Honey Boy: Billedterapi krænger filmen midtover og skaber noget råt og kantet

i Kultur/Film af

FILM // ANMELDELSE – Honey Boy er en desperat film, hvor en hårdtarbejdende Shia LeBeouf forsøger at forløse et helt livs traumer på halvanden time. Det lykkes ikke. Men forsøget er råt, stærkt og tankevækkende.

Honey Boy er en terapeutisk film. Den handler om skuespilleren Otis (Lucas Hedges), der bliver sendt på rehab for at tackle problemer med alkohol og temperament, og derinde begynder at konfrontere det problematiske forhold til faderen James, fremragende fremstillet af Shia LaBeouf.

LaBeouf har også selv skrevet manuskriptet, der begyndte som et terapeutisk projekt, mens LeBeouf selv var i gang med rehab efter en del meget publicerede episoder. Det hele er terapi.

Og på en sær måde bliver Honey Boy nærmest til en art terapi for filmmediet. Otis vokser op som barnestjerne, og de traumer han bliver udsat for, synes at gå igen i virkelig mange barnestjernehistorier. Filmens clou er, at den også nærmest kommer til at virke som en gang billedterapi for hele kunstformen.

Længslen mod det sukrede

Filmen springer frem og tilbage mellem de to tidsplaner: voksne Otis i rehab og unge Otis (Noah Jupe) på arbejde, på et motel uden for byen, i konflikt med faren, i forsøg på at forstå og tilpasse sig den kaotiske mand.

Fortællingen om unge Otis har en mærkværdig karakter. Det er nærmest alle slags scener fra en traumatisk fortid, man kan forestille sig, kogt sammen til en tidsramme, der lader til at være et par måneder – tilsat en mystisk karakter, der blot kaldes for ‘shy girl’, bliver spillet af sangerinden FKA Twigs og er mere symbol end menneske.

Det er med andre ord en meget ‘skrevet’ fortælling. Hvilket vi jo også rimelig åbenlyst får forklaret, at det er; det er den ældre Otis, der forsøger at få skabt orden i sin fortid. Det føles virkelig, som om en kompleks og bred historie forsøges komprimeret så langt ned så muligt, så den stakkels unge mand på en eller anden måde kan forstå den. Lykkes det? Næ, ikke rigtigt. Hvilket blot gør filmen så meget mere fascinerende.

Det hele vender og drejer sig, trækker sig sammen, udvider sig som et desperat forsøg på at finde ny form

Noget af det smukkeste ved filmen er dens skildring af filmbranchen. For Otis er ikke noget naturtalent, han er ikke nogen stor kunstner. James var tidligere rodeoklovn, og det er sådan nogenlunde samme kunstneriske niveau voksne Otis lader til at være på i filmens indledende scener, hvor han indspiller en actionfilm, og hans rolle lader til at bestå af at have en wire i ryggen og lade sig flyve baglæns på de rigtige tidspunkter.

Senere indspiller lille Otis en rigtig typisk kvalm amerikansk tv-film, hvor alting bliver løst med blot en enkelt samtale mellem far og søn. Og vi ser senere skuespilleren drømme om den samme forløsning i forholdet til sin virkelige far i en smukt sammenklippet sekvens.

Den slags forløsning findes naturligvis ikke i virkeligheden, det er sødsuppekatarsis, det er Hollywood-ideologi. Det gør den ikke mindre tragisk nødvendig for den stakkels traumatiserede dreng. Honey Boy lever her, i det desperate forsøg på at få indie-film til at gøre noget, den helt fundamentalt ikke er i stand til.

Indie-rytmen

Der er et lille klip, som jeg knap nok forstod, mens det stod på, men som jeg ikke har kunnet få ud af hovedet. James er en klovn, der hele tiden tror, han er i færd med at charmere alle kvinder omkring sig. Det er først ham, der får øje på ‘shy girl’, og han træder frem mod hende og laver en lille pantomime for hende. Lydsporet er hakkende, nærmest atonalt, og James nærmest danser til avantgarde-klassisk et kort øjeblik. Det er virkelig sært.

Den her rytme. Den går igen i en del indie-film. Soundtracket fra Paul Thomas Andersons Punch-Drunk Love (2002) er behørigt berømmet, den virker som en forløber for en ny bølge. Nye komponister, mange hentet fra indie-musikken som Mica Levi (film som Under the Skin, Jackie den kommende Monos) og Daniel Lopatin (Safdie-brødrenes to film Good Times og Under the Skin), laver soundtracks, der til tider virker, som om de slår imod billedsiden, bøjer den, får den til at knække.

Det hele vender og drejer sig, trækker sig sammen, udvider sig, som et desperat forsøg på at finde ny form. For øvrigt også lidt som en sang af FKA Twigs, hvis tilstedeværelse passer til Honey Boy som hånd i handske.

Gamle drømme

Da indie-film kom frem, var det uafhængigt. Det stod ofte i modsætning til de store Hollywood-produktioner. Det var billigt, anderledes, til tider bare mennesker, der snakkede sammen. Kevin Smith kunne lave en film om Clerks for nogle tusinde dollar. Sidenhen blev det mere postmoderne. Tarantino indvarslede en tid, hvor Hollywood ikke blev modkæmpet, men indoptaget i et kommenterende og sofistikeret projekt. Sjældent et der lod til at have de samme målsætninger som de typiske studie-film.

Den slags målsætninger har nye indie-film så til gengæld ofte. Jeg undres mere og mere over Martin Scorseses fordømmelse af ‘forlystelsesparkfilm’, for indie drømmer netop mod forlystelserne. I The Florida Project stikker hovedpersonen decideret af til Disneyland. I Good Times kravles der rundt i et spøgelseshus, inden melodramaet tager over.

Det er film, der fra et helt andet udgangspunkt forsøger at kopiere den mærkværdige magi, en god mainstream-film trods alt har. Rygterne om den kommende The Lighthouse siger endda, at den skulle indeholde årets bedste pruttejoke! Hvor meget mere mainstream kan det blive?

Honey Boy lever i det desperate forsøg på at få indie-film til at gøre noget, den helt fundamentalt ikke er i stand til.

Honey Boy er fortællingen om en lille dreng, der forsøger at skabe en mainstream-karriere og få sig nogle mainstream-forhold som de fleste mainstream-mennesker. Men han er fanget i en indie-verden, og i en indie-film.

Det her modstykke krænger filmen midtover og skaber noget råt og kantet, og aldeles fascinerende. Det bliver til en intervention i selve filmkunsten, som godt nok ikke helt lykkes, men som fænger, mens det foregår.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Tags:

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.