
Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
DANSKE VÆRDIER // DEBAT – “Palæstinenserne er en flok spader, der altid gør sig selv til ofre. Og altid siger nej til konstruktive løsninger. Kan I ikke bare hoppe i havet? Vi gider ikke høre på jer,” har Liberal Alliances medlem af Europa-Parlamentet, Henrik Dahl skrevet på sociale medier. I kan godt se det, ikke? Det er lige til en politianmeldelse.
Jeg synes generelt, at Mette Frederiksen er en dygtig politiker – og måske især en dygtig statsminister. Jeg er særligt glad for, at det er en erfaren kvinde, der står i spidsen for regeringen i en tid, hvor rigsfællesskabet er i fare. Jeg har samtidig en stille mistanke om, at det samme gælder oppositionen i alle retninger. De ved udmærket, at ingen af dem har erfaring nok til at håndtere den tilspidsede situation.
Men når det kommer til Mellemøsten, rabler det for statsministeren. Hun skelner ikke mellem Hamas-terrorister og civile palæstinensere. Alle, der udtrykker sympati med palæstinenserne, bliver anset som suspekte.
Det kom tydeligt til udtryk i et brev til justitsministeren en måned efter terrorangrebet i oktober 2023, hvor statsministeren udtrykte bekymring over »foruroligende adfærd« fra folk, der ifølge hende ikke har taget »danske værdier« til sig. Hun ønskede oplyst, hvordan politi og anklagemyndighed forvalter »det strafferetlige værn mod blandt andet tilskyndelse til og billigelse af terror«.
Det førte til, hvad der kun kan betegnes som et politisk pres på politi og anklagemyndighed for at rejse straffesager mod personer, der ved demonstrationer eller i offentlige kommentarer bruger vendinger, der på nogen måde kan opfattes som billigelse af terrorisme.
Justitsministeren opfordrede borgerne til at anmelde sådanne ytringer til politiet – og det var der nogen, der gjorde. Blandt andet anmeldte en borger en kommentar fra Nadine, en ung kvinde fra Fyn, der reagerede på en overskrift i Politiken halvanden måned efter terrorangrebet: »7000 børn døde i Gaza. Har vi set væk for længe?«
Det fik Nadine til at skrive: »Der har været krig i 73 år, men først nu slår Hamas for alvor tilbage med god grund. Det ville ethvert folk gøre.«
Det er synd for kvinden, sagde Kaare Dybvad Bek, men reglerne er blot blevet fulgt administrativt, og det kan han ikke gøre noget ved
Fyns Politi ville henlægge sagen, men blev pålagt af statsadvokaten at rejse den. Nadine blev frifundet i byretten – blandt andet fordi hun i andre opslag havde skrevet, at hendes »hjerte bløder for de israelske og de palæstinensiske børn og deres forældre«. Men statsadvokaten har anket hendes og andre frifindelser.
Nadine blev som niårig i 2006 adopteret af sin danske stedfar, da hun sammen med sin tyske mor flyttede til Danmark. Hun fik dermed dansk statsborgerskab. I dag er hun gift og har to børn.
Nu mener regeringen, at hun fik sit statsborgerskab ved en administrativ fejl, og politiet på Fyn har fået besked på at undersøge, om hun kan udvises – sammen med sine børn!
Det meddelte udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek efter pres fra formanden for Indfødsretsudvalget, Mikkel Bjørn (DF). Ganske vist hævdede Kaare Dybvad Bek i et samråd i går, at det overhovedet ikke er en politisk sag. Det er synd for kvinden, sagde han, men reglerne er blot blevet fulgt administrativt, og det kan han ikke gøre noget ved. Faktisk gav han indtryk af, at det var mest synd for ham – og at det hele var pressens skyld.
Det er det rene vanvid. Og flovt for nationen.
Det samme mener – med et mere modereret sprogbrug – professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard. Han siger, at det »i lyset af gældende regler og praksis er helt malplaceret at rejse et spørgsmål om udvisning af kvinden«.
Professor emerita Eva Smith skrev i Altinget generelt om terrorsigtelserne efter statsministerens brev: »Det er uhørt, at regeringen blander sig i sager om terrorbilligelse.« Flere andre eksperter er enige, fremgår det af Politiken, som i månedsvis har fulgt sagen tæt. Det var også årsagen til, at Radikale Venstres Zenia Stampe rejste sagen om Nadine i samråd.
Det hele sættes i et endnu skarpere relief af åbent racistiske udtalelser som for eksempel fra Liberal Alliances medlem af Europa-Parlamentet, Henrik Dahl, der skrev følgende på sociale medier: »Palæstinenserne er en flok spader, der altid gør sig selv til ofre. Og altid siger nej til konstruktive løsninger. Kan I ikke bare hoppe i havet? Vi gider ikke høre på jer.«
Jeg vil gerne høre, om statsministeren mener, at den sætning er udtryk for danske værdier?
Og faktisk også følgende udtalelse fra kirkeminister Morten Dahlin, som på sociale medier skrev: »Der kommer først fred, når palæstinenserne elsker deres børn mere, end de hader israelerne.« Er det en dansk minister værdigt?
Jeg har citatet fra en kommentar af forfatter Mazen Ismail i Politiken den 30. april. Han vender citatet om for at vise, hvordan det virker: »Der kommer først fred, når jøder elsker deres børn mere, end de hader palæstinenserne.«
I kan godt se det, ikke? Det er lige til en politianmeldelse.
Statsministeren kan med fordel læse en kronik af sin tidligere mentor, forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft: ”Den grusomme konflikt har varet i 77 år. Men Israels terror er uden tvivl den mest morderiske.”
Men måske synes hun, at han også skal retsforfølges?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.