NEW YORK // ESSAY (LONGREAD) – Hvad er en ‘rigtig’ newyorker? Hvem har ret til at kalde sig det? Spørgsmålet dukker op indimellem, når man bor i byen, og aldrig fra personer, der er født i New York, og for hvem det er underforstået. Det er som regel personer, der ikke har været i byen længe, og som måske gerne vil erhverve sig titlen og derfor vil vide, hvad der eventuelt kunne kvalificere dem. Og der bliver jeg dem svar skyldig, for der er omtrent lige så mange definitioner, som der er personer, der har været her længe nok til at have en mening om det.
Jeg tvivler på, at folk flytter hertil blot for at kunne kalde sig newyorkere.
Prædikatet er et biprodukt, et mærkat og for nogle en hædersbevisning, de kan tilføje deres empiriske CV, når de har formået at leve og overleve i en by lige så kendt for sine udfordringer som sine attraktioner.
Jeg ved ikke, om New York er unik i den sammenhæng. Da jeg boede i London, mindes jeg ikke at have overhørt samtaler, hvor folk diskuterede, hvad der udgør en ægte Londoner. Går folk rundt i Paris og spørger hinanden “Es-tu un Parisien?”
Foto: Birgitte Carlsen
Men ‘newyorker’ dukker op som et begreb – og et, har jeg erfaret, meget bredspektret et af slagsen. Personligt, eftersom jeg ikke er født her, føler jeg mig ikke berettiget til at reducere min personlige erfaring til en definition. Mange newyorkere vil formentlig give mig ret. Nogle purister mener, man skal være født her. Og ultimativt dø her, for den sags skyld, helst under forhjulet på en yellow cab.
En indfødt, jeg kender, siger, at det at være en native new yorker er en medfødt kronisk sygdom med kontinuerligt indsættende symptomer og komplikationer, og som indebærer kontinuerlig forulempelse.
Den anden yderlighed er dem, der påstår, at det at være en newyorker er en sindstilstand, som man i princippet, omend det er usandsynligt, kan assimilere sig til det øjeblik, man stiger ud af subway’en fra JFK.
Definitioner
Så er der alle definitionerne imellem.
Mange siger, at man er newyorker, hvis man har boet her i 10 år. Og at man kan blive tilkendt en hædersstatus som indfødt efter 20 – som om man har overstået en slags udholdenhedsprøve.
Så er der dem, der er overbevist om, at det at blive en newyorker er begivenhedsrelateret. Som når man for eksempel er blevet afkrævet overpris i husleje, er blevet overfaldet eller har kørt over Brooklyn Bridge på cykel, en slags kumulativ liste af oplevelser, der får jobbet eksekveret.
Foto: Birgitte Carlsen
Måske tæller det også, hvis man er en af dem, hvis arbejdsindsats er reduceret dagen efter, at The Yankees, det berømte lokale baseballhold, taber en kamp.
Det kunne også være en opremsning af, hvad newyorkere ikke gør. Vi hviner for eksempel ikke, når vi ser en rotte eller en kakerlak. Vi noterer os flegmatisk i forbifarten, at de holder orgier i meterhøje dynger affaldsposer, men nedværdiger os ikke til at hidse os op over det.
Og alt føles som kviksand og man hvæser “move” efter alle – og der er mange – der står eller går i vejen
Vi undgår for enhver pris Times Square, navnlig nytårsaften, og vi nedlader sig ikke til at stå kø for at komme op i Frihedsgudinden eller Empire State Building. Det lader vi turister om. Og vi går over for rødt med en i visse nytilkomnes øjne alarmerende konsekvens.
Hvis ikke det var patetisk og totalt uncool, kunne man formentlig lave noget svarende til spejdermærker, man kunne samle på og gradvist optjene newyorker-status.
Geografi
Man kan ikke komme udenom den geografiske komponent. Alene det at bo i staten New York gælder ikke. Forstæderne ej heller. Man skal være bosat i en af New Yorks fem bydele, Manhattan, Brooklyn, Bronx, Queens eller Staten Island.
