfattelse – går og underspiller betydningen af kræftfundet.

Bioopfattelsen omfatter også, at alle vore kroppe er døgneksponeret med radiobølger for risikofyldte niveauer. Derfor er kræft i hjernen slet ikke den eneste bekymring. Den fysiske forklaringsfraktion mener derimod, at mobiltelefoni direkte mod øret det eneste, man kan behæfte den mindste betænkelighed ved.

Ugunstig cellevæggepåvirkning og medfølgende celleoxidering er potentiel en multisygdomsfremkalder for alt levende liv, mener man i fraktionen, der antager de biologiske forklaringer, mens fysikerfraktionen mere end tvivler.

Rotteforsøgene har været livligt diskuteret. Også en smule i danske medier, hvor DR Detektor og Mandag Morgen i 2018 rykkede ud med ‘faktabrandslukning’. Nu skulle folk ikke gå i kræftpanik, virkede mediernes motivation til at være.

Men artiklernes anvendte eksperter gik slet ikke i dialog med de bioteser, som alene må kunne forklare, at rotteforsøgene fik kræft. Christoffer Johansen og ernæringsformidler Morten Elsøe hæftede sig ved, at rotterne var bestrålet på et niveau, som langt, langt, langt overgår menneskets eksponering.

Rigtig mange epidemiologer, som sidder på høje positioner i spørgsmålet, undgår nærmest partout en diskussion med den forklaring. Men der er også epidemiologer, som sætter sig ind i det og antager idéen

Den kritik er gennemgående i rigtig mange, især populærvidenskabelige, klummer. Men egentlig også i ICNIRP-komiéens reaktion: De taler om et relativt højt energiniveau, som rotterne var udsat for.

Det er ifølge modstanderne i biofraktionen en ubegrundet bortforklaring, der er snublende tæt på logisk kortslutning. For dyrene i de forskellige forsøg var udsat for kontrollerede niveauer, som ingen opvarmningsskade kunne give. Dermed burde den fysisk betingede forklaring af energiniveauets formåen overhovedet ikke kunne danne forståelse.

Biosiden af diskussionen peger på, at mobilsignalets egenskaber danner forståelse. At der er grundliggende forskel på FM-radio, 2G, 3G, 4G, Wi-Fi og radarbølger. Nemlig at signalets mange parametre for egenskaber definitivt har betydning, og navnlig pulsering fra bredbåndssignalkilder er af bioforskningen udpeget som synder nummer ét. Jo mere datatrafik og hastighed, desto værre, lyder en halvt forgrovet tommelfingerregel.

Mange epidemiologer og andre i fysikerfraktionen, som sidder på høje honorære positioner i spørgsmålet, undgår nærmest partout en diskussion med den bioforklaring. Men der er også epidemiologer, som sætter sig ind i det og antager idéen.

Anthony B. Miller, som er tidligere WHO-kræftrådgiver og leder i store landes nationale kræftorganisationer, bemærker sammen med den kendte amerikanske miljølæge Devra Davis, at generation af mobilsignal er afgørende, når det store amerikanske rottefund er analyseret. At dosis-responsforhold i forhold til energimængde har mindre betydning.

Det er pulseringen, som sandsynligvis viser lineært dosisresponsforhold, der betyder, at jo mere udsættelse for pulsering, desto mere grundliggende skade af celler. Biofraktionen frygter også – helt uanset Watt-tallet – for 5G-netværkets ultrahurtige, kompakte præcisionsstråler, der skyder fra et væld af antenner i de samme basestationer.

5G-udrulning med watt i ørerne og bind for øjnene

Nu har jeg foldet hele 5G-appellens grundliggende bekymring ud. Den beror på bekymringen over en talmæssig eksplosion i antallet af pulserende signalkilder med helt ukendt høje datahastigheder, for bioforskningen har i årevis og i forskningsrapporter adresseret det problem.

