Nutidens hadefulde populisme fandtes ikke i gamle dage

Jesper Grunwald - alias Taxamanden - skriver om Uber — Fotograf: Eddie Michel.

Jesper Grunwald Taxamand 20.10.2025

Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.

Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.

ALDEREN // KOMMENTAR – “Jeg kan simpelthen ikke genkende den nuværende, vulgære populisme i hverken min solidt borgerlige (konservative) opvækst i 60’erne eller i min ungdoms 70’ere og 80’ere”, skriver Jesper Grunwald. Jo, der var da politisk naivitet, men den var marginal sammenlignet med i dag, hvor hadet trives.

Jeg troede, jeg var vaccineret mod aldersfordomme. Det er tæt på at være 40 år siden, jeg havde erhvervet et temmelig profileret job som chef på et af DR’s tilbud til de unge. Jeg var først i 30’erne, da jeg kom hjem til min daværende hustru med oplevelsen af, at veteranerne på arbejdspladsen ikke beundrede mig i samme grad, som jeg var forelsket i mit nye job. Det røg så ud af mig:

– Hvis jeg nogensinde bliver en af de gamle sure r**huller, der sidder med armene over kors og synes, at alt var meget bedre i gamle dage, så prikker du mig på skulderen. Så siger jeg op!

Det var smart sagt, ja. Men i al beskedenhed synes jeg, at jeg var god til at holde mig selv i ørerne, når min dåbsattest sendte usynlige, mavesure tanker og bemærkninger til min hjerne og min mund. Jeg synes, at de gamle idioter i Muppet Show, Statler og Waldorf, er sjove som satiriske karakterer, men jeg vil for alt i verden ikke ligne dem i den virkelige virkelighed. Jeg VIL ikke ende mit liv med en mental aldersforsnævring.

Basta!

Men lad mig indrømme, kære læser af denne epistel: Det bliver sværere og sværere at undgå den psykologiske ”forgubning”. Jeg prikkede mig selv på skulderen, inden gubbens mavesyre tog arbejdsglæden fra mig, og jeg sagde op, da jeg var sidst i 50’erne. Så jeg blev ikke den gamle sure idiot.

Bum – bum – bum.

Så enkel er historien ikke. For mit farvel til prestigen og den høje løn var jo blot en meget lille dråbe i det store hav af et liv, jeg fortsatte med at sejle på. Jobperspektivet blev mindre. Livet er enklere i førersædet i en taxa – på nogle måder faktisk mere ægte. Men verden er socialt og værdimæssigt under forandring i en hast og styrke, hvor realiteterne har overhalet min ungdoms dystopier.

Hadet trives. Også i det politiske arbejde, der mere og mere spejler de grove personangreb, som de praktiseres på de sociale medier

Jeg ser et reelt sammenbrud af den medieverden, jeg selv var en del af. Dengang et pluralistisk udbud af dagblade, hvor selv mindre samfund havde 2-3-4 tilbud at vælge imellem.

Nu er en stigende del af den daglige formidling varetaget af sociale medier, som i øvrigt er ejet af en udenlandsk storkapital, vi ikke har den fjerneste kontrol med. Selvsamme ukontrollerede kapitalisme er rykket ind i de politiske gemakker i verdens stærkeste stormagt og har gjort det muligt for realitystjernen Donald Trump både at komme tilbage til den formelle magt og nu afprøve grænserne for det liberale demokrati.

Selve begrebet – det liberale (det frie) demokrati – er samtidigt blevet gjort til et skældsord, ikke blot i USA, men også i de højreorienterede miljøer i Danmark, i hele Europa og i Rusland, hvor det blot tog tre årtier at konvertere fra betonkommunisme til en højreorienteret nationalkonservatisme, som har vist sin nådesløshed i overgrebet mod Ukraine.

Mit nyeste billede på hornhinden er en tv-transmitteret seance fra Det Hvide Hus, hvor Trump roser den ukrainske præsident for hans tøjvalg: den smukke sorte jakke. (Reality-præsidenten har tidligere kritiseret Zelenskyjs militæragtige outfit).

Jeg mindes ikke en lignende personlig nedladenhed fra en af verdens mægtigste aktører i min ungdom.

Hadet trives

Og den vulgære politiske ledelse i det mægtige USA har sendt metastaser langt ind i den omverden, som supermagten på papiret er allieret med. WOKE er blevet et skældsord, og nu skal frihedsrettighederne erstattes af klar, højredrejet tale.

En af DF’s intellektuelle profiler, Kenneth Kristensen Berth – der for et par årtier siden sammen med bl.a. den nuværende partiformand, Messerschmidt, blev idømt en betinget dom for racisme – har i den forløbne uge, efter en bevillingssag i Vallensbæk, sat etiketter som ”unormal” og ”unaturlig” på homoseksualitet.

Hadet trives. Også i det politiske arbejde, der mere og mere spejler de grove personangreb, som de praktiseres på de sociale medier. Det er ikke mindst statsminister Mette Frederiksen, der må lægge ryg til absurde politiske påstande. En DF-kandidat til kommunalvalget i Haderslev, Rune Højer, blander en helt paranoid politisk cocktail af kærlighed til Donald og had til Mette i et opslag, som er delt mange steder i højrekredse på nettet.

Jeg citerer blot slutningen: ”Husk det nu: Hvis du fortsætter med at hade Trump, så vinder Mette Frederiksen! Donald Trump er en ven. Mette Frederiksen er en FJENDE!”

Når jeg så har sejlet på SoMe-havet her i mit livs efterår, er det godt nok svært at dæmpe min indre, gamle idiot. Jeg KAN simpelthen ikke genkende den nuværende, vulgære populisme i hverken min solidt borgerlige (konservative) opvækst i 60’erne eller i min ungdoms 70’ere og 80’ere.

Der var da politisk naivitet, ikke mindst på venstrefløjen, og selvfølgelig har jeg oplevet og bekæmpet den som uforbederlig reformist blandt betonmarxister. Men den var marginal målt mod nutidens folkebevægelse.

Så ja, jeg er snublet i klichéen om nutidens forfald modsat de gode gamle dage.

Dumpet!

Indtil et lille mirakel for et par dage siden, da en veninde fra fortiden ramte mig som en skytsengel med et ”lommeopkald” – et fejltryk på mobilen – et genhør efter 10-20 års fravær. Hun er teolog og kan tale frit om både smerten og kærligheden i menneskelivet. Jeg talte om min flovhed over at ende som den gamle sure gubbe med de korslagte arme.

Hun afbrød mig.

Hendes ord var manna fra himlen:

– Stop nu! Du har ret. Det VAR bedre dengang!

Jesper Grunwald

En hyrevognschaufførs bekendelser Jesper Grunwald er taxamanden. Og taxamand.dk er mig! Sådan er det og sådan bli’r det. Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner. Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig. Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning. Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det. Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst. Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk. Hvad det er jeg kan? - Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND. Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112