UKRAINE OG EU #21 // TEMA – Hvis det russiske mål var at tvinge en kile ind mellem EU og Ukraine, er det mislykkedes. Tværtimod er relationerne mellem det frie Europa og Ukraine blevet stærkere, skriver tidligere medlem af Folketinget og politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti Viggo Fischer.
POV International har denne sommer valgt at sætte fokus på Ukraine og dets forhold til EU. Tidspunktet er velvalgt. Temaet kompliceret, men vigtigt. Denne artikel handler lidt om historie, men mest om den aktuelle situation og fremtiden. Bagtæppet er, at Europas udvikling som et frit og velstående kontinent er udfordret af det russiske diktatur. Det begyndte med invasionen af Krim i 2014 og opstanden i det østlige Ukraine i 2015, i realiteten styret fra Moskva. Afgørende blev fuldskalainvasionen i februar 2022.
Den havde som mål på kort tid at erobre Kyiv. Det slog som bekendt fejl. Rusland lagde derefter den militære kurs om og angreb over en bred front i Donbas-regionen. Det er også mislykkedes i den forstand, at Rusland ikke har opnået kontrol over hele det krævede område.
De europæiske økonomiske og militære bånd til Kyiv er blevet stærkere og stærkere. Det er en udvikling, som vi må arbejde videre på som følge af den usikre amerikanske Ukraine-politik under Donald Trump
De russiske angreb og truslerne mod Ukraines ledelse er en krænkelse af den russiske forpligtelse ved det såkaldte Budapest Memorandum af 5. december 1994. Her afgav Ukraine sit store arsenal af gamle sovjetiske atomvåben til Rusland og tilsluttede sig ikke-spredningsaftalen mod til gengæld at få sikkerhed for ikke at blive angrebet af de lande, som underskrev det pågældende memorandum, herunder Rusland. De skulle afstå ”fra trusler eller brug af magt mod Ukraines territoriale integritet eller politiske uafhængighed”.
Denne sommer går mange overvejelser på, hvor længe Rusland kan holde til krigens enorme menneskelige og økonomiske tab. Den officielle britiske efterretnings- og datatjeneste GCHQ citeres i Financial Times den 2. juni for, at næsten 500.000 russere er blevet dræbt i konflikten – og ”mange flere alvorligt sårede”. Det giver et samlet tabstal på formentlig betydeligt over en million. Det kan ikke undre, at Kreml søger udenlandske soldater især fra Nordkorea og vigtig teknologisk hjælp, i hemmelighed, fra Kina.
Det fælles europæiske forsvar
Mon soldaterne på den russiske side ved, hvad de kæmper for? Kreml burde erindre sig en udtalelse af den finske marskal og præsident Carl Gustav Mannerheim: ”Fästninger, kanoner och främmade hjälp båta föga om ej var man i ledet vet, at just han står på vakt för sitt land.”
Mannerheim kendte om nogen til Den Røde Hærs mangel på respekt for de menige soldater ved de to krige mod Finland. De russiske tab var enorme. Intet synes at have ændret sig i russisk adfærd siden 1944.
Hvordan ser de almindelige russere på disse høje menneskelige omkostninger? Der er ingen fri debat i Rusland, og derfor er vi primært henvist til kilder udefra. Den russiske eksilforfatter Sergej Lebedev taler i en samtale med Politiken den 6. juni om ”den ekstremt lave værdi” af menneskeliv i Rusland, og tilføjer ”det er det, der køber Putin tid og gør det muligt at opretholde krigen i Ukraine”.
Krigen har også været overordentlig hård for Ukraine, og den ukrainske befolkning har slet ikke de mandskabsressourcer, som Rusland råder over. Men hvis det russiske mål var at tvinge en kile ind mellem EU og Ukraine, er også det mislykkedes.
