GLOBAL POLITIK // ANALYSE – Visionsbårne politiske og religiøse bevægelser tilbyder idealer og mening til dem, der føler sig forladt af systemet – men de rummer også et latent totalitært potentiale. Imens kæmper de visionsløse partier og trosretninger med at fastholde tillid og relevans i samfund præget af ulighed og usikkerhed. Artiklen undersøger, hvordan kampen mellem vision og visionsløshed former både tro, politik og muligheden for et inkluderende samfund.
BRASÍLIA – Som beskrevet i de tre første artikler i denne artikelserie har dansk politik i det 20. århundrede været domineret af visionsløse politiske partier. I de seneste årtier er de dog blevet udfordret af flere visionsbaserede partier, som dog hidtil haft svært ved at opnå en egentlig magtposition. Flere af dem har også vist sig at være relativt kortlivede.
Til gengæld er der rundtom i verden en del eksempler på visionsbaserede politikere og bevægelser, som har opnået vigtige magtpositioner. Det mest fremtrædende eksempel i øjeblikket er naturligvis Donald Trump, mens andre eksempler omfatter den argentinske præsident Javier Milei, den tidligere brasilianske præsident Jair Bolsonaro, Brexit-bevægelsen, og – bredt set – Kinas Kommunistparti, som i øjeblikket er ledet af Xi Jinping.
De visionsbårne bevægelser lover frelse eller forandring – men risikerer at udelukke dem, der ikke deler visionen
I de tre første artikler i denne serie har fokus været på forskellen mellem visionsløse og visionsbårne politikere og politiske partier. Det samme skel kan imidlertid også anvendes i forhold til religiøse bevægelser, uanset om de stræber efter direkte politisk magt eller ej. De visionsbårne religiøse bevægelser kan ligeledes udgøre en udfordring for den vestlige verdens politiske system, hvilket jeg ser nærmere på i denne afsluttende artikel.
Artiklen afsluttes med nogle overvejelser om, hvordan visionsløse politikere kan forhindre, at visionsbårne politikere kommer til magten – og dermed mindske risikoen for, at disse ekskluderer dele af befolkningen eller måske endda realiserer bevægelsernes indbyggede, latente totalitarisme.
Visionsløse religiøse bevægelser
På samme måde som der findes visionsløse politikere og politiske bevægelser, findes der også visionsløse religiøse bevægelser. I Danmark er mainstream-Folkekirken nærmest indbegrebet af en sådan, og det samme gælder for eksempel tilsvarende protestantiske kirker i Europa.
Man har ganske vist et helligt skrift i form af Bibelen, men man tager som udgangspunkt ikke dens udsagn alt for bogstaveligt, når det drejer sig om emner, hvor indholdet ikke matcher en vesteuropæisk kulturel kontekst i det 21. århundrede. Man mener ganske vist også, at man har fundet den rette tro, men man anerkender andre religioner og kan indgå i en tværreligiøs dialog.
Foto: Arne Bloch, Odense Stadsarkiv
Nutidens visionsløse religioner – med store dele af Folkekirken som et lysende eksempel – minder på den måde om de tilsvarende politiske bevægelser. Man mener, at man har fundet den rette politiske holdning og/eller religiøse tro, men man accepterer, at man befinder sig på en spilleplade, hvor der også er plads til andre politiske og/eller religiøse bevægelser. Selv om man arbejder for at opnå politisk magt og/eller en stor menighed, sker det uden, at man kræver eller forventer, at ens politiske og/eller religiøse konkurrenter bliver spillet helt ud af pladen.
Visionsbårne religiøse bevægelser
Lighederne mellem de politiske og religiøse bevægelser gælder imidlertid ikke kun de visionsløse varianter. På samme måde som der findes visionsbårne politiske bevægelser, findes der også tilsvarende religiøse bevægelser. Men selvom der er ligheder mellem de to typer bevægelser, er der ofte også en væsentlig forskel.