Derfor er underskriverne af 5G-appellen ikke bare enormt bekymrede. De mener, at sammenhængende videnskabelig erkendelse rækker til en helt decideret, alvorlig advarsel om, hvor hasarderet det er at sende pulserende 5G-signaler i tusindvis på kryds og tværs i storbyens rum, mens fysikerne intet problem kan se:

Det er alt for lidt watt i antennerne, siger fysikerfraktion; altså alle eksperter, som har fået taletid i den danske debat.

Franz Adlkofer (med 20 mio. betroede EU-millioner) er medunderskriver af 5G-appellen.

Lennart Hardell, WHO-rådgiveren som fik hævet kræftklassificeringen, er medunderskriver af 5G-appellen.

Ronald Melnick, forsøgsleder af NTP (med 200 mio. skattekroner), er medunderskriver af 5G-appellen.

David O. Carpenter, som overbeviste Europarådet i 2011, er medunderskriver af 5G-appellen.

Martin L. Pall, der er regnet som den største bioforklarer af emnet, er medunderskriver af 5G-appellen.

Devra Davis er medunderskriver af 5G-appellen.

Anthony B. Miller er medunderskriver af 5G-appellen.

Jeg kan ikke fastslå, at regeringen gør noget farligt. Jeg kan fastslå som Connecticuts senator Richard Blumenthal: Det er med watt i ørerne og bind for øjnene

Og mange, mange flere. Væsentlige, mindre væsentlige eller uvæsentlige navne. Man finder lægen George Carlo, som midt i 90’erne blev ansat som lobbyist i teleindustrien med det formål at skaffe renselse, men som endte at springe ud som en samvittighedsafhopper, der ikke kunne stå inde for sin mission.

Kritikken har allerede omhandlet, at der på listen er perifære navne, men underskrifterne refererer til en videnskabelig grundantagelse – en skole på området, der har kæmpet i årtier – og underskriverne er videnskabsfolk, som på mere eller mindre meriteret baggrund støtter den.

De mener, at den fysiske forklaringsfraktion har grebet magten over råd og komitéer og nøgleposter. Hvordan, er svært at sige. Faktuelt kan man bare fastslå, at selv om biofraktionen har siddet på verdens største budgetter, høje poster og har glimrende meritter, så er de udefrosset, og deres forklaringskompleks er udefrosset af “fysfraktionens” totaldominans.

Mange danskere stoler på organisationer som Kræftens Bekæmpelse og WHO. Hvorfor siger de intet, hvis der virkelig eksisterer en bekymring?

Svaret er enkelt: Der er benhård kamp mellem fraktioner. Én fraktion sidder på topnøgleposterne. Og i krig hugger man allerførst fjendens telefonkabel. Begge parter går og forhindrer den anden i at blive hørt. De holder konferencer uden hinanden og undgår så vidt som muligt at referere til hinanden.

Nu har jeg ikke sagt, at 5G-appellens støtter har ret. I stedet har jeg forsøgt at redegøre for, hvad den videnskabelige fejde går ud på.

Tirsdag den 12. marts sælger regeringen 5G-frekvenserne til teleselskaber, helt uden at statens eneste fagmand har diskuteret selve advarslens præmis: De mange fund af biologiske skadevirkninger allerede fra 4G og fra Wi-Fi.

Det er ingen kvalitet, at man er professor, lød Christoffer Johansens svar til biofraktionen i Deadline.

Jeg kan ikke fastslå, at regeringen gør noget farligt. Jeg kan fastslå som Connecticuts senator Richard Blumenthal: Det er med watt i ørerne og bind for øjnene, for Energiministeren får sine råd fra den fraktion af rådgivere, som ikke tager bioadvarslerne alvorligt. Der er et fravær af “hvad nu hvis, biofraktionen har ret”.

Mobiltelefoner har nu i 23 år har været hvermandseje og bekymret nogle, men helt uden at medierne har dækket forskningen tæt og kontinuerligt eller bygget erfaring og kompetencer op til at analysere videnskabsområdet og dens forskellige grene og positioner.

