BOGGODS FESTIVAL // REPORTAGE – BogGods er den årlige fejring og fest for mikroforlag, bogtrykkere, forfattere og kunstnere med tilknytning til bogverdenen. Inger Tejlgaard Olesen Ravn besøger festivalen, erhverver sig det sidste eksemplar af den russiske bog, som Huxley ifølge Orwell var lidt for inspireret af, og oplever helt specielle bøger samt kunsthåndværket bogbinding.
Jeg står foran en bogstand og kigger. Foran mig ligger en stor bog. Den ville fylde det halve af mit sofabord, hvis jeg havde den liggende der. Jeg kan se, hvordan lyset reflekteres forskelligt alt efter strukturen i omslaget. Jeg føler mig som en femårig, der godt ved, jeg ikke må, alligevel kan jeg ikke lade være. Jeg rækker hånden ud og lader mine fingre glide over coveret. Det består af forskellige teksturer. Der er en hel glat flade, en der er mere ru, der er noget blødt, silkeblødt.
Der er selvfølgelig billeder og tekst, men det er ikke dét, der trækker. Billeder og tekst kan jeg få bare ved at slå laptoppen op, men det her, det er noget andet.
Det går op for mig, at manden bag standen observerer mig, min hånd, mit udtryk, men han skælder mig ikke ud over, at jeg sådan sætter mine små fedtfingermærker på hans smukke bog. Tværtimod er der et smil, næsten lidt forventningsfuldt, mens han ser mig give efter for min nysgerrighed. Han ved præcist, hvordan jeg har det, og nu deler vi en lille hemmelighed: følelsen af at mærke et stykke godt håndværk under fingrene.
Dem, der sætter noget i verden
Jeg er på BogGods i Århus, den årlige fejring og fest for mikroforlag, bogtrykkere, forfattere og kunstnere med tilknytning til bogverdenen. De kommer fra det meste af landet, men primært provinsen. I København fandt et tilsvarende arrangement, Lille bogfest, sted for en uge siden, hvor primært hovedstaden var repræsenteret.
De to arrangementer konkurrerer ikke, de har forskellige profiler, selvom oplægget kunne lyde ens, og de begge har mikroforlagene i fokus, fortæller Therese Helga Emborg mig lidt senere. Hun har sammen med Allan Lillelund Andersen været en af initiativtagerne fra starten for 4-5 år siden, og det er stadig de to, der trækker i tovene. Arrangementet løber af stablen hvert år i juni, og på BogGods er bøgerne som håndværk helt i fremme fokus.
Det er svært ikke at blive smittet af de åbne, ivrige ansigter bag standene. Det er folk, der beskæftiger sig med det, de brænder mest for
Selvom det således er en bogmesse af en art, er det alligevel noget helt andet, fordi hver eneste af de deltagende forlag og udstillere møder op med en holdning og et udtryk, der ville passe dårligt ind i messehallernes sværm af forretning, kontakter, kontrakter og show-off. Man fornemmer, at de fleste deltagende på BogGods arbejder meget alene, og at de trives med det, at her er folk, der har et behov for at sætte noget i verden, der udtrykker deres unikke eksistens, deres unikke måde at være i verden på.
BogGods finder sted i Foyeren, det store åbne rum midt i Godsbanen, et af Århus kulturcentre, hvor der er scener, udstillinger, arrangementer og værksteder og ligger således i direkte tilknytning til Spiselauget, og denne lørdag i juni vrimler det med mennesker. Endvidere er BogGods en del af LiteratureXchange, Århus’ internationale litteraturfestival, der løber fra d. 9.-19. juni.
Det er svært ikke at blive smittet af de åbne, ivrige ansigter bag standene. Det er folk, der beskæftiger sig med det, de brænder mest for, og derfor er der masser af gode snakke mellem folkene bag og os foran.
Man står ikke med en fornemmelse af, at det hele drejer sig om at sælge bøger, og de fleste, jeg taler med, indrømmer blankt, at det i dag handler om at se hinanden, se hinandens arbejde og vise ens eget arbejde frem.
Alligevel kommer jeg hjem med sækken fyldt, syv nyerhvervelser, for hvornår får jeg ellers lejlighed til at erhverve mig Krig og Knep (Gymnoten), Charles Bukowskis første roman Ekstra Budene (Løvens forlag) eller den nyere franske forfatter Edouard Louis’ undersøgelse af fransk underklasses forhold i Voldens historie (&c.) og så videre. Must-haves!