Mens de visionsbårne politiske bevægelser stiller vælgerne et jordisk idealsamfund i sigte, er der mange religiøse bevægelser, som stiller de troende et ikke-jordisk idealsamfund i udsigt. Frelsen, den evige lykke, nirvana, paradis – eller hvad den enkelte religiøse bevægelse nu måtte kalde det – venter først de troende efter døden.
Når først tilliden til de visionsløse løsninger er brudt, er den langt sværere at genopbygge end at bevare
Det giver de religiøse ledere en fordel i forhold til de politiske. Briterne kan fortryde Brexit, og Trump og Republikanerne kan tabe midtvejsvalget, hvis de ikke leverer resultater i valgperioden. Men for de religiøse ledere, som lover et idealsamfund efter døden, findes der ingen faste perioder, hvorefter de bliver stillet til regnskab for, om idealet er blevet realiseret.
De troende, som stadig er i live, har endnu ikke kunnet sammenligne idealet med realiteten efter døden. Og de troende, som er døde – og som eventuelt måtte være utilfredse med virkeligheden i det hinsidige idealsamfund – synes ikke at have mulighed for at vende tilbage for at klage over de visionsbårne religiøse ledere. De religiøse ledere, som prædiker et efterjordisk idealsamfund, kan derfor gøre det uden at blive holdt ansvarlige, hvilket – måske – gør det nemmere at fastholde de troende, når de først er kommet ind i folden.
Den religiøse totalitarisme
Selvom der således er en fundamental forskel mellem de visionsbårne religiøse og politiske bevægelser, er der også fællestræk. De religiøse bevægelser kan, på samme måde som de politiske, være ganske ekskluderende. Det kan spænde fra, at de ikke-troende eller anderledes-troende blot formodes at ende uden for det efterjordiske idealsamfund, til at de ikke-troende eller anderledes-troende opfattes som modbevægelser, der aktivt skal bekæmpes. De visionsbårne religiøse bevægelser rummer derfor – på samme måde som de tilsvarende politiske – et latent totalitært potentiale, som lederne kan aktivere efter behov.
Det gælder for eksempel de radikale buddhister i Myanmar, som bekæmper landets muslimske mindretal, Taleban i Afghanistan, som bekæmper hvem som helst – inklusive landets kvinder – kristne fundamentalister i USA, som dræber sundhedspersonale, der udfører aborter, og medlemmer af brasilianske evangeliske bevægelser, som voldeligt forfølger den afro-brasilianske candomblé-religion.
Kolonitidens tvangsomvendelser af ”hedninge” og historiens utallige religionskrige har heller ikke meget at lade det 20. århundredes politiske, visionære bevægelsers folkemord høre, når det kommer til spørgsmålet om forfølgelse, grusomheder og drab.
Sammenfald og konflikt
Som eksemplerne ovenfor viser, er forholdet mellem visionsbårne politiske og religiøse bevægelser mangefacetteret og kan antage forskellige former. Der er til tider – som med Taleban – et sammenfald mellem den religiøse og den politiske magt, men det er ikke altid tilfældet. Trump, Bolsonaro og Milei er først og fremmest aktive på det politiske område, men det forhindrer ikke, at de samler støtte fra visionsbårne religiøse vælgere, der ser disse politikere som nogle, der kan fremme deres sag.
Det totalitære potentiale i både politiske og religiøse visioner kan aktiveres – når idealet bliver vigtigere end mennesket
Visionsbårne religiøse og politiske bevægelser kan altså enten være sammenfaldende, eller de kan være formelt uafhængige, men alligevel gensidigt understøtte hinanden. De to typer af bevægelser kan imidlertid også komme i konflikt med hinanden. Det kan ske selv i de tilfælde, hvor de politiske og religiøse visioner befinder sig i hver deres sfære.
Fra den hjemlige politiske scene er konflikten mellem for eksempel fundamentalistisk islamisme og historieorienterede politiske visioner med et xenofobisk indhold et klart eksempel på dette. De to visioner udelukker gensidigt hinanden, selvom de har deres ophav i to forskellige domæner – henholdsvis det offentlige politiske rum og det private religiøse.