Og rent livsstilsmæssigt kan ens prædikat muligvis konfiskeres, hvis man ikke har bevæget sig udenfor Staten Island i flere år.
Foto: Birgitte Carlsen
Fuck
En potential quantifier er den første og uundgåelige “fuck” dag. Ikke den, der skyldes, man farer vild i Greenwich Village eller subway-systemet. Det er for novicer.
Nej, den mere multifacetterede udgave, hvor alle de gener, som New York er leverandør inden for, rotter sig sammen til noget, der ligner en sammensværgelse.
Når man fx har en aftale og lige kan nå det, hvis man tager en taxa, og så det begynder at regne, og alle taxaer er optaget, og trafikken er helt håbløs, og bilisterne læner sig op ad hornet i frustration, velvidende at chaufføren i bilen foran selvfølgelig ikke sidder og nyder udsigten, men hellere end gerne ville videre, og man nu er henvist til subway’en, som er overfyldt, fordi alle andre er i en lignende situation, og så står der en klam mand og gnubber sig op ad en, og toget pludselig ikke kører videre pga. sporproblemer, og alt føles som kviksand, og man hvæser “move” efter alle – og der er mange – der står eller går i vejen, og så nåede man i øvrigt at blive gennemblødt og træde i en hundelort.
Foto: Birgitte Carlsen
Hvis det trods alt omsider lykkes at få en taxa, kører chaufføren i den gale retning, fordi han har buds i ørerne og har for travlt med at tale med sin svoger til at høre, at man sagde 50th, ikke 15th.
Eller han kører en omvej, fordi han tror, man er turist og ikke ved bedre, hvorefter man fortæller ham, at eftersom han behandler en, som om man ikke kender byen, så kan man jo meget passende opføre sig i overensstemmelse med det og undlade at give ham drikkepenge, for det gør vi ikke, hvor jeg oprindeligt kom fra, “take that, asshole and fuck you, fuck you too, how much goddam shitfuckery does one girl have to put up with in this godforsaken cesspool of an overpopulated shit city in one fucking day, fuck!” FÅRK!
Foto: Birgitte Carlsen
Det skal lige siges, at brugen af ordet fuck er hyppigere brugt i daglig tale i New York end mange andre steder i USA, og det virker anstødeligt på mange ikke-herboende. Nok ikke på danskere, som indskyder “fucking” som forstærker i alle mulige sætninger, hvilket i mine ører er en aparte lingvistisk kulturtilegnelse. Hvad er der galt ved at være skidesur over det forpulede vejr?
Bitching
Bitching er en del af livsstilen for en newyorker. Der er nok at brokke sig over. Vi har for længst vænnet os til at få vores sanseapparet bombarderet af de evigt bissende menneskehorder, stanken af affald og det allestedsnærværende soundtrack af sirener, bilalarmer, aflæssende lastbilers bippen og trykluftsbor fra vejarbejde. Der bitches mere over stigende hverdagsomkostninger, høj husleje og manglende varme i de dyre lejligheder, vi bor i.
Foto: Birgitte Carlsen
Vi er forargede over, hvad sygeforsikring koster. Vi klager over den fremadstormende gentrificering, der sætter priser på alt fra kaffe til serviceydelser i vejret, desuagtet vi er en del af den selvsamme evolution.
Vi bitcher over fraværende viceværter, inkompetente chefer, uansvarlige kolleger og over venner, som af uforklarlige årsager ghoster os og pludselig ikke tager telefonen, fordi de har fået en ny kæreste. Og selvfølgelig over overbefolkede, beskidte subways, og de evige forsinkelser, hvis ellers det forbandede tog overhovedet kører, for ikke at tale om de medpassagerer, der ikke ved, man skal stå til højre på rulletrapperne, så vi, der har travlt, kan komme forbi.
