På besøg hos FARC to år efter fredsaftalen

af i Featured/Politik & Samfund/Syd- og Latinamerika

REPORTAGE – Esben Thode Schultz har besøgt den colombianske guerillabevægelse FARC, der for to år siden sluttede fred med regeringen. Selvom de konkrete punkter i fredsaftalen er ved at blive implementeret, er håbet om en bedre fremtid i re-integrationslejren Tierra Grata ikke aflyst

To år er gået, efter fredsaftalen imellem guerillaen FARC og den colombianske regering blev underskrevet. De konkrete punkter er ved at blive implementeret, men hvordan står det i grunden til med freden?

Det er juli måned 2018, formiddag i byen Valledupar, hovedstad til departementet Cesar ca. 200 km fra den caribiske kyst i Colombia.

Vi bliver kørt langsomt ud af dalen og op ad en bjergskråning, i retning mod Venezuela hvis grænse er endnu tættere på os end havet. Vores destination er lejren Tierra Grata, en af landets såkaldte dannelses- og reintegrationslejre (ETCR) etableret af staten, hvor FARC som led i fredsaftalen tidligere også indleverede deres våben. FARC som guerilla er dermed ‘demobiliseret’, og har i den forstand overholdt deres del af fredsaftalen.
For de fleste FARC-medlemmer fortsætter livet i disse dannelses- og reintegrationslejre, hvor genforening med familie og venner er blevet mulig.

Der er en post-aftale, altså tiden efter, at fredsaftalen er blevet underskrevet. Der er ikke en post-konflikt. Konflikten fortsætter stadig i store dele af landet

Politiske fanger løsladt i takt med fredsaftalens punkt om amnesti er også endt her.

Vi bliver budt velkommen af de turist-ansvarlige, og får serveret morgenmad i den nyåbnede restaurant. Morgenmaden består af varm suppe med kartofler, æg og koriander ledsaget af lulu juice; en citrusfrugt med oprindelse i det nordlige Sydamerika fra tomatfamilien, men med usammenlignelig smag. Derudover det traditionelle og uundgåelige colombianske majsbrød – arepa.

Der er sket meget, siden sidst jeg var her i januar. En restaurant er åbnet. Et ’turistbureau’ med fokus på økoturisme er etableret. I det hele taget mærker jeg en interesse for at invitere folk udefra ind.

Jeg spørger om denne forandring, og får forklaret, at det på den ene side har været en nødvendighed at søge alternative indtægtsmuligheder, da regeringens madforsyninger ikke altid når frem til tiden – hvis de når frem.

På den anden side udtrykker indbyggerne også en interesse i at vise deres liv frem.

På godt og ondt.

Ex-kombattanten Marcos Guevara

Beboerne vil gerne fortælle historier om tidligere guerillakampe, om hvordan de skjulte sig i bjergene, medens de konstant var i bevægelse af frygt for hærens bombardementer. De er derfor i færd med, at konstruere en kopi af en guerillalejr. En replika af, hvordan de boede i bjergene. Her er teltduge slået op som sovesteder med plads til hængekøjer, der er et ildsted og der er tilmed en skole.

De er ivrige efter at vise deres kopilejr frem, og tilbyder os at prøve at overnatte i en hængekøje. Imens vi bliver forklaret om de nye projekter, er et australsk TV-hold ved at køre væk. De skulle efter sigende have elsket at overnatte i guerillakopilejren.

Til at starte med bliver vi alligevel indkvarteret på private værelser som planlagt. Marcos Guevara, en 28-årig ex-kombattant giver os rundvisning i beboelsesdelen af lejren. “Velkommen til vores Panoptikon,” siger Marcos, imens vi passerer de fuldstændig identiske barakker, hvor de bor.

Lange betonlagte gulve, gange med hvide paptynde vægge med omtrent 10 værelser, eller ’celler’, i hver. Forundret over Marcos’ kendskab til Michel Foucaults Overvågning og straf tænker jeg straks fængsel eller flygtningelejr.

Jeg er dog i tvivl, om hvorvidt Marcos refererer til bygningernes arkitektur eller til hele lejrens tilstand, som et isoleret stykke land konstant overvåget af colombiansk politi og militær – nu de eneste tilstedeværende med våben.

Marcos sluttede sig til FARC for ca. 6 år siden omtrent samtidig med, at de aktuelle fredsforhandlinger begyndte i Havanna, Cuba. Som Marcos forklarer, har han altså ikke oplevet den hårde konflikt, som folk der har været i guerillaen i 20-30 år, men alligevel er han fuldt ud bevidst om det forhold, han har fået til staten, som på en eller anden måde altid vil straffe dem:

”Hele livet – fordi jeg er kommunist, oprører og  ex-kombattant – vil vi, som besluttede at gribe til våben mod staten, fortsat blive overvåget, og på straffet på forskellig vis. De vil have os til at bøde, for den beslutning vi tog om at kæmpe imod staten. Her er vi konstant overvåget,” siger han.

Jeg vil gerne høre mere om Marcos’ syn på denne overvågning, eller tilstedeværelse af statens tropper. Enhver med en smule kendskab til konflikten i Colombia vil vide, at den væbnede kamp altså ikke blot stod på imellem FARC og regeringen.

FARC var én af mange væbnede grupperinger i landet, der stadig eksisterer. ELN eksempelvis der, på trods af flere års fredsforhandlinger med regeringen, stadig udfører attentater mod- og gidseltagninger af hærens tropper samt journalister.

