UKRAINE // REPORTAGE – Ukrainerne angler ikke efter medlidenhed. De beder om hjælp. Og så spørger de sig selv, om verden overhovedet ved, hvad de kæmper for. Erik Boel rapporterer om ukrainere, der har familie ved fronten.
VINNYTSJA – I Vinnytsja møder jeg Maria. Hun glæder sig over de seneste, spektakulære ukrainske angreb langt inde i Rusland. Med et smil siger hun: ”Vi synes, det er nemmere at forhandle, når de russiske fly er sat ud af spillet. Så er der mindre støj på linjen.”
Marias kæreste kæmper ved fronten, og hun er netop vendt retur fra et besøg ude østpå.
”I starten var min kæreste bestemt imod mit besøg, bekymret for min sikkerhed og ruten. Men til sidst blev vi enige om at mødes, og jeg rejste uden at fortælle det til mine forældre – de skulle ikke bekymre sig.”
Vejen løb meget tæt på frontlinjen – nogle gange kun otte til ni kilometer væk. Det føltes som at komme ind i en helt anden virkelighed. Et sted, hvor sirener aldrig stopper, hvor artilleri skyder hver nat, og klyngebomber efterlader kæmpe kratere. Men det, der slog hende mest, var ikke lyden af eksplosioner – overraskende nok kan man vænne sig til dem. Det var menneskene, der rørte hende. Da hun ankom, var der netop blevet annonceret en evakuering af byen.
Maria har et vigtigt budskab til os i Danmark: Bag avisernes overskrifter er der mennesker, der betaler en høj pris for Ruslands aggression
”Min kæreste og jeg tilbragte et par dage sammen – korte, men varme og ægte,” fortæller Maria videre. ”Jeg mødte hans kammerater – rolige, trætte, men alligevel værdige og beslutsomme.”
Hun beskriver den træthed og en indre ro, man ser i soldaternes øjne. Som folk, der har set meget. De var forbeholdne og talte lidt – de ville ikke sige unødvendige ord. Men så snart emnet familie kom op, så de ud til at ændre sig. De talte om deres børn, om at savne at være sammen med dem under deres opvækst. Om de første ord hørt gennem videoopkald. Om koner, der holder hjemmefronten, styrer husholdningen, tager børn med i klubber og gør det helt alene. Om forældre, der beder hver dag, fordi deres søn er i krig.
En soldat huskede, hvordan hans datter sendte ham en tegning til hans fødselsdag, en anden, hvordan hans søn faldt i søvn med sin telefon ventende på et opkald fra sin far om aftenen.
Ved verden, hvad vi kæmper for?
Disse mænd – med et hårdt udseende, nedslidte af krig, ofte tavse – bærer et hav af kærlighed indeni. De kalder sig ikke for helte, men hver dag lever og kæmper de som helte. De ved, hvad de kæmper for.
”Men ofte dukker et bittert spørgsmål op: Ved verden overhovedet, hvad vi kæmper for? Mange ukrainske soldater ser med smerte og forargelse på de politiske skift i USA. De ser, hvordan venskab med Putin ikke længere er tabu i Donald Trumps retorik. De hører vestlige politikere antyde, at Ukraine måske burde give indrømmelser, acceptere ’virkeligheden’. Men hvordan acceptere en ’virkelighed’, der betyder tab af frihed, ødelæggelse af byer, mord og tortur?”
Maria har et vigtigt budskab til os i Danmark: Bag avisernes overskrifter er der mennesker, der betaler en høj pris for Ruslands aggression.
Viljen er der
Ukraine befinder sig lige nu i en skæbnestund.
I det usandsynlige scenarie at der kommer en fredsordning, vil der opstå en dolkestødslegende: Hvem har ansvaret for det forsmædelige nederlag, hvor Ukraine må afstå Krim og store områder i den østlige del af landet? Det kan ikke udelukkes, at særligt overbeviste patrioter vil tage sagen i egen hånd og fortsætte krigen. Nu som guerillakrig.
Når mere end en million mand i givet fald vender hjem fra fronten, vil det uvægerligt skabe nye udfordringer. Ukrainerne er i forvejen trætte og slidte. De daglige luftalarmer påvirker psyken. Man bliver aggressiv af mangel på søvn uge efter uge, måned efter måned, år efter år. Mange vil returnere fra fronten med sår på sjælen og vil have vanskeligt ved at integrere sig i det civile liv. Nogle vil tage deres eget liv, slå sig på flasken eller tage narko.
Det andet scenarie – det mest sandsynlige – er, at krigen fortsætter. Men ikke alle ukrainere vil nødvendigvis acceptere en fortsættelse.
Etnisk er der i det vestlige Ukraine og i Karpaterne en række mindretal såsom polakker, slovakker, rumænere og ungarere. Måske vil en Orbán-regering i Ungarn fiske i rørt vande og opmuntre det ungarske mindretal til at insistere på flere rettigheder, eventuelt tilknytning til Ungarn. Det relevante spørgsmål er: Vil vi se begyndende tendenser til opløsning af Ukraine?
Ukrainerne angler ikke efter medlidenhed. De beder om hjælp. Det er vigtigt, at vi fra dansk side fastholder støtten. Uanset en modvillig amerikansk præsident. Og uanset at en vis folkelig træthed er begyndt at melde sig, nu da krigen er gået ind i det fjerde år.
Imod alle odds er viljen til forsvaret af Ukraine fortsat til stede hos det store flertal af ukrainerne. Den tidligere udenrigsminister Dmytro Kuleba udtrykker det optimistisk: ”Hvis bare afslutningen på krigen er god, er alting godt. Og hvis ikke afslutningen er god, er det ikke afslutningen …”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og