5G-balladen er landet som en ufo. Og offentligheden er blank i spørgsmålet. Det skyldes ikke mindst, at folk og medier er helt ude af stand til at orientere sig i en tåge, hvor kommentarer kaster røgslør over modparterne, hvor der er total forvirring om sagens begreber og hvor beskyldningerne fyger fra den ene skyttegrav mod den anden.

Du er helt officielt overladt til troen

Skal man tro den magtfulde fysfraktion, så ved vi ret sikkert, at 5G vil gå fint, for det må have været Watt, der slog forsøgsrotten ihjel. Hvis nogen er farlig, er det Watt.

Skal man tro den afmægtige biofraktion, skal vi virkelig frygte 5G. For det var ikke Watt, siger den fraktion. Watts arme var slet ikke lange nok til at kunne ramme. Det var Puls. Puls er den undervurderede trussel.

Så nu er du overladt til troen.

Det medgiver blankt Eric van Rongen, som er formand for grænseværdirådet ICNIRP og som tilhører den absolutte top af international statsrådgivning.

“Alle kan tro det, de ønsker at tro. Hvis der er videnskabsfolk, som mener noget andet, så er det deres ansvar at træffe den konklusion. Vi træffer en anden konklusion. Så det er op til folk at afgøre, hvilken gruppe, de mener er den mest troværdige”, sagde Eric van Rongen 19. maj 2016 på et pressemøde i Stockholm.

At kilden til den danske energiministers fortrøstning er knap så sikker som kilden selv, virker yderligere bekræftet i et interview med Eric van Rongen 3. marts 2019 i britiske The Telegraph.

Om 5G siger Eric van Rongen til avisen:

“Det er ikke sat op som et eksperiment med folkesundheden, men selvfølgelig kan man betragte det sådan. Det bliver nødvendigt at skaffe mere information om eksponering og alle de helbredsproblemer, der kan komme ud af det,” siger han. Og tilføjer:

“Det er ikke anderledes end med de medicinpræparater, vi stoler på”.

Eric van Rongen uddyber sit synspunkt i et kommentarspor, der tilhører den 5G-kritiske, nu pensionerede bioprofessor Dariusz Leszczynski fra Helsingfors Universitet:

“Min pointe er ikke, om eksponering for medicin eller stråling er frivilligt eller ej. Pointen er, at der altid er behov for at overvåge for løbende mulige bivirkninger. Den allestedsnærværende eksponering for trådløs infrastruktur er et valg, truffet af samfundet, fordi (næsten) alle mennesker ønsker at være forbundet”, skriver han 18. marts i en debatkommentar.

Artiklen er opdateret 21. marts 2019: I to tilføjede afsnit uddyber ICNIRP-formand Eric van Rongen, hvad han mener, når han siger, at 5G kan sammenlignes med et medicinsk eksperiment. Eric van Rongen er endnu ikke vendt tilbage på journalist David Wedeges personlige henvendelse.


David Wedege er journalist og aktivistisk tweeter og blogger om trådløst og helbredsspørgsmålet. Han er medlem af EHS Foreningen, som er den danske patientforening for EHS-lidende. Lokal forperson for Alternativet i Jammerbugt i Nordjylland. Artiklen udtrykker alene David Wedeges opfattelser.


Topillustration: PxHere.

David Wedege (f. 1977) er uddannet journalist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er pr-konsulent og freelancejournalist med speciale i møbel- og interiørbranchen.

Tidligere møbeljournalist, nyhedsredaktør og kommentator for branchemediet Wood Supply og tidligere journalist ved Danmarks Radio og Nordjyske Medier. David er bosat på Brovst-kanten i Nordjylland.

Al skribentvirksomhed for det reklamefrie medie POINT of VIEW International er ulønnet. Du kan støtte Davids artikler ved at donere via Paypal: dwpet@yahoo.dk

Seneste artikler om POV Business