SPECIALISERING I AKADEMIA // KOMMENTAR – Siden 90’erne har universitetsansatte kun fået karrierepoint for at specialisere sig på et snævert område. Det har medført flere negative konsekvenser end positive. I denne valgkamp er der mere på spil end nogensinde – og der er akut behov for, at lektorer og rektorer kommer på banen og forklarer universiteternes værdi og faren ved fortsat ekstrem specialisering, skriver Lars Bangert Struwe.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
At vide meget om lidt kendetegner i dag akademia på universiteterne.
Det er efter min mening en katastrofe med følger.
Da jeg startede på universitetet, læste jeg japansk. Her mødte jeg to fantastiske professorer, Olof G. Lidin og Søren Egerod. Lidin havde jeg i japansk historie og kulturhistorie. Han startede med at blive juridisk kandidat og studerede sprog derefter. Da han blev udsendt til Korea som FN-officer, startede hans interesse for Japan. Han fik en master i japansk fra Berkely. Lidin underviste også i klassisk japansk, japansk og Asiens historie. Han kunne mere end ti sprog.
Egerod havde jeg i Asiens historie og kulturhistorie. Han beherskede ufatteligt mange sprog i større eller mindre grad – jeg husker det som udover kinesisk, der var hans sprog, også thai, en række asiatiske stammesprog og så de europæiske hovedsprog. Han kom op på at kunne mere end 20 sprog, så vidt hvad jeg husker.
De repræsenterede begge et krav om, at vi som studerende lærte hele vores fagområde og beslægtede fag og emner. Den ene dag havde vi oplæg om japansk fløjtespil, den næste om munke, der søgte at selvmumificerer sig, den tredje om krigen i Asien i 1940’erne.
En række politikere har gennemført deres uddannelse med støtte fra universiteterne med en masse dispensationer, så mange af dem har reelt set ikke gennemført et normalt studie. Derved forstår de ikke universiteterne
Selv blev jeg i faget Sydøstasiens historie og kulturhistorie eksamineret i Tibets historie og britiske og russiske opdagelsesrejsende/spioners rejser ind i Tibet.
Senere skiftede jeg til historie, og min mor og farmor var historikere. Min mor underviste i gymnasieskolen i historie, oldtidskundskab, græsk, latin og samfundsfag. Ikke så lidt.
På Historie mødte jeg en række dygtige undervisere (og en del knap så dygtige), der inspirerede mig i min karriere. Professor Ole Feldbæk kunne 1700-tallet, som han kendte sine bukselommer (en anden professor rodede hele tiden i sine bukselommer, men det er en anden historie). Ikke kun i Europa, men også i Asien. Han interesserede sig for arkæologi og vikingetid og havde en meget stor viden om militærhistorie.
Johnny Leisner skrev et hovedværk om Europas Historie i det 19. århundrede. Endeligt var der professor Jens Erik Skydsgaard, der underviste i antikkens historie, og som kunne de fleste afkroge af dette kæmpe område.
I dag ville disse meget velrenommerede forskere få at vide, at de ikke var specialiserede nok, at de ikke koncentrerede sig, og at de risikerede ikke at vide nok om det enkelte emne
Videre i mit liv mødte jeg en række meget dygtige historikere på Rigsarkivet, der kunne de vildeste historier, fordi de dykkede ned i kilder og dagligt lyttede til hinandens nye historier. Det var en fornøjelse at sidde i frokoststuen i Rigsdagsgården og lytte og selv en gang imellem at kunne bidrage.
Jeg mødte professor Jeremy Black, der har skrevet flere bøger, end han er fyldt år. Han har været rådgiver for bl.a. den britiske og japanske regering. En fantastisk inspiration fra en mand, der skriver om alt fra militærhistorie til breve i 1700-tallet og brugen af James Bond til at forstå den Kolde Krig.