Social udrensning er stadig et problem

Et andet aspekt af den væbnede konflikt er paramilitarisme. Især i 1990’erne og 00’erne har højreorienterede paramilitære grupperinger været ansvarlige for massakrer i colombianske landsbyer, bland andet på borgere beskyldt for at have tilknytning til FARC eller kommunisme, men også på ’afvigere’ såsom tyve, røvere og storforbrugere.

Menneskerettighedsforkæmpere og sociale ledere som offentligt har udfordret landets politik ved at kæmpe for social retfærdighed for etniske minoriteter og for en alternativ tilgang til naturressourcer og miljø, har i samme forbindelse været udsatte og er blevet myrdet i store omfang.

Marcos sluttede sig til FARC for ca. 6 år siden, lige omkring at de aktuelle fredsforhandlinger begyndte i Havanna, Cuba

En såkaldt limpieza social eller social udrensning er brutalt blevet eksekveret, ofte i samarbejde med hæren og politiet. Selvom den berygtede paramilitære organisation Autodefensas de Colombia officielt for længst er blevet demobiliseret, bliver ex-kombattanter fra FARC og deres familier rundt i landet stadig likvideret, to år efter fredsaftalen er blevet underskrevet.

Marcos anerkender, at hærens tilstedeværelse er nødvendig for deres overlevelse i lejren. Ellers ville paramilitære grupperinger kunne komme og gøre, som de nu gør, nu hvor FARC ikke længere bærer våben. Marcos gør mig også opmærksom på konfliktens status:

”Der er en post-aftale, altså tiden efter, at fredsaftalen er blevet underskrevet. Der er ikke en post-konflikt. Konflikten fortsætter stadig i store dele af landet.

Paramilitære grupperinger deklarerer stadig militære mål. Og ELN er her også stadig. Dissidenter fra FARC har deklareret militære mål, og har truet folk, for at have besøgt os her i de lejre hvor vi bor. Så hvordan kan man snakke om, at konflikten er løst, og at konflikten ikke fortsætter?”

At konflikten reelt fortsætter, går ikke ubemærket hen i Colombia. Nyhedsavisen El Espectador skriver den 13. august 2018, at siden den endelige fredsaftale blev underskrevet i november 2016, er 76 ex-kombattanter fra FARC blevet likvideret.

Ligeledes rapporterer nyhedsavisen El Tiempo om samme periode, at 295 sociale ledere og menneskerettighedsforkæmpere er blevet myrdet. Tallene ser heller ikke ud til at falde, efter valget af Ivan Duque som præsident den 17. juni 2018. Tværtimod.

På trods af konfliktens udfoldning forholder Marcos sig umiddelbart rolig. Han forklarer, at folk stadig er bekymrede, men at han personligt har fundet nogenlunde ro med tilværelsen i lejren.

Alle ex-kombattanter fra FARC modtager i dag et beløb der er 10 procent mindre end mindstelønnen i Colombia om måneden, som led i fredsaftalen. Denne økonomiske støtte ophører efter to år

Jeg mærker selv denne ro under mine blot to ugers ophold i lejren. Folk har bygget små haver udenfor barakkerne, hvor de dyrker tomat, majs, løg og chili. Der er faktisk en fin stemning, og der løber børn rundt og leger over det hele. Det er meget anderledes, end da jeg var her for blot 6 måneder siden.

Jeg spørger Marcos, om han kan genkende denne forandring, som jeg mener at have observeret.

”Ja, urolighederne er faldet en smule, på trods af valget af en højreorienteret præsident [Ivan Duque]. De anholdte endda kammerat Jesús Santrich [et kommende FARC-kongresmedlem, i varevægt for anklager om narkohandel, red.], men alligevel mærker man ikke rigtig denne urolighed, som var meget tydelig før”.

“I stedet er folk mere begyndt at koncentrere sig om dynamikker i lejren, om arbejdskraft, om de daglige opgaver; at leve og om at løse hverdagens problemer. Det handler mere om denne reintegrationsproces. Om hvordan jeg lever og normaliserer mit liv,” svarer han.

Alle ex-kombattanter fra FARC modtager i dag et beløb der er 10 procent mindre end mindstelønnen i Colombia om måneden, som led i fredsaftalen. Denne økonomiske støtte ophører efter to år.

Det bliver interessant at se, hvordan ex-kombattanterne vil forsørge sig selv, uden statens støtte.

Tak til Marcos og de andre beboere i lejren.

Opholdet i Tierra Grata er bl.a. blevet til en kort dokumentarfilm i samarbejde med DANIDA, der kan ses her:

Alle fotos: Jason Idris Alami.

Hvis du gerne vil donere et beløb til Esben for hans artikel kan du anvende hans MobilePay: 61681455

Esben Thode Schultz er født i 1992 og er ved at afslutte sin kandidat i antropologi på Københavns Universitet. Esben har siden 2010 besøgt adskillige lande i Latinamerika og taler flydende spansk.
I de seneste år har Esben især interesseret sig for Colombia, hvorfor han også valgte at studere der. I juli 2018 lavede han, i samarbejde med Danida, kortfilmsdokumentaren El Ave Enjaulado, der foregår i en FARC-reintegrationslejr. I dag er han i gang med at specialisere sig i fredsprocessen med et fokus på politiske fanger i Colombia. Hvis du gerne vil læse flere fortællinger fra Esben, kan du støtte ham på hans MobilePay nummer: 61681455

Seneste artikler om Featured