De visionsløses muligheder
Eksistensen af visionsbårne politiske og religiøse bevægelser stiller de visionsløse politikere og religiøse institutioner i en vanskelig situation. Hvordan skal de håndtere, at de bliver konfronteret med ekskluderende bevægelser med et latent totalitært potentiale?
Fælles for de visionsbårne politiske og religiøse bevægelser er, at de stiller deres respektive vælgere og troende et idealsamfund i udsigt – et, der enten kan realiseres i denne verden eller i en ikke-jordisk form. De politiske bevægelser ser ud til ofte at få gennemslagskraft i samfund, hvor mange føler sig efterladt på perronen – hvad enten det er i det amerikanske rustbælte, de britiske kulminer eller den danske rådne banan. Tilsvarende religiøse bevægelser – i det omfang, de ikke ”bare” er tradition – ser også ud til at rekruttere medlemmer fra de samme eller lignende sociale og økonomiske vilkår.
Forebyggelse er de visionsløses stærkeste kort: at sikre, at ingen grupper i samfundet efterlades uden håb eller fremtid
Det vil sige personer, der ikke længere har – eller måske aldrig har haft – tillid til, at de visionsløse religioner og/eller politiske partier kan løse deres grundlæggende problemer. De har brug for et nyt ideal, og det tilbyder de visionsbårne politiske og religiøse ledere – på henholdsvis kort eller lang sigt. Hvis de politiske idealer ikke indfries, kan vælgerne i det mindste skifte til et nyt projekt, så længe der stadig afholdes valg. De troende må derimod udvise større tålmodighed – til gengæld er den lovede præmie langtidsholdbar: til evig tid.
Det bedste middel, de visionsløse har mod visionsbårne politiske og religiøse ledere, er derfor snarere forebyggelse end helbredelse. Når folk først har mistet troen på de visionsløse løsninger, er den givetvis sværere at genvinde, end den er at fastholde fra begyndelsen.
Historien om de britiske kulmineområder og rustbæltet i USA viser også, at når først et område er ramt af økonomisk og social deroute, kan det være endog meget vanskeligt, dyrt og tidskrævende at vende udviklingen – og det er slet ikke sikkert, at det overhovedet kan lade sig gøre. Det bør derfor være etisk forpligtende for politikere at sikre, at ingen dele af befolkningen ender i en situation, hvor de føler sig oversete og uden håb om forbedrede livsvilkår.
Opgaven for de visionsløse består således i at balancere økonomisk, teknologisk og social udvikling i samfundet som helhed – og samtidig holde hånden under dem, der kommer i klemme i den uundgåelige globale omstilling. Løsningen er dog ikke at fastholde folk i husmandsbrug uden for Hadsund eller som ufaglærte tekstilarbejdere i Brande. Det vil aldrig være økonomisk bæredygtigt at opretholde sådanne produktionsformer, og samfundet som helhed vil blive fattigere. Samtidig vil det fastholde mennesker i livsformer, hvor hverken fremtid eller udvikling er mulig. Trumps plan om at flytte bilfabrikkerne tilbage til Detroit er på tilsvarende vis en blindgyde.
Problemet for de visionsløse er dels, at indsatsen skal finde sted, før folk når til den overbevisning, at det kun er visioner, der kan redde dem ud af deres situation – og dels, at indsatsen ikke er spektakulær. Selv når den lykkes, vil den næppe forhindre, at nogle mennesker alligevel vælger at følge politiske eller religiøse visionsbårne ledere. Der vil i ethvert samfund altid eksistere et residual af xenofober, fascister, kommunister, fundamentalister og andre, der søger svar i de store og ofte ekskluderende fortællinger.
Det kan man godt håndtere som samfund, hvis det er få nok. Hverken en person som Rasmus Paludan eller en prædikant for Hizb ut-Tahrir er et problem i sig selv.
Problemet opstår først, når tilstrækkeligt mange mennesker er blevet så desillusionerede med det visionsløse samfund, at de tror, at løsningen er at tilslutte sig den ene eller den anden af disse visionsbaserede ledere.
Hidtil er det nogenlunde lykkedes at undgå det i Danmark, men det er ikke givet, at det fortsætter på den måde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og