Nina Teisen: Aftenlandet – luk dørene!

af i Kultur

ANMELDELSE – I Aalborg Teaters opsætning af Julie Maj Jakobsens debatstykke Aftenlandet kigger de ind, vi kigger ud. Vores normalitet forstyrres af deres tragedie. Hvad gør man, når man er på en tilfældig motorvejscafé, og de andre, de mørke, dem med tørklæderne, krisen og fattigdommen synlig udenpå, står lige der udenfor døren og kigger ind?

En motorvejscafé lidt før jul, to medarbejdere. Et lesbisk par på tur med deres døtre, et ældre ægtepar skal besøge sønnen og det nye barnebarn, en landevejschauffør skal tanke af og på, en kaffetørstig forretningsmand, en skuespiller med maveonde, en syrisk kvinde der er gået under normalitetens radar, og en parkeringsplads, der langsomt fyldes op af flygtninge.

De kigger ind, vi kigger ud. Vores normalitet forstyrres af deres tragedie. Hvad gør man, når man er på en tilfældig motorvejscafé, og de andre, de mørke, dem med tørklæderne, krisen og fattigdommen synlig udenpå, står lige der udenfor døren og kigger ind? De gør ikke noget, jo, en enkelt banker på ruden, hun vil gerne have noget mad til sin baby, der ligger helt stille i mors arme.

“Men der er så mange af dem, hvad vil de, hvad skal vi gøre hvis de alle sammen vil ind? Vi har ikke mad nok til dem. Vi låser døren.”

Scenen i Aalborg Teaters opsætning af Julie Maj Jakobsens debatstykke Aftenlandet er minimalistisk, med to skydedøre ud til parkeringspladsen med fygesne, og en model af tankstationen, vi er på, sat op midt i scenerummet. Der flyttes figurerne rundt, mens publikum sidder i to rækker langs væggen og ser dramaet udfolde sig.

Lars Topp Thomsen, Jakob Hannibal og Kathrine Høj Andersen
Foto: Lars Horn/Aalborg Teater.

Skuespillerne har flere roller; det er lidt forvirrende i starten, men efter første introduktion af alle karakterer er genkendeligheden nem: en hånd i siden og en indsmigrende stemmeføring, eller jakken af/på, og så ved vi straks, hvem de nu er. Julejinglemusik fra en mobil, afspillet i den ene mikrofon alle skuespillerne taler i, tager os straks med ind på den anonyme, velkendte tankstation. Skuespillerne sidder ned blandt publikum når de ikke står på scenen og forsvinder hurtigt ind i massen af anonyme tilskuere. Og er vi ikke alle netop tilskuere til en situation, de færreste af os kan overskue, eller gøre noget ved?

Aftenlandet behandler unægtelig et aktuelt emne. Mens flygtningene samler sig på den tilfygede parkeringsplads og kigger ind gennem den låste dør, udfolder genkendelige hverdagsdramaer sig på scenen: utroskab, konkurs, arbejdsløshed og udsigtsløsheden i nogle af Europas mindre Disneylands-lignende områder. Indenfor murene kan man også godt være på flugt, med vores 1. world issues der råbes udover scenen uden at have øje for tavsheden fra de flygtende, der samler sig udenfor. Man kan for eksempel sagtens være et godt menneske, der tilfældigvis lider af mavebesvær på en motorvejscafé, og derfor knap nok registrerer, at flygtningedramaet, som man beskæftiger sig med på nobelt teoretisk vis, foregår lige på den anden side af toiletdøren.

Hvordan får man fremvist tragedien uden at udstille og lukrere på andre menneskers krise? Aftenlandet løser problemet ved at fremvise dem, der ignorerer tragedien

Jeg ville måske gerne have en stemme fra dem derude, men det har de netop ikke i denne debat. Immigranterne, uanset hvilket land og hvilken baggrund de kommer fra, får sjældent nogen anden stemme, end de hvide europæeres repræsentation: den stakkels flygtning eller den nassende fattigdomsmigrant. Uanset om man stiller sig på den ene eller anden side, er Aftenlandet et interessant, relevant og tankevækkende stykke.

Opsætningen er low-key og primitiv. Raffinementet ligger i detaljerne, og skuespillernes præstationer taler for sig selv. De meget enkle virkemidler med julemuzak fra en mobiltelefon, et ur, der tæller timerne ned og boxen i boxen – en centralt opstillede miniaturescene – hvor skuespillere og karakterer flyttes rundt i miniformat omkring en motorvejscafémodel, får lov til at stå klart og tydeligt frem.

De litterære henvisninger i stykket er ikke til at overse: vi skal lede efter Europas sjæl, der er blevet solgt for mammon, og hvordan får man, à la Judith Butler, fremvist tragedien uden at udstille og lukrere på andre menneskers krise?

Aftenlandet løser problemet ved at fremvise dem, der ignorerer tragedien.

“De er gået nu. Vi kan godt åbne døren igen.”

Aftenlandet
Forfatter: Julie Maj Jakobsen
Instruktør: Tue Biering
Scenograf: Nicolaj Spangaa
Spilletid: 15. november til 16. december 2017, Lille Scene, Aalborg Teater

Hovedillustration: Marie Knudsen Fogh. Foto: Lars Horn/Aalborg Teater.

Jeg er fuldtids-freelancer og lever af mine tekster. Hos POV er det kun læseren, der betaler: dig! Det kan du gøre på MobilePay til 2296 4533. Hvis alle læsere betaler en krone kan jeg leve af mit arbejde, så beløbet behøver ikke at være stort.

Jeg er uddannet Cand. Comm., har tidligere arbejdet med kulturformidling på Færøerne og i Finland, miljøprojekt på Fiji, og rejser væk fra civilisationen ved enhver given lejlighed. Blandt andet har jeg vandret tre måneder i norsk og finsk Lapland og cyklet New Zealand rundt. Du kan finde mig her: www.gornogetandet.com.

Seneste artikler om Kultur

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er