FILM // ANMELDELSE – Endnu en fremragende sydkoreansk genrefilm. Hvad er det, de er så gode til derovre? Ifølge Frederik Bojer Bové er de eminente til at lave genrefilm med noget at sige, og Park Chan-wook er efterhånden blevet så god en instruktør, at han kan sige alt på én gang.
Hvad vil det sige, at en film er “godt instrueret”? At skuespillerne spiller godt? At filmen bruger en hel masse redskaber fra den filmtekniske værktøjskasse? At den har “stil”? Eller at der er en mening med stilen, at det ikke bare er overfladisk?
Park Chan-wook vandt i Cannes i år prisen for Bedste Instruktion for Decision To Leave, og den kan i mine øjne bruges som skoleeksempel på, hvad decideret fremragende instruktion er. Park Chan-wook bruger på livet løs af filmiske tips og tricks, og det får for det første filmens 140 minutter til at flyve afsted, fordi filmen har rytme, og fordi Park er en mester til at fortælle økonomisk med kameraet.
Samtidig er Decision To Leave som mange andre krimier også en film om at se og om at skabe sammenhænge mellem information, hvilket understreges og bearbejdes af Parks kamera og klippeteknik.
Detektiv med rod i følelseslivet
Decision To Leave starter som et detektiv-drama. Hae-jun (Park Hae-il) er en politistjerne, der kunne være taget fra en koreansk udgave af True Detective: Han er den yngste kommissær i Korea, men også martret af søvnløshed, besat af at overvåge mistænkte, og han ser kun sin kone én gang om ugen.
Han forsøger at opklare en kompliceret sag om et øksemord, da en ny og på overfladen langt enklere sag dratter ned fra oven: En ældre mand er faldet ned fra et højt bjerg, og måske er der noget lidt lusket ved hans langt yngre kinesiske kone Seo-rae (Tang Wei). Der er intet, der tyder på, at der er tale om mord, men Hae-jun bliver besat af Seo-rae og begynder at overvåge/stalke hende.
Det er genrens største kliché, at alle efterforskere har rod i privatlivet – så det er heldigt, at Park Chan-wook serverer den med så meget visuel flair
Snart er han fanget, for Seo-rae er langt mere kompleks end nogen kriminalgåde, og derudover har han tydeligvis følelser, han overhovedet ikke forstår, lige meget hvor meget han forsøger at analysere dem.
Seo-rae lader ikke til at sørge over sin døde mand, men så bliver det sagt gentagne gange om sorg: “Hos nogle vælter det indover som en bølge, hos andre drypper det ind som regn”. Mennesker er så forskellige, at selv den bedste detektiv har svært ved at afkode et andet menneskes følelser. Det er ikke nogen revolutionerende idé – det er genrens største kliché, at alle efterforskere har rod i privatlivet – så det er heldigt, at Park Chan-wook serverer den med så meget visuel flair.
Særligt de mange overvågningsscener er flot lavet: Hae-jun forestiller sig ofte, at han er til stede i rummet hos Seo-rae, så han vandrer rundt i lejligheden, mens vi hører Seo-rae tale, men så pludselig ser vi det fra en anden vinkel, og hun har et helt andet udtryk i ansigtet, end hvad Hae-jun har forestillet sig.
Eminent æstetik
I det hele taget er især klipningen eminent, særligt i brugen af match-cuts, hvor der klippes mellem to ting, der ikke fortællemæssigt hænger sammen, men som ligner hinanden (glanseksemplet er Rumrejsen 2001, hvor en menneskeknogle bliver til et rumskib). Der er øjeblikke, hvor det bare er liret, som når Park klipper fra Hae-jun og hans kone, der ligger på tværs i sengen, og til to parkerede biler, der står i præcis samme diagonal. Andre gange er det Hae-jun og Seo-rae, der er matchet, som f.eks. i en “biljagt”, hvor de kører præcis samme hastighed, drejer præcis lige meget på rattet, deres biler har præcis samme blinke-lyd, osv.