Nogle gange bitcher vi bare for at dekomprimere, fordi vi arbejder for meget, tjener for lidt og ikke sover nok. Det kan være misvisende og lede udefrakommende til den overbevisning, at newyorkere generelt er utilfredse og arrogante. Det er ikke nødvendigvis tilfældet.
For eksempel skulle man ikke tro, at det var nødvendigt at holde radaren tændt, når man blot skal tilbagelægge en strækning på omkring fire meter fra taxa til hoveddør
Newyorkere lever under pres. Finansielt, arbejdsmæssigt – arbejdsnarkomani er epidemisk, transportmæssigt, politisk og eksistentielt. Men newyorkere er gennemgående mere tolerante end mange af deres landsfæller og i øvrigt også klodefæller – og lader demonstrationen af utilfredshed blive ved det verbale.
I betragtning af at New York er den tættest befolkede og den mest demografisk alsidige by i USA, er befolkningen bemærkelsesværdig tolerant, og byen rangerer som den femte mest sikre storby i landet. Ifølge Gun Violence Archive har der været 320 masseskyderier i USA i år. Fire af dem foregik i New York, og ingen af dem var klassificeret som hadforbrydelser.
Sikkerhedsfremmende forholdsregler
Mange newyorkere har udviklet en radar, hvormed vi skanner vores omgivelser. Byen er værtsorganisme for en alsidig fauna udi den menneskelige beskaffenhed, hvoraf nogle handler i overensstemmelse med dagsordener og motivationer, som de af uforklarlige og sommetider helt uberettigede årsager vil have rodet os sagesløse forbipasserende ind i.
Det psykiatriske system er grotesk underfinansieret, patienter uden forsikring får ikke behandlingstilbud, før de har demonstreret, at de er farlige for sig selv og andre, og på det tidspunkt er skaden måske allerede sket. Selvom New York er mere sikker nu end for eksempel i 80’erne, er der fortsat kriminalitet, og der er personer, der, selvom de hverken har diagnose eller straffeattest, opfører sig uhensigtsmæssigt i forhold til omgivelserne.
Foto: Birgitte Carlsen
For eksempel skulle man ikke tro, at det var nødvendigt at holde radaren tændt, når man blot skal tilbagelægge en strækning på omkring fire meter fra taxa til hoveddør, men jeg har oplevet at låse mig ind og høre døren smække bag mig, hvorefter der et sekund senere var en vildt fremmed mand, der ruskede i døren i råbte, at han havde fulgt efter mig hele vejen fra downtown, da jeg stod ind i taxaen.
“I want to come home with you”, skreg han. “I am a carpenter”. Som om det var et overbevisende argument.
The Attitude
Man kan ikke komme uden om The New York Attitude, et nødvendigt tilbehør for enhver newyorker med respekt for sig selv. I Urban Dictionary beskrives den som:
“A straightforward, candid way of perceiving and communicating: friendly, gregarious, helpful, possibly in a hurry. Bullshit filters develop as a New Yorker matures, protection against the overwhelming, ubiquitous flood of endless words and images. Some N.Y. responses may sound brusque but it’s a means of budgeting time. Being expedient.
The pedestrian and traffic patterns are as schooling fish; no one stays in a traffic lane and everyone moves at their own pace. New Yorkers are within reach of the best restaurants, finest museums and richest cultural activities, and they know that most out-of-towners are not. They’re perceived as being cocky know-it-alls, people with a A New York Attitude.”
Men i forhold til mange danskere, for eksempel, er newyorkere dejligt uforbeholdne og ikke hæmmede af jantelov, sociale normer og mindreværdskomplekser
Sådan. Newyorkere kan forekomme korte for hovedet, højrøstede, arrogante og uforskammede, og nogle af dem er det ubetinget. RBF, Resting Bitch Face er hyppigt forekommende. Debonair, savoir-faire og lejlighedsvis laissez-faire. Den der stemning af uimponerethed, “been-there-done-that-worn-that-T-shirt-out of fashion” bidrager unægteligt til den stereotypiske perception.