Men det bedste ved dagen er helt klart alle snakkene. Dette er en dag med tid og ro til at nørde bøger, boghåndværk og litteratur.
Tanker er usynlige tråde mellem mennesker
En lille kvinde med stort krøllet hår og levende øjne smiler varmt til mig, da jeg peger på Leonora Carringtons Hørerøret: ”Den har min datter lige læst. Hun elskede den!”
Jeg står over for Mette Egerod, der er ene kvinde bag forlaget Sort kat og fortæller spontant om min glæde, når afkommet pludseligt slænger sig med en bog, helt opslugt.
Hurtig udvikler samtalen sig i alle mulige retninger på en gang, vi snakker Carringtons øvrige forfatterskab; en novellesamling, som Det Poetiske Bureau udgiver, og en billedbog, der ikke er oversat til dansk, vi snakker katte og særligt den sorte kats rolle i litteratur og kultur. I morges sad jeg i Århus letbane og læste Edgar Allen Poes The Black Cat.
Sammenfald? Tilfældighed? Hmmm. Man bliver lidt mistænksom, når der dukker en sort kat op flere gange på så kort tid.
Ja, den unge mand samler på originaludgaver af Shakespeare i Johannes Sløks oversættelse. Han er ved at have nogle stykker
For Mette Egerod er det ren con amore at have sit forlag, pengene henter hun hjem ved at arbejde som oversætter for de store forlag. Jeg takker ærbødigt. Min datter elskede virkeligt Hørerøret.
Senere taler jeg med Mette Egerods datter, Cecilie Egerod, der har sin egen stand. Hun er uddannet litograf og laver bogcovers, bl.a. til morens udgivelser, men hendes store kærlighed er at lave plakater og tryksager for film, teater og bøger, som ikke findes – men som burde.
Jeg forelsker mig i de store plakattryk, hun har liggende, flader af farve, der bryder lyset på den måde, som kun et ægte litografisk tryk kan. Sådan et kunne jeg godt tænke mig i stuen, så ville jeg ikke behøve andet på mine fire hvide stuevægge, de ville være helt mættede af udtryk.
Jeg får øje på Tom Kristensens Hærværk bag udstillingen, som hun er i gang med at læse.
Ved siden af hos Løvens forlag står en ung mand, August. Som det første falder mit blik på en bog med titlen Detektivbureauet Jastrau, og jeg spørger, om det er Jastrau ligesom i Tom Kristensen Hærværk.
Et lille øjeblik har jeg den der ubestemmelige fornemmelse af at være med i et absurd teaterstykke: Hovedrolleindehaveren hedder Jastrau, han er detektiv og har en sort kat.
Man rører ved papiret på en anden måde, og de bøger, jeg kigger på efter workshoppen, har lige pludseligt har fået en ekstra dimension
Heldigvis har August ikke lige læst så meget af Tom Kristensen. Han foretrækker Kierkegaard og Nietzsche. Og Shakespeare.
Jeg løfter øjenbrynet: ”Shakespeare?”
Ja, den unge mand samler på originaludgaver af Shakespeare i Johannes Sløks oversættelse. Han er ved at have nogle stykker. Vi snakker længe om Købmanden i Venedig, som vi er enige om, er et af Shakespeares stærkeste værker.
”A pound of flesh … ” – siger jeg, og han nikker ivrigt.
Jeg møder Vagn Remme og Linda Karen Prahl, begge fuldblodsdigtere in their own right, men i dag er de med som repræsentanter for tidsskriftet Udkant og forlaget em. Jeg takker dem for en oplæsning, jeg overværede tidligere på året: De var simpelthen taget på tour i selskab også med deres forfatterkollega Tina Frank og bragte i den anledning litteraturen til min hjemby, Vejle.
Vi snakker løst og fast, men særligt om vilkårene som mikroforlag: At det er svært at komme ud over netværkene i de større byer, svært at lave noget for den del af Danmark, der let bliver betragtet som udkant, når man bor i en by af en vis størrelse. Jeg kigger på deres tidsskrift og tænker: Der er mange former for Udkant.
Hånd-værket: Skabelsen af en form for indhold
Klokken er ved at være 13.30, og jeg har meldt mig til en workshop i bogbinding for begyndere. Vi er syv på holdet. De seks af os er damer og den sidste en ung herre, langt den yngste på holdet.
Vores instruktør Gitte Lægård fører os pædagogisk gennem to forskellige bogbindingsteknikker, der kan bruges til at lave sine egne små bøger.