Tværtimod er relationerne mellem det frie Europa og Ukraine blevet stærkere. Trods krigsfaren får Ukraine jævnligt besøg og opbakning fra vigtige udenlandske ledere, således i begyndelsen af juni, 2026 af NATOs generalsekretær Mark Rutte. Og den 4. juni 2026 betegnede Ukraines statsminister det ifølge DR som ”fantastiske nyheder”, at alle EU-medlemslande har sagt ja til at gå videre med optagelsesforhandlinger for Ukraine.
Der har i Danmark fra starten af den russiske aggression og frem til i dag i Folketinget været bred politisk enighed om en massiv økonomisk og militær støtte til Ukraine. En politik, som samtidig har haft stor folkelig opbakning. Lad mig nævne et lille symbol herpå fra den kommune, hvor jeg bor. Uden for Hvidovres rådhus vajer det ukrainske flag permanent side om side med Dannebrog.
Hurtige leveringer af dansk militært materiel, således Leopard 1-kampvogne, masser af skulderbårne raketter og et avanceret artillerisystem til det ukrainske forsvar samt uddannelse af tusindvis af ukrainske soldater er en kendt sag. Danmark gik foran med donationen af F16-fly. Andre europæiske lande fulgte efter på flyområdet. Danmark blev en ”frontrunner” efter den russiske invasion, som udtrykt af lektor Peter Viggo Jakobsen i Danish Foreign Policy Review 2026.
Mindre kendt er det, at Danmark kort efter krigens begyndelse valgte at adoptere den hårdt ramte ukrainske frontlinjeby Mykolaiv med støtte til genopbygning. En indsats, der i kroner svarer til omkring 1,7 milliarder, ifølge Kristeligt Dagblad den 29. maj 2026. Et lille aspekt i denne hjælp, der fik stor lokal opmærksomhed, var donationen af ni nye danske optimistjoller til sejlklubben i Mykolaiv, hvis bådhus var ødelagt af en russisk drone.
Danmark har sat sig gode spor i stort og småt i hjælpen til Ukraine.
Denne linje fortsætter efter regeringsskiftet. Af regeringsgrundlaget fremgår det som første punkt i oversigten over de initiativer, som regeringen vil tage, at støtte Ukraines vej mod EU-medlemskab. Det konstateres desuden, at ”Europas forsvar starter i Ukraine. Derfor vil regeringen være urokkelig i den militære, civile og humanitære støtte til Ukraine”.
De europæiske økonomiske og militære bånd til Kyiv er blevet stærkere og stærkere. Det er en udvikling, som vi må arbejde videre på som følge af den usikre amerikanske Ukraine-politik under Donald Trump. For Europa hjælper det ikke med ønsketænkning om ”tiden efter Trump”. Dels vil han sidde i Det Hvide Hus til januar 2029, dels ved vi ikke noget om, hvordan hans efterfølger vil agere. Europa må selv ved øget støtte sikre, at Kreml opgiver aggressionen mod Ukraine.
Den nye danske regering fra juni 2026 har tilkendegivet, at man arbejder for øget ”strategisk autonomi” for Europa. Det drejer sig om, at EU skal kunne klare sig selv og være mindre sikkerhedspolitisk afhængig af USA. Et ukrainsk medlemskab af EU vil være et vigtigt bidrag til dette fælles europæiske mål. Ukraine har udviklet ny militær teknologi og indhentet dyrebare erfaringer fra kampen mod Rusland. Alt det kan indgå i udformningen af fremtidens europæiske forsvar.
Truslen fra Rusland
EU bør kræve at deltage i forhandlingerne om en fredsslutning i Ukraine. Ikke mindst fordi Europa yder væsentlig mere støtte til Ukraine end USA; men også fordi det er Trump-administrationens målsætning, at Europa skal varetage egen sikkerhed. Vi skal gøre det med udgangspunkt i Ukraines positioner. Det skal ikke være Donald Trumps hold, der forhandler på vores vegne.