Der bruges utallige match-cuts til at få forskellige ting til at virke som om, de hænger sammen, også selvom de rent logisk ikke gør det. Det er en strategi, der også smitter af på fortællingens krimiplot, hvor man heller aldrig rigtig kan regne ud, om tingene hænger sammen, eller om der bare er tale om sammenfald.
Hvad der virker som visuelt “lir”, giver filmens fortælling en helt særlig stemning. Og dét er god instruktion!
Et andet eksempel: Filmen gør også god brug af dybdefokus – den slags billeder som f.eks. det i toppen af den her artikel, hvor kun halvdelen af billedet er skarpt, men så ændrer det sig måske pludselig, og den anden halvdel bliver skarp. Den slags får igen ting til at virke mere sammenhængende, end hvis man klipper – de er i billedet på samme tid, det skifter bare, hvad der er fokus på.
Men under en forhørsscene bruger Park det pludselig på en ironisk vis: Hae-jun sender et håndtegn til sin underordnede om at hente noget, og kameraet stiller skarpt der, hvor den underordnede sidder, men vedkommende sidder bag et spejl, som de jo ofte gør i politifilm, så vi kan ikke se andet end spejlbilledet af forhørslokalet, som der så pludselig stilles skarpt på et øjeblik.
Effekten er her omvendt: Personerne er i rummet sammen, de hænger sammen, men samtidig er der en barriere mellem dem, dem foran spejlet kan ikke se de andre. Og sådan er det også med kriminalgåden. Der er barrierer mellem karaktererne, som de ikke kan se udover. Hvad der virker som visuelt “lir”, giver filmens fortælling en helt særlig stemning. Og dét er god instruktion!
Genrefilm med ekstra indhold
Decision to Leave er helt klar i mælet og ganske politisk om barrierer, der holder nogle af karaktererne fanget. Seo-rae er kvinde, og så er hun immigrant fra Kina, hvilket for flere af detektiverne gør hende suspekt. Historien om hvordan hun kom til Korea, er fascinerende og indebærer bl.a. guerilla-soldater fra kampen mod japanerne under Anden Verdenskrig. Her benytter Park Chan-wook sig af genrefilmen til også at få smuglet nogle pointer om koreansk historie ud til publikum. Og det har egentlig altid været et af kendetegnene for ny koreansk film.
Den første store koreanske Blockbuster – forgængeren for film som Park Chan-wooks Oldboy, The Handmaiden og Decision to Leave, for Bong Joon-hos monsterfilm The Host og Oscar-vinder Parasite, og for tv-serier som Squid Game – er den i vesten ganske ukendte film Shiri fra 1998. Shiri er ligeledes en detektiv-thriller, hvor en sydkoreansk betjent forsøger at fange en gruppe nordkoreanske terrorister, inden de slår til. Den film var dels fundamentalt spændende og var en af de første koreanske film, der fik lov til at tage livtag med konflikten nord-syd udenom censuren.
Det er en krimi, et kærligheds-drama, et psykologisk studie af en efterforsker i krise. Og så er det et sansebombardement af en film, hvor alt og intet synes at hænge sammen på samme tid
Park Chan-wook fulgte selv samme opskrift med JSA: Joint Security Area (2000), der kombinerede en mordefterforskning med sympatiske portrætter af nordkoreanske soldater, og som blev hans koreanske gennembrud og en af de største succeser i koreansk filmhistorie. Så Park Chan-wook har altid været god til at lave genrefilm, der føles som meget mere end genrefilm.
Forskellen den her gang er så eminent instrueret Decision To Leave er, og hvordan den derfor føles som endnu mere, end den er. Det er en krimi, et kærlighedsdrama, et psykologisk studie af en efterforsker i krise. Og så er det et sansebombardement af en film, hvor alt og intet synes at hænge sammen på samme tid.
Jeg var overvældet, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan det hele hænger sammen. Men Decision To Leave er også så åben en film, der tager så mange overrumplende æstetiske valg, at hver enkelt biografgænger formentlig får sin egen fortolkning ud af det.
Der er ikke én sandhed om den her film. Ligesom der ikke er én sandhed om ret mange ting her i livet. Det er jo også derfor det er så hårdt at være betjent.
Læs mere af Frederik Bojer Bové i POV om sydkoreanske film her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