Den ene bog er oplagt til at holde styr på ferieminder, da vi syer små hjemmelavede konvolutter ind blandt blanke ark, som kan bruges til at skrive og tegne på.
Så har man styr på de bus-og biografbilletter, man ikke kan smide ud, men ikke rigtig ved, hvad man skal gøre ved.
Den anden, en japansk bogbindingsteknik, munder ud i en slags hæftning af løse ark, ideelt for dem af os, der har stakke af løse papirer liggende, som har det med at blive væk.
Det helt store hit ved bogbinderkurset er en lille mekanisk hullemaskine til at forstemple hullerne, vi skal sy efter. Det hedder en japansk screwpunch, og det ligner en syl men med en stempelanretning, så hver gang man trykker den ned, klipper den det fineste runde hul i papiret.
Den fås kun som special import, så jeg tror lige, der går lidt tid, inden jeg investerer i sådan en, men jeg forstår faktisk lidt af den mekanikbegejstring, der overtager, når mænd finder en ny hobby.
Det giver en helt speciel følelse at sidde med papiret i hænderne og trække en nål med vokset tråd igennem arkene.
Man rører ved papiret på en anden måde, og de bøger, jeg kigger på efter workshoppen, har lige pludseligt har fået en ekstra dimension. De er ikke blot en form for indhold, formen i sig selv indeholder noget vigtigt.
Undskyld, kan De fortælle mig, hvor fremtiden ligger?
Nede i et hjørne står en ung mand, Andreas, fra Kosmos Forlag. Jeg bemærker særligt et af de farvestrålende covers og så de russisk-klingende navne på forlagets bøger og forhører mig om årsagen:
”Det er ældre russisk science fiction. Altså fra før murens fald. Ja, og polsk.”
Tanken morer mig, det virker underligt at tænke på russisk science fiction. Jeg mener, hvilken virkelighed befinder vi os så i? Jeg peger på en lille hvid bog, VI af den for mig ukendte forfatter Jevgenij Zamjatin.
”Så det er simpelthen den russiske version af 1984?”
Jeg siger det for sjov, men nu løber munden begejstret på ham ja, præcist, men fra 1921: I en anmeldelse af Aldous Huxley, som skrev Fagre nye Verden, kom George Orwell til at sige, at han nok havde været lidt for inspireret af Zamjatin, da han skrev den.
Jeg er usikker på, om det er Orwell eller Huxley, men jeg køber det sidste eksemplar af VI. Russisk sci-fi, det er alligevel noget.
Kosmos er et enmandsforetagende, fortæller Andreas, da jeg spørger ind til set-up’et:
”Ah, det er vel næppe din taske?” driller jeg med et nik til den guldlamétaske, han har liggende, og han smiler genert. Så følger jeg hans blik og får øje på den unge hustru og den lille rødhårede dreng, der står lidt tilbagetrukket ved væggen.
Jeg går hen og hilser: Hun hedder Frederikke, drengen hedder Eske. Drengen gentager højt og stolt: ”Andreas, Frederikke og Eske!”
Jeg kan ikke lade være med at le. Eske får lidt tid med farmand, mens jeg snakker med Frederikke:
”Hvordan er det at være gift med en nørd?”
”Det er fedt, han er nok lidt indadvendt, men det passer fint for, jeg er nok ret udadvendt.” Hun er stolt af sin mand, hun elsker, at han er lidenskabeligt optaget af sin interesse, det stråler ud af hende.
Jeg slentrer videre. Det gør mig glad at tænke på den lille familie.
Dagens sidste stoppested er en kort snak med Therese Helga Emborg, med-organisatoren. Jeg er ved at være mat i fødderne og godt fyldt op i hovedet, men hun ser overraskende frisk ud:
”Det er en god dag. Man får snakket rigtig meget med folk.” Da hun fortæller lidt om baggrunden i de mange forskellige skriveværksteder, Århus kan byde på, og ideen om, at BogGods ikke kun skal være for hovedet, men også for hænderne fornemmer man, at også arrangørerne er båret af en stor og ægte kærlighed til litteraturens vækstlag. Særligt da hun beskriver vigtigheden af, at det taktile, det håndværksmæssige er repræsenteret, bevæger hendes hænder sig illustrerende i luften, som var det en kat, hun strøg over pelsen.
Jeg kigger fascineret på den usynlige kat og spekulerer i baghovedet over, om den sort? Og om den hedder Jastrau?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her