Europa har sine egne interesser at varetage i forhold til Kreml. EU skal selv præcisere, hvilke fordele en fredsslutning ville kunne indebære for Rusland i forholdet til EU. Russerne bør vide, at med en acceptabel fredsløsning med Ukraine, vil EU være åben for en normalisering over tid af relationerne til Rusland.
Den 30. september 2022 besluttede Rusland i strid med internationale aftaler at gøre fire østlige provinser i Ukraine til en del af Rusland. Det gør ikke forhandlingerne lettere
Det betyder, at Rusland må respektere de politiske beslutninger i EU. Herunder den enstemmige EU-beslutning om at gå videre i forhandlingerne om optagelse i EU af Ukraine og Moldova i den såkaldte ”klynge 1”.
Forud for denne beslutning var der indgået en aftale om forbedring af vilkårene for det ungarske mindretal på omkring 100.000 personer, der lever i det vestlige Ukraine. Ungarn kom som bekendt dårligt ud af de to verdenskrige med grænsedragninger, der betød, at mange ungarere med et pennestrøg befandt sig uden for landets nye grænser.
Kan der forhandles fred med Kreml, eller skal man vente på et opgør i Moskva, hvor Vladimir Putin væltes? Det er en kompliceret problemstilling.
Vi ved nu, at de europæiske demokratier var for længe om at tage truslen fra Rusland alvorligt. Allerede ved sikkerhedskonferencen i München i 2007 kom Putin med udtalelser, der i bagklogskabens lys forklarer den situation, vi står med i dag. Derfor forekommer det som et afgørende punkt, om Putin og hans inderkreds fortsat vil tillade krig i Ukraine og komme med trusler mod Ruslands nabolande.
Vi ved det ikke, og indtil videre kan vi holde os til et udsagn fra Winston Churchill den 1. oktober, 1939 – i min oversættelse: ”Jeg kan ikke forudsige for jer Ruslands adfærd. Det er en gåde, pakket ind i et mysterium, inden i en hemmelighed.” Den vurdering forekommer relevant for dimensioneringen af europæisk forsvar.
Den 30. september 2022 besluttede Rusland i strid med internationale aftaler at gøre fire østlige provinser i Ukraine til en del af Rusland. Det gør ikke forhandlingerne lettere, også da Ukraine fortsat kontrollerer den vestlige del af Donbas. EU bør gøre det klart for Rusland, at den beslutning, der krænker Budapest-Memorandummet, ikke kan lægges til grund for en fredsslutning.
Og hvad med Krim, som Rusland bemægtigede sig ved en ulovlig militær aktion i 2014? Halvøen var i sin tid en del af den store russiske sovjetrepublik, men blev i februar 1954 ved et dekret i Moskva en del af den ukrainske sovjetrepublik
Kan man tænke sig et kompromis, i form af en afmilitarisering af denne halvø? Hvor Krim forbliver en formel del af Ukraine, men tillader russiske turister at feriere om sommeren på dette populære territorium?
Det afgørende i europæisk perspektiv må være at gøre det klart for Moskva, uanset hvad magthaveren i Kreml fremover måtte hedde, at Europa er parat til en holdbar løsning, men Rusland må opgive sin imperiale adfærd.
New York Times-medarbejder Constant Méheut har dækket krigen i Ukraine siden 2023. Han nævner i en analyse den 11. juni, at denne krig ofte sammenlignes med Første Verdenskrig for så vidt angår infanteriangreb og høje tabstal. Han tilføjer, at den aktuelle krig med en varighed på indtil videre 1.569 dage nu er længere end Første Verdenskrig. Den krig gik ikke godt for Rusland.
Herskerne i Kreml må erkende, at tiden er kommet til at søge en fredelig afslutning på deres angrebskrig mod Ukraine. Det vil være i Ruslands interesse at ophøre med voldshandlingerne mod et land, der ikke udgør nogen trussel for sine omgivelser.
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland, og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine, som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og