Slagsiden ved ekstrem specialisering
I dag ville disse meget velrenommerede forskere få at vide, at de ikke var specialiserede nok, at de ikke koncentrerede sig, og at de risikerede ikke at vide nok om det enkelte emne. Jeg tror, at denne linje med at skulle vide så meget som muligt om et begrænset emne har alvorlige følger for universiteterne og deres anseelse. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det betyder for rekrutteringen til universiteterne eller for den sags skyld muligheden for at forske i nye områder, der ikke er dækket i den eksisterende litteratur.
Vi har i de sidste 30 år bevæget os i denne retning på universiteterne. I 1990’ernes universitetsdebat talte vi om nulforskere. Når jeg læser mit eget fagområde igennem – sikkerhedspolitik – så ser jeg meget dygtige folk skrive meget vidende artikler. Imidlertid glemmer de rammerne og sætter ikke ting ind i en større sammenhæng. Det får man ikke karrierepoint for, og tidsskrifterne kan eller vil ikke rumme det. En del laver noget, der til gengæld er tæt på en moderne version af nulforskning, nemlig omskrivning af artikler, der så udgives i et parallelt tidsskrift.
Denne specialisering oplever studerende. Jeg har dem i praktik, og de skræmmes af, at jeg forventer, at de går ud over pensum og specialiseringen. Mit indtryk er, at mange ser deres undervisere som højt specialiserede personer, der kun kan et snævert felt. Det har nok negative konsekvenser på mange måder og få positive.
Når jeg hører politikere i disse dage tale om universiteterne, så fortsætter de en tankerække fra 1990’erne om ’fra forskning til faktura’, hvorfor medicin, ingeniørfag og naturvidenskab kan betale sig, imens samfundsfag og særligt humaniora ikke kan.
Den britiske premierminister Liz Truss er blevet fyret, men hvor få lektorer eller professorer er egentligt ude og tale derom?
Efter min mening er den høje specialisering en del af problemerne for universiteterne, der har alvorlige følger for deres anseelse. Man bliver i dag bedømt på højt specialiserede artikler og ikke sin evne til at favne brede debatter eller nuancere den offentlige debat (og nu laver jeg en grov optegning, en karikatur).
Jeg skriver dette efter at have læst flere indlæg de seneste måneder om fagfællebedømmelser og universiteternes humanistiske og samfundsvidenskabelige fags problemer med at forklare deres rolle i samfundet, hvorfor de nu skal beskæres i deres længde.
En række politikere har gennemført deres uddannelse med støtte fra universiteterne med en masse dispensationer, så mange af dem har reelt set ikke gennemført et normalt studie. Derved forstår de ikke universiteterne. Det kan jeg roligt skrive som tidligere medlem af såvel studienævn som fakultetsråd.
Afgørende i valgkampen
Imidlertid undskylder det ikke specialiseringen, der gør det svært at kaste sig ud i en debat.
Læg mærke til, hvor få universitetsansatte der egentlig præger vores debat. Den britiske premierminister Liz Truss er blevet fyret, men hvor få lektorer eller professorer er egentligt ude og tale derom?
Hvor få universitetsansatte deltager egentligt i den brede debat om vores samfund? Alt for få. Men vi skal også huske, at nogen får ufatteligt mange tæsk for at ville nuancere en debat.
Se reaktionen på, at Jakob Seerup som 1700-tals historiker interesserer sig for Rusland i nutiden. Det vakte vild opsigt i Politiken. Men Seerup kan sit kram – i øvrigt som rigtigt mange museumsfolk, der ikke kan tillade sig universiteternes specialisering. På landets museer skal man virkelig kunne spænde vidt for, at museerne kan løse deres opgaver.
Hvor er de rektorer eller dekaner henne, der forklarer, at undervisning i f.eks. engelsk, tysk, fransk, spansk etc. er afhængig af dygtige universitetsansatte og derved betydningen for dansk erhverv og for fag på de mere værdsatte områder som medicin, ingeniør eller naturvidenskab?
Dette er tanker, skrevet i frustration over, hvor dårlige mine elskede universiteter er til at gøre opmærksomme på deres værdi i samfundet og ikke mindst i denne afgørende valgkamp.
Disse tanker er nedskrevet under et langvarigt hospitalsophold.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