Men i forhold til mange danskere, for eksempel, er newyorkere dejligt uforbeholdne og ikke hæmmede af jantelov, sociale normer og mindreværdskomplekser. Generøse brugere af superlativer. Trendsættere snarere end trend followers. Det er ret forfriskende.
Der er et element af kamp over hverdagen, som gør newyorkere robuste og insisterende på en måde, der kan virke grænseoverskridende for udefrakommende. Men hvis du står på et gadehjørne og ser forvirret og hjælpeløs ud, vil der formentlig inden for få minutter komme en newyorker hen og spørge dig, om du trænger til hjælp.
Er jeg så sådan en?
Så er jeg newyorker? Hvis det at være blevet overfaldet er et kriterie, var jeg newyorker inden for en uge, da jeg besøgte byen for første gang, og det giver jo ingen mening. Men måske er den kendsgerning, at jeg at besluttede, at episoden var mit bidrag til statistikken og derefter flyttede til New York alligevel, en indikator for min metropolitiske egnethed.
Jeg har haft flere fuck dage, end jeg har tal på. Faktisk havde jeg nogle fuck år, hvor meget gik galt. Ildebrand, væggelus, sygdom og død i epidemiske proportioner blandt familie, venner og kolleger – og dertil cykelstyrt, skattesmæk, kirurgisk indgreb, parforholdskollaps og efterfølgende depression.
Hverdagen blev en nærdødsoplevelse, og jeg var bange for at tage telefonen. Det skulle ikke forhindre mig i med noget, der formentlig kan fortolkes som New York Attitude at erklære, at hvis jeg fik byldepest inden jul, ville jeg vel for fanden være “off the fucking hook”,og var der forresten nogen, der kendte en god eksorcist?
Terapi
Eksorcismen blev aldrig til noget, men fuck-æraen afstedkom, at en anden “newyorkisme” blev krydset af: terapi. Newyorkere har et non-patologisk forhold til psykologer, også når det gælder deres børn. Man kan finde terapeuter, der er specialiserede i alt fra PTSD til impostor syndrome.
Så jeg lagde mig på en briks i Center for Modern Psychoanalysis, som om jeg var med i en Woody Allen film fra 70’erne
Jeg kapitulerede dog ikke, før jeg tog mig selv i at bede et møbel i min lejlighed om at “move outta my way”. Det varen dragkiste, som jeg vel at mærke selv havde anbragt der, hvor den stod og var i vejen. Reality check: Når man begynder at kommandere rundt med døde objekter, er det et uomtvisteligt tegn på, at man trænger til at dekomprimere.
Så jeg lagde mig på en briks i Center for Modern Psychoanalysis, som om jeg var med i en Woody Allen film fra 70’erne. Terapeuten var en avunkulær freudianer, som svarede på alt, hvad jeg spurgte om, med “that’s a good question”. Jeg tog på vej, harcelerede, fuck this, fuck that! Indtil den dag jeg var på vej til en session, og de ringede fra centeret og fortalte mig, at min psykoanalytiker var død. Så manden, der skulle hjælpe mig med at overvinde mine tab, blev selv et. How’s that for a Freudian slip-away?
Foto: Birgitte Carlsen
Så fandt jeg en kvindelig psykolog, som er tidligere balletdanser, socialrådgiver, kriminalforsorgsbetjent og retspsykolog og med ti års erfaring inden for behandling af krigsveteraner med skizofreni. Hun må være kvalificeret til at håndtere mig, tænkte jeg. Jeg er exceptionel god til at gå i vejen for mig selv, men hun har været førerhunden, der trak mig igennem mine blinde vinkler.
Hvad ellers?
Bortset fra det, går jeg i lighed med mine byfæller over for rødt. Jeg ved, hvor man kan få pizza med tynd bund og sprød kant kl. 3 om morgenen og folder min slice på midten. Jeg kalder undergrundssystemet the train eller the subway, ikke the metro, og udtaler navnet på hovedstrøget Houston Street Howston, ikke som byen i Texas, hvilket alle er discipliner på novice niveau, når nu det skal siges.
Foto: Birgitte Carlsen
Jeg kan kalibrere min ganghastighed på et fortov i myldretiden og over kørebanen med elektriske budcykler fra alle retninger. Jeg stiger ind på bagsædet i en taxa. Jeg kan løse New York Times’ søndagskrydsord. Jeg har præsteret under en sommerferie at fare vild på Anholt, hvor der vistnok bor omkring 130 mennesker, fordi vejene ikke er lige, og jeg har tilbragt tre årtier i Manhattans nummererede gadenet og forudsigelige koordinater. Jeg kan “clock” en turist på 100 meters afstand.
Måske er det så enkelt som teksten på en køleskabsmagnet, som nogen gav mig: NEW YORKER: A fast walking, fast talking person living in the greatest city in the world
Jeg tog det som en selvfølge, at arbejdsugen var på 60-80 timer, spiste ude de fleste aftener og havde et næsten tomt køleskab. Jeg får klaustrofobi, hvis jeg opholder mig i en af New Yorks forstæder i mere end tre timer.
Måske ikke …
Men jeg har efter al denne tid ikke lært reglerne for baseball og er i øvrigt flintrende ligeglad med, om Yankees vinder. Det alene er ubetinget diskvalificerende i visse øjne.
Jeg har ikke set almindeligt fjernsyn i 25 år og fulgte aldrig med i Seinfeld eller Friends, og jeg synes, Sex and The City var en fornærmelse mod kvinders intelligens og integritet. Så mærkeligt det end måtte lyde, er der tusindvis af kvinder i New York, som går rundt på høje hæle, har masser af dampende sex – ikke nødvendigvis samtidig – og alligevel er fuldt ud bevidste om, at der er en verden uden for Manhattan og har indsigt i og meninger om verdenspolitiske spørgsmål. De kan også finde på at læse en bog.
Foto: Birgitte Carlsen
Jeg aner i skrivende stund ikke, om der er en New York-baseret tv-serie, jeg formodes at skulle sætte tid af til at se en gang om ugen, men dem, jeg har kendskab til, er ikke specielt repræsentative.
Jeg har heller aldrig vænnet mig til, at grådighed er en dyd her i verdens kapitalistiske hovedstad, og at folk som Trump fortjener mediebevågenhed, blot fordi de formår at udnytte andre mennesker til egen fordel.
Så hvem ved.
Måske er det så enkelt som teksten på en køleskabsmagnet, som nogen gav mig: NEW YORKER: A fast walking, fast talking person living in the greatest city in the world.
Men det afgørende er formentlig, at man er ligeglad og ikke skænker det en tanke, før andre bringer det på bane.
Real New Yorkers are just going about their business.
Essayet vil være en del af bogen Urban Voyeur, som udkommer i 2024.
Birgitte (Bibs) Carlsen, født 1959. Uddannet sygeplejerske i 1986 på Århus Kommunehospital. Bosat i New York siden 1992, hvor hun arbejdede som operationssygeplejerske på et cancerhospital.i 28 år Har deltaget som frivillig i 16 internationale kirurgiske missioner i Central- og Sydamerika, Asien og Afrika med varierende fokus og formål, fra korrektion af læbe-ganespalter, brandsår og obstetrisk fisteldannelse til undervisning, rygdeformiteter og nødhjælp efter jordskælv (bl.a. Haiti). Hendes rejser har givet hende mulighed for at komme i berøring med både hårde og bløde emner, nok mest hårde, hvor hun kunne bidrage med lidt opblødning. Og så holder hun af mennesker, samfund, liv og kultur uanset hvor – også i hendes New York.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
Indsigt baseret på selvstændig research
Dagens tophistorier fra POV International